Jeg har mødt folk, som tager kursus på kursus om forskellige investeringsmetoder, men som stadig står på kanten af bassinet og stirrer ned i aktieland.

Hvordan kommer man over det punkt og hopper ud i det?

Svaret er enkelt. Du hopper ikke ud i det.

Tænk over det. Du beder ikke et barn, der aldrig har svømmet før, om at hoppe ud fra 10-meter vippen. Du tager ham hen i det lave vand for at pjaske lidt med svømmevinger på. Han skal jo først blive tryg i vandet og lære at svømme. Lære at holde vejret under vand. Lære reglerne i svømmehallen. Derefter kan han begynde at vove sig ud i det dybe og endda hoppe ud fra vippen.

Pjask på det lave vand

Du er selvfølgelig ikke et barn, og du drukner ikke af at købe aktier. Ikke desto mindre kan det at investere i aktier være en meget voldsom følelsesmæssig affære. Jeg møder nybegyndere, der har investeret alle deres frie midler i løbet af 2018, og som har været igennem en rutsjetur i takt med, at aktierne i løbet af efteråret 2018 faldt. Jeg møder folk, som skifter aftenhygge og Netflix ud med at stirre på de røde tal på deres handelsplatform, og som sover dårligere og dårligere om natten, fordi de føler, at deres opsparing gennem mange år fordufter. Jeg møder folk, der oplever, at gode ægterskaber knirker, fordi aktiefald skaber utryghed om fremtiden.

Du taber jo ikke penge, fordi en aktie går lidt ned. Du taber først, når du sælger papiret. Men det forstår psyken slet ikke. Den ser de røde tal og reagerer med, at aktivere alle frygtmekanismer. Den tror, at der er fare på færde.

Når du køber din første aktie, så skal du købe en lille smule. Du skal dyppe tåen i aktien. Det skal være et beløb, som du vil trække på skuldrene over at tabe. Hvis du køber aktier i et solidt selskab med vækst og sunde tal på bogen, så taber du ikke pengene. Men når aktiekurserne dykker, så føles det som om, at du taber penge, og du skal lære at håndtere den følelse uden at reagere på den.

Sæt strøm til aktien

Der er endnu en grund til, at du skal begynde med lidt. Det er først i det øjeblik, at du sætter penge i en virksomhed, at researchen for alvor går i gang. Der sker nemlig en hel proces, når du køber aktier i et nyt selskab. Det er ligesom at sætte strøm til en tegning, så den bliver til en tegnefilm. Der kommer liv i din aktie. Hvor det før kunne være lidt kedeligt at læse selskabets regnskab, så bliver det pludseligt rasende spændende, fordi din økonomi afhænger af selskabets udvikling.

Det sjove er, at du ikke behøver at købe aktier for mange penge for at sætte denne proces i gang. Psyken forstår ikke helt, om du har mange eller få penge i et selskab. Den ved bare, at der er noget på spil.

Har du f.eks. købt lidt aktier i Nike, kan du pludselig ikke se en løber på gaden uden at scanne hans tøj. Du kan ikke se tennis eller fodbold uden at se tøj løbe rundt på banen og læse reklamerne i baggrunden. Det er ikke løberne, der kommer over målstregen, men skoene. Du kan ikke lade være med at falde i snak med den halvtykke kondiløber ved lyskrydset for at høre, hvorfor han har Asics og ikke Nike på fødderne. Du læser erhvervsnyheder, og du ser kun nyheder om sportsmærker.

Hvor ligger det lave vand?

Hvor meget er lidt? Hvor meget skal man sætte ind for at dyppe tåen?

Det er individuelt. Du må mærke efter, hvad der er ”lidt” for dig. Hvor ligger grænsen for dig? Du skal blive ved med at sove helt roligt om natten, selvom hele beløbet forsvandt. Nej, hele beløbet forsvinder ikke, hvis du har gjort dit forarbejde ordentligt, men det tror psyken nogle gange – især i begyndelsen – hvis aktien falder. Jeg dypper tåen i aktien med 10.000 kr. For andre er det måske 1.000 kr.

En investors vigtigste karaktertræk er temperamentet, ikke intellektet. Det siger oraklet Warren Buffett selv. Det, som Warren Buffett siger, er, at det gælder om at kunne tage det roligt, når aktierne ryger op eller ned. Kan man lære at have det rette temperament? Ja, for meget af det er vane og erfaring.

Men du lærer ikke at tage det roligt som nybegynder fra 10-meter vippen. Hvis aktiekursen falder, kan det blive så voldsom en oplevelse, at du måske sælger i panik på det forkerte tidspunkt. Sælger du dit første aktiekøb med et stort tab, så er der en risiko for, at du klapper laptoppen sammen og lover dig selv og dine nærmeste, at du aldrig mere sætter penge i aktier. Og så kan du nok godt vinke farvel til din drøm om at blive økonomisk uafhængig.

Så begynd småt. Stik tåen i aktien først. Bliv tryg i vandkanten. 

Har du læst min bog Bliv Fri? Den er et godt sted at begynde. Den fortæller dig, hvad du skal kigge efter, når du vil investere. Du kan downloade den her.