Hvordan finder du de virksomheder, som du skal investere i?
Det er et af de hyppigste spørgsmål, som jeg bliver stillet.
Du er klar. Du ved, at du vil investere. Men i hvad?
Hvordan finder du inspiration til at finde virksomheder, som du vil undersøge nærmere?
Der er tre metoder til at finde dine investeringer på.
Jeg gennemgår dem her:
1. Følg med i medierne
Som del af din daglige rutine skal du tjekke medierne.
Du behøver ikke at læse aviser fra ende til anden, men du skal holde dig orienteret ved at skimme de store internationale og de nationale nyhedsmedier.
Måske læser du om et selskab, som er i problemer. Måske er det ikke lige det selskab, du skal investere i, men det kan få dig til at undersøge andre selskaber i branchen.
De her kursfald har det nemlig at brede sig som steppebrand.
Hvis f.eks. et flyselskab indbegærer konkursbegæring, har mange af de andre flyselskabers aktiekurs det også med at dykke, fordi markedet frygter, at der er et generelt problem.
Når vi investerer som value investorer, så køber vi aktier, der er billige. Det betyder, at vi ofte køber aktier, der er kommet i modvind. Den modvind vil du ofte kunne finde i medierne.
2. Led i dit eget liv
Kig omkring i dit liv.
Gør det til en vane altid at lægge mærke til mærkevarer og logoer over det hele. Spørg dine venner, hvorfor de foretrækker et mærke med hundefoder over et andet.
Spørg dem hvorfor de flyver med lige det selskab, eller hvorfor de køber det headset.
Vær i det hele taget nysgerrig.
Når du begynder at tænke på denne måde – som om verden er fuld af investeringer – vil du se virksomheder over det hele.
Når du bemærker noget, du vil undersøge senere, så gør noget for at du kan huske det. Du kan tage billeder med din telefon, når du lægger mærke til noget, eller du kan skrive små noter til dig selv på telefonen.
Gør det med det samme, så du ikke glemmer det.
Så kan du senere google selskabet og finde ud af, om det er noget, du kan investere i.
Hvordan gør du egentlig det? Hvordan finder du ud af, om en virksomhed er privat eller på den offentlige børs?
Du søger på virksomhedens navn og “stock” eller “aktie”. Dukker der ikke nogen aktiekurs op, er det formentlig ikke et selskab, der er på børsen.
3. Kig i facitlisten
Der findes naturligvis ingen facitliste, men der findes hjemmesider som oplyser, hvad de store value guruer investerer i.
En af dem hedder gurufocus.com, og på den kan man slå op, hvad bl.a Warren Buffett, Charlie Munger, Monish Pabrai og mange af de andre value investorer investerer i. Du kan se min liste med yndlingsguruer her.
Warren Buffett begyndte selv sin karriere ved at imitere sin lærermester Benjamin Graham, så det er ingen skam at kigge i “facitlisten”.
Bland sammen og rør rundt i gryden
Det bedste er naturligvis at kombinere de tre metoder. Du holder øje med medierne og ser, at et selskab går konkurs.
Så undersøger du branchen og finder andre selskaber. Du slår dem op og undersøger, om nogle af de bedste guruer investerer i nogle af dem. Hvis du ser, at en guru har købt aktier i en af dem, zoomer du ind på det selskab.
Du bruger naturligvis også erfaringer i dit eget liv. Spørg dine venner, om de bruger produkter fra det selskab, som du kigger på.
Hvorfor? Hvorfor ikke? Måske afprøver du selv deres service eller produkt.
Du kan downloade min e-bog, hvor du kan lære mere om at investere som Warren Buffett her.