Det hedder sig, at han er din bankrådgiver.

Men du må aldrig glemme, at han er bankens mand. Hans rolle er at varetage bankens interesser, ikke dine.

Et halvt år efter at jeg blev fyret i begyndelsen af i min barsel, blev jeg kontaktet af min bankrådgiver. Han ville gerne sætte et møde op sammen med en formuerådgiver. Jeg gik stadig rundt i barselsland og blev lidt forundret over opringningen. De ville gerne gennemgå min økonomi.

Da jeg blev fyret, fik jeg udbetalt et halvt års løn i kontanter, og det tog ikke mange uger, før det fik nogle alarmklokker til at ringe i banken.

Det var for mange penge at have stående i kontanter, påpegede min nye formuerådgiver. Min lille formue blev nemlig spist op af inflationen.

“Inflationen?” spurgte jeg.

Det lød som om, at vi befandt os i Tyskland i 30’erne, og at jeg havde noget at være bekymret over. Godt nok trissede jeg stadig rundt i barselsland, men sidste gang jeg tjekkede var inflationen tæt på at være en deflation.

Han tastede nogle tal ind og viste mig, hvor meget mine penge ville svinde ind over 10 år. Det var meget bedre, om jeg investerede pengene i Nordea Invest Basis.

Det var så her, at mine alarmklokker ringede. Denne mand var ingen rådgiver. Han var salgsmand forklædt som rådgiver. Han var næsten helt blind for, at jeg var blevet fyret og havde brug for kontanterne som stødpude til den kommende tid. Han havde en mission, og det var at sælge bankens egne værdipapirer.

Den her samtale foregik i efteråret 2017, næsten ti år efter finanskrisen. Aktiemarkederne lå i et tårnhøjt niveau og dirrede af spænding. Den her rådgiver synes, at det var en god ide, at jeg satte min opsparing — som var designet til at skulle hjælpe mig gennem en periode som arbejdsløs — i Nordeas investeringsforening. Hans bedste argument var, at jeg ville miste penge, hvis jeg ikke gjorde det. Da jeg spurgte ham til den næste korrektion eller krise, påpegede han, at man ikke kan time markedet. Det gælder om altid at være i markedet og om at beskytte sig ved at diversificere. Det er det gængse synspunkt, som vi altid støder på, når pengemænd i jakkesæt udtaler sig om markedet. Det er et synspunkt, som har rødder i den effektive markedshypotese, og det er en hypotese, som de er glade for på handelshøjskolerne. Logikken er, at markederne altid er effektive, og at man derfor ikke kan time sin investering, da prisen altid er korrekt.

Når du har fulgt min blog i et stykke tid, vil du forstå, at jeg er helt uenig med det synspunkt. Markederne er overhovedet ikke effektive. De er drevet af grådighed og frygt. De kører helt op til urealistiske niveauer og brager med 8-12 års mellemrum ned med omkring 50 pct. Fordi markederne ikke er effektive, er priserne heller ikke altid korrekte. Derfor er det faktisk muligt at time markedet og købe på udsalg og sælge til overpris. Det bedste, du kan gøre for at beskytte din investering er at vide meget nøje, hvad du placerer dine penge i. Det er det omvendte af diversificering. 

Men alt det kommer du aldrig til at høre fra bankens salgsrepræsentant. For han har en interesse, og det er, at du køber bankens værdipapirer, så de fortsat stiger i værdi.