Køber du gode, solide selskaber på udsalg på aktiemarkedet og venter til de retter sig, så kommer du til at få et godt afkast.

Det er præmissen for value investering.

Men hvordan kan man egentlig vide, at de vil rette sig?

Har du nogensinde tænkt over det?

Den kritiske røst på skulderen ville måske spørge, jamen, hvis man ikke tror på, at aktiemarkedet er effektivt, hvorfor tror man så alligevel på, at det er effektivt? Dur det eller dur det ikke? Nu må du bestemme dig. 

Stemmeoptælleren og vægten

Det har den store gudfader til value investing skolen faktisk et svar på.

Benjamin Graham (forfatteren til The Intelligent Investor) forklarer det således:

“In the short run, the market is a voting machine, but in the long run it is a weighing machine.”.

Hvad mener han så lige med det?

Jo, ser du. På den korte bane kan aktier være vældigt volatile. Der kan være begivenheder, som får en bestemt aktie til at styrtdykke eller endda et helt marked til at styrtdykke. I sådan tilfælde er markedet meget følsomt over for massernes humørsvingninger. Folk stemmer med deres aktie, og kurserne kan styrkdykke.

Men over 10-20 år vil psykologien veje mindre, og den egentlige værdi i virksomheden vil slå igennem. Man kan sige, at Benjamin Graham mener, at aktiemarkedet er effektivt i det lange løb, men har perioder, hvor grafen enten dykker helt under niveau eller stiger til hysteriske højder. 

Så hvis du køber aktier på udsalg i en vidunderlig virksomhed, som du har sikret dig har:

  • Vækst og forventet vækst
  • Overskud
  • Lav gæld
  • Et godt produkt med fremtid
  • Konkurrencefordele
  • En god ledelse

Så kan du forvente at få et godt afkast på sigt. 

Langsom vægt

Jeg forestiller mig, at vægten i citatet af en af de gammeldags af slagsen, hvor man skal løfte nogle lodder rundt og være tålmodig, mens de dingler og beslutter sig for, hvor de vil lande.

Pointen her er, at det godt kan tage tid. Og ingen ved præcist, hvor bunden er eller toppen er. I de fleste kriser skraber en bestemt aktie eller aktiemarkedet generelt rundt på bunden i 9 måneder til 1,5 år. Det var f.eks. det, som skete under finanskrisen. Aktierne styrtdykkede i efteråret 2008. Det er først i slutningen af 2009, at de langsomt begyndte at kravle op igen.

Det kan være lidt hårdt at vente 9 måneder eller halvandet år, før ens aktier begynder at rette sig. For selvom man har lavet analysen, kan man på en dårlig dag godt blive i tvivl. Måske har man købt aktier i en bestemt virksomhed, og siden da er aktien blot faldet endnu mere. Man får lyst til at undvige tante Oda, som altid spørger til ens investering under familiemiddagen.

Lad os tage Danske Bank som eksempel. Under finanskrisen faldt den til under 100 kr. pr. aktie i oktober 2008. Det er først et år efter, at den bevæger sig over 100 kr. pr. aktie igen. I mellem tiden har den været helt nede omkring 32 kr. pr. aktie.

Man skal have nerver af stål for ikke at blive påvirket i den slags situation, især da finanskrisen faktisk var en ret alvorlig situation for Danske Bank.

Her er to simple teknikker til at holde ventetiden ud.

1. Afskriv pengene mentalt

Hvad gør man så for at have ro med det?

Der er en simple teknik, og det er: glem investeringen. Bare glem den.

Køb til de priser, som du i forvejen har besluttet dig for at købe til, og så gør hvad du kan for at holde op med at tænke på den, så du kan holde “depressionsperioden” ud. Et lille aber dabei: du skal ikke glemme selskabet mere, end at du tjekker regnskabet hvert kvartal. 

For nogen kan det hjælpe helt at afskrive pengene mentalt. Altså fortælle sig selv, at hvis de aldrig får pengene igen, så er det sådan, at det er. Og så i øvrigt bare leve livet og nyde det. 

Hov, vent nu lige lidt. Du siger jo, at man får et godt afkast? Hvorfor så afskrive pengene mentalt? 

Rolig, det er bare en teknik, så du bliver mere tålmodig og ikke kommer til at holde brandudsalg sammen med resten af markedet. 

2. Opfør dig som et dovendyr

Når man er langsigtet investor, vil der være lange perioder, hvor man faktisk ikke skal gøre noget. Hvor din fornemmeste opgave er at være tålmodig og vente.

Derfor skal du opføre dig lidt som et dovendyr: Bare hænge ud i aktien. Og hænge lidt mere ud, når alle andre har forladt den.

Når du overvejer at være energisk og sætte dig foran skærmen og hastigt taste nogle salgsordre ind, så vær lidt doven. Bevæg dig langsomt. Udskyd det.

Den største fare er, at du går noget overilet, fordi du bliver bange. Derfor skal dit motto med salgsordre være: mañana. 

3. Hold det hemmeligt 

Når markedet går helt bananas på en aktie, så sætter det sig i folkestemningen. Det kan være populært at tale negativt om selskabet. Måske er der en skandale, som alle kender til. Det kan også være en hel sektor, som er blevet upopulær. 

Jeg vil påstå, at det er præcist det, som Danske Bank går igennem i disse tider. Alle hader Danske Bank, og det er voldsomt usexet at være investor i banken. Du bliver sat i bås med hvidvaskning og russiske kriminelle af den værste slags. 

Tante Oda vil spørge dig, hvor stor bøden mon vil blive. Hun vil spørge dig, om det vil lykkedes for amerikanerne at lukke banken med Patriot Act. Hun vil spørge dig, om du har læst dagens artikel om nye indicier i Berlingske Tidende.

Derfor kan det være bedst ikke at fortælle nogen, hvad du investerer i, mens det står på. Du kan fortælle dem om det senere, når aktien har rettet sig, og så vil du fremstå som genial.

Fordelen ved at tie stille er, at du ikke skal forsvare selskabet i ny og næ. Det vil blive nemmere for dig at glemme pengene og lade dem gøre sit arbejde. Du bliver et bedre dovendyr af det. Og får et langt bedre afkast på sigt.

Det betyder i sidste ende, at du vil kunne udfri dine drømme om øget tryghed og frihed om 10 eller 20 år. 

Du kan downloade en tjekliste på 12 spørgsmål til, hvad du skal spørge dig selv om, før du investerer i en virksomhed her