Jeg kan huske engang, at jeg skulle i cirkus med en bekendt og hendes børn. Hun havde glemt pungen, og jeg lånte hende penge til fire cirkusbilletter. 

Det sker en gang imellem, at jeg pludselig kommer i tanke om det midt i morgenmaden, og tænker, at jeg vist ikke fik de penge pengene tilbage.

Nu er det mange år siden, at vi var i cirkus, så det ville højst mærkværdigt, hvis jeg i dag mindede hende om det.

De penge er væk, men tanken dukker stadig op, som en trold af en æske, når jeg mindst venter det. 

Det, som irriterer mig mest ved det er, at tanken dukker op.

Det er en lidt irriterende tanke, som afbryder mig midt i morgenmaden og bringer mig en lille følelse af irritation. Tanken er spild af tid, og det er en langt større pris at betale, end de omkring 500 kr., jeg lånte hende.

Sådan nogle tanker, stammer fra vores overbevisninger om penge, som igen stammer fra ting, som vi har hørt og oplevet i barndommen – med mindre vi tager et opgør med det.

Hvad er mine overbevisninger, spørger du? Jeg voksede op med en mor, som aldrig havde penge.

Hun var barn af en kommunistisk modstandsmand og voksede op under krigen, og hun døjede med den underliggende opfattelse, at penge var forbudte – lidt beskidte. Penge var forbundet til kapitalister, og kapitalister og tyskersvin befandt sig i den samme kategori af ondskab. 

Jeg har taget et opgør med hendes overbevisning.

Hvad er penge for mig?

Penge er energi.

Når jeg arbejder på at have et godt forhold til penge, får jeg også et godt forhold til den energi, som flyder gennem universet.

Jeg får et bedre liv, når jeg er taknemlig for de penge, der strømmer igennem mit liv.

Jeg betaler mine regninger hurtigt og med taknemmelighed… Selv de lidt irriterende slags af dem som biblioteksrykkere.

Jeg tænker på, hvor pengene flyder hen, og jeg tænker på, at de gør noget godt.

Betaler jeg en biblioteksrykker, så går pengene jo til biblioteket, som jeg elsker at bruge -og de penge kan være med til at sætte gang i nye aktiviteter eller forbedringer. Måske booker de en forfatter. Den forfatter får igen nogle penge, som hun kan bruge, måske på en teateroplevelse med sine børn. Og sådan fortsætter bølgen af godt, hver gang jeg bruger penge.  

Så langt så godt.  

Hvordan forholder man sig så helt konkret til venner og penge? Hvordan bruger man princippet om, at penge er energi? Jeg har fem regler, som du kan leve efter:

1. Lån kun penge ud, som du ville være okay med at give væk

Tommelfingerreglen med at låne til venner er, at du aldrig skal låne mere ud, end du ville have det okay med at forære væk – og aldrig få igen. Fordi faktum er, at du måske ikke får dem igen, og det skal du have det okay med.

Du skulle nødigt have det som mig, der pludselig stopper med at drikke min morgenkaffe, fordi jeg kommer i tanke om noget, der skete for 20 år siden.

Hvorfor tænker jeg egentlig stadig på de cirkuspenge så? Det stammer fra mit gamle penge mindset, som jeg arvede fra min mor. Da jeg lånte pengene ud til cirkusbilletter, troede jeg ikke helt på, at der var nok penge i universet. Jeg var studerende, og cirkusbilletter for en hel familie var en stor sum penge dengang.

De penge jeg senere hen har lånt ud med det nye mindset, har ikke jaget mig på samme måde.

Jeg tror rigtig meget på, at vi får det tilbage, som vi giver ud. Det gælder om at have en god energi i de penge, som du sender videre i universet.

Når du låner penge ud, så tænk på, hvad pengene gør af godt for din ven eller veninde. Forestil dig hvad de penge skaber af bølger af godt, som ringe i vandet, når pengene vandrer videre. Og så giv slip. 

Måske kommer de tilbage til dig. Måske kommer de tilbage til nogle andre. Men de forsvinder ikke. De fortsætter med at vandre og gøre godt. 

2. Lån sjældent – og giv hurtigt tilbage 

Du skal ikke låne penge af dine venner eller af din familie.

Hvis du står i en situation, hvor du alligevel bliver nødt til at låne, fordi du f.eks. har glemt pungen, så skal du hurtigt aflevere det tilbage. Det gælder også, hvis det er en genstand, som du har lånt.

Der er nemlig noget meget større på spil end pengene, og det er dit omdømme og din troværdighed. Det er noget af det dyrebareste, som du har. Som Warren Buffett siger, det tager mange år at bygge et godt omdømme op, og det tager blot fem minutter at ødelægge det.  

Emma Gad har lidt at sige om at låne af andre:

“Ved længere tids opsættelse risikerer man nemlig at glemme det hele, hvilket den, af hvem man har lånt genstanden eller beløbet, sjælden gør, og man får da et skær af upålidelighed over sig, hvorimod punktlighed med den slags småting efterlader et fortræffeligt indtryk.”

Jeg er helt enig med hende.  

3. Rund op, rund op, rund op

Når du betaler lånet tilbage, så rund op. Hvis beløbet er 87, så rund i det mindste op til 90 – måske endda 100. 

Hvorfor det? Fordi det er fedtet at stå med enkroner. Det andet er, at pengene kunne i mellem tiden være brugt på noget andet. f.eks. investering, som personen kunne have tjent penge på.

Husk på, at det er energi. Når du giver god energi ud, får du god energi tilbage. 

Rund også op, når du betaler for en service. Koster din rengøringskone 460 kr, så giv hende 500 kr. og tænk på, at du så dækker hendes transportomkostninger. 

Når I er en gruppe, der skal dele en regning, så skal du også være rundhåndet. Lad være med at insistere på kun at betale din del, fordi du ikke har fået dessert eller vin. Det er ligemeget. Oplevelsen af, at det glider nemt og ubesværet er vigtigere end de småører, som du sparer. 

4. Giv gaver uden at forvente, at få det samme igen

Mange af os lever med en indre målestok.

Vi giver en gave, skriver det i den lille bog i vores hukommelse, og forventer at få nogenlunde det samme tilbage, når det er vores mærkedag.

Men folk har forskellige forhold til gaver og forskellig budgetter.

Det er en god ide at øve sig i at give gaver uden nogen form for binding overhovedet.

Det med at have forskellige budgetter kender jeg alt for godt.

Da jeg blev fyret på barsel og måtte skrumpe min økonomi gevaldigt, havde jeg en periode, hvor jeg helt holdt op med at gå til fødselsdage, barnedåb og andre mærkedage, fordi jeg udemærket godt vidste, at venindegruppen havde en helt specifik forventning til gaveniveauet.

Det blev nemlig stramt koordineret og kommenteret.

Når du holder fest og markerer mærkedage, så tænk på festen som en gave til dig selv. Selve oplevelsen er gaven. Hvad der så kommer af gaver med bånd på, er som en positiv overraskelse.  

5. Ti stille om penge – med mindre du bliver spurgt

Du er havnet her på bloggen, så du har nok en holdning til, hvordan man kan skrue sin privatøkonomi sammen, og hvordan man kan investere. 

Men det er min erfaring, at folk ikke vil høre om det. Så lad være med at tale om det – medmindre nogle direkte kommer til dig og spørger om din holdning eller din hjælp.

Emma Gad har skam også noget at sige om pengesnak

“Lad pengene blot være den usynlige motor, der driver værket, uden at man nogen sinde omtaler, hvor vidt det er med flere eller færre hestes kraft.”

Har du lyst til at snakke om penge, så kan du gøre det med mig. Du kan begynde ved at læse min e-bog Bliv Fri, som du kan downloade her