Der kan være tidspunkter, hvor det er svært at ignorere, at nogen har det sværere end dig.
Om det er krigen i Ukraine, et jordskælv i Tyrkiet eller krigen i Gaza.
Det kan måske virke helt meningsløst at arbejde på at blive rig, hvis vi får øje på folk, der har det rigtigt svært. Måske føler du dig endda egoistisk.
Men husk, jo rigere du bliver, jo mere kan du donere til verden. Jo mere kan du hjælpe andre.
Da krigen i Ukraine begyndte, modtog vi en lille flygtningefamilie i vores hjem.
Det var en svær tid. Aktierne gyngede op og ned, og frygten for en atomkrig lurede.
Jane Fonda har en gang har sagt, at hun blev nødt til at klare sig godt, “fordi der var så mange, der var afhængige af hende.” Udover at være skuespiller var hun også i perioder en succesfuld forretningskvinde.
Rigdom og generøsitet går fint i spænd, og det ene kan ikke klare sig uden den anden.
Derfor handler dette blogindlæg om, hvordan du kan give videre ved at donere, om det er tid, penge eller ting.
1. Du kan donere penge til gode sager
Når du laver dit budget, skal du sætte et beløb af som skal doneres.
Mellem 10-20 pct. af dine indtægter skal du donere til velgørende formål allerede i dag.
Hvordan du donerer, er op til dig. Nogle vælger en sag, som miljøet, andre vælger mennesker i nød, mens andre igen foretrækker dyr i nød. Husk, du behøver faktisk ikke at vælge det ene frem for det andet. Du kan både støtte miljøet, mennesker på flugt og dyr.
Udover at dine penge kommer til at gøre noget godt, er der en anden – og mere egoistisk – grund til, at du skal gøre det: Det skaber psykisk velstand at donere. Din psyke tænker noget i stil med: “Aha, vi har virkelig nok. Vi har nok til at give, og det betyder, at jeg for alvor kan slappe af.”
2. Forær de ting væk, som du ikke længere skal bruge
Min mor, der var barn af krigen, havde et værelse, hvor hun samlede ting, som hun måske en dag fik brug for. På sine gamle dage boede hun i en toværelses lejlighed, men det ene værelse var fyldt op med ting, så det ene værelse måtte både være soveværelse, stue og spisestue.
Du skal ikke samle som min mor. Vi har ikke brug for så meget, og det du senere får brug for, skal du nok finde.
Giv det væk og ønsk det en god rejse. Se for dig, hvordan andre får nytte af det. Du kan donere dine ting til f.eks. Kirkens Korshær eller Dansk Røde Kors.
Udover at det vil give andre glæde, er der igen en egennyttig årsag til at gøre det: Du får nemmere ved at leve minimalistisk, når du forærer dine ting væk.
En minimalistisk livsstil skaber ro i dit sind og mulighed for at fokusere på det vigtigste.
3. Lån et stykke af dit hjem ud til nogen
Da krigen i Ukraine brød ud, var over 3 mio. Ukraine på flugt.
Jeg følte, at jeg ikke bare kunne læne mig tilbage og overlade det til andre. Opgaven krævede civilt engagement.
Derfor valgte jeg at låne et værelse ud i mit hjem til en ukrainsk familie.
Et alternativ kune være at leje en lejlighed til dem, hvis man ikke ønsker fremmede i ens hjem.
Hvad får du ud af det?
Hvem ved.
Måske blomstrer nye venskaber ud af det…. Men jeg tror, at det er vigtigt at holde forventningerne lave og tage oplevelserne, som de kommer.
Jeg lavede mit hjemmekontor om til et gæsteværelse og invitere en mor og hendes 12-årige søn ind. De er meget generte og talte slet ikke engelsk. De havde en meget nervøs puddelhund med, som gøede hele tiden og som stak af fra mig, da jeg var alene hjemme med den. Det blev til lidt drama, men vi fandt hunden – beskidt og blodig – efter tre dage.
Det var ikke perfekt og ikke nemt hverken for dem eller os, men det var et trygt sted for dem at starte en ny tilværelse. Og det var det rigtige at gøre.
4. Du kan donere noget af din tid
Der er også altid mulighed for at donere tid. Hvis vi tager eksemplet med ukrainerne.
De havde brug for hjælp til at blive registreret, besøge læger, besøge dyrelæge, forstå bustiderne og lære sproget.
En af mine kolleger gav gratis online kurser til ukrainere. Kan du noget, som du kan donere i tid?
Kan du give fodbold eller tennistimer til et hold ukrainske børn?
Måske har de brug for noget helt særligt. En opgave som skal udføres for en familie.
Prøv at spørge ind, hvis du møder nogen. Er der noget specifikt de mangler at få gjort?
5. Du kan give positiv opmærksomhed
Kan du huske fra Star Wars, hvordan Luke var ved at gå over til “The Dark Side”, da han blev opslugt af sit had til Darth Wader og Kejseren?
Det er nemt at blive opslugt af de nyheder, som strømmer ud fra en krig og føle fortvivlelse og had.
Det hjælper ikke.
Du lader den negative energi vokse. Du fodrer “The Dark Side”.
Gør det du kan for at hjælpe… og så fokuser derefter på de gode ting i livet. Hverdagsglæden: solskin, kæledyr, børns latter, en god kop kaffe, en dejlig gåtur.
Lad dine penge vokse, så du kan donere mere
Jo rigere du bliver, jo mere kan du donere til de sager, som du vil støtte.
Det er en af grundene til, at du skal blive god til at få dine penge til at vokse.
Hvis jeg ikke havde investeret i aktier, havde jeg ikke haft råd til at bo i et hus, der er stort nok til at både huse os og huse en ukrainsk familie.
Warren Buffett var verdens rigeste mand. Den liste er han gledet ned af, fordi han har doneret milliarder af sine egne penge (i form af aktier) til velgørende formål. Han vil give 99 pct. af sin velstand væk, bl.a. til Bill og Melinda Gates Foundation.
Det betyder, at han kommer til at give over 100 milliarder dollars væk.
Sikke en kraft og sikke et eftermæle. Din kraft vokser også i takt med, at du lave dine penge vokse.