I 2007 betalte Monish Pabrai og hans ven Guy Spier knap 5 mio. kr. for at spise frokost med Warren Buffett og hans partner Charlie Munger.
Monish Pabrai, der er en af verdens bedste aktieinvestorer, har flere gange udtalt, at det var en god investering, fordi han lærte meget af både frokosten og de samtaler, han siden da har haft med Buffett og Munger.
Hvorfor er Monish Pabrai vigtig?
Indisk-amerikanske Monish Pabrai bliver af nogen omtalt som “den nye Warren Buffett”, fordi han konsistent overgår markedet. Han har et gennemsnitligt årligt afkast på over 25 pct. Det betyder, at pengene næsten bliver fordoblet hver tredje år – og det er pænt imponerende.
Dertil kommer at han bidrager til value investering ved at undervise og udvikle metoderne. Du kan læse mere om Monish Pabrai på hans hjemmeside, der hedder Chai med Pabrai her.
I ugens blogindlæg vil jeg gennemgå de vigtigste lektioner, som Monish Pabrai har fået fra sine to guruer og venner.
Jeg har hentet citaterne fra det første kapitel i bogen Richer, Wiser, Happier af William Green.
1. Hold dig til det, som du forstår dig på
Du skal kun investere i selskaber og brancher, som du forstår. Eller som Warren Buffett ville udtrykke det: som falder inden for dit kompetenceområde.
Når Monish Pabrai analyserer en virksomhed, er hans første spørgsmål: Er dette noget, jeg virkelig forstår?
Hvis svaret er nej, ryger det over i bunken med afviste selskaber. Hvis svaret er ja eller måske, prøver han at undersøge, om det er i udkanten af hans kompetenceområde eller noget han virkelig forstår.
2. Køb når billigt
Fordi markedet er drevet af følelser (frygt og grådighed), findes der perioder hvor selskaber handles på børsen til under de værdier, der er i selskabet og perioder, hvor de handles langt over.
Det skal du udnytte.
Monish Pabrai siger, at han ikke bruger komplicerede beregninger og excel-ark til at forsøge at forudsige fremtidig cashflow. Han går efter selskaber, der handles så billigt, at det er en no-brainer.
“Jeg har et simpelt kriterie. Hvis noget ikke er en fordobling på kort tid – to eller tre år – så er jeg ikke interesseret.”
3. Køb kun vidunderlige selskaber
Du skal ikke købe aktier i et selskab udelukkende, fordi det er billigt. Du skal købe andele i vidunderlige virksomheder. Du skal tænke på det, som om du skulle eje hele virksomheden og vurdere, om de tror det har en lysere fremtid om 10 år.
Rigtig mange, som definerer sig selv som value investorer, kigger udelukkende på, om et selskab er billigt.
De kigger ikke på, om det er “vidunderligt”. Vidunderlige virksomheder er et begreb som Charlie Munger har opfundet. Det dækker bl.a. over, at selskabet skal have en konkurrencefordel og en ærlig og stærk ledelse.
4. Selskabet skal kommunikere klart
Hvis du ikke kan forstå selskabets regnskaber, bør en advarselslampe gå i gang i dit hoved. Selskabet skal kommunikere i et klart og forståeligt sprog.
Som Buffett har sagt: “Den eneste grund til, at man ikke forstår et regnskab, er fordi forfatteren ikke har ønsket, at du forstod det.”
5. Sig nej til næsten alt
Både Warren Buffett og Monish Pabrai holder deres kalendre næsten tomme, så de kan bruge tid på at læse og researche virksomheder.
For at være en god investor – eller god til et andet område i dit liv – kræver det, at du siger nej til en masse aktiviteter, som ikke er relevante, for at du kan fokusere på det væsentlige.
Det samme gælder med investeringer. For at være en god value investor skal du blive god til at sige nej til en masse investeringer, som ikke er relevante.
Faktisk bruger Buffett det meste af sin tid på at lede efter en grund til at sige nej – og ikke efter en grund til at sige ja til en investering. Når han finder grunden, går han videre og kigger sig ikke over skulderen.
“Forskellen mellem succesfulde folk og virkelig succesfulde folk er, at virkelig succesfulde folk siger nej til næsten alting,” siger Warren Buffett.
6. Brug aldrig gæld til at investere
Under frokosten spurgte Monish Pabrai, hvad der skete med Rick Guerin, som var en af de superinvestorer, Buffett tidligere havde fremhævet som en god value investor (i den berømte essay “The Superinvestors of Graham-and-Doddsville.”)
Han faldt af radaren og forsvandt. Hvorfor?
Buffett forklarede, at Rick Guerin havde travlt med at blive rig og brugte margin lån til at geare investeringerne (altså med andre ord investerede han for lånte penge i et forsøg på at få det til at gå hurtigere).
Da aktiemarkedet dykkede i 1973-1974, blev han tvunget til at sælge sin portefølje til Buffett med store tab. De aktier blev senere en formue værd.
Ud fra denne lektion lærte Monish Pabrai aldrig at bruge gæld til at geare investeringer – og i stedet roligt stole på renters rente.
“Allerede der var frokosten alle pengene værd,” har Monish Pabrai sagt om det.
7. Lev efter dine indre værdier
Monish Pabrai var imponeret over, hvor tro Warren Buffett var over for sine egne værdier.
Buffett bekymrer sig ikke over, hvad andre tænker over ham, eller hvordan de bedømmer ham. De fleste andre bruger meget energi på at bekymre sig over, hvad andre tænker om dem, og hvordan man “bør” leve livet, så man lever op til andres forventninger.
Buffett og Munger forklarede under frokosten, at de måler sig efter et “indre pointsystem” i stedet for et ydre.
Hvordan ved man, om man lever efter et indre værdisystem eller et ydre?
Buffett har en simpel test.
Du skal bare spørge dig selv: “Vil jeg hellere være den værste elsker i verden og være kendt som den bedste? Eller være den bedste og være kendt som den værste?”
I det hele taget arrangerer Buffett sit liv, så det passer til hans egne værdier.
Grunden til, at han arbejder ud fra Omaha og ikke Wall Street, er ganske enkelt fordi, han hellere vil være i Omaha.
Grunden til at han har en meget hands-off approach med de virksomheder, som hans selskab Berkshire Hathaway ejer, er ganske enkelt fordi han ikke kan lide at styre driften i en virksomhed.
Han har indrettet hele sit liv, så det passer til ham og værdierne i det indre pointsystem.
8. Dyrk kun en relation med folk, som er bedre end dig
“Omgå folk der er bedre end dig, og du kan ikke undgå at forbedre dig,” sagde Warren Buffett under frokosten.
Monish Pabrai har taget dette råd til sig i en grad, hvor han altid vurderer folk, som han lige har mødt. Han spørger sig selv: “Vil det gøre mig bedre eller dårligere at være i kontakt med denne person?”
Hvis svaret er dårligere, afbryder han kontakten uden at se sig tilbage.
Efter hvert frokostmøde spørger han sig selv, om han nød deres selskab.
Hvis svaret er nej, holder han op med at se dem.
9. Tag en simpel ide og dyrk den 100 procent
Både Warren Buffett og Monish Pabrai har en evne til at leve en ide helt ud og være tro mod det.
Monish Pabrai taler meget om at gøre simple ting helhjertet. Om det renters rente, value investering, ærlighed, venlighed eller noget helt andet.
Han taler om, at du skal gøre en ide til dit liv. Tænke på den, drømme om den og leve efter den.
Han siger, at de fleste folk læser noget og tænker, at det lyder rigtigt, men så får de aldrig gjort noget ved det. De svømmer bare videre med strømmen.
Han siger, at de fleste folk læser noget og tænker, at det lyder rigtigt, men så får de aldrig gjort noget ved det. De svømmer bare videre med strømmen og gør intet med ægte kraft.
Ægte kraft er et koncept, du kan læse mere om i bogen Power vs. Force: The Hidden Determinants of Human Behavior af David Hawkins.
David Hawkins siger, at ægte kraft kommer fra gode træk som ærlighed, medmenneskelighed og en dedikation til at forbedre verden. Det handler om at være det 100 pct – ikke bare en lille smule.
10. Klon
Warren Buffett blev verdens rigeste mand af at kopiere sin mentor Benjamin Graham. Charlie Munger blev milliardær af at kopiere Warren Buffett.
Monish Pabrai har kopieret Warren Buffett og Charlie Munger – inklusiv deres evne til at kopiere.
På alle områder af sit liv har Monish Pabrai en strategi, som han kalder kloning. Han identificere de dygtigste spillere på banen, analyserer hvorfor de klarer det godt og så kopierer han det, som fungerer.
Hans pointe er, at i stedet for at innovere og bruge kræfter på at finde ud at alting fra bunden, hvorfor ikke bare tage noget, der allerede fungerer og dyrke det 100 pct.?
“Alt i mit liv er kopieret. Jeg har ikke haft nogle originale ideer,” siger Monish Pabrai.
Hvem vil du kopiere for at få success med din investeringer?
Du kan lære mere om, hvordan du kan kopiere Warren Buffetts investeringsstil i min investeringsbog BLIV FRI her.