Det kan være fornuftigt at være forsigtig, men det er dumt aldrig at komme i gang.

Hvis du er en af dem, der ikke kommer i gang med at investere, fordi du er bange for at miste dine penge, er du havnet det rigtige sted.

Det får vi løst med dette blogindlæg. 

Først og fremmest skal du vide, at du ikke er alene. Mange har oplevet samme følelse.

At investere sætter gang i alle mulige følelser: angst, grådighed, håb, lettelse og frygt. Det hele kan komme på besøg, og det er normalt. Følelserne kommer på besøg hos både nye og gamle aktionærer. 

Måske er du nybegynder og har svært ved at komme i gang. Måske har du en uheldig erfaring med aktier fra tidligere, f.eks. fra finanskrisen, og det har måske sat sig i dig.

Jeg har mødt en del privatinvestorer, som holdt helt op med at investere efter finanskrisen, fordi de gik i panik, da aktierne faldt. De solgte og tabte en masse penge og mistede derefter helt lysten til at investere, fordi oplevelsen sad i hukommelsen.

Det kan du sagtens komme dig over. Hvis du reagerede sådan under finanskrisen, er det fordi, at du har manglet viden og en strategi. Du skal have genskabt dig selv som investor. 

Du kan lære at investere på en måde, som føles mere forudsigelig og tryg.

Hvordan? Her er nogle ting, som du kan gøre.  

1. Få viden 

Din frygt kan være reel, og det kan være en måde din psyke fortæller dig på, at du ikke er klar.

Når vi skal i gang med noget nyt (eller i gang igen), har vi brug for viden om, hvordan det foregår. 

Vi styrter heller ikke ud i en bil og begynder at køre uden at kende trafikreglerne og uden at vide, hvor bremsen sidder. Vi tager køretimer og består en test.

Når du skal i gang med at investere, kan du få viden mange steder fra, bl.a. bøger, artikler, podcast, youtube, blogindlæg og selvfølgelig investeringskurser. Et godt sted at begynde er min e-bog Bliv fri, som du kan downloade her

Nogle lærer sig selv at investere, men der er ingen tvivl om, at det kan betale sig at betale sig til at få viden på en mere struktureret måde gennem et kursus.

Det vil spare dig for tid. Det kan også spare dig mange fejltagelse.

Et kursus koster penge, men du skal gøre op med dig selv, hvad du risikerer at tabe, hvis du laver fejlinvesteringer. Du skal også gøre op med dig selv, hvad du risikerer at vinde, hvis du bliver god til at investere. Måske er det pengene værd? 

Jeg har kureret mange for både nybegynder-angst og finanskrise-fobi med mine value investeringskurser.  

2. Udvælg en strategi

Hvordan vil du købe aktier?

Vil du udvælge individuelle aktier eller investere i fonde?

Der er mange måder at investere på. Jeg vil ikke opliste dem her, fordi det vil forvirre mere end det gavner. Jeg vil i stedet skære igennem og sige, at jeg anbefaler to metoder:

A. Value investering:

Hvis du gerne vil investere i individuelle selskaber, anbefaler jeg metoden value investering, hvor du kigger på, hvor meget en virksomhed er værd og køber aktier i den, når den er blevet billig. Du kan lære at regne på virksomheder i min e-bog.

B. Dollar cost averaging i indexfonde:

Er du mere til fonde, anbefaler jeg, at du bruger metoden dollar cost averaging, hvor du investerer det samme beløb i de samme fonde, uanset om markedet går op eller ned. Lad det gerne være i en billig fond, der lægger sig op af et aktieindeks. 

3. Sæt dig et specifikt mål

Nogle gange kommer vi ikke i gang med noget nyt, fordi vi ikke er specifikke nok om, hvad vi skal.

Vi får ikke løbet en tur med vores nye løbesko, fordi vi har et vagt mål om “at komme i form”.

Du skal have en helt specifik løbeplan og gerne et specifikt løb, som du træner til. Det behøver ikke at være et marathon. Et løb på 5 kilometer kan gøre det.

Det vigtige er, at du sætter dig et specfikt mål om, hvor hurtig du vil være hvornår, fordi det er motiverende at visualisere sig selv løbe et specifikt konkurrenceløb i fremtiden. 

Hvordan overfører vi løbetræning til investering?

A. Du skal have besluttet, hvor meget du vil lægge til side til investeringer hver måned.

B. Du skal have et mål for hvor højt et afkast, du vil have i gennemsnit om året (jeg siger i gennemsnit, fordi det vil naturligt svinge fra år til år). 

C. Du skal sætte dig et pengemål 10 år ude i fremtiden. Hvor stor skal din formue være om 10 år? 

D. Du skal vide, hvad du vil bruge pengene på i fremtiden. Det skal være noget, som er vigtigt for dig.

Hvad er et vigtigt pengemål?

For nogen kan det være at holde op med at arbejde. For andre at købe et hus. Andre investerer for deres børn, så de kan få den bedste start på livet. Nogle drømmer om at flytte til udlandet.

Svaret er hos dig. 

4. Lav et testkøb

Det er det første aktiekøb, som er det sværeste. For at komme i gang vil jeg foreslå, at du lægger ud med et testkøb.

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om, at det kan være en god ide at starte med at købe aktier for et lille beløb, fordi det sætter gang i en hel proces. Du kan læse blogindlægget her

Det er altid en god ide at glide ind i en ny investering med et testkøb, men især for nybegyndere og andre, som skal over en barriere af frygt, er det en god ide at begynde med at købe aktier for et lille beløb og se, hvordan du reagerer.

Hvor stor er lille? Hvor meget er lidt? Det er jo relativt.

Jeg “testkøber” for 10.000 kr. Men hvis du har 100.000 kr. at investere for, er 10.000 kr. jo mange penge, da det er 10 pct. af din investerbare formue.  

En god tommefingerregel er, at et testkøb ikke må være mere end en procent af din kapital. Har du f.eks. 100.000 kr. til at investere for, skal du teste vandet med maks 1.000 kr. i dit første køb.  

5. Netværk

Når vi er alene om at gøre noget nyt, kan det være ekstra skræmmende.

Det er en god ide at alliere dig med andre, som har samme interesse – og de må godt være lidt mere tjekkede end dig, så du kan lære af dem. 

Du kan netværke med andre investorer på kurser. Jeg har set, hvordan mine kursister får meget ud af at diskutere investeringer med hinanden – også efter, at kurset er slut.

I dag findes der mange grupper på Facebook og andre sociale medier, hvor du kan diskutere investeringer. Mange af grupperne er dog lidt larmende og kan fodre både angst og grådighed.

Jeg har en Facebook gruppe, som hedder Penge og Frihed, hvor du er velkommen til at være med. Jeg kører den, så der ikke er for meget larm og uro. Du finder den her. 

Ny eller gammel i trafikken. Du kan altid lære noget ved at læse min e-bog Bliv Fri, som du kan downloade her. Der forklarer jeg bl.a., hvordan du vurderer, hvad en virksomhed er værd.