Der er rigtig mange blogindlæg og gode råd om, hvordan du kan spare, men ikke så mange om, hvordan du kan forbruge.

Du læser f.eks. tit rådet om at spare din daglige cafe latte og investere pengene i stedet. 

Men hvad hvis nu cafebesøget er et af dagens højdepunkter?

Hvorfor ikke i stedet se på, hvordan du bedre kan få dine penge til at skabe lykke?

Er det ikke det, som det hele går ud på?

Hvorfor spare og leve surt i mange år for en skønne dag at have penge nok og så endelig gøre alt det, som du ønsker?  

Her er fem tips til at få presset mere lykke ud af dine penge.

1. Køb oplevelser i stedet for ting og sager

Oplevelser skaber langt mere lykke en ting.

Lad mig forklare med to køb fra mit eget liv.

I november gik jeg i Tivoli med mine to drenge. De fik hver to ture med turpas alene med mig.

I december var der jul, pakkekalender og gaver. De fik det, som de ønskede sig til jul. De fik bl.a.:

  • Et keyboard som blev brugt tre gange og derefter samlede støv.
  • En børneguitar som blev brugt endnu mindre.
  • De fik nogle plastikfigurer, Batman og en Ninjafigur, som de kun brugte en halv time på.  

De ting som de fik er blevet irriterende, fordi det skal ryddes op og støves af og minder mig om, hvor spild af penge og plastik, som det er. 

Tivoliturene på den anden side står som lys i hukommelsen i en meget mørk vinter. 

Vi taler ofte om vores oplevelser i Tivoli.

Om aftenen ligger vi sammen i sengen og gennemgår alle de forlystelser, som vi prøvede af.

Vi taler om slikkepindene, hvilke farver og forme de havde. Om candyfloss og æbler med sukker på.

Vi taler om ikke at turde og så alligevel turde og føle sig modig.

Om at stige ind i radiobilerne og køre ganske forsigtig i dem, mens der ikke var andre mennesker på banen. Om gradvist at blive vildere og modigere, indtil radiobilerne var den bedste forlystelse.

Vi taler om ikke at turde den gamle rutsjebane og så alligevel tage turen og mærke, hvordan det suser i maven – og at tage den otte gange i træk, fordi man ikke kan få nok.

Vi taler om at se hele byen fra ballongyngerne, og hvor magisk det er, at se byens lys blive tændt. 

Vi gennemlever det igen og igen, og vi smiler og ler hver gang. 

Med oplevelserne knytter man sig til hinanden og får erfaringer, som kan ændre en for livet. Det kan en plastikfigur ikke gøre. 

2. Køb viden 

Et sted jeg aldrig kunne finde på at være nærig er bøger, aviser, uddannelse og kurser.

Det skaber et rigt åndeligt liv.

Så længe der foregår noget spændende i dine tanker, kan du sagtens trives igennem en isvinter med nedlukning.

Flere af de ting, som vi gerne ville gå til, er desværre lukket ned (farvel svømning), men der findes heldigvis også mange online kurser – især for de voksne.  

3. Giv gaver til andre

En dag lå der en pakke i postkassen. 

Der var slik, chokolade, klistermærkebog og et Anders And blad. Jeg blev så rørt over overraskelsen, at jeg kom til at græde, og børnene var naturligvis henrykte. 

Da slikket var spist, og bladene læst og klistret til,  gik vi i gang med at planlægge, hvad vi skulle sende tilbage.

Mine to børn var med til at udvælge gaver, slik og lave perleplade og skrive brevet.

De kildede i maven i de dage, hvor vi ventede på, at pakken kom frem.  

Nogle dage senere spurgte jeg min ældste dreng på syv, hvad han bedst kunne lide: at modtage en pakke eller sende en pakke?

“At sende,” sagde han.

Det er nemlig sådan, det er. Det skaber en stor glæde at give noget til andre, især hvis man gør sig lidt umage.

Når du nu forærer noget, så giv med et rent hjerte. Du skal ikke forvente at få igen, selvom det selvfølgelig er dejligt.

Forventer du det, er det ikke en gave. Så er det en byttehandel.

4. Forkæl dig selv

Hell yeah!

Der er ikke nogle, der skal komme og kloge sig over, hvor meget du kan spare på at lave kaffen hjemme, hvis du nu elsker din cafe latte.

Køb den og nyd den. Sig de skal blande sig udenom. 

Jeg er alene med mine drenge, og jeg har pænt travlt med at lave mad og rydde op i løbet af en weekend.

Derfor har jeg en aftale med mig selv om, at mandag morgen, når børnene er afleveret, er det min tur. Så går jeg på cafe og bestiller morgenmad og kaffe.

Det kan jeg glæde mig til en hel weekend. Det er min belønning.

Jeg sidder helt alene og læser avis eller bog eller stirrer ud af vinduet, mens andre serverer for mig.   

Hvad du end elsker, køb det.

Et lille trick kan være at placere din forkælelse efter du har udført en eller anden opgave, som var lidt svær.

Så ligger den for enden som en gulerod. Ligesom brunchen oven på en lang weekend som mor. 

5. Betal på forhånd

Betal altid upfront (eller så hurtigt som muligt).

Der sker nemlig noget psykisk, når betalingen ligger før produktet eller lige i halen – og ikke lang tid efter.

Betaler du først, så har du mulighed for at gå og glæde dig.

Betaler du derimod med ratebetaling, kan du gå og betale af på en telefon langt tid efter, at den er blevet stjålet eller udskiftet.

Der kan ligge en vis bitterhed i den slags betalinger. Spændingen er væk, og så føles det som om, at du betaler og betaler og ikke får noget for pengene. 

Har du i øvrigt nogle gentagne betalinger, så husk at sæt dem op til at blive betalt automatisk, så du undgår dyre rykkere og at bruge energi på det.

Balance mellem forbrug og opsparing

Du kan selvfølgelig ikke bare forbruge uden omtanke.

Der skal være en vis balance og bæredygtighed i din økonomi.

Hvis du har grønt lys til at bruge løs af de skønne ting, hvad skal du så spare på?

Du skal spare der, hvor det gør mindst ondt.

Hvor skal ud så spare? Det har jeg faktisk lige lavet en YouTube video, som du kan se ved at klikke her 

Glem ikke at læse e-bogen, som lærer dig at få de penge, som du sparer, til at vokse. Du kan læse den her