Der har været snak om, at de finansielle markeder er plaget af en ny type boble: en indeksboble.
Hvad i alverden er det, og er det noget, som du bør frygte?
Lad os begynde med definition af passiver investeringer og indeksinvesteringer. Og derefter kigger vi på, hvad der er farligt ved det. Til sidst kommer jeg med forslag til, hvordan du sikrer dig mod sådan en fætter.
Hvad er en indeksboble?
Forud for finanskrisen kunne du ikke køre i en taxa uden at høre om, hvor meget chaufføren havde tjent på ejendomshandler. I dag kan du ikke stå i en elevator uden at høre om passive investeringer.
Private investorer er vilde med at investere i aktiemarkedet gennem det, som vi kalder passive investeringer.
Hvad er det?
Med passive indeksinvesteringer menes der en investeringsfond, som lægger sig op af et indeks, som f.eks. kan være et aktieindeks som OMXC20 eller S&P 500 eller Dow Jones. Der findes mange andre typer indeks, f.eks. indeks for obligationer eller guld.
Når man investerer på den måde, betyder det helt konkret, at der ikke sidder en pengeforvalter og udvælger aktier og andre værdipapirer, men at fonden helt automatisk køber aktier i de virksomheder, som ligger i indekset. På den måde er det passivt.
Hvorfor er det så populært?
Der er to fordele.
Den ene er, at de aktivt forvaltede fonde ofte ikke kan slå indeksene i konkurrencen om, hvor højt afkast de får. Med andre ord klarer indeksfonde sig godt.
Det andet er, at omkostningerne i sådanne passive fonde er meget lave i forhold til de aktive. Dermed er der flere penge, som arbejder i aktiemarkedet, og afkastet bliver over tid større.
Hvor populært er det egentlig blevet?
Passive investeringer udgør i dag 45 pct. af investeringer i det amerikanske aktiemarked via fonde mod 25 pct. for ti år siden. På det globale marked er det 18 pct.
Så ingen tvivl om, at det er meget populært.
Det er i øvrigt ikke kun aktier i virksomheder, der er ramt af tendensen. En fjerdedel af obligationer er investeret via passive fonde (CNBC).
Men hvad er så ulemperne? Hvorfor er det et problem, at mange mennesker investerer på en passiv og automatisk og billig måde?
Lad os se på argumenterne:
1. Alt bliver for dyrt
Problemet med indeksfondene er, at folk ikke forholder sig rationelt til de enkelte investeringer, som ligger gemt i indekset. Det betyder, at de ikke tager stilling til, om det er rimeligt at betale den pris, som den enkelte virksomhed bliver prissat til.
Virksomhederne bliver med tiden ekstremt højt værdisat, fordi folk bliver ved og ved med at poste penge i dem, uanset hvor meget de er steget, fordi de hver måned sætter det samme beløb i de passive fonde, som strategien jo lyder (strategien hedder dollar cost averaging, og jeg har forklaret den nederst i blogindlægget).
Man kan også forklare det sådan her:
Forestil dig, at rigtig mange mennesker beslutter sig for, at de vil købe ind i supermarkederne ved bare at tage en af hver vare, der findes i butikken. De trykker på en knap, venter og får fyldt kurven op og betaler. De kigger slet ikke på varerne eller på priserne.
Hvad ville det betyde for priserne på tandpasta? På ketchup? For juleand? Det ville naturligvis betyde, at varerne steg i i pris. De ville stige og stige og stige, fordi der ikke er nogen til at sige stop, nu er det for skørt, at en ketchup koster 150 kr.
Det er faktisk det, som sker på aktiemarkedet. I ti år er aktierne steget, og det er et af de længste bullmarkeder, som vi nogensinde har set.
Aktierne er i dag lige så dyre, som de var forud for crashet i 1929.
Den mest kendte fortaler for teorien om en indeksboble er nok Michael Burry, som er kendt fra bogen og filmen The Big Short som manden, som indså problemerne, der skabte finanskrisen.
Han taler netop om, at “price discovery” forsvinder med de passive investeringer. Altså problemet med, at investorerne ikke kigger på, hvad der er i kurven, eller hvor meget det koster.
Hvordan kan man se, hvor dyre aktierne er blevet generelt?
Det kan man bruge Shiller’s P/E Ratio til. I 1929, før det store crash, var aktierne over en bred kam værdisat til overe 30 i price earnings (målt ved Shillers P/E ratio). Det er de også i dag. De har kun en gang i historien været højere, og det var under it-boblen.
Historisk set har vi grint af, hvor dyre selskaberne blev på børsen før krakket i 1929. Måske kommer vores børn også til at grine af, hvordan vi opfører os i dag.
2. Salget bliver også automatiseret
Når folk så vil af med aktierne, så svarer det til, at man tager den samme kurv og råber “sælg det hele.” De store indeks består af både store solide virksomheder og mindre virksomheder med mindre omsætning af aktier.
Hvad sker der, når mange folk stiller sig op og vil sælge det samme? Så falder priserne. De kan falde langt ned, for nogle af selskaberne har måske svært ved at finde købere. For ligesom de mange passive investorer ikke undersøger prisen på de dyre selskaber, må man formode at de heller ikke undersøger prisen på de billige.
Man siger, at aktierne tager trappen op og elevatoren ned. Måske bliver det denne gang elevatorskakten uden elevatoren. Eller et hop ud af vinduet. Altså et frit fald.
Vi har endnu ikke set, hvordan aktiemarkedet vil reagere med så stor en andel af private i passive investeringer. Mange af investorerne har kun oplevet bullmarked.
Hvordan vil de reagere, når aktierne falder 40-50 pct.?
3. Jo længere det står på, jo værre bliver det
Michael Burry påpeger, at crashet bliver værre, jo længere tid den her boble får lov til at udspille sig.
“Teateret bliver mere og mere overfyldt, men udgangen er den samme, som den altid har været.” Dermed mener han også, at mange penge er bundet op i små aktier, som der ikke vil være mange købere til, når markedet falder.
For indeksene består jo ikke kun af denne verdens Google, Amazon og Apple.
Lad os tage S&P 500 som eksempel. Det indeholder de 500 største amerikanske virksomheder, men 500 er mange, og Michael Burry vurderer, at 266 af selskabernes omsætning er så små, at udgangen vil blive presset. Du kan læse interviewet med ham her.
4. Babyboomerne har ikke råd til et stort aktiefald
Den store generation i USA kaldet baby boomerne, der blev født mellem 1946 og 1964, er ved at gå på pension. Der er omkring 75 mio. af dem, og halvdelen af dem er allerede gået på pension.
Pensionister reagerer på en anden måde, fordi deres investeringer er mere kortsigtede. De har ikke 10-20 til at vente på, at markedet retter sig. Mange af dem har ganske enkelt ikke råd til at se deres pensionsformue svinde med 40-50 pct., fordi det kan ødelægge deres pensionisttilværelse.
Det næste crash bliver også det første, hvor vi skal se, hvordan den store gruppe af baby boomers reagerer. Det faktum at så stor en del af aktiemarkedet ligger i baby boomernes hænder kan forværre faldet.
5. Teorien om super cyklus
Aktiemarkedet bevæger sig i bølgeskvulp. Det går lidt op, og det går lidt ned. Man taler om, at der årligt er en korrektion, og at der hver 8-10 år kommer et crash.
Men det stopper ikke her. Der er mere.
Hedgefund manageren Ray Dalio taler om en “super cyklus”. Han siger, at hvert 90. år eller deromkring, kommer er et endnu større crash. Han taler om et krak som vil minde om 1929.
I 1929 mistede aktiemarkedet 90 pct. af sin værdi.
Hvad skal du gøre?
Der er ingen tvivl om, at der er store fordele ved de passive investeringer.
De er et godt alternativ til andre typer fonde, som er meget dyrere i årlige omkostninger, og dermed spiser af dit fremtidige afkast.
Løsningen er ikke, at skifte til aktivt forvaltede fonde – de kommer også til at opleve et stort fald, når crashet kommer. De vil blive ramt af det samme brandudsalg.
Det bedste du kan gøre er at forholde dig til priserne og selv udvælge aktier i selskaber, som er billigt prissat på aktiemarkedet. Du kan lære mere om metoden i min e-bog her.
Men at håndplukke selskaber selv, er ikke for alle. Hvis du ikke har tid til at lave arbejdet med at analysere virksomhederne og kigge i regnskaberne, skal du lade være og holde dig til fonde.
Investerer du i fonde, så er det bedst at vælge de passive fonde.
Men hov, er det ikke lige præcis det, som blogindlægget advarer imod?
Ja og nej. Du skal tænke over, hvordan du gør det.
Jeg ville ikke sætte et stort beløb ind i fonde nu.
Den bedste metode er dollar cost averaging, hvor du sætter det samme beløb ind hver måned og køber i de samme fonde. På den måde bliver din købspris udlignet over mange år, og du vil både få lidt af det på toppen og lidt af det i bunden.
Hvad hvis du er ny investor og begynder med din dollar cost averaging metode nu, hvor aktierne er så dyre, og hvor der er fare for en boble og et crash?
Løsningen kan være at gemme nogle kontanter til kunne købe ekstra, når aktierne brager ned. Over tid vil det give dig et bedre afkast.
Hvad gør jeg selv?
Jeg håndudvælger specifikke virksomheder, som jeg vil investere i. Jeg er den type investor, som man kalder value investor, og som du måske kender fra rigmanden Warren Buffett.
Men de første 12 år af min karriere som investor foregik i de her passive indeksfonde, fordi jeg blev nødt til det. Som erhvervsjournalist måtte jeg ikke investere i individuelle virksomheder.
Når mine sønner en dag bliver store og selv skal investere, vil jeg også anbefale dem passive investeringer, hvis jeg ser, at de interesserer sig mere for fodbold end for regnskaber.
Men inden jeg når dertil, vil jeg forsøge at vække deres interesse for at sætte sig ind i virksomheder og udvælge dem selv. For der er ikke noget der slår, at forhold sig til, hvad man rent faktisk investerer i.
Husk at læs min e-bog, hvor du kan lære mere om at investere som Warren Buffett her. Den koster kun din e-mail-adresse.
