Du kender det måske selv.
Du går rundt med en knude i maven og bekymrer dig om, hvad det betyder for din pension, når aktierne falder.
Du vågner med uro i kroppen om natten, fordi du stresser over penge.
Du har en følelse af, at du burde have mere styr på det.
Men hvordan? Hvor skal du begynde?
I stedet for at tage en sovepille og ignorere følelsen, er det måske et signal om at kigge nærmere på pengesagerne.
Især kvinder stresser over penge
For nogle år tilbage viste en amerikansk undersøgelse, at 8 ud af 10 kvinder stresser over penge (en undersøgelse fra Fidelity, som du kan læse om her).
Jeg skal ikke kunne sige, hvor højt tallet er for mænd. Men vi ved, at kvinder i gennemsnit tjener mindre end mænd og har færre investeringer i aktier og mindre opsparing til bl.a. pension.
Samtidig har de ofte et større ansvar for familie og børn. Det er vigtigt for alle at tage ansvaret for økonomi alvorligt, men det er især vigtigt for kvinder, at de ikke får spillet deres handicap større ved at ignorere stressen.
Her er, hvad du kan gøre:
1. Lav en money date med dig selv
Tiden er kommet til at få et overblik over, hvor mange penge du egentlig har.
Sæt dig ned og få et overblik over, hvor meget gæld du har (inklusiv boliggæld og gamle studielån og hvad du ellers har).
Derefter skal du finde ud af, hvad du har af aktiver og opsparing. Skriv det hele ned: Pensionen, kontanter og aktier.
Tag derefter alle aktiverne og træk gælden fra. Så kommer du frem til din personlige egenkapital eller nettoformue.
Følg udviklingen i din formue hver måned. Det er motiverende og skaber ro (forudsat den vokser og ikke skrumper).
Hvad gør du med bolig?
Jeg foreslår, at du laver to opgørelser. En over din nettoformue uden egen bolig og en med.
Du skal jo bo et sted, så bolig er en nødvendighed.
Omvendt er det også motiverende at se, at du betaler af på den.
2. Sørg for at have en nødopsparing
Du skal have en nødopsparing i kontanter, som kan betale uforudsete udgifter såsom bilreparation, erstatning af køleskabet og pludselige taxaregninger på grund af et uheld eller sygdom.
Der skal stå omkring 10.000 kr. på en konto, du altid har adgang til – gerne med tilknyttet betalingskort. Det må ikke stå på din lønkonto, fordi så bliver det suget ind i den daglige økonomi.
Beløbet skal stå klar og KUN være til nødløsninger, så du ved, at du kan håndtere uforudsete hændelser. En kontantopsparing er en af de mest effektive møder at sætte et plaster på, når du stresser over penge. Men det er langt fra nok.
Det giver umiddelbart ro i sjælen at vide, at den næste reperation ikke vælter økonomien – men du skal gøre mere…
3. Sørg for at have en sikkerhedsopsparing
Du skal også have omkring 3-5 måneders løn stående i kontanter.
Det er den konto, der gør, at du ikke bekymrer dig over, om du skulle blive opsagt.
Det er også den konto, som gør, at du har modet til at sige op på stedet, hvis der sker noget uacceptabelt på dit arbejde.
Den skal også stå på en separat konto, men behøver ikke at have tilknyttet et betalingskort.
Den opsparing gør dig mere rolig i dit arbejde og mindre følsom over for chefens luner, og det kan dulme din stress på arbejdet.
4. Automatiser opsparingen
Du skal have en frihedsopsparing, og du skal på sigt kunne leve af afkastet fra den.
Det vigtige er, at du automatiserer processen.
Sørg for at sætte penge over på din opsparing hver måned.
Det skal være en automatisk overførsel først på måneden, så det er lige så højt prioriteret som husleje og andre faste udgifter.
Hvor meget skal du sætte over?
Minimum 10 pct. af din løn, men meget gerne mere. Kan du komme op på 20-50 pct. er det godt. Jeg satte selv 50 pct. til side i mange år.
De her penge skal investeres i aktiver (gerne aktier) og vokse over tid. Du må ikke tage af den opsparing før, at du er økonomisk uafhængig – og så skal du kun tage af afkastet.
5. Søg viden om investeringer
Nu skal du både have praktisk erfaring med at investere, og du skal sørge for at uddanne dig i, hvordan du får dine penge til at vokse på bedst mulig måde.
Vi lærer meget i skolen. Læse, skrive, regne og spille stikbold.
Men vi lærer intet om, hvordan vi håndterer vores penge.
Den del må du selv søge.
Tag kurser, få coaching, læs bøger, læs blogindlæg.
Hos mig kan du komme med på Value Investor Akademiet, hvor du kan få en god grunduddannelse i at håndtere dine penge og investere som en value investor (dvs. som Warren Buffet).
Første skridt kan være at komme på et gratis Webinar om, hvordan du bliver økonomisk uafhængig. Her går vi mere i detaljerne med, hvad du kan gøre – og hvordan man egentlig bliver økonomisk uafhængig. Jeg afholder et live webinar d. 19. september. Du kan tilmelde dig her.
Du kan også downloade og læse din gratis e-bog, som også giver et godt fundament. Du kan downloade din e-bog her.
Kuren mod pengestress
Der er ingen vej uden om.
Du skal blive intim med din økonomiske og finansielle situation.
Du skal give dig selv den uddannelse, som folkeskolen ikke har formået at give dig.
Du skal tage hånd om det.
I begyndelsen kan det godt føles ukomfortabel. Måske har du lyst til at stikke hovedet under hovedpuden i dynen i stedet. Men tving dig selv.
I takt med at du får mere erfaring og mere styr på det, vil du opleve, at du stresser mindre over penge. Du vil udvikle ro og “pengetillid”.
Der er ingen vej uden om: du skal lære at få dine penge til at vokse, så du ikke er så afhængig af at bytte din tid for penge. Det skaber stress, fordi du ved godt, at hvis der sker noget og du ikke kan arbejde som før – så bliver fundamentet fejet væk under din hverdag.
I takt med at du ser dine penge vokse, vil du få en følelse af, at du har godt styr på det.
Du vil begynde at opleve, at det faktisk også er ret sjovt.
Du kan lære meget mere på webinaret d. 19 september kl. 20. Du kan tilmelde dig her.
P.S. Lad os bekæmpe den her pandemi af folk, der stresser over penge. Send linket til webinaret videre, så flere kan blive informeret. Der findes en kur.