Måske tror du nu, at jeg kommer til at skrive en masse om hvidvask.
Det gør jeg ikke.
Sagen om Danske Bank handler i mine øjne om noget helt andet.
Det handler om den mediestorm, som en virksomhed kan komme ud for, og den handler om, hvor vigtigt, det er som investor at forholde sig rationelt og kigge på fakta.
Som value investor investerer du i virksomheder, som er billige på aktiemarkedet i forhold til virksomhedens egentlige værdi. Den måde at investere på betyder, at du kommer i berøring med nogle virksomheder, som er upopulære og usexede. Det betyder også, at du skal være klar på at gå imod folkestemningen og være ret modig.
Har du det seneste år investeret i Danske Bank, er det virkelig ikke noget, du har lyst til at underholde middagsselskabet med en lørdag aften. Du kan være sikker på, at der kommer en dumsmart bemærkning om hvidvask. Eller også kommer der en kvælende tavshed.
Det er sådan noget, som du skal kunne tolere. Måske lade være med at underholde middagsselskabet om det og bare selv studere fakta. Læse regnskabet. Finde hoved og hale i, hvad der er sandt, og hvad der kan tælles. Finde ud af, hvor meget hvidvask, der konkret er tale om.
Bogen Troldmanden af Birgitte Dyrekilde og Lars Abild gør et godt job med at kigge på fakta omkring dækningen af hele hvidvask-sagen. En af pointerne i bogen er, at der faktisk ikke er fundet mange konkrete beviser på hvidvask i Danske Bank, men at banken allerede er blevet dømt i offentlighedens øjne for hvidvask af gigantiske store beløb.
Har du ikke læst den, vil jeg på det kraftigste anbefale dig at gøre det. Det er rystende læsning. Jeg sad tilbage med en kvalme og en uro i kroppen og spørgsmålet: Kan det virkelig være rigtigt alt sammen? At et menneske kan ødelægge så meget?
Men måske har du travlt. Måske havner bogen på en lang to-do liste. Og du går glip af en stor aha-oplevelse.
Derfor hjælper jeg dig lidt og kommer her med et referat.
Bogen handler om amerikaneren Bill Browder, som i medierne bliver omtalt som “hvidvask-jæger”, og som ifølge bogen er hovedkilde til mange af de historier, som er cirkuleret i medierne om Danske Bank. Derfor bliver hans troværdighed, mediestrategi og motiver undersøgt på kryds og tværs i bogen.
Er hvidvaskjægeren troværdig?
Bill Browder grundlagde i 1990’erne Hermitage Capital, den største kapitalfond i Rusland, som havde nogle meget flamboyante rigmænd med i investorkredsen.
Kapitalfonden Hermitage købte bl.a. aktier i det russiske gasselskab Gazprom, selvom det var ulovligt for udlændige (altså ikke-russere). Opkøbene skete gennem skuffeselskaber registreret i den lille region Kalmykien, som på tidspunktet gav særlige skattefordele, hvis man f.eks. ansatte handicappede. Det var skjult, at opkøbene blev foretaget af udenlandske investorer. Sergej Magnitskij var en ung revisor, som hjalp med at sætte den model op.
Bill Browder fodrede i starten af nullerne de helt store internationale medierne med research om, at Gazprom var blevet malket. FBI gik ind i sagen, topchefen I Gazprom blev fyret og derefter steg aktien med rekordfart.
“Det var uden sammenligning den bedste investering, jeg havde foretaget i mit liv,” skrev Bill Browder i sin biografi, hvor han tog æren for udviklingen.
En professor fra Harvard fik øjnene op for Bill Browders brug af medier og interviewede ham om det. I den forbindelse har Bill Browder udtalt en del om sin pressestrategi:
“Vi har været involveret i 32 retssager. Og vi har vundet i forhold til den offentlige mening uanset udfaldet, hvor vi har tabt 31 gange. Forholdsmæssigt bliver der skrevet 50 gange så mange ord, når en sag begynder, end når den bliver afvist.”
“Man må forstå, at pressen ikke kender til historierne, at de ikke har evnen til at forstå de komplicerede aktiviteter eller har råd til at foretage researchen.”
“I begyndelsen gav vi en journalist hele historien. Så ville de til at tjekke hver eneste lille bid, få modpartens kommentarer, ignorere den, finde den for indviklet og for tidskrævende at forfølge. Nu giver vi en lille bid af historien til en journalist og lader dem vide, at vi vil give det til en anden inden for tre dage, hvis de ikke skriver noget. Det virker som om, at journalister er mere bekymrede for at miste historien til konkurrenten end noget som helst andet.”
I 2007 skrev Financial Times i en artikel om Bill Browder, at Hermitage Capital havde haft et gennemsnitligt afkast på 34,5 procent hen over 11 år, bl.a. ved hjælp af “offentliggørelse af tilsyneladende skandaler – inklusiv påstande om russiske chefers plyndring”.
Bill Browder kamp mod russerne
Hele Gazprom-sagen viser, hvor strategisk Bill Browder er til at bruge medierne til at opnå det, som han ønsker. Det er i mine øjne – og jeg har lang erfaring som erhvervsjournalist – uhyggelig læsning. Det er en kynisk strategi, som han bruger igen og igen, og det har ramt Danske Bank.
I årene efter Gazprom-affæren opbyggede russerne nogle heftige skattesager mod Hermitage og Bill Browder, der bl.a omhandlede nogle af de skuffeselskaber, som han brugte til at købe Gazprom-aktier.
Det spidsede gradvist mere til: Bill Browder blev nægtet indrejse-tilladelse, de russiske myndigheder rejste tiltale mod ham og til sidste blev han eftersøgt over Interpol. Hans egen advokat vurderede, at han stod til 6 års fængsel i russiske fængsler, hvis han blev udleveret til russerne. Det lykkedes Bill Browder at få næsten alle Hermitage-folkene ud af Rusland og tømme skuffeselskaberne for værdier.
Hans russiske revisor og skatterådgiver, Sergej Magnitskij, som har været med til at sætte skuffeselskaberne op, blev dog tilbage i Rusland, hvor han blev sat i fængsel. Han blev alvorligt syg og døde i 2009, fordi han ikke fik den nødvendige lægehjælp.
Bill Browder søsatte en kampagne, hvor han anklager de russiske myndigheder for at bistå i en anden skattesag, som bogen påpeger kan være et røgslør over hans egne skattesvindel. Bill Browder begynder at omtalte Magnitskij som “antikorruptions-advokat” og “whistleblower”, der afslørede og anmeldte svindel, og som var blevet anholdt for det heroiske arbejde af et korrupt system. Før hans død var han blot en russisk skatterådgiver og revisor, som havde rådgivet Bill Browder og Hermitage, og som i øvrigt var medsigtet i deres skattesag.
Bill Browder førte i begyndelsen lobbyisme i USA for at få indført den såkaldte Magnitskij-lov, som skulle straffe de mennesker, som havde medvirket til Magnitskijs fængsling, tortur og død. Meget belejligt indeholdte de lange lister med navne også navne på de embedsmænd, som førte sag mod Hermitage-selskaberne. Det lykkedes ham faktisk at få gennemført loven, som bl.a. gør det umuligt for de pågældende russere at få indrejse tilladelse og som indefryser deres midler. Senere rettede han blikket mod Europa for også at få den indført der, og her bliver Danske Bank ramt, som en del af det spil.
Sagen mod Danske Bank
I 2007 køber Danske Bank finske Sampo Bank, der også havde filialer i Estland, Letland og Litauen. Både opkøbet af Sampo Bank og to irske banker kommer til at volde Danske Bank en del problemer. I første omgang i form af store it-problemer og under finanskrisen store problemer med dårlige kunder og store tab især i den irske del af forretning. Danske Bank er i årene fremover hårdt presset af både finanskrisen og rod med integrationen af bankerne.
Ved udgangen af 2013 sender chefen for værdipapirhandel i Estland, Howard Wilkinson, en whistleblower rapport om en kunde til et medlem af ledelsen samt nogle af bankens afdelinger.
Så vidt jeg kan læse ud af bogen, reagerer ledelsen ret hurtigt, da de blev klar over, at der var et problem med kontrollen i Estland.
Da Danske Banks daværende topchef Thomas Borgen blev noteret om problemet, skrev han i en mail:
“Notert. Her bør du vurdere en umiddelbar stop af alle ny forretning og kontrolert avvikling av eksisterende.”
I 2014 lukkede Danske Bank en masse af de mistænkelige udenlandske kunder ned. Men i stedet for at lukke alle kunderne i Estland, valgte de at forsøge at sælge forretningen i Estland. Det må være den “kontrollerede afvikling”, og det må de nok ærgre sig over i dag. To år efter (2016) lukker de alle de udenlandske kunder i Estland ned. Sagen blev lagt i skrivebordsskuffen og anset for afsluttet.
Men sagen var ikke engang begyndt i medierne. Den begynder først at spille sig ud i 2017, hvor Berlingske Tidende første gang skriver, at hvidvaskede milliarder er skyllet igennem Danske Bank. Bill Browder får spalteplads, hvor han begynder at tale om Sergej Magnitskij. Hans dagsorden er at få Magnitskij-loven til Europa. Berlingske interviewer da også senere hen politikere, der er positivt stemt over for loven med overskrift om, at loven kan være på vej til Danmark.
I september 2017 kom det frem, at en italiensk politiker var blevet bestukket med 2,4 mio. pund gennem fire selskaber, og de selskaber havde haft konto i Danske Bank i Estland. De havde flyttet 18 mia. kr. over en årrække. Det her er den mest konkrete rygende pistol, som dukker omkring Danske Bank. Men herefter vokser og vokser tallene bare. Fra 18 mia. kr. til 53 mia. kr. og herfra til 200 mia. kr. og endeligt til over 1.000 mia. kr. som havnede på forsiden af Wall Street Journal.
Den helt store fejl i dækningen er, at hver gang der bliver nævnt et tal, som bør undersøges, bliver det straks omtalt som “hvidvask”.
Bill Browder politianmeldte Danske Bank og udvalgte medarbejdere. Det gav ham en masse taletid i både danske og internationale medier.
Politikerne havde travlt med at være forargede. Pelle Dragsted fra Enhedslisten bad Folketinget bekræfte, at Danske Bank kunne blive overtaget af staten, hvis de blev dømt for hvidvask. Forestil dig, hvilke kuldegysninger der har givet både bankens ledelse og aktionærer.
Den 17. september udkom en lange ventet rapport, som Danske Bank havde bestilt fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle. Konklusionen var, at kontrollen havde sejlet i den estiske afdeling. I alt var 1500 mia. kr. gået gennem Danske Bank i Estland. Banken havde selv tippet myndighederne om 5-6 pct., men advokatfirmaet vurderede at 10 gange så mange burde være blevet indberettet.
Derefter sagde topchef Thomas Borgen sit job op, og banken meddelte, at den ville donere hele indtjeningen fra sine ni år i Estland på 1,5 mia. kr. til en uafhængig fond, der skulle bekæmpe hvidvask.
Men bodshandlingen gav ikke fred. Bill Browder sendte et brev til de amerikanske myndigheder. Han bad dem om at bruge Patriot Act, som kan bruges til at lukke banker, der opfattes som en primær hvidvask-bekymring. De amerikanske myndigheder kan ikke direkte lukke en danske bank, men de kan sørge for, at Danske Bank ikke får adgang til dollar, hvilket svarer til en dødsdom.
Kort tid efter meddelte Danske Bank, at det amerikanske Justitsministerium havde bedt om en redegørelse for bankens aktiviteter i Estland mellem 2007 og 2015. Danske Bank fordoblede hensættelserne til bøder og omdømme risici til 10 mia. kr.
Men hvad så? Hvor slemt er det?
Selve mediedækningen er slem. Et eller andet sted må der sidde nogle tidligere Danske Bank chefer derude, som er målløse over, hvad der har ramt dem.
Men hvor slemt er det egentlig med den hvidvask? Det ved vi faktisk ikke. Danske Bank har sjusket med hvidvask-kontrollen i Estland. Det står vist ret klart.
Men derfra at konkludere, at gigantiske milliard-beløb er blevet hvidvasket, politianmelde individuelle medarbejdere og snakke om at nationalisere banken eller bruge patriot act mod banken er ret…vanvittigt.
Lad os sige, at vi har en rapport, som fastslår, at der ikke har været politi nok på Strøget. Derefter en rapport der vurderer, hvor mange mennesker, der har bevæget sig gennem Strøget i den periode. Måske konkluderer den, at det er særligt kritisk i nattetimerne, hvor folk er fulde. Kan man sætte de to tal sammen og konkludere, at alle de personer, der har bevæget sig på Strøget om natten, må være blevet myrdet, og at gaderne flyder med blod? Nej vel?
Ro på.
Forfatteren Birgitte Dyrekilde forklarer, at kapitalflugt er ret almindeligt i Rusland. Russerne flytter deres penge ud af landet, fordi de er bekymrede for, hvad regeringen kan finde på. At de bliver flyttet ud af landet betyder ikke i sig selv, at pengene stammer fra kriminelle aktiviteter. Det kan naturligvis også være ganske lovligt tjente penge, som bliver flyttet.
Som Birgitte Dyrekilde siger “Vi har dømt for mord, men vi har endnu ikke fundet liget.”
Banken og dens ledelse er blevet dømt meget hårdt af både politikerne, medier og menigmand. Har det været ledelsens hensigt at rulle den røde løber ud for russiske gangstere? Nej, det er ikke mit indtryk.
Det er mit indtryk, at banken har haft svært ved at sluge de store opkøb, som den foretog i årene op til finanskrisen. Der kom problemer med at rulle it-systemet ud til alle dele. Estland kom aldrig med på it-systemet.
Så kom finanskrisen, og banken fik travlt med at overleve. Ledelsen har overset problemerne i Estland i en årrække, og da de får øje på den sjuskede kontrol, skaffer de sig af med mange af kunderne og sætte gang i “kontrolleret afvikling”. Det har på intet tidspunkt været bankens hensigt at bedrive hvidvask.
Og hvad kan du så som investor lære af det? At det er ekstremt vigtigt at holde hovedet koldt og forsøge at tænke rationelt. Det er nemt at blive grebet af en folkestemning, og det er psykisk svært at gå imod den.
Det her blogindlæg er på ingen måder en anbefaling af at investere i Danske Bank. Du skal altid selv lave en analyse af virksomheden og foretage nogle beregninger for at se, om virksomheden er billigt prissat. Her kan du downloade min e-bog Bliv Fri, som er en introduktion til value investering.
