Sommerferie står snart for døren, og du har måske mere tid til at læse.

Hvad skal du læse, når aktiemarkeder leger kispus med dig, og du skal styrke din tro på, at det nok skal gå? 

Her en en liste over de fem bøger, som bør være pligtlæsning, hvis du vil investere som Warren Buffett.

Den findes naturligvis mange andre gode bøger, men de her er mine fem favoritter.

1. The Snowball af Alice Schroeder

Alle store mænd og kvinder skriver en selvbiografi hen mod slutningen af deres liv, så de kan give deres visdom videre, ikke sandt?

Nej, ikke Warren Buffett. Han outsourcer den slags, for han ved, hvor vigtigt det er at fokusere. The Snowball er Warren Buffetts selvbiografi uden at være skrevet af ham selv.

Warren Buffett henvendte sig selv til journalisten Alice Schroeder for at få hende til at skrive en biografi om ham, og han har samarbejdet med hende om den. Han er normalt ikke nem at få et interview med, men Alice Schroeder havde fri adgang. 

Den her bog er den perfekte sommerlæsning, fordi det er en god dannelseshistorie om en mand, der lå under for sin tyranniske mor og som udviklede sig til at blive en irriterende, øretæveindbydende teenager, der alligevel fik løftet sig op til at udleve sit potentiale.

Det er også historien om, hvordan han udviklede sig som investor og menneske. Warren Buffett har levet et ekstraordinært liv, og du vil spise bogen som slik, for den er underholdende.

Jeg refererer tit til denne bog, når jeg underviser, fordi der er så mange anekdoter, som vi kan bruge, når vi skal navigere på aktiemarkedet. 

2. Irrational Exuberance af Robert Shiller

Jeg nævner altid den her bog, fordi det var den, der omvendte mig til value investor tilbage under it-boblen.

Den gik klokkeklart igennem hos mig og den stod som noget af de sandeste, jeg havde læst i mine 5+1 år på business schools (første fem år på CBS, derefter 1 år på NYU og Stern).

Jeg har læst den mange gange siden da, og hver gang får jeg den samme aha-oplevelse. Det er en opløftende og lidt sindsoprivende oplevelse at læse den. 

3. The Dhando Investor af Monish Pabrai   

Temaet for denne bog er at investere ved at finde “gratis lottokuponer”. 

Hvad betyder dette?

Monish Pabrai – en af de helt store value investorer – viser med en masse historiske cases, hvordan succesfulde investorer og forretningsmænd er gået “all in”, når de har fundet en investering, som de har følt sig sikre på, at de ikke kan tabe særligt meget på, men hvor der samtidig var gode muligheder for store gevinster. 

Bogen er dermed også dødsstødet til ideen om hele tiden at være i markedet og bare sprede sine investeringer. 

4. The Education of a Value Investor af Guy Spier

Guy Spier, der i øvrigt er venner med Monish Pabrai, har skrevet en bog om at investere godt og leve godt.

Det er så fint ved hans bog at livet og investeringer flyder sammen. Det er to sider af den samme mønt. 

Bogen er en slags selvbiografi, der handler om, hvordan han voksede fra at være lidt grådig og ambitiøs på Wall Street til at droppe helt ud af det hektiske liv og etablere sin egen fond og finde sin egen investeringsstil.

Den handler ligeså meget om at leve et godt liv, som den handler om, hvordan man investerer med ro i maven. Der er mange små tips i bogen til, hvordan du kan investere. Der er bl.a. en tjekliste, som jeg har beskrevet i et tidligere blogindlæg her

5. The Intelligent Investor af Benjamin Graham

Den her bog er biblen.

Du kommer ikke uden om den, hvis du vil være value investor.

Benjamin Graham var den første value investor. Uden ham, ingen Warren Buffett.

Han var i øvrigt Warren Buffett’s professor på Columbia University og senere hans arbejdsgiver.

Det vigtigste kapitel er kapital otte, hvor Benjamin Graham beskriver mr. Market, som en maniodepressiv galning.

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om mr. Market her.

Så er der naturligvis min gratis e-bog Bliv Fri, som du kan downloade her. Det er det bedste sted at begynde. Du får den med det samme i din e-boks, og du kan læse den på en halv time.