Engang var jeg meget bekymret for mine penge. Det var det første år efter, at jeg var blevet fyret på barsel. Jeg var så bekymret, at det blev et problem for mig at tage frugt med til frugtordningen i børnehaven og vuggestuen.
Hvis min store søn på tre år pegede på en pomelo, fik vi en familiekrise midt i Netto. Jeg måtte sige nej, det havde vi ikke råd til, og så fik han som regel et lille anfald, fordi han ALTID fik bananer med og ALDRIG pomelo, som lige pludselig blev erklæret yndlingsfrugten.
Så en dag blev jeg flaskesamler. Nej, det var ikke en særlig bevidst beslutning. Det var nærmest bare noget, der skete af sig selv sådan en lun forårsaften med sen sol. Jeg kørte rundt i Fælledparken med lillebror, der var en stor baby, i vores Christiania-cykel. Det kunne havde været en dejlig oplevelse, men det var det ikke. Inden i mig larmede en masse bekymringer om fremtiden. Jeg var usikker på, hvordan det skulle gå os. Jeg var på dagpenge og på et tidspunkt ville de løbe ud.
Jeg spottede to forladte øldåser i græsset og besluttede mig for at samle dem op. Ingen så mig (undtagen lillebror), og hvis det var mine egne, havde jeg jo alligevel samlet dem op. Flaskesamler-grænsen var hurtigt og smertefrit overskredet. Derefter begyndte mine øjne næsten helt af sig selv at scanne efter tomme dåser og flasker.
Fodboldfans og tomme dåser
Vi cyklede lidt rundt, og jo tættere vi kom på Østerbro Stadium, jo flere var der. Til sidst kom vi helt tæt på køen til fodboldkampen.
Jeg samlede. Foldboldfuldemænd skrålede. Jeg samlede lidt mere. Fodboldfuldemænd skrålede lidt mere. Der var så mange tomme dåser i nærheden af dem, og romaerne var ikke at spotte.
Jeg mærkede en dåse flyve tæt på mig. Så en til. Det stænkede lidt med øl op af min sommerkjole. Mine hænder og mit tøj lugtede af øl, og jeg blev fyldt af en følelse af skam, fordi jeg kunne se hele situationen udefra. Der gik jeg og samlede flasker, og i de fulde mænds øjne var jeg som en roma, der samlede flasker med et barn. En det var okay at kaste dåser efter.
Hvordan var jeg nået dertil?
Jeg cyklede derfra med en tung fornemmelse i kroppen. Men jeg havde ikke helt givet op. Der kom et sidste sølle forsøg på at komme af med flaskerne, der stank af øl og cigaretskoder.
Den første flaskemaskine var proppet med en hel romafamilie med sække efter sække af dåser og flasker. En tyk dame i spraglet tøj stod og pakkede flaskerne ud og rakte dem videre til en ligeså tyk mand, der sendte dem igennem maskinen. Hun kiggede op og ned af mig, da jeg forsøgte at stille mig i kø. Hun kiggede på min slappe pose uden at smile, og jeg bakkede ud og kørte videre.
Ved den næste flaskemaskine stod en afrikaner. Han var venlig nok, men jeg kunne se på hans cykel, at endnu en sort plastiksæk ventede på, at han skulle tømme den. Jeg opgav og cyklede hjem. Dåserne efterlod jeg i Christianiacyklen.
Hjemme i lejligheden lagde jeg lillebror til at sove (storebror blev passet). Ydmygheden ved at få kastet tomme øldåser efter mig larmede i mig, og jeg havde svært ved at være nærværende. Lillebror græd og græd.
Ny beslutning
Jeg kunne ikke falde i søvn den aften. Det havde været en smuk forårsaften og i stedet for at nyde aftenen og nyde min babys selskab, var jeg blevet suget ind i et drama om pengemangel. Det ville jeg aldrig gennemgå igen.
Jeg gik ned til cyklen, tog posen med øldåser og pakkede hver enkelt dåse ud på en bænk i gården igen. Der kommer ofte flaskesamlere forbi vores åbne gård, så jeg stillede dem til romaerne og afrikanerne.
Jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG nogensinde vil samle flasker igen. Slut.
Det var ydmygende, men det var mere end det.
Det var spild af tid. I stedet for at nyde aftenen – en aften og en tid, der aldrig ville komme igen – havde jeg jagtet enkroner og var blevet suget ned i en følelse af mangel og angst. Min baby fortjente min opmærksomhed. Min fulde opmærksom. Og jeg fortjente at være glad og føle mig nyttig. Den dag i dag bliver jeg stadig ked af det, når jeg tænker på, hvordan jeg spildte tiden, da lillebror var baby.
Hvad var der i posen? Måske 35 kr.? Nok til en pomelo, men jeg kunne tjene flere penge ved at fokusere på at investere og dygtiggøre mig selv til det, og det lovede jeg mig selv, at jeg ville fokusere på fremover.
Jeg lovede også mig selv, at jeg fremover ville tro på, at der var nok. Også selvom jeg var uden job og med udsigt til at dagpengene ville forsvinde. Nok hvad? Nok penge, nok pomelo, nok tid, bare nok.
Næste aften, som var en lørdag, fik jeg passet begge børn. Jeg gik i kødbyen, spiste med en veninde på Warpigs og derefter drinks på en bar. Jeg havde brug for at ryste oplevelsen af mig med noget, der føltes som ødsel. Jeg skulle handle anderledes. Jeg skulle ind i et mindset med velstand.
I dag er min baby tre år, og jeg er økonomisk uafhængig. Jeg ved, at jeg aldrig behøver at bekymre mig om penge igen. Vi har et helt andet liv i dag, hvor jeg er mere nærværende med mine børn, får langt flere oplevelser med dem og er langt mere tilbøjelig til at sige ja. Om det er pomelo, is eller en tur med hestevognen i Dyrehaven.
Mine børn er gladere. De bliver ikke hele tiden slået ned med et nej og mødt med en distræt og bekymret mor.
Hvordan kunne det gå så hurtigt?
Noget af det har med penge at gøre, men 80 pct. af det har med mindset at gøre. Det skøreste ved historien om flaskerne er, at jeg faktisk havde en opsparing og allerede investerede, men jeg var vant til en fast indtægt fra et dagjob og hundeangst for at stå uden den trygge indtægt, der hver måned gav en forudsigelig sum på min hverdagskonto.
Er du også nogle gange bekymret for fremtiden og din økonomi? Her kommer tre trin til at få rystet dig ud af lack attack.
Trin 1: Fokuser på det, du vil have
Da jeg kørte rundt og samlede flasker, blev jeg ved med at tænke på den fremtid, som jeg frygtede. Jeg var bange og tænkte på alt det, som mig og min børn ikke kunne i fremtiden.
Det har jeg vendt helt om. Jeg fokuserer benhårdt på den fremtid jeg vil have, i stedet for at frygte den fremtid, som jeg ikke vil have.
Jeg ser mig selv som velhavende. Ikke bare i fremtiden, men nu. Jeg stoler på, at det nok skal gå.
Hvorfor er det vigtigt, at du allerede i dag ser dig selv som velhavende? Fordi det gør dig modig og får dig til at se det store billede. Bliver du bange, begynder du på fjollede ting, som at skære opvasketabletten over i to og samle flaskepant en perfekt sommeraften i stedet for at nyde livet.
Hvordan vil du gerne leve dit liv? Fokuser på det. Tænk på det med forventning.
Trin 2: Sæt dig et ambitiøst mål
Hvor mange penge vil du tjene? Hvor rig vil du være?
Sæt dig selv et mål. Vær helt specifik. Sæt beløb på og dato på.
Vær ambitiøs med dit mål – så når du langt. Sætter du “fornuftige” mål, så når ingen vegne. Små mål har nemlig ingen drivkraft og er nemme at glemme.
Sæt dig et mål som tager pustet lidt væk fra dig. Det skal være noget, som er værd at kæmpe for. Når du sigter efter stjernerne, så når du nok månen. Men sigter du efter naboejendommen, så rykker du dig ikke ud af flækken.
Trin 3: Lav en plan
Hvordan vil du blive økonomisk uafhængig?
Du kan ikke bare drømme dig til det. Du skal finde ud af hvordan. Hvad vil du helt specifikt gøre?
Lad nu være med at gå i den nemmeste fælde af dem alle, som er at drømme om et quick fix: Lottokupon, rig gemal, genial opfindelse eller bestselleren.
Hvad skal du så gøre? Svaret er indlysende. Du skal investere i aktiver.
De fleste tror, at de bliver rige ved at have en høj indkomst, om det er en løn eller en engangssum. Sandheden er, at du bliver rig ved at investere i aktiver.
Hvad er aktiver? Aktiver er noget, som tjener penge til dig. Som giver dig et løbende cash flow.
Det er det omvendte af passiver, som koster dig penge.
Og nej, vi tager den lige igen: dit hus er ikke et aktiv. Det er et passivt. Dit hus suger penge ud af din økonomi til skatter, forsikring, vedligeholdelse og afbetaling.
De vigtigste kategorier af aktiver er:
- Udlejningsejendomme
- Aktier
- Egen virksomhed
- Dig selv
Den sidste overrasker dig måske. Hvordan kan du være et aktiv?
Tænk over det. Det er i sidste ende dig, som tjener alle pengene. Det er dig, der udvælger aktiverne (og passiverne). Du vil altid være dit største aktiv. Så når du investerer i din egen evne til at få penge til at yngle, laver du en virkelig god investering.
Trin 4: Sæt i gang
Du kommer ingen vegne uden handling, og du skal vænne dig til at tage handling hurtigt og ofte.
De fleste venter og venter og venter. Pas på med den fælde. Kom i gang.
Med det samme.
Gør et eller andet som føles modigt, og som får dig et skridt videre.
Måske er det dit første aktiekøb. Måske er det et kursus i at lære at investere.
Det ikke er nok at låne en bog på biblioteket, fordi det er for nemt og for gratis. Du skal tage et skridt, som forpligter dig. Noget som føles modigt. Gerne et skridt, der får dig til at tænke: “Woaw, okay, men så gør jeg det også for alvor.”
Øv dig i at være handlekraftig og modig.
Trin 5: Bliv bedre
Du kan ikke gå igennem den her process en enkelt gang og glemme om det igen. Du skal blive ved med at sætte mål, planlægge og tage modige handlinger.
Det er især vigtigt, at du kigger lidt på, hvordan det går, og om du er på rette vej, og så skal du justere kursen. Du skal med andre ord evaluere og lære af det, som du ser.
Taber du penge på en investering, så find ud af, hvad der gik galt. Sjuskede du lidt, da du investerede? Var du for hurtig på aftrækkeren? Glemte du at kigge i regnskabet?
Lær af dine fejltagelser.
For en ting er sikkert, du kommer til at tage fejl. Men lad være med at se på det som den store katastrofe. Se på det som en lektion, du har lært, som et trin til at komme videre. Og beslut dig for at gøre det anderledes fremover, så du kan blive bedre.
Hvis du vil lære at investere, så er min e-bog Bliv Fri et godt sted at begynde. Den koster kun din e-mail og giver dig en virkelig god introduktion til, hvordan superinvestoren Warren Buffett investerer.
