Vi lærer vores børn at svømme, at læse, at regne, at spise vitaminpiller, at kigge sig for, før de går over vejen, men vi lærer dem sjældent at håndtere en af de centrale funktioner i livet: penge. 

Mange af os er — uden at vide det — analfabeter, når det kommer til penge. Ganske enkelt fordi, at det ikke er noget, vi lærer om i skolen eller i hjemmet.

Du har selvfølgelig styr på det, for du er jo havnet på den her blog og søger information. Men hvad med dine børn? Husker du dem? Og hvordan lærer man det egentlig videre?

Er et bud på fem vigtige pengelektioner, som du skal give dit barn.

Lektion 1:  Penge kan lave penge

Det her er noget af de vigtigste at lære. Når min fem-årige søn får nogle penge, er hans første impuls at løbe ud og købe slik for dem. Her er han ikke anderledes end mange andre. De fleste børn (og voksne) styrter ud og bruger deres penge, ligeså snart de har nogen.

En større undersøgelse fra Stanford University i USA har vist, at børn som tidligt lærer at behovsudsætte, klarer sig bedre i livet. Det viser den såkaldte Marshmallow test, hvor man gav en marshmallow til nogle børn og forklarede dem, at hvis de kunne vente i et kvarter, så fik de en til marshmallow. Man fandt ud af, at de børn som distraherede sig selv og formåede at vente et kvarter uden at spise den, klarede sig meget bedre i livet målt på en lang række a parametre. 

Jeg giver min fem-årige søn renter på de penge, som han har i sin sparegris, og jeg fortæller ham helt specifikt, at det er hans penge, der laver pengene. Hvis han begynder at bruge af pengene, så slutter renterne. Når han bliver lidt ælder, så forfiner jeg systemet, så han kan bruge nogle af pengene, lade andre stå og trække renter. Når han bliver endnu ældre, skal han lære andre metoder til at få pengene til at lave penge. …

Lektion 2: Du bliver ikke rig af en høj lønindtægt. Du bliver rig af aktiver

Min søn på fem taler allerede om, at mor skal “arbejde” for at tjene penge. Det er noget, han har opfanget i børnehaven. De leger far, mor og børn, og far eller mor tager jo altid på arbejde for at tjene penge. Nogle gange er han lidt bekymret, fordi mor ikke går på “arbejde”. Mor er du “arbejdsløs?” spørger han. Han udtaler ordet lidt langsomt, som er det et svært fremmedord “ai-bajd” og “ai (pause) bajd (pause)løs”. Jeg må fortælle ham, at nej, jeg “går ikke på arbejde”. Jeg har min egen virksomhed. Jeg fortæller ham også, at vi sammen er ejere af mange andre virksomheder.

“Virksomhed, hvad er det?” spørger han. Ja, måske skal han være lidt ældre, før jeg giver ham den lange forklaring om aktier. Men jeg peger nogle gange på et produkt og fortæller ham, at vi er ejere i den og den virksomhed, som laver det og det.

Rigtig mange af os tror, at rige mennesker “tjener” mange penge ved at have et godt job. Warren Buffett udbetaler sig selv omkring 100.000 dollar hvert år i løn, alligevel har han i perioder været verdens rigeste mand. Det er naturligvis fordi, at hans aktiver laver pengene til ham. Hvad er aktiver? Præcist hvad det kan være, kommer vi til nu…  

Lektion 3: Fattige mennesker køber passiver, rige mennesker aktiver

Hvor mange gange har du ikke hørt folk tale om at investere i ejendom, når de køber et hus, som de selv skal bo i? En ejendom er i din privatøkonomi et passiv. Og hvad er passiver og aktiver? 

Passiver er noget, som koster dig penge. Aktiver er noget, som giver dig penge. 

Passiver er din bil, dit hus, din lejlighed, din computer, din telefon.

Aktiver er aktier, udlejningsejendom, obligationer, en opsparing der får renter (hvis du er så heldig) eller endda en slikautomat i en sportshal. 

Lektion 4: “Renters rente er universets mægtigste kraft”

Det siger Albert Einstein. Så må vi hellere lige være opmærksomme. 

Renters rente er, når dit afkast også laver afkast. Eller når de renter, du har fået, også får renter på. Så begynder snebolden at rulle ned af bakken og blive stor. 

Det gælder selvfølgelig også for en gæld, som du ikke betaler af på. Gælden vokser sig bare større og større. Hvordan præcist lærer man børn dette? Større børn kan du jo forklare det og vise dem et regnestykke. Med mindre børn kan det være en ide at øge “renterne” i takt med, at der kommer flere penge i sparegrisen. 

Lektion 5: Pay yourself first

Folk som er gode til at spare op prioriterer deres opsparing på linje med de store udgifter. De trækker pengene til opsparingen fra lønkontoen først på måneden og indretter budgettet efter det, der er tilbage. Princippet hedder “pay yourself first”.

Jeg havde i mange år en automatisk overførsel d. 1. i måneden på 10.000 kr. fra min lønkonto til min opsparingskonto. I begyndelsen gik pengene til at betale mit boliglån ned, men systemet fortsatte bare som opsparing, da jeg var færdig med andelslånet.

Har du større børn, som selv tjener penge, kan du hjælpe dem med at sætte forskellige bankkonti op, hvor der hver måned automatisk bliver trukket penge fra den ene (lønkonto) til den anden (opsparing). Hvor meget skal de spare op? En god tommelfingerregel er mellem 10-20 pct. for voksne. Har du små børn, kan du i princippet gøre det samme med lommepengene, f.eks. sige at halvdelen af lommepengene er til forbrug og den anden halvdel til opsparingen, som giver “renter” (altså flere lommepenge). 

Lektion 6: Styr dine penge, lad dem ikke styre dig

Du skal også have en plan for, hvad du ønsker dig. Mange folk kigger bare på, hvad de har på kontoen og forbruger sig igennem beløbet hver måned uden at prioritere. Hvordan lærer man børn at prioritere? Tal med dem om, hvad de ønsker sig. Vis dem, hvordan de kan holde styr på, hvad de forbruger ved at lave et lille regnskab. Når det står sort på hvidt, at alle lommepengene er blevet brugt på slik og fjol, sker der noget i dem. Da jeg selv var teengager, fik jeg kun lommepenge på den betingelse, at jeg holdt styr på forbruget i en lille notesbog. Kunne jeg ikke forklare, hvad mine penge var gået til, fik jeg ikke flere penge næste måned. Det havde en stor effekt på mig at skrive ned, hvad mine penge blev brugt til, og det lærte mig at prioritere og spare op til noget, som havde en større værdi for mig end småting. 

Det var mine tanker og erfaringer. Hvad har du af erfaringer og forslag til at gøre børn pengekloge? Skriv endeligt til mig. 

Og husk, du kan lære meget mere om at investere i aktier ved at downloade e-bogen Bliv Fri her. Måske kan din teenager også læse den og lære at investere? Måske kan I lære det sammen, som et slags familieprojekt?