Hvad betyder det at være økonomisk uafhængig? Hvad er økonomisk frihed?
Mange bruger de her vendinger uden helt at forstå, hvad det betyder, og hvordan man når dertil.
I det her blogindlæg vil jeg gå igennem de forskellige faser, som du skal igennem for at blive økonomisk fri – og endda rig.
Niveau 1: Gældfri
Du skal først og fremmest sørge for at komme af med al dyr gæld som forbrugslån, kviklån og kassekredit.
Det giver ikke mening at begynde at investere, hvis der samtidig fosser penge ud et andet sted i din økonomi.
Tommelfingerreglen er, at du kan begynde at investere, hvis du regner med, at afkastet af dine investeringer vil være større, end renten på dit lån.
Hvis du har en rente på et dyrt forbrugslån på 15 pct. og regner med at få et afkast på 8 pct., så skal du vente. Lånet koster dig mere, end du kan tjene på at investere og det betyder, at du mister penge overordnet set.
Har du omvendt et realkreditlån på 1 pct., så er det en no-brainer, at du skal beholde realkreditlånet og gå i gang med at investere.
Niveau 2: Økonomisk tryg
Her skal du opbygge en kontant opsparing, som kan dække uforudsete udgifter i forbindelse med uheld, ulykker eller bare slid på hjemmets maskiner.
Der skal stå omkring en månedsløn.
Det betyder, at hvis bilen pludselig skal repareres eller køleskabet udskiftes, så ved du, at du har pengene. Det skaber ro i hverdagen. Det er en god ide at have pengene på en seperat konto.
Niveau 3: Økonomisk selvstændig
Her har du opbygget en kontant opsparing som gør, at du til enhver tid kan opsige dit job.
I USA plejer man at sige, at det skal være omkring seks måneders løn, men de har ikke dagpenge.
Har du ret til dagpenge, skal du have, hvad der svarer til de seks uger, hvor du ikke har ret til dagpenge, plus et beløb så du i seks måneder kan dække forskellen mellem din nuværende indtægt og dagpengene.
Man kan også argumentere, at du bare skal have seks måneders lån stående, så du også har friheden til at sige nej til dagpenge-systemet.
Jeg var i en overgang på dagpenge efter, at jeg blev fyret på barsel. Mindst ti forskellige mennesker i systemet fortalte mig, at det var en dårlig ide med en blog.
“Du kan fodre svin med journalister, som har en blog,” sagde en.
“Du kommer tilbage i systemet om nogle år, hvis du prøver at være selvstændig. Jeg ser så mange, der kommer tilbage og har fortrudt,” sagde en anden.
Systemet opfordrer dig til at sænke dine ambitioner – ikke gå efter dine mål. Du er et nummer i systemet og de skal have sat nogle hakker. Jeg blev ret hurtigt ekspederet videre i systemet og sendt på et ugelangt CV kursus med mødepligt.
I dag er jeg ikke med i dagpengesystemet. Jeg følte et strejf af lykke, da jeg meldte mig ud og da jeg lovede mig, at jeg aldrig skulle tilbage i det. Jobkonsulenter og CV-kurser dræber iværksætterlysten.
Niveau 4: Økonomisk uafhængig
Her er du begyndt at investere og kan dække dine basale udgifter med afkastet.
Hvor meget skal du bruge?
Det kommer jo an på både dine udgifter og dit afkast.
Her er min metode. Den forudsætter, at du får et afkast på min. 15 pct. Jeg tager det samlede forbrug pr. år og dividerer det med 0,08.
Det er ikke alle, der kan forvente at få et gennemsnitligt afkast på 15 pct. om året. Det kræver en metode, og her har value investering været en succes for mig. Du kan læse mere om den i min e-bog her.
Er dine basale udgifter 10.000 kr. pr. måned, har du brug for 1,5 mio. kr. investeret til et gennemsnitligt afkast på 15 pct. Er dine basale udgifter 20.000 kr. pr. måned, er det 3 mio. kr.
På det her niveau er der ikke plads til de store udskejelser som ny, større bolig eller skiferie til hele familien. Det er mere tænkt som et alternativ til dagpenge.
Skal den slags udgifter med, så skal du op på det næste niveau…
Nivea 5: Økonomisk fri
Her kan du leve et helt almindeligt liv, med alt hvad det indebærer af ferier, fester og fis.
Her skal du regne ud, hvor meget et komfortabelt liv koster.
Hvor mange penge skal du bruge for at leve godt og sjovt?
Du regner sammen og dividerer med 8 pct., præcis som du gjorde foroven. Hvis du skal bruge 40.000 kr. pr. måned for at leve godt og sjovt, så skal du have 6 mio. kr. investeret til et gennemsnitligt afkast på 15 pct. om året.
Hvorfor er det egentlig, at jeg ikke dividerer med 15 pct, når nu jeg siger, at jeg arbejder med et minimumsafkast på 15 pct.? Det er fordi, der også skal betales skat, og der kan være udsving i markedet fra år til år.
Hvad så når du er nået hertil? Så kan du enten stoppe og sige fint, her bor jeg, og leve komfortabelt resten af dit liv.
Du kan også vælge at gå videre til det næste niveau…
Niveau 6: Rig
På det her niveau har du mere, end du selv kan bruge, og du kan begynde at påvirke verden ved at dele ud af din velstand.
Vidste du, at Warren Buffett har doneret mere end 37 milliarder dollar til velgørende formål?
Møller-fonden donerer hvert år penge til alt muligt. Mest kendt er Operahuset, en donation på 2,4 mia. kr.
Hvis du skulle oprette en fond, som donerede penge langt tid efter, at du er død, hvad skulle pengene så gå til?
For at lære mere om metoden, kan du læse med min e-bog Bliv Fri. Du kan downloade den her.