Hvad betyder det, når et selskab skriver, at de vil lave aktietilbagekøb? Er det godt eller skidt? Skal du juble eller være bekymret for det, hvis du har aktier i dem?
Det korte svar er, at aktietilbagekøb er godt, når det kommer aktionæren tilgode og skidt, når det ikke gør.
Det næste spørgsmål er så, hvornår gør det så det?
Før vi når dertil, må vi først definere, hvad er aktietilbagekøb egentligt er.
Aktietilbagekøb er ganske enkelt, når et selskab køber sine egne aktier tilbage.
Hvorfor gør selskaber det? Det er en måde at belønne aktionærerne på.
Konsekvensen af aktietilbagekøb er nemlig, at aktieprisen stiger.
Hvordan det?
Forestil dig, at du har en kage, som skal deles i ti stykker. Lad os sige, at to af stykkerne bliver annulleret og nu bliver den samme kage delt op i otte stykker. For at være helt præcis: Vi går tilbage til den oprindelige størrelse på kagen, og deler den samme mængde i otte stykker i stedet for 10. Nu er hvert stykke større. Derfor bliver de resterende stykker (eller aktier) mere værd.
Er det så ikke bare pr. definition godt, når et selskab køber egne aktier tilbage?
Nej. Ikke nødvendigvis.
Du skal se aktietilbagekøbet i en større sammenhæng og stille en række spørgsmål.
Du skal spørge:
Tjener virksomheden penge?
Hvis selskabet ikke tjener penge, så er det en skidt ide, at de begynder at købe deres aktier tilbage. De har hul i spanden og skal fokusere på at få lukket det hul først.
Aktietilbagekøb er en måde at uddele årets gevinster til aktionærerne. Det er et alternativ til udbytte. De skal ikke uddele gevinster, når der ikke er overskud er.
Opdager du, at en virksomhed køber egne aktier tilbage i en periode, hvor de kører med underskud, så skal du holde dig væk som aktionær.
Det er et tegn på dårlige ledelse.
Skylder de mange penge væk?
Har selskabet en stor gæld, så bør de heller ikke købe egne aktier tilbage. Når de køber aktier tilbage, og hvis de gør det for lånte penge, så øger de gælden. De skulle hellere bruge pengene på at få gælden ned.
Hvad er problemet med høj gæld?
Selskaber med høj gæld er i større risiko for at gå konkurs i en krise, end selskaber med lavere gæld. Det er ikke meget anderledes end en person med høj personlig gæld, som bliver fyret. Han eller hun er i større farezone for ikke at kunne betale sine regninger og skulle sende huset på tvangsauktion, end en person med lavere gæld.
Hvad er høj gæld? Min tommelfingerregel er, at jeg kun investerer i selskaber, som kan betale deres gæld af på tre år free cash flow.
Er aktien dyr eller billig?
Er aktien dyr, så giver det ikke mening for dem at købe egne aktier tilbage.
Hvorfor ikke?
Fordi de betaler for meget for aktien. De smider penge ud af vinduet. De skal kigge på det som en investering.
Lad os sige, at en virksomhed egentlig er 1000 kr. værd pr. aktie. Hvis de køber aktier tilbage til 2000 kr. pr. aktie, så smider de 1.000 kr. ud af vinduet, hver gang de køber en aktie tilbage.
Husk på, at det også er DINE penge, som ledelsen brænder af. Du er medejer af selskabet. Ledelsen passer den bare for dig, som en slag stedfortræder.
Hvorfor reagerer andre ikke på det? Fordi mange mener, at markedet er effektivt, og at det derfor altid er et rimeligt niveau at købe aktierne på. Meget mere om det i min e-bog, som du kan downloade her.
Fordelene og ulemper ved aktietilbagekøb
Warren Buffett er vild med aktietilbagekøb eller share buybacks, som det hedder på engelsk – forudsat at det er gjort anstændigt. Han køber ofte aktier tilbage i Berkshire Hathaway.
Hvis aktietilbagekøb er et alternativ til at udbetale udbytte, hvad er fordelene så ved at købe aktier tilbage i forhold til udbytte? Hvorfor er Warren Buffett så glad for det?
Det er enkelt.
Når du får udbytte ind på kontoen fra en virksomhed, skal du betale skat af beløbet. Det skal du ikke, når selskabet køber egne aktier tilbage (forudsat selvfølgelig, at du ikke sælger aktien).
Det betyder, at effekten af renters rente ikke bliver ødelagt. Med andre ord kan dine penge bedre vokse med aktietilbagekøb.
Hvad er så ulemperne ved aktietilbagekøb?
De opstår kun, hvis tilbagekøbet sker på “falske” grundlag, som de tre foroven.
Men hvorfor sker det overhovedet, at ledelsen køber aktier tilbage, selvom fundamentet ikke er på plads?
Det sker, fordi ledelsen har en interesse i, at aktierne stiger uanset hvad.
Mange selskaber belønner deres topledelse efter, hvordan aktien klarer sig, f.eks. ved medarbejderoptioner og forskellige bonusordninger, som ledelsen kun får glæde af, hvis aktien stiger til et vist niveau.
Det betyder, at mange ledere har en tendens til at lave aktietilbagekøb ud af egeninteresse for at få aktien til at stige, så de kan få deres bonusaflønning. Nogle gange er deres selviske interesser så store, at de ignorerer sund fornuft.
Derfor er der ikke rigtig nogen vej uden om… Når et selskab melder om aktietilbagekøb, så må du kigge selskabet efter i sømmene og se på, om de får betalt for meget for aktierne, om de har overskud og hvor stor deres gæld er.
Hvis du vil lære, hvordan du vurderer om et selskab er dyrt eller billigt, så skal du en tur forbi min e-bog Bliv Fri, som viser dig, hvordan man ret hurtigt kan regne på en virksomheds værdi.