Hvorfor ikke give aktier i jule- eller fødselsdagsgave?
De fylder og roder ikke, og det kan være gaven, som bliver ved med at give langt tid efter, at du har foræret den.
Køber du aktier med omtanke, skulle den gerne blive ved med at vokse i værdi.
Dertil kommer noget meget mere værdifuldt: når du forærer aktier, videregiver du også viden og interesse for aktiemarkedet.
Men hvordan, spørger du nok.
Her er nogle måder at give aktier på:
1. Opret selv kontoen og køb for personen
Er der tale om et barnebarn eller et barn under 18, kan den nemmeste løsning være at oprette en konto og et tilknyttet depot i barnets navn og selv købe aktierne for barnet.
Det er ukompliceret.
Bedsteforældre kan sagtens oprette en opsparingskonto med tilknyttet investeringsdepot til børnebørn og andre børn i familien. Du har brug for kopi af barnets ID (f.eks. pas), og så kan du faktisk oprette det i egen bank, hvor du selv har adgang til kontoen og depotet.
Vær opmærksom på, at du som forælder eller bedsteforælder kan give 68.700 kr. (2021) til børn og børnebørn uden, at de bliver beskattet. Alt derover beskattes med gaveafgift på 15 pct.
2. Overfør aktier til en andens depot
Du kan også overveje selv at købe aktierne og efterfølgende overføre dem til den anden persons depot, men det er den besværlige metode, som har nogle uhensigtsmæssige skattekonsekvenser.
Hvis du overfører til et barn eller barnebarn, bliver du beskattet af forskellen i aktiekursen mellem købstidspunkt og overdragelse af aktien. Lad os f.eks. sige, at du køber en aktie til en værdi af 1.000 kr, og at den stiger til 1.500 kr. inden, du når at give den videre. I det tilfælde skal du som giver betale skat af de 500 kr., selvom du aldrig ser pengene.
Reglerne er anderledes for overdragelse mellem ægtefæller. Her stilles modtager, som om han eller hun havde købt den pågældende aktie, dengang du købte den.
Du skal også være opmærksom på, at der er en del omkostninger forbundet med at overføre aktier fra et depot fra et andet.
Hos Saxo Bank koster det f.eks. 50 dollar at få overført udenlandske aktier.
3. Sæt dig ned med personen og køb aktierne
Et alternativ kan være, at du og gavemodtager sætter jer sammen fysisk og opretter depotet og køber aktierne.
Giver du aktier til en nybegynder på aktiemarkedet, giver du med den her metode også personen en chance for selv at kunne finde rundt på platformen og selv forvalte pengene senere hen.
Din viden og hjælp er også en slags gave.
4. Giv et investeringskursus i stedet
Har du overvejet at give viden om investeringer enten sammen med aktien eller i stedet for at købe aktien?
Investering i viden er den bedste investering, du kan foretage dig. Det siger Warren Buffett.
Hvorfor ikke forære et investeringskursus som julegave eller fødselsdagsgave?
Jeg afholder et gratis webinar om at investere d. 27. og 28. december, og du skal være velkommen til at invitere dine kære med. Du kan melde dem til her. Du kan også købe en 1:1 sparring med mig resten af december måned.
5. Giv aktien med en fysisk gave
Måske kan det virke lidt kedeligt at få foræret en konvolut med en besked om nogle aktier. Især hvis der er tale om et barn.
Har du overvejet at give en fysisk gave i kombination?
Hvad ønsker personen sig? Er det noget, som du kan investere i? Måske er det rent faktisk en god investering?
Hvis jeg havde købt lidt aktier, hver gang jeg havde købt julegaver til mine nevøer og niecer, så var de og jeg blevet pænt velhavende. Når jeg tænker tilbage, har de haft antenner ude og spottet gode selskaber lang tid før, at jeg har set det.
Min ene nevø ønskede sig f.eks. brændende en iPod (ja, det hed de dengang) i 2001, da Apple aktier kostede under 40 cents. Jeg blev først investor i Apple i 2018.
Nike ville jeg flere gange havde kunne købe til under 5 dollar, hvis jeg havde investeret efter julegaverne.
Jeg gav selv et elektronisk Amazon gavekort i julen 2001, fordi jeg ikke kunne få armene ned over, hvor genialt Amazon var. Min svoger har senere hen indrømmet, at han aldrig brugte gavekortet, fordi han syntes, at det var skummelt at taste sine oplysninger ind på det dengang ukendte site. Aktien kostede dengang under 10 dollar . Åh suk. Jeg skulle have givet ham aktier i stedet for gavekortet, der aldrig blev brugt.
Sådan kan jeg blive ved med at nævne julegaver, der kunne have været geniale investeringer. Spildt mælk er spildt, men lad os gøre det anderledes i år og fremover…
Hvor meget må du give?
Skat sætter grænser for, hvor meget du må give uden, at der skal betales skat.
Mellem ægtefæller er der ingen grænse.
Dine børn og børnebørn kan du i 2021 give 68.700 kr og i 2022 for 69.500 kr. Alt derover beskattes som med 15 pct.
Den samme grænse gælder for ugifte samboende.
Denne grænse gælder faktisk også for oldebørn, tipoldebørn og plejebørn, som du har haft i mindst 5 år, før de fyldte 15.
Når nu vi er ved det, gælder den også den anden vej, hvis børn skulle få lyst til at give de ældre generationer, men så er skatten højere.
Dine svigerbørn kan du i 2021 give 24.000 kr. uden, at der skal betales skat.
Penge eller aktier til alle andre (også søskende) skal modtager angive på selvangivelsen som anden indkomst. Det er selvfølgelig lidt surt, når de normalt ikke betaler skat af jule- eller fødselsdagsgaver.
Der skal ikke betales skat af et investeringskursus, så det kan være et alternativ, hvis skatten giver hovedpine.
I øvrigt skal du være velkommen til at invitere dine kære til mit online webinar Fem skridt til økonomisk frihed, som jeg afholder d. 27. december kl. 20 og 28. december kl. 21. Det er ganske gratis, men det kan være den største julegave, du nogensinde giver dem, fordi det kan ændre deres fremtid til det bedre. Du booker en plads på webinaret her.