Aktierne stiger, og selv din frisør er begyndt at tale om, hvor meget hun har tjent på aktier den seneste tid.
Med dit intellekt ved du godt, at vi er slutningen af et bullmarked, hvor det er nemt at blære sig. Men alligevel begynder du at tvivle.
Skulle jeg have investeret? Fungerer det her value investering nu også? Eller sidder jeg bare med penge i madrassen?
Du er blevet ramt af grådighed og FOMO (fear of missing out), og det er en af to stærke psykologiske kræfter, som nedbryder en god investor.
Den anden destruktive følelse er angst, som får dig til at sælge aktier, når de falder. Grådighed får dig til at købe aktier, der er irrationelt dyre.
Vi kender alle sammen citatet: “Vær frygtsom når andre er grådige, og grådig når andre er frygtsomme.”
Det er nemt at skrive one-liners. Men hvordan forholder du dig til den nagende følelse af at gå glip, når det kribler i fingrene?
Her er seks gode råd:
1. Have en strategi med klare regler
Dette er skridt nummer et: Du skal have en plan.
Med det mener jeg, at du skal holde dig til en investeringsstrategi, hvor du ved præcist hvilke aktier du vil købe og til hvilken pris.
Hvis du ikke er value investor (som mig), kan din strategi være at købe for det samme beløb hver måned i en fond, f.eks. en ETF der skygger et aktieindeks – og ganske simpelt holde fast gennem op og nedture på aktiemarkedet.
Er du value investor som mig (dvs. at du går efter at investere i selskaber, når de er blevet billige på aktiemarkedet), så skal du have opbygget en ønskeliste af virksomheder, som du gerne vil investere i. Du skal også have regnet på dine købspriser, så du ved præcist, hvordan du kommer ind i dem.
Det er alt for stressende, hvis du hver dag sidder foran skærmen og ser aktier fare op og ned og forsøger at forholde dig til det på det tidspunkt.
2. Udvælg hvem du vil tale aktier med
Det nytter ikke noget at tale om aktier med frisøren, taxachaufføren og naboen.
Det gør dig sårbar overfor tilfældige menneskers meninger og cowboy strategi. Det er virkeligt nemt at være kæphøj, når aktiemarkedet har taget en stribe coke og danser chachacha på baren.
De samme personer som er kæphøje under et bullmarkedet vil græde ned i hovedpuden, når det vender.
Pas også på hvem du omgås på Facebook – pas især på de store aktiegrupper med mange nybegyndere uden en strategi.
De er højrystede, når de har højt afkast på en cannabisaktie og meget stille, når de har tabt 94 pct. på den samme aktie. De elsker at nedgøre Warren Buffett og kalde ham en gammel, senil mand, der har tabt evnen.
Skal du være med i grupper og følge nogen på Facebook eller Instagram, så følg nogen med den samme strategi som dig.
Vælg mere specialiserede grupper, hvor der er nogen til at filtrere lidt i beskederne.
Jeg følger bl.a. de kendte value investorer som Monish Pabrai (på Twitter) og Guy Spier (på Instagram).
Jeg har en Facebook Gruppe, som jeg luger ret meget ud i, så der ikke kommer for meget støj. Du skal være velkommen til at være med her.
3. Stop med at tjekke aktiekurser på dine eks’er
Vi kender det alle sammen. Vi OVERVEJEDE at købe aktier i noget, men vi gjorde det ikke, og siden da har vi holdt skarpt øje med, hvor aktiekursen har bevæget sig hen, og regnet på, hvad vi KUNNE have tjent på den, hvis vi havde investeret, da vi overvejede det.
Det kan også være, at du investerede og solgte – og nu ærger du dig over, at du solgte og følger aktiekursen for at slå dig selv i hovedet.
Hold op med det.
Det er lige så fjollet som at tjekke eks-kærstens Facebook profil for at se, om han eller hun har fået mange børn og ser lykkelige ud, så du kan pine dig selv med det liv, som du kunne have levet, hvis nu tingene havde været anderledes.
Det er selvpineri. Stop det.
Hvis du gerne vil ind i en bestemt aktie, så regn på, hvornår der er en god pris på den – og så sæt en alarm til at advare dig, når aktiekursen nærmer sig det niveau. Det kan du gøre i de fleste handelsplatforme eller på finansielle sider som Yahoo Finance.
Som min oldemor altid sagde (nej, hun gjorde ej): Der kommer altid en sporvogn og et godt aktiekøb til.
4. Automatiser dine investeringer
Det er en uvane at logge ind på din handelsplatform hver dag. Du bliver rundtosset af at se aktiekurser fare op og ned.
Faktisk siger value investoren Guy Spier, at han aldrig tjekker ind på sin handelsplatform, mens markedet er åbent. Han ligger sine ordrer ind mens markedet er lukket for at bevare sin mentale ro.
Det er jo smart. Hvorfor ikke kopiere dette lille trick.
Når du har din ønskeliste og dine købspriser, så kan du faktisk taste dem ind lige nu og lade dem ligge i månedsvis (men du skal altid følge med i nyhederne om virksomheden).
Det samme gælder for dig, som investerer i indeksfonde med dollar cost averaging metoden – du kan fuldstændig automatisere investeringsprocessen til at fungere uden, at du behøver at gøre noget, og det vil jeg anbefale, at du gør.
5. Tænk langsigtet
At fokusere for meget på kortsigtede gevinster er ødelæggende for din investor psyke.
Folk der fokuserer på, at de har et teoretisk afkast på 20 pct. på en måned i et volatilt marked bliver, vildt rundtossede, når aktierne falder igen et par måneder efter.
Du skal tænke 10 år ud i fremtiden. Altid.
Warren Buffett er 90 år gammel, han tænker stadig 10 og 20 år ud i fremtiden.
6. Uddan dig – læs noget Warren Buffett
Du bliver ikke klogere eller roligere af at lytte til aktiemarkedets heppekor på de sociale medier eller i den rigtige verden.
Du bliver klogere af at læse guruerne, og hvilken guru er bedre end Warren Buffett?
Bliver du grebet af følelsen af, at du går glip, så tag en samtale med masteren. Du kan søge et klip frem med ham på Youtube. Eller for de lidt mere nørdede, kan du læse hans breve til sine investorer. De findes allesammen på Berkshire Hathaways hjemmeside.
Du er naturligvis også velkommen til at bladre lidt i mine gamle blogindlæg, hvor jeg hver uge – i efterhånden flere år – har skrevet mine bedste råd ned til dig for at støtte dig i din rejse som investor.
Har du lyst til at snakke om penge, så kan du gøre det med mig. Du kan begynde ved at læse min e-bog Bliv Fri, som du kan downloade her.