Hvert år i begyndelsen af maj tager over 30.000 aktie-interessede til Omaha i Nebraska for at høre Warren Buffett og hans partner Charlie Munger kloge sig.
Officielt er det en generalforsamling i Buffetts virksomhed Berkshire Hathaway, men som Charlie Munger sagde på mødet.
“Dette er en fest. Det er en fejring.”
Det er nemlig ikke normalt, at der dukker så mange aktionærer op til en generalforsamling.
Mødet i Omaha er usædvanligt.
Her sover folk i telte uden for kongrescentret om natten for at få den bedste plads tættest på scenen.
Midaldrende mænd dukker op i flokke for at lære om aktier – og om at leve anden halvdel af livet. Unge kvinder dukker op for at spørge, hvordan man vælger en karriere.
Alt hvad Warren Buffett og Charlie Munger siger i løbet af de seks timer bliver vendt og drejet.
I dette blogindlæg giver jeg mit bud på de 10 vigtigste pointer fra 2022, som var det år jeg rejste over Atlanten og deltog fysisk i mødet i Omaha.
1. Der findes kun en slags penge
På et tidspunkt præsenterer Warren Buffett slides med 20-dollars sedler. Han forklarede, hvem der havde underskrevet sedlen, hvor den var blevet trykt, og hvad der stod på den.
Den første seddel var underskrevet af Rosa Rios, som er en af dem, der har underskrevet flest pengesedler.
På sedlen står der: “This note is legal tender for all debts, public and private.”
Han læste det højt.
Der er intet tilfældigt ved, at Warren Buffett sidder og læser detaljerne fra en 20-dollars seddel højt.
Han forklarer, at du godt kan gå ind i en See’s candy butik og forsøge at købe chokolade med sække med hvede, men det bliver lidt besværligt.
Det går dog slet ikke hos myndighederne.
“Penge er den eneste betaling, som skatte-myndighederne (IRS) tager imod. Du kan tilbyde dem alt muligt, men du har brug for penge.”
Hvorfor siger han dette? Hvorfor læser han detaljerne på en pengeseddel højt?
Det er hans advarsel mod bitcoin og andre kryptovaluta. Han siger, at der kun findes en slags penge, og det er de officielle, som udstedes af myndighederne.
Men der er også en anden pointe….
2. Cash is king
Det er vigtigt både som virksomhed eller som privatperson at have nok kontanter.
Berkshire Hathaway har mange likvide midler i form af kontanter og korte obligationer.
Han forklarer flere gange på mødet, at verdenssamfundet var meget tæt på en finansiel nedsmeltning, langt værre end finanskrisen (hvis du vil lære mere om det, anbefaler han bogen Trillion Dollar Triage af Nick Timiraos).
I sådan en situation er det vigtigt at have nok rede penge til at kunne klare sig.
“Vi vil altid have nok kontanter. Vi tror på at have kontanter. Der vil være tidspunkter i historien, hvor – hvis du ikke har det – så kan du ikke spille med den næste dag.”
Han sammenligner kontanter med luft.
“Det er som med ilt. Det er der hele tiden, men hvis det forsvinder et par minutter, så er det hele ovre.”
3. Buffett er igen begyndt at købe stort op af aktier og selskaber
Buffett har været ret aktiv med købsknappen på aktiemarkedet i sidste kvartal.
D. 26 februar skrev han, at det ikke skete så meget. “Vi ser ingenting.”
De havde i årets første tre uger blot købt aktier for 2,3 milliarder dollar – hovedsageligt på at købe egne aktier tilbage.
“Det holder os væk fra baren. Det er noget at lave,” sagde han om det.
Men fra slutningen af februar dykkede markedet, og han fik travlt.
Han spenderede 41 milliarder dollars på blot tre uger i slutningen af februar og marts. De gik bl.a. på opkøb af investeringsselskabet Alleghany Corporation og store aktieposter i oliefirmaet Occidental Petroleum og spilvirksomheden Activision Blizzard.
Han talte længe om, hvor forbløffende meget handel, der var i markedet, og hvor nemt det var at få store aktieposter.
Det var muligt for ham på to uger at købe en 14 pct. aktiepost i Occidental Petroleum, og det var det kun fordi….
4. Markedet er blevet et gigantisk casino
Da Warren Buffett var en ung mand på bryllupsrejste, tog han og Susan forbi Las Vegas. Der mødte de bekendte fra Omaha.
Warren Buffett var forbløffet over, at folk rejste så langt for at gøre noget er “matematisk dumt”, som han kalder det.
Han vendte sig om mod sin unge kone og sagde. “Jeg kommer til at blive meget rig. Hvis folk er villige til at gøre dette…det er et land fuld af muligheder.”
Warren Buffett siger, at markedet i perioder bliver det en spillebule, og det sker lige nu. Markedet er blevet et gigantisk casino, hvor folk gør matematisk dumme ting.
Når Warren Buffett kunne købe 14 pct. af et stort selskab på to uger, så skyldes det at folk gambler i stedet for at investere.
“Store selskaber i USA er i en overvældende grad blevet poker jetoner,” siger han.
Der sidder nogle institutionelle investorer (som Blackstone) – som ikke sælger – på 40 pct. af Occidental Petroleum, hvilket jo reelt betyder, at Warren Buffett kunne købe en fjerdedel af de frie aktier i markedet på kort tid.
De kunne kun lykkedes fordi der er mange, der sælger. Folk sidder derhjemme ved computeren og handler meget aktivt, som om aktier var brikker på et casino.
“Det slår alt, hvad Charlie og jeg har set, og vi har set meget,” siger han.
5. Du behøver ikke at være genial for at blive rig af aktier
Når folk opfører sig som om, at markedet er et casino, skaber det muligheder for Warren Buffett – og for dig.
“Vi har været afhængige af, at virksomheder er blevet forkert værdisat gennem mekanismer, som ikke var vores skyld.”
Når du investerer langsigtet i et marked, hvor folk sælger hurtigt på rygter eller en analytikers skriv, opstår der muligheder.
“Vi lærte for lang tid siden, at det ikke kræver en høj IQ. Det kræver blot den rette attitude.”
Den rette attitude er naturligvis at finde vidunderlige virksomheder til fornuftige priser og holde investeringen som en ejer – ikke en poker spiller.
Hvordan man gør det, kan du læse mere om i min e-bog her.
6. Buffett timer aldrig markedet
Warren Buffett blev spurgt, hvordan han timer markedet.
Det afviste han, at han gør.
“Vi har ingen anelse om, hvad markedet vil gøre på mandag,” sagde han.
Derfor prøver han heller ikke at agere efter det.
“Vi har aldrig sagt eller gjort noget baseret på, hvad vi tror markedet gør – eller økonomien for den sags skyld.”
Metoden er at kigge på en virksomhed og vurdere om det er en vidunderlig virksomhed og derefter finde ud af, hvad den er værd (igen, lær mere om metoden i e-bogen her).
“Det er fascinerende hvor svært folk gør et meget simpelt spil,” siger han.
7. Sådan håndterer du inflation
Ja, inflationen er her, og det lå i kortene.
Den amerikanske nationalbank har 2,2 billioner dollars- eller 7000 dollars pr. person i USA, forklarede Warren Buffett. Til sammenligning var det blot 800 milliarder dollars for 15 år siden.
“Når folk har mange penge i hænderne, og der ikke er mange varer, så stiger inflationen;” siger han.
Han blev flere gange spurgt, hvordan man håndterer inflation, og selvom folk tydeligt ledte efter et investerings- eller aktieråd, gik hans bedste råd i en helt anden retning: Han siger, at du skal fokusere på at blive virkelig dygtigt til dit fag.
“Hvis du er den bedste doktor i byen, så vil folk betale for dig, om de så skal betale dig i kyllinger. Dine evner kan ikke tages fra dig og eller prisreguleres fra dig.” sagde han.
8. Derfor køber Warren Buffett egne aktier tilbage
Warren Buffett har de sidste år været aktiv med at købe egne aktier tilbage i Berkshire Hathaway.
Han blev spugt til, hvordan han regner på Berskhire Hathaway og hvad nålen skal ramme, før at han køber.
Han afviste at kommentere på beregningerne.
“Der findes ingen formular men et princip,” forklarede han.
Princippet er, at han køber aktier tilbage i Berkshire, hvis det er en bedre investering end at købe aktier i andre forretninger.
“Vi køber kun aktier tilbage, når det er den mest attraktive ting at gøre,” sagde han.
Berkshire Hathaway ikke har købt nogle aktier tilbage i april.
Aktietilbagekøb betyder, at du som aktionær får en større andel af virksomheden, som du er aktionær i. Det er ikke meget anderledes, end hvis tre personer kører en saftevandsbord, hvor den ene partner går ud, så de to andre skal dele profitten (eksemplet er Buffetts).
Berkshire Hathaway har ikke købt aktier i American Express siden 1998. Alligevel er deres ejerandel vokset fra 11,2 pct. til 20 pct. Det skyldes selskabets aktietilbagekøb.
“Det er et simpleste i hele verden. Det er som at eje en farm, som hele tiden køber lidt mere af nabofarmen og vokser,” sagde han.
Indirekte ligger der dog i det, at aktierne skal købes tilbage til den rette pris. Hvis du køber egne aktier tilbage for dyrt, er det værdiødelæggende.
“Hvis du gør det til den rette pris, er det intet bedre end at købe egen forretning tilbage.”
9. Køb produktive aktiver
Warren Buffett kunne ikke dy sig fra at sige lidt mere om bitcoin – og andre kryptovalutaer.
Hvis en person i publikum tilbød ham 1 pct. af al USAs landbrug, ville han købe det på stedet for 25 milliarder. Det samme med 1 pct. af alle lejligheder i USA.
“Men hvis du tilbød mig alle bitcoins i verden for 25 dollars, ville jeg ikke købe dem. For hvad skulle jeg gøre med dem? Jeg ville jo blive nødt til at sælge det tilbage til dig,” sagde han.
Landbruget producerer mad, og lejlighederne giver dig huslejen, men bitcoins skaber ikke noget. Hvis han ejede alverdens bitcoins og ikke kunne købe noget i butikkerne for pengene, så var de værdiløse.
“Det er forskellen mellem produktive aktiver og noget, som er afhængigt af, at den næste person betaler mere,” siger han.
10. Lær, lad dig overraske og bliv et bedre menneske
Warren Buffett hev en illusionstegning frem, hvor den sorte del kan forestille to mennesker, der kigger på hinanden, og det hvide i midten kan forestille en vase – alt afhængigt af, hvordan du fokuserer på det.
“Du kan gå rundt i årevis og være fortabt og pludselig ser du det fra et andet synspunkt.”
At lære om value investering har været den form for øjenåbner for Warren Buffett, men han understreger, at åbenbaringen kan ske på alle områder.
Du kan også få en åbenbaring om, hvordan du er et bedre og mere venligt menneske – og det er en vigtigere åbenbaring, for det andet er bare penge, mente han.
“Du burde være en bedre person i anden halvdel af dit liv end den første,” sagde han. “Du har haft en chance for at se, hvor dum du kan være på alle mulige områder. Derfor bør du blive bedre til det.”
Disse filosofiske betragtninger er noget af det bedste ved at se de to herrer interagerer i Omaha.
Warren Buffett er 92 og Charlie Munger er 98 år, og de deler ud af livserfaring fra deres egne levede liv.
Charlie Munger har et simpelt trick til at blive et bedre mennesker. “Skriv dine egne mindeord og arbejde dig baglæns derfra.”
Charlie Munger har også et trick for helt at undgå dødsannoncen.
“Bare fortæl mig, hvor jeg kommer til at dø og jeg går aldrig derhen.”
Lad os håbe, at de holder sig fra det sted endnu et år, så vi kan ses i Omaha til næste år og blive klogere. Du kan læse mere om årsmødet, Berkshire Hathaways regnskab og meget andet på hjemmesiden her.
Du kan downloade min e-bog, som forklarer mere om value investering her.