Corona har ramt kloden, og mange lande sidder fast i en lockdown.
Alligevel har aktier genvundet meget af det tabte. Man siger, at aktier altid er foran markedet. Og at de reagerer på, at dødstal i nogle dele af verden bøjer af.
Man sidder som privataktionær og klør sig i hovedbundet.
Kan aktiemarkedet virkelig se ind i fremtiden?
Er det nu sandt, at aktiemarkedet er klogere end os?
Argumentet om, at aktiemarkedet er “foran” kommer fra den skole, som tror på, at markedet er effektivt. De vil altid forsøge at finde en forklaring på, hvorfor aktiemarkedet gør, som det gør.
Logikken bag den tanke er forkert.
Aktiemarkedet er ikke effektivt. Det har vi set igen og igen med bl.a. 1929, it-boblen, finanskrisen og især med de priser på aktiemarkedet, som vi ser nu (mange selskaber er i skrivende stund historisk dyre på aktiemarkedet på trods af den globale pandemi).
Denne tankegang om at aktiemarkedet ikke er effektivt hører til value investorerne – tænk rigmanden Warren Buffett. Vi tror ikke på, at markedet er klogere end os og kan se ind i fremtiden. Tværtimod anser vi markedet som en slags galning på stoffer.
Er du enig i den betragtning, betyder det, at du er langt bedre tjent med at se bort fra, hvad aktiemarkedet gør og i stedet forsøge at forholde dig til, hvordan virkeligheden ser ud.
Hvordan ser virkeligheden ud lige nu?
Min holdning er, at der er tegn på, at vi er på vej mod en recession. Måske kan det endda blive en depression.
Lad os lige begynde med en definition. Hvad er en recession?
En recession er, når økonomien skrumper i to kvartaler i træk (dvs negativ vækst i bruttonationalproduktet).
Hvad er så en depression? Der er ikke nogen præcis definition på en depression, men kort forklaret er en depression længere end en recession. Den varer typisk mere end et år.
Så det gyldne spørgsmål her er: vil økonomien skrumpe i minimum seks måneder?
Det mener jeg næsten er uundgåeligt. Hvorfor?
1. Verden er lukket ned
Der er i vid udstrækning lockdown i en lang række lande såsom England, USA, Spanien, Italien, Sydafrika, Indien, New Zealand, Australien, Saudi Arabien og mange flere lande. Nogle af de lande taler så småt om at åbne lidt op, men det vil stadig være langt fra normalen.
Vi har aldrig set nogen lignende, og selvfølgelig har det stor betydning på økonomien, når butikker og fabrikker ligger stille hen.
Lad os se på nogle af de konsekvenser, som det har.
2. Arbejdsløshed stiger og privatforbruget falder
Lad os tage et kig mod USA, som er en af verdens største økonomier og dermed den motor, som hiver resten af verden i gang – eller bremser den.
I USA er tal for arbejdsløse steget til helt ekstreme niveauer, som man aldrig har set før i historien. En ud af hver sjette arbejdende amerikaner har mistet sit arbejde, siden krisen er begyndt.
Det har selvfølgelig stor betydning for den amerikanske økonomi.
Privatforbruget står for omkring 70 pct. af den amerikanske økonomi (målt i bruttonationalproduktet).
Når folk mister jobbet, når deres ægtefælle mister jobbet – eller når de blot er bange for at miste jobbet – så holder de op med at forbruge en lang række varer.
De holder især op med at købe ny bil, de bestiller ikke en ny rejse og de renoverer ikke hjemmet.
3. Produktionen falder
Selv hvis privatforbrugerne under en lockdown skulle få lyst til at købe noget, kan de ofte ikke. Butikkerne ligger stille, og produktionen er mange steder gået helt eller delvist i stå.
Når et land går i fuld lockdown, som vi har set i Spanien og Italien, så betyder det, at stort set alt går i stå. I Spanien og Italien måtte kun essentielle arbejdere gå på arbejde, dvs. læger, sygeplejerske, politimænd, skraldemænd og den slags. Folk i produktionen blev ikke regnet blandt de essentielle arbejdere.
Bilfabrikker lå stille hen og tabte mange penge på det. Det har igen en påvirkning, som spreder sig som ringe i vandet.
4. Forsyningskæden går i stykker
Vi lever i en kompleks global verden, hvor et enkelt produkt ofte skal have dimser fra hele verden for at blive produceret.
Med pandemien er der slået revner i de globale forsyningskæder. Det skal nok komme op at køre igen, men det skaber alt sammen forsinkelser i produktionen, som er dyrt for selskaberne.
5. Højt niveau af gæld kan vælte dominobrikkerne
Vi har levet i over et årti med historisk lave renter. Det betyder, at mange virksomheder har optaget billig gæld og har relativt megen gæld.
Et højt niveau af gæld er ikke godt, når du bevæger dig ind i en krisesituation, som pandemien må siges at være.
Det betyder, at mange virksomheder er i risikozonen for at gå konkurs, fordi de ikke kan tilbagebetale på deres gæld.
Hvad betyder det for dig?
Går vi ind i en recession, hvor økonomien skrumper og virksomheder lukker, betyder det, at kontanter er konge – eller som man siger på engelsk: cash is king.
For det første skal du naturligvis have en buffer, så du selv kan klare dig igennem, hvis du eller en anden i familien skulle miste arbejdet.
Men med kontanter på lommen kan du meget mere end at klare dig igennem: der vil opstå muligheder som vi ikke har set længe. Du vil kunne skabe din fremtidige velstand.
Aktierne på virksomheder vil falde – og de kan komme til at falde meget.
Dem der har kontanter kan komme styrket ud af krisen ved at investere, når aktierne er billige – for det kommer de højst sandsynligt til at blive.
Dette betyder ikke, at du skal investere i alt, som er billigt.
Du skal tænke dig grundigt om, for der vil være virksomheder, som går konkurs eller som aldrig kommer tilbage til fortidens niveau.
Vil du lære hvordan kan du downloade min tjekliste med 12 spørgsmål, som du skal spørge dig selv her. Du kan også downloade min e-bog, hvor du kan lære at regne på, hvornår virksomheder er billige her.