Ti hovedbudskaber fra Charlie Mungers Daily Journal snak

Ti hovedbudskaber fra Charlie Mungers Daily Journal snak

For nogle uger siden besvarede Charlie Munger spørgsmål på Daily Journals generalforsamling, hvilket er en begivenhed, som mange value investorer ser frem til. 

Det gør de, fordi Charlie Munger – ligesom sin ven og partner Warren Buffett – er en af de bedste aktieinvestorer, verden har set.

Siden hans tale på Daily Journal er Charlie Munger gået af som bestyrelsesformand. Der har han siddet og styret Daily Journals investeringsportefølje i 45 år. Nu er det slut.

Det var med andre ord sidste gang, at Charlie Munger gik på scenen for at lade sig udfritte af nysgerrige privatinvestorer.

Derfor dvæler ugens blogindlæg ved hans svar og giver dig de ti vigtigste hovedbudskaber fra hans sidste svar som Daily Journals formand.

1. Charlie Munger ser Kina som et samfund med moderne kapitalisme

Charlie Munger griber gerne mulighed for at rose Kina detaljeret og overbevisende, men her er der tale om dobbeltsignaler.

Charlie Munger siger en ting – men gør på det seneste noget andet. 

Daily Journal har tidligere satset stort på kinesiske Alibaba, men for nyligt er det kommet frem, at de har solgt halvdelen af deres aktier i Alibaba med tab.

Hvorfor?

Vi ved det ikke, og jeg vil ikke gætte.

På Daily Journal mødet i februar gav Charlie Munger kun grønne signaler til Kina, selvom det store frasalg allerede var påbegyndt.

Hvad sagde han om Kina?

Han er meget imponeret over, hvordan Kina har bekæmpet fattigdom og skabt velstand på 30 år ved at indføre deres egen form for kapitalisme.

“Kina er en stor og moderne nation. Der er en stor befolkning og en kæmpe modernitet, som er kommet inden for de seneste 30 år.”

Han  roser blandt andet landbrugsrevolutionen. Kineserne indså, at landmændene producerede 60 pct. ekstra korn fra deres afgrøder, hvis man ophævede det kollektive landbrug og gav bønderne deres eget land. 

“De ændrede bare hele systemet. Jeg beundrer meget, hvad de gjorde. Jeg tror Deng Xiaoping vil blive husket som en af de største ledere, nogen nation nogensinde har haft, fordi han måtte opgive sin egen ideologi for at gøre noget bedre,” siger Charlie Munger.

2. Han stoler på, at kineserne ikke trækker tæppet væk

Når du køber aktier i et kinesisk selskab, er der nogle særlige risici, bl.a. fordi du for det formentlig investerer gennem såkaldte ADR (American Depository Receipts), hvilket betyder, at du kun indirekte ejer aktier. Den kinesiske regeringen kan i princippet beslutte, at ADR’erne ikke er noget værd.

Selv hvis du ejer rigtige kinesiske aktier, er der store risici forbundet. Den kinesiske regering kan jo også beslutte at nationalisere en virksomhed  – de er jo trods alt kommunister – og så vil dine penge også være pistvæk.

Til den slags trusler svarer Charlie Munger:

“Når du køber Alibaba, får du en slags derivat. Men hvis vi antager, at der er en rimelig ære blandt civiliserede nationer, forekommer den risiko ikke så stor for mig.”

Om krigen i Ukraine har ændret på hans syn om, at der eksisterer rimelig “ære mellem nationer”, ved vi ikke endnu. Vi kan håbe på at få svaret på Berkshire Hathaways årlige generalforsamling. 

3. Charlie Munger ser en større risiko i at blive hængende i kontanter

Den amerikanske regeringen har trykt penge i stor stil siden coronapandemien ramte verden. Nu ser vi, at der er høje inflationstal – noget mange længe har frygtet ville forekomme.

Det er en højere risiko i udhulningen af valutaen end i at investere i Kina, påpeger Charlie Munger.

“Når du har en valuta, der bliver mindre værd, så mister du købekraft. Vi foretrækker den risiko, som vi har, mod dem, som vi undgår.”

Det er jo selvfølgelig forvirrende, når han siger dette, men samtidig laver brandudsalg af kinesiske Alibaba.

Hvorfor indrømmer han ikke bare, at de sælger Alibaba-aktier? Fordi det kan gøre det svært for dem at sælge.

Som han siger: “Vi afslører, hvad vi skal i henhold til reglerne, fordi vi ikke ønsker, at folk skal vide, hvad vi køber og sælger.”

Opklaringen vil komme senere. 

4. Han er stadig imod kryptovaluta

Charlie Munger er kendt for at fnyse og kalde kryptovaluta for rottegift.

Det er stadig hans klare og officielle holdning.

“Det (kryptovaluta) er under al foragt. Nogle tænker, at det er moderne, og de velkommer en valuta, som bliver brugt til afpresning, kidnapning og skatteunddragelse,” siger han. 

Han tilføjer, at han beundrer den kinesiske regering for at forbyde det.

Han virker i det hele taget meget imponeret over nogle af de store penselstrøg, som den kinesiske regering kan tage, fordi det er et totalitært regime. Om det er at indføre etbarnspolitik eller forbyde krypto. 

5. Han foreslår en skat, der gør det svært at spekulere i aktier

Nogle bruger aktiemarkedet som en spillebule, siger han.

Der står i modsætning mod dem, som forsøger at tænke langsigtet og sikre dem selv i alderdommen. 

“Hvis jeg var verdens diktator, ville jeg lave et angreb på kortsigtet kapitalafkast, som gjorde aktiemarkedet meget mindre likvid, og som dermed fik skilt ægteskabet mellem spillebule og landets legitime kapitaludvikling. Der er ikke et godt ægteskab, og det har brug for en skilsmisse.”

6. Han holder sig fra markedsspådomme

Han forsøger ikke at gætte på, hvordan et indeks vil udvikle sig. Han fokuserer udelukkende på gode investeringer i individuelle virksomheder.

Det er lidt som at investere med skyklapper på for at kunne fokusere.

“Jeg har ikke nogen holdning til, hvilket indeks er bedre end et andet på et givent tidspunk. Jeg kigger altid blot efter noget, der er godt nok til at putte Munger penge, Berkshire penge eller Daily Journal penge i. Jeg vil svømme så godt jeg kan mod tidevandet. Jeg forsøger ikke at forudsige tidevandet.”

7. Han ser en boble, en brandert og dertilhørende tømmermænd

Han holder sig fra spådomme, men han har alligevel en holdning til, at det hele er ved at gå galt. Han taler om, at der er en boble, der skyldes et forskruet overskud i markedet, som driver det hele op. 

“Alle elsker det, fordi det er ligesom en flok mennesker til en fest, der har det så sjovt med at blive fulde, at de ikke tænker på konsekvenserne,” siger han.

Han advarer om, at festen kan have alvorlige socioøkonomiske og politiske konsekvenser.

“Du kan argumentere for, at udskejelser i 1920’erne gav os den store depression, og den store depression gav os Hitler. Det her er seriøse ting.”

8. Han holder ikke kontanter

Hvad gør en person, der ser en boble, store farer forude, tegn på inflation og som i øvrigt ikke tror på krypto?

Hvad er svaret?

Kontanter?

Det afviser Charlie Munger:

“Jeg har aldrig i mit voksenliv samlet kontanter for at vente på bedre forhold. Jeg har bare investeret i det bedste, som jeg kunne finde.”

Han afviser i samme åndedrag at Daily Journal holder kontanter. 

9. Verden er drevet af misundelse – ikke af grådighed

Der er et kæmpe dilemma, og folk som helhed ikke har det bedre, selvom de bliver bedre stillet økonomisk.

Det betyder, at folk ser relativt på velstand, mener Charlie Munger. De kigger på, hvad de andre har for at vurdere, om de har nok. 

“Alle har det langt bedre, end de havde det under den store depression. Men det hjælper ikke, at folk har fem gange mere. De vil altid skelne til, hvad sidemanden har.” 

“Mange folk er ulykkelige og føler sig meget udnyttede, selvom alting er forbedret 600 procent. Det gør de, fordi nogle andre har mere end dem. ”

Den drivende kraft er misundelse – ikke grådighed.

10. Hans råd til virksomheder og unge: Keep it simple

Han taler om, at virksomheder klarer sig bedre, hvis de går på slankekur.

Der er for mange møder, som gør det sværere at træffe beslutninger – ikke nemmere.

Virksomhederne har udviklet tykke fedtkanter omkring sig, og de fleste er mere effektive, hvis de kommer på en alvorligt slankekur, så de taber fedtkanten. 

“Mange steder kører meget bedre, efter de er blevet trimmet 30 pct.,” siger han.

Han giver et konkret eksempel med Heinz, der havde et mødebord til 600.000 dollars, og Costco der havde et lignende til blot 300 dollars. 

“Overforbruget lister sig bare ind sådan nogle steder. Det er ikke godt.” siger han. 

Han fnyser også over velhavende individers overforbrug.

“Hvem har brug for et Rolex, så de kan blive bestjålet,” spørger han.

Hans råd til unge mennesker er enkelt: “Don’t go there.”

Du har slet ikke brug for alle de ting. 

Vil du lære om at investere med skyklapper og fokus som Charlie Munger, kan du downloade min investeringsbog BLIV FRI næsten her. 

Sådan fungerede unge Warren Buffetts partnerskab

Sådan fungerede unge Warren Buffetts partnerskab

Hvis du investerede med Warren Buffett i 1957 og indtil hans partnerskab blev opløst i 1969, ville 10.000 været blevet til over 160.000.

Havde du derimod investeret i det amerikanske aktieindeks Dow Jones, var de kun blevet til lidt over 25.000.

Hvis du så lagde de 160.000 i fortsættelsen af Warren Buffetts partnerskab – altså Berkshire Hathaway…

…Det må vi tage en anden dag.

Nu skal det handle om Warren Buffetts begyndelse: partnerskabet.

Warren Buffett begyndte at investere for venner og familie i 1957.

Det bliver omtalt som et “partnerskab”, fordi de var en simpel struktur, hvor han investerede for dem. Hvordan fungerede hans partnerskab, og hvad kan vi lære af det?

Jeg er selv ved at danne et investeringsselskab, hvor jeg kommer til at tage partnere ind, som jeg vil investere for. 

Det har fået mig til at kigge på, hvad jeg kan lære af Warren Buffetts partnerskab på det punkt.

Hvad kan kopieres? Hvad gjorde han?

Her kommer de ti vigtigste pointer. 

1. Warren Buffetts partnerskab var lille 

I 1956 satte han sit første partnerskab op. Det bestod af blot 105.000 usd og syv venner og bekendte: hans søster og hendes mand, en tante, svigerfar, en gammel roommate og roommatens mor og Warren Buffetts egen advokat.

De 105.000 svarer til omkring en mio. dollars, hvis man tager højde for inflation. Her skød Buffett selv 100 usd. i partnerskabet. 

Der kom hurtigere flere til, især fordi Ben Graham nedlagde sin fond, og hans gamle investorer ledte efter et nyt sted at placere deres opsparing.

Benjamin Graham pegede på Warren Buffetts partnerskab som den naturlige efterfølger, men de fleste synes, han var for ung og uprøvet. 

I begyndelsen af 1957 investerede han 300.000 usd. Det svarer ca. til 3 mio. usd i dag eller 20 mio. kr.

Hvad kan vi lære af det?

Det er helt fint at begynde i det små med en lille fond. Der kommer flere til, hvis du klarer det godt. 

2. Warren Buffett havde ingen “track record”    

Han havde godt nok arbejdet for Benjamin Graham, men han havde ikke noget, der viste folk, at han som selvstændig pengeforvalter havde skabt et godt resultatet.

Det skulle han først til at bevise med det første Warren Buffett partnerskab.

Benjamin Graham anbefalede ham godt nok, men der var ikke mange der bed på, fordi han lignede en 18-årig knægt.

Som pengeforvalteren Lou Green udtalte på tidspunktet (følge Roger Lowensteins bog Buffett – The Making of an American Capitalist).

“Graham-Newman (Grahams fond) kunne ikke fortsætte, fordi den eneste fyr de havde til at forvalte var den her knægt ved navn Warren Buffett. Og hvem ville køre med ham?”

3. Dette var hans vilkår med den første klient  

En af de første i Warren Buffetts partnerskab var en læge ved navn Edwin Davis. Her var de vilkår, Buffett satte op for Davis:

  • Davis ville få al profitten af afkastet op til 4 pct.
  • Over 4 pct. delte de det 75 pct. til Davis og 25 pct. til Warren Buffett (på et eller andet tidspunkt er Warren Buffett gået over til at dele profitten over 6 pct. i stedet for 4).
  • Det var – og er stadig meget usædvanligt, at Buffett ikke afkrævede noget management fee, som typisk er 1-2 procent af hele det investerede beløb. Det betyder, at hvis Warren Buffett ikke fik et godt afkast, ville han ikke tjene nogle penge. 
  • Davis kunne få penge ud af partnerskabet en gang om året, nemlig den sidste dag på året.
  • Warren Buffett ville have arbejdsro og ville kun aflægge rapport en gang om året.  

4. Dette var målet med Warren Buffetts partnerskab  

Han lovede aldrig sine investorer et bestemt afkast, eller at han aldrig ville have et negativt år. 

Målet for Warren Buffetts partnerskab blev sat relativt til aktieindekset Dow Jones. Hans mål i begyndelsen var at slå Dow Jones med 10 pct.

Fra 1967, da markedet var i et stærkt bullmarked, blev han nervøs. Derfra sagde han, at han kun gik efter at slå Dow Jones med 5 pct. eller få 9 pct. i gennemsnitligt årligt afkast – hvad han end ramte først. 

5. Sådan klarede Warren Buffetts partnerskab sig  

I hans første hele år, 1957 fik han et afkast på 10 pct., mens Dow Jones faldt 6 pct.

Jeg er selv nysgerrig. Hvor meget tjente han så det første år på at investere andre folks penge?

De første 4 pct. i afkast var jo “gratis”, så han tjente 25 pct. af 6 pct. af 300.000. 

Det betyder, at han tjente 4.500 usd. Det var i begyndelsen ikke en affære, der gjorde ham velhavende.

Sådan her gik det efterfølgende:

1958: + 40,9 mod Dow Jones +38,5 pct.

1959: +25,9 pct. mod Dow Jones +19,9 pct.

1960: +22,8 mod Dow Jones -6,3 pct.

1961: +45,9 pct. mod Dow Jones +22,2

1962: +13,9 pct. mod Dow Jones -7,6 pct.

1963: +38,7 pct. mod Down Jones +20,6 pct.

1964: +27,8 pct. mod Dow Jones +18,7 pct.

1965: +47,2 pct. mod Dow Jones +14,2 pct.

1966: +20,4 pct. mod Dow Jones -15,6 pct.

1967: + 36 pct. mod Dow Jones 19 pct.

1968: +59% mod Dow Jones 9 pct.

1969: + 7 pct. mod Dow Jones -11 pct.

Hvis en investor havde lagt 10.000 i Dow Jones i 1957, ville han havde fået et afkast på 15.260. Havde han derimod investeret gennem Warren Buffetts partnerskab, havde han fået et afkast på 150.270 – selv efter aflønningen til Warren Buffett.

Han partnerskab havde et gennemsnitligt årligt afkast på 29,5 pct. mod Dow Jones 7,4 pct. i perioden.  

(Kilde til al data og Dow Jones er Roger Lowensteins bog “Buffett – the Making of an American Capitalist”) 

6. Han arbejdede i begyndelse fra soveværelset

Warren Buffett var meget optaget af at holde udgifterne til partnerskabet nede.

Han lavede selv bogføringen og årsregnskabet og arbejdede ud fra familiens soveværelse for at spare penge.

Det var først i 1962, at han fik et kontor og en sekretær.

Warren Buffett har fra starten ikke brugt mange eksperter. Han har nok følt, at eksperter forvirrede ham mere, end de hjalp ham.

Vi ved også fra hans senere investeringer, at han har foretaget store opkøb helt uden at bruge eksperter. Han har f.eks. købt flere store selskaber på et håndtryk – og uden at lave due diligence. Det er usædvanligt. 

7. Han uddannede sine partnere 

Han skrev årlige partner-breve, som havde til formål at holde deres interesser på linje med hans egen. Han talte til dem som en, der underviser sine disciple.

Derfor er de oprindelige partnerskabsbreve også guld værd for eftertiden.

Da mange af partnerne var famile, venner, naboer og bekendte, var tonen uformel.

Han inviterede dem på skift hjem til middag, og det var aftener, som partnerne så frem til.

8. Hans investeringsideer var hemmelige 

Han gav ingen aktietips, og han behandlede sine investeringsideer som forretningshemmeligheder.

På et tidspunkt var han så hemmelighedsfuld, at han ikke engang talte med sin hustru om dem.

Derfor så han også strengt på den regel, at han kun skulle aflægge rapport en gang om året.

Hvis en investor dukkede op på kontoret for at få oplyst, hvordan det gik med investeringerne, blev han stemplet ud af partnerskabet. Det vil med andre ord sige, at han blev smidt ud af samarbejdet. 

9. Hans så aktier som hele forretninger

Han undgik at forsøge at forudsige, hvordan aktiemarkedet ville klare sig. Han undgik også at lade sig påvirke af andre folks holdninger. 

I stedet analyserede han de langsigtede perspektiver, som en forretning havde.

Han vurderede en aktie ud fra, om han ville ønske at eje hele virksomheden uden at kunne komme af med den igen.

Han spurgte sig selv, om han ville købe aktierne, hvis han var tvunget til at købe hele forretningen.

Eller om han ville købe aktierne, hvis han ikke kunne tjekke aktiekursen i ti år. 

10. Warren Buffetts partnerskabs portefølje var udsædvanlig og koncentreret

Han købte indimellem hele virksomheder, som ikke var noteret på børsen. Han investerede også store mængder i enkelte virksomheder. Det er usædvanligt for en fondsforvalter.

På et tidspunkt var 40 pct. af midlerne placeret i American Express. Hvordan kan det være?

Warren Buffett arbejder ikke med diversificering (altså spredning over mange aktiver), som en god strategi til at minimere risici.

Han siger, at viden og grundighed er den bedste strategi til at minimere risici. 

Vil du høre mere om mit partnerskab Grünbaum Value Invest, så er du velkommen til at skrive til info@grunbaumvalueinvest.dk  og bede om at få tilsendt materiale om fonden.

Du kan læse mere om, hvordan jeg investerer efter Warren Buffetts metode her.