Bill Ackman er en af de mest succesfulde aktieinvestorer i nyere tid.
Han har lavet nogle ret gode investeringer bl.a. i den amerikanske fastfoodkæde Chipotle Mexican Grill, som blev mere end fire gange mere værd på få år, siden han investerede i dem.
Men han har også tidligere haft nogle år, hvor alt gik galt for ham, bl.a. da han shortede Herbalife.
Han tabte penge, investorerne flygtede, men han fik vendt udvikling og fik atter succes.
Han har offentligt forklaret, at de hårde år fik ham til at analysere, hvad der gik galt, og det fik ham til at vende tilbage til den gamle måde at investere på.
Bill Ackman genfandt tjeklisten
Han siger, at han og hans team kom på vildspor og måtte vende tilbage til klassisk value investering. I begyndelsen fulgte han en tjekliste til at finde gode selskaber. Det gav ham succes. Så kom han til at afvige fra den – og her begyndte problemerne at hobe sig op.
“Jeg gik tilbage til kerneprincippet, der havde drevet vores succes de første 12 år. Jeg fik dem indgraveret i en stentavle, ikke ulig Moses’ 10 bud, ” har han sagt i et interview med Bloomberg.
I dag følger han og hans team tjeklisten til at analysere selskaber forud for hver investering. Uha, den vil jeg gerne have fingrene i.
Hvad punkterne på tjeklisten?
Bare roligt, den kommer her.
1. Selskabet skal være enkelt og forudsigeligt
Hvad betyder det?
Det skal være en enkelt forretning med en enkelt struktur, som opererer i en branche, som du kan forstå og som sælger et produkt, du også forstår.
Vi skal gerne være i stand til at forudsige fremtiden for selskabet. Det er svært at forudsige fremtiden for f.eks. biotekselskaber uden et produkt på markedet.
Det kan også være svært at forudse for selskaber hvis omsætning eller overskud svinger meget, som f.eks. er tilfældet for vindmølleproducenten Vestas, der sælger store enheder – vindmølleparker – så hvert årsregnskab er en overraskelse.
2. Selskabet skal have et positiv free cash flow
Jeg plejer at sige, at selskabet skal tjene penge – jeg investerer ikke i selskaber, hvor pengene fosser ud af bunden – og min metode er simpel. Jeg kigger bare på bundlinjen, altså overskud efter skat.
Bill Ackman er mere specific.
Han kigger på free cash flow. Hvad er det?
Det er et nøgletal, som for det meste er opgivet i regnskabet. Hvis det ikke er, kan du regne det ud selv således:
Cash flow fra operations (findes på pengestrømsanalyse)
– Capex (investeringer)
= Free Cash flow :
Hvorfor er det vigtigt? Som Bill Ackman siger:
“Hvis vi ikke kan forudsige pengestrømmene, ved vi ikke, hvad det er værd.”
3. De skal være dominerende
Bill Ackman elsker selskaber, som har en dominerende position inden for deres marked: Selskaber som hotelkæden Hilton, kaffekæden Starbucks, streamingservicen Netflix og fastfoodkæden Chipotle Mexican Grill.
Dette er et punkt, som jeg ikke har haft på min tjekliste (Du kan downloade min tjekliste her).
Hvis du kun investerer i selskaber, som allerede er markedsledende inden for deres branche, går du glip af en masse selskaber med ekstrem høj fremtidig vækst (medmindre selve markedet er i hastig vækst), da de formentlig vil være relativt modne selskaber som Hilton og Starbucks.
4. De skal have adgangsbarrierer
Adgangsbarrierer betyder, at det er svært at komme ind i deres forretning, typisk fordi der er noget, som koster mange penge at komme i gang med. Med andre ord at det er svært for nye selskaber at komme ind i konkurrencen.
Jeg plejer at tale om det lidt anderledes. Jeg siger, at de skal have noget, som holder kunderne til dem, dvs. en eller anden form for konkurrencefordele.
De skal på en eller anden måde kunne beskytte sig mod konkurrenterne. Høje adgangsbarrierer er kun en måde at beskytte sig.
Konkurrencefordele kan være, at de har en hemmelig ingrediens (f.eks. Coca-Cola) eller patent. De kan også være, at de har direkte monopol (broer, S-tog, DR i gamle dage), stordriftsfordele (Amazon, Wallmart), et stærkt brand (Coca-Cola), eller omkostninger – enten i pris eller besvær – hvis du vil skifte til en anden virksomhed (banker) eller netværksfordele (Facebook, Microsoft).
5. Højt kapitalafkast
Selskabet skal være gode til at tjene penge af den investerede kapital.
Her kan man slå et nøgletal op som ROIC (return on invested capital).
6. Begrænset risiko for udefrakommende trusler
Dette kan f.eks. være truslen om, at lovgiverne vil træde til og lave begrænsninger på området.
Det kunne være truslen, der lige nu skygger over de store tech-selskaber som Google og Facebook, fordi vi ved at EU med Margrethe Vestager i kontorstolen har sat luppen på dem. Den slags investeringer undgår Bill Ackman.
7. Stærk balance
Helt specifikt siger han, at de skal have en stærk balance, der ikke kræver adgang til udefrakommende kapital for at overleve.
Det betyder med andre ord, at de skal have lav gæld.
En tommelfingerregel jeg bruger, er at de skal kunne betale deres langsigtede gæld af med free cash flow på tre år.
8. God, ansvarlig ledelse
Selskabet skal være drevet af en ledelse, som du stoler på.
Det gælder ikke kun topledelsen, men også bestyrelsen.
En måde at evaluere dem på er ved at gå tilbage historisk og læse deres breve til aktionærerne, som du finder med hver årsrapport. Hvad har de tidligere lovet og har de holdt de ting?
9. Et gab mellem pris og value
Nogle gange sker det, at aktiekursen falder til et niveau, som ligger under det, som selskabet egentlig er værd.
De her ting kan du regne på. Det lyder måske stort og svært – men det er det ikke.
Jeg forklarer, hvordan du kan gøre det i min e-bog Bliv Fri, som du kan downloade herunder.