Jeg er en sjov en, for på den ene side er jeg imod at gå drastisk ned i livskvalitet i nuet for at spare til fremtiden. Jeg elsker at leve et godt liv, men jeg er også vild med renters rente og fremtidig velstand.
Du kan godt spare uden at gå ned i livskvalitet.
Hvordan? Spar på det, som ikke påvirker dit liv i synderlig grad.
Du skal mærke efter, hvad der er vigtigt for dig.
Hvis det er vigtigt med den udskældte caffe latte, så er det naturligvis ikke den, du skal spare væk. Jeg holder selv meget af at gå på cafe.
Hvad kan du så spare væk, så du får flere penge til at investere?
Her er syv forslag til udgiftsposter, som du med stor fordel kan gå efter – uden at det knækker din nutidige velstand.
1. Forsikringer
Rigtig mange af os er overforsikrede. Uden at vide det har vi flere forsikringer kørende sideløbende, som alle dækker den samme ting.
En type forsikring, som jeg altid undgår, er de der købsforsikringer, som sælgeren altid forsøger at prakke dig på, når du køber elektronik i en butik. De er ret dyre, og de dækker som regel noget, som du formentlig allerede er forsikret imod med en af dine faste forsikringer.
Du vil intet kunne mærke i din livskvalitetet ved at spare dobbeltkonfekt væk her.
2. Impulskøb
Køb ind efter en indkøbsliste og undgå at købe alt muligt andet, som bare kommer til at samle støv, mider og møl på hylden.
Undgå især den der hylde med garn, underbukser, vaser og nisser i supermarkedet.
Nej, du har ikke brug for mere garn eller en ny nisse.
Lav evt en ugentlig reste dag, hvor I bikser noget sammen fra det, som I har i fryseren eller køleskabet.
3. Den store tv-pakke
Er der overhovedet nogen, der ser tv mere? Sådan fra en boks på væggen?
Har du kabel-tv eller lignende, så læg mærke til, hvad du ser, og om det overhovedet er nødvendigt.
Måske er tiden kommet til at skære den store tv-pakke fra?
Når nu du er ved det, så kig lige internet og telefonabonnementerne igennem. Måske er det billigere løsninger på markedet nu?
4. Dyre drinks, restauranter, færdigretter og take away
Jeg kender en, som med lynfart blev økonomisk uafhængig, da han holdt op med at gå i byen og drikke alkohol og istedet investerede alle de penge, som han sparede hver weekend.
Jeg siger ikke, at du ALRIG skal gå ud. Men find så ofte som du kan et alternativ. Inviter hinanden hjem på middag.
Jeg har små børn, og når vi er på tur, har jeg altid mad med til dem, fordi min egen mad er sundere, bedre og meget billigere end de pølser, slaskede hamburgere og pizzaslices som vi kan få på farten.
Jeg elsker at gå ud og spise god mad, men det er en særlig anledning for mig – noget jeg ser frem til – og ikke bare noget jeg gør af dovenskab med hylende børn på slæb.
5. Lottokuponer og andre spil
Det kan meget bedre betale sig for dig at investere pengene langsigtet. Det er en lottogevinst som du med garanti vil vinde.
Du spilder hurtigt 50.000 over fem år. Hvad kunne de penge være blevet til, hvis du havde investeret dem?
Med tid bliver dine penge til meget. Havde du investeret 10.000 kr. i et indeks i i1942, var de blevet til 51 mio. kr. i dag.
6. Statussymboler
Her skal du naturligvis granske dig selv.
Køber du bil for at være smart eller praktisk? Behøver det at være lige den bil? Eller er der en mere praktisk og billig variant?
Kvalitet er godt, men vær sikker på, at du ikke er motiveret af, hvad andre tænker om dig. Det gælder hele vejen rundt.
7. Køb færre mærkevarer
En sjov lille detalje. Når du går rundt i supermarkedet, så findes der ofte flere varianter af den præcis samme vare til ret forskellige prisklasser.
Her tænker jeg især på de der lidt ligegyldige huslige ting som vaskepulver, vådservietter og vasketabs.
En lille hemmelighed er, at det ofte er det samme indhold, som er i varerne. I nogle tilfælde er det endda de samme producenter, som laver mærkevaren og private labels, som kædernes egne mærker hedder.
Prøv at kig bag på og se, hvem der har produceret det og se, hvad indholdet er.
De penge, som du sparer, skal du naturligvis investere. Det kan min e-bog Bliv Fri hjælpe dig med. Du kan downloade den her.