Hvert år tager mange tusinder mennesker til Omaha for at deltage i Woodstock of Capitalism.
Det er kælenavnet for generalforsamlingen i Berkshire Hathaway, som er Warren Buffett’s selskab.
Normalt er generalforsamlinger en ganske tør affære, men ikke i Omaha.
Omkring 40.000 deltog i 2023 (ifølge CNBC) for at høre Warren Buffett tale. Nogle for at høre ham tale om aktier og investeringer. Andre for at høre ham tale om at leve et godt liv.
Woodstock of Capitalism er en kilde af visdom
Den bløde snak om at opføre sig ordentligt og leve et godt liv, er noget af det, som jeg sætter allermest pris på ved den årlige ceremoni. Sidste år tænkte jeg meget over, hvad de sagde om at livet bliver bedre i anden halvdel af livet, fordi du er klogere.
Da jeg kom tilbage fra Omaha åbnede jeg min fond og kastede mig ud i at møde en mand. Det ændre faktisk mit liv ret radikalt.
Det gav mig mod på at prøve nye ting af
I det her blogindlæg vil jeg skrive lidt om, hvad Warren Buffett sagde om de lidt mere bløde ting på generalforsamlingen for Berkshire Hathaway 2023.
I sidste uge skrev jeg om de vigtigste ting, de sagde om investeringer og økonomi. Det kan du læse her.
Her kommer 7 gode livsråd fra kapitalisternes festival.
1. Skriv din ideelle nekrolog og lev efter den
Warren Buffett siger, at du skal forestille dig, hvad folk vil sige og skrive om dig, når du er død.
Hvad vil gerne huskes for? Hvordan vil du gerne mindes af dine kære? Hvad skal dit livsværk være?
Derefter skal du finde ud af, hvordan du opnår det og beslutte dig for at leve på den måde.
2. Vær altid venlig
Det er vigtigt at være venlig over for alle.
“Jeg kender ikke nogen, der var grundlæggende venlig og som døde ensomme. Men jeg kender masser folk med penge, som døde ensomme.”
Under venlighed ligger også, at du skal undgå at kritisere folk personligt.
“Hvem kan lide dig, hvis du altid kritiserer dem?” spørger han.
3. Du kan altid fyre nogen i morgen
“Du kan altid fortælle nogen, at de skal skride af helvedes til i morgen”
Det er et af de mottoer, som Warren Buffett lever efter.
Som han forklarede:
“Du kan ødelægge dit liv for evigt ved at bede nogen om at skride af helvedes til på 30 sekunder, og du kan ikke slette det. Men du mister ikke muligheden for at gøre det, hvis du udskyder det.”
Det kræver naturligvis impulskontrol, men hvis du husker dig selv på, at du altid kan gøre det næste dag, vil det nok hjælpe.
4. Brug færre penge end du tjener – og undgå gæld
Du skal bruge færre penge, end du tjener (og naturligvis investere forskellen).
Hvis du gør det omvendte, går det galt:
“Hvis du bruger mere, end du tjener, kommer du aldrig ud af gæld,” siger han.
Han siger, at du skal undgå al gæld – undtagen et huslån.
Han advarer især imod kreditkort gæld og forbrugsgæld.
“Hvorfor sætter dig helt bagud i spillet? Du betaler 12-14 pct. i rente, og dermed siger du, at du kan tjene mere end det. Hvis du kan det, så kom til Berkshire Hathaway.”
5. Invester med omtanke
Hvad du investerer i, er på ingen måder ligegyldigt.
“Du må aldrig gøre noget, som kan tage dig ud af spillet. Du må aldrig investere i noget, som kan holde dig vågen om natten,” siger han.
Måske har du ligget vågen med uro i kroppen, når aktierne falder.
Hvordan undgår man det?
Ganske enkelt.
Ved at sætte sig ordentligt ind i, hvad du investerer i.
Du kan lære mere om, hvordan du undersøger dine investeringer i min e-bog bliv fri her.
6. Lær noget hver dag
Du skal bruge tid på at lære noget nyt hver dag.
Warren Buffett og Charlie Munger bruger 80 pct. af deres tid på at læse.
Munger skulle læse omkring 500 sider om dagen og Warren Buffett helt op til 1.000 sider. På den måde kan man komme til at læse 500 bøger om året.
Warren Buffett læser bøger, aviser og nyhedsbreve fra andre investorer.
Der findes naturligvis andre måder at lære på. Kurser, podcast, blogindlæg, lydbøger.
Warren Buffett har selv et diplom fra et kursus i public speaking hængende på sit kontor.
Hvordan kan du bedst lide at lære?
7. Undgå giftige folk, giftige relationer og aktiviteter
Dette med at undgå alt “toxic” var noget, som Warren Buffett og Charlie Munger brugte lidt tid på.
“Du skal vide, hvordan folk kan manipulere andre mennesker, og du skal modstå fristelsen til at gøre det selv,” siger Warren Buffett.
Charlie Munger brød ind og tilføjede.
“Ja, de giftige mennesker, der forsøger at narre dig, lyve over for dig, ikke er loyale eller ikke mener at opretholde deres forpligtelser….En stor lektie i livet er at få dem ud af dit liv. Og gør det hurtigt.”
Deres råd er at komme ud af det, også selvom det vil koste finansielt.
Der kom et opfølgende spørgsmål om, hvad man gør, hvis de giftige relationer er familie, eller nogen, som man ikke kan komme væk fra.
“Minimer det,” sagde Warren Buffet.
“Du skal kun interagere med folk, som opfører sig ordentligt.”
Hvad var det vigtigste, som de sagde?
Hvert år kommer nogle af de samme råd op igen (det med nekrologen er en hyppig genganger)… men der er ligesom at gå i kirke. Jeg er ikke selv troende, men jeg forestiller mig, at folk går i kirken igen og igen for at blive mindet om den rette vej.
For mig er det rart at blive mindet om, hvordan man er en god value investor og et godt “Mensch”.
Det nye i år var deres tanker om at undgå “giftige” relationer.
Jeg kommer til at tænke videre over det og arbejde videre med definitionen af såkaldte “toxic” faresignaler.
Hvad var det vigtigste de sagde i år for dig?
Vi laver en tråd i Facebook Gruppen Penge og Frihed, hvor du kan kommentere på det. Du kan bede om adgang til gruppen her.
Vil du lære mere om, hvordan du investerer som Warren Buffet kan du læse mere her.