Dette blogindlæg er lidt usædvanligt, fordi det handler om noget personligt.

Det handler om min beslutning om at flytte til Portugal.

Måske spørger du, hvad kommer det mig ved?

Da jeg offentliggjorde, at vi flytter, var der mange, der skrev, at det var modigt og inspirerende. Samtidigt spurgte mange: “Hvorfor Portugal?” 

Det forklarer jeg i dette blogindlæg.

I virkeligheden handler det vel også om, at kunne tænke ud af boksen, og om at der kan være mange veje til at nå i mål.

Hvor kom beslutningen fra?

Det hele begyndte en kold og mørk januarmorgen, hvor jeg vågnede og kiggede op i loftet og tænkte, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme igennem dagen.

Den globale pandemi har været svær for mange. Den var også svær for vores lille familie, selvom ingen vi kender blev alvorligt syge.

Jeg blev helt afskåret fra min familie og fra de fleste venner. Jeg stod hver dag alene med mine to drenge, som fyldte 4 og 7 under pandemien. 

Jeg så ikke nogen, heller ikke til fødselsdag. Min egen fødselsdagsfejring bestod af ingenting. Der kom en sms fra familien.

Der stod: “Tillykke med fødselsdag. Håber I har det godt.”

Selv min rengøringskone måtte jeg sige farvel til, da det var upraktisk at skulle ud af huset i vintervejret med to børn, når der ikke var nogle andre steder at gå hen.

Lejligheden på 81 m2 føltes meget lille og klaustrofobiks. 

Det havde længe været min plan at købe et kartoffelrækkehus ved siden af den store drengs skol… på et tidspunkt.

Da jeg valgte friskole på Østerbro, var det med tanke om, at mine drenge skulle gå der alle ti år.

Men med pandemien steg huspriserne og et kartoffelrækkehus gik fra at koste under 10 mio, kr. før den første nedlukning til at koste mellem 12-14 mio. kr. efter.

Målstregen gled længere og længere væk.

Så langt væk, at jeg krøllede ideen sammen og smed den i skraldespanden (er jeg den eneste der kan se, hvor vanvittigt det er, at et lille bitte mørkt hus uden have skal koste 14 mio. kr.?).

Men hvad skulle der så ske?

Med inspiration fra Signe Wenneberg begyndte jeg at undersøge mulighederne for at købe et hus på Lolland.

Der var smukke huse til salg for ingenting.

Jeg kiggede på en gammel herregård til en mio. kr.

Vi ville virkelig kunne slå koldbøtter både indenfor og udenfor.

Men jeg vidste godt, at Lolland ikke er et sted for os. Jeg ville sygne hen.

Jeg kunne nærmest mærke november-vinden og de kolde tæer i gummistøvler.

Min coach kunne se, at jeg hang med næbbet og at jeg var på vej ud af et sidespor, som ikke ville være specielt godt for mig, mine drenge eller min forretning.

Det var hende, der sagde det først.

Hun beordrede mig næsten: “Flyt til udlandet.”

Jeg zoomede ud rent geografisk og begyndte at overveje hele verden.

Hvad med USA? Der bor de fleste value investorer. 

Hvad med Spanien, hvor vi er glade for at holde ferie?

Hvad med Australien, som jeg altid har drømt om at besøge?

Eller smukke New Zealand?

Jeg begyndte at researche andre lande og landede ret hurtigt på Portugal.

Hvorfor lige Portugal?

Her er seks grunde:

1. Der er et godt expat miljø med iværksættere i Portugal

Portugal vil gerne tiltrække iværksættere og investorer.

De udsteder særlige visum og opholdstilladelser til investorer, iværksættere og expats.

Det betyder, at der et livligt miljø, som jeg kan forestille mig at blive en del af.

Det er jo ikke sjovt at flytte til udlandet, hvis man skal sidde helt mutters alene uden at kende nogen. 

Allerede nu er jeg blevet introduceret til andre danskere, som enten bor dernede allerede eller er ved at flytte derned. Vi har holdt zoom møder og lært hinanden lidt at kende.

Jeg chatter og snakker også med en amerikansk kvinde, som også er digital iværksætter som mig selv, og som har en dreng, der er lige så gammel som min ældste.

2. Der er gode internationale skoler 

Mine to drenge vil være fyldt 5 og 8 år, når vi bosætter os i Portugal i september 2021.

Jeg ville ikke tage afsted, hvis jeg ikke kunne se, at det ville blive godt for dem.

Jeg undersøgte som det første skolerne og søgte pladser på en håndfuld af dem. Skolevalget har været den mest research-tunge del af beslutningen indtil videre.

De er blevet optaget på den absolut bedste skole for deres aldersgruppe (det er en lille skole for de små klasser).

Da det faldt på plads, begyndte det hele at falde på plads. 

3. Portugal er et trygt og sikkert land  

På forskellige internationale lister rangerer Portugal som et af de tryggeste steder i verden.

Helt specifikt rangerer Portugal som nr. 3 på World Peace Index 2020.

Island ligger nr. 1, New Zealand nr. 2, Portugal nr. 3, Østrig nr. 4 og Danmark nr. 5.

Afghanistan ligger – måske ikke så overraskende – helt i bunden på plads nr. 163. Afghanistan har så heller ikke været aktuelt.

I Portugal er der lav kriminalitet, et godt sundhedssystem og en venlig kultur.

Det er et godt sted for børn.

Det med tryghed er f.eks. en af grundene til, at jeg ikke har valgt USA, selvom jeg føler, at der løber amerikansk blod i mine årer (jeg har læst derovre).

Jeg bliver helt dårlig ved tanken om, at drengene skal gå igennem en metaldetektor for at komme ind på en skole.

USA ligger 121 på World Peace Index Listen 2020.

Det er godt nok langt nede. Det er lige over Burkina Faso.

4. Pengene rækker langt i Portugal

I første omgang vil vores faste udgifter stige markant.

Skolen alene bliver næsten 200.000 kr. om året for de to. Allerede før de er begyndt, har jeg sendt 65.000 kr. af sted som tilmeldingsgebyr for at holde pladserne.

Udgifter til bolig vil også lande langt over de 4.000 kr. om måneden som jeg betaler for vores andelslejlighed på Nørrebro.

Jeg regner med omkring 20.000 – 30.000 for at leje et møbleret hus i starten.

Men det bliver også en anden livsstil.

Vi bliver som skudt ud af en kanon og lander midt i al det, som jeg længe har stræbt efter herhjemme, men som jeg ikke har kunne opnå på grund af evigt stigende (og urealistiske) boligpriser i Københavnsområdet.

Vi kommer til at leje et hus i et godt nabolag lige uden for Lissabon (forment Cascais eller et af de tilstødende områder). Det vil svare til Hellerup eller Gentofte, bare lidt mere sol og lidt mere Portugal.

Herhjemme ville jeg skulle kæmpe i flere år for at få mulighed for at købe et lille, mørkt og gammelt hus uden have (Læs: kartoffelrækkerne).

5. Klimaet er bedre

Den her hårde, kolde og ensomme vinter var ved at slå bunden ud på mig som mor og som menneske.

Kan vi ikke blive enige om, at vinteren i Danmark varer ni måneder?

Det var også derfor, at jeg havde svært ved at se os på Lolland, for det ville jo stadig være 9 måneders vinter (sådan føles det altså), længere mellem bygninger, og masser af roemarker i stedet for cafeer (jeg er nok et bymenneske). 

Vejret var en del af motivationen for at flytte, så derfor kunne jeg lynhurtigt sortere forslag som Schweiz og London og New York fra.

6. Det er tæt på Danmark

Da jeg researchede lande at flytte til, kom der mange eksotiske forslag op som Thailand og Malaysien.

Portugal er ikke længere væk fra Danmark, end at vi kan tænde op for bilen og køre tilbage. Det betyder noget for mig, at vi har valgt et land i EU.

Jeg har argumenteret i mit stille sinde for, at EU jo burde være som USA, hvor man sagtens kan flytte til en anden stat, hvis man ønsker at tage arbejde et andet sted eller bare ønsker luftforandring.

Jeg overvejede også New Zealand – virkeligt et godt bud – men det er for langt fra Danmark. Det er ikke realistisk, at vennerne lige tager en hurtig flyver derned for at besøge os over weekenden. 

Hvad kan du lære af det her?

Som jeg skrev for oven, handler det jo i virkeligheden om at tænke ud af boksen. 

Mange af de beslutninger som vi træffer, er ubevidst bundet op på tradition og forventninger fra andre.

Jeg havde engang en tysk kæreste, som  læste til læge. Hans bedste begrundelse var, at de havde været læger i 12 generationer i hans familie. Han tog altid den samme vej hjem fra arbejde og købte altid den samme ost.

Mange træffer beslutninger ud fra tanken “Sådan har vi altid gjort” eller “sådan gør alle da”.

Måske er Portugal ikke løsningen for dig.

Måske er du mere til de åbne marker på Lolland.

Måske handler det om noget helt andet. At undvære en bil. Eller om at bo i andelslejlighed frem for hus.

Det vigtige er at se på, hvilket liv du ønsker at leve, og om der er en hurtige vej at nå dertil.  

Dine penge kan i hvert fald slå en smutvej, hvis du lærer at investere ordentligt. Du kan downloade min investeringsbog BLIV FRI her.