Hvordan ser dit liv ud, når du er rig?
“Jeg har 16.000 kr. på bankkontoen, og jeg vil meget gerne være økonomisk uafhængig meget snart. Hvad kan jeg gøre?”
Ja, jeg får den slags spørgsmål fra folk, som af den ene eller anden grund ønsker at ændre noget meget fundamentalt ved deres liv. Gerne i går.
Det kan være, at chefen ånder dem i nakken. Det kan være, at hverdagen ikke hænger sammen med små børn, der savner en, når man er væk fra dem hele dagen. Eller den voksne, der savner de små børn. Det kan være noget helt andet. Et ægteskabet, der knirker.
Bloggen her handler om at blive økonomisk uafhængig. Men hvorfor egentlig? Hvad ønsker du helt konkret at opnå? Det handler vel i bund og grund om at have det godt. Det handler om en tilstand, som du ønsker at befinde dig mere i.
At blive økonomisk uafhængig kræver to ting: Det kræver investerede penge, og det kræver tid. Det kan ikke komme fra den ene dag til den anden, hvis din startkapital er lille.
Men tilstanden kan du godt opnå meget før. Den kan du opnå lige nu.
Lad os lave en lille øvelse: Forestil dig selv 10 år ude i fremtiden. Du er blevet økonomisk fri. Hvordan ser dit liv ud? Hvilken scene kommer til dig? Ingen? Prøv igen.
Ræk ud efter det nu
En lille tilståelse: Jeg har selv svært ved at visualisere rigdom. Jeg føler, at der skal komme et stort og fantastisk billede til mig for at kunne symbolisere sådan et ambitiøst ord. Men en yacht i Monte Carlo er slet ikke mig. Et slot? Hvad skulle jeg bruge det til. Det ville ikke gøre mig lykkelig. Jeg kan ikke identificere mig med de typiske symboler på rigdom.
Jeg ser små ting. Dejlige måltider. Smil. Latter. Mennesker jeg elsker. En tur i teatret med en veninde. En ferie og en gåtur langs stranden. En hvid kjole. Ro.
Det fine ved det er, at det alt sammen er inden for rækkevidde.
Du ser nok noget andet. Jeg udfordrer dig til at finde nogle ting i din visualisering, som du kan indføre i dit liv nu. Måske drømmer du om at bruge mere tid med dit barn. Men kan du give dit barn 15 minutters uafbrudt opmærksomhed i dag? Et par gange om dagen hver dag?
Måske ser du flere materielle ting, end jeg gør. Måske har du endda visualiseret en fed bil. Lad os sige, at det er en Porsche. Kan du leje en Porsche for en dag? Måske har du ligesom mig visualiseret en oplevelse, som en ferie eller en midddag. Kan du sætte oplevelsen i kalenderen? Hvordan kan du få nogle af de ting, som du drømmer om, ind i dit liv nu?
At blive økonomisk uafhængig er en rejse, som tager tid. Og du er godt på vej nu, hvor du følger denne blog og sætter dig ind i, hvordan man investerer og laver et godt afkast. Men du skal sørge for, at du nyder livet, selvom du på pengefronten måske ikke er nået helt i mål endnu.
Livet er lige nu. Det leves i øjeblikke. Nyd det.
Hvis du ikke har læst min bog om at investere som Warren Buffett, så kan du downloade den her. Jeg kommer også til at lave en e-bog for nybegyndere. Skriv dig på til at modtage e-mail fra mig, hvis du vil være sikker på at modtage den.