Iværksætter, har du styr på dine pengesager?

Iværksættere er modige, brave, generøse og et helt igennem skønt folkefærd. Er du iværksætter, skal du vide, at du er blandt mine yndlingsmennesker at have som kursister.  

Der er bare en ting med entrepreneurer.

De brænder igennem for visioner og ideer, men de brænder ofte også igennem pengene.

Iværksættere dropper pensionen

Du skulle vide, hvor mange gange jeg har haft en iværksætter i røret, som ingen pension havde.

Faktisk har de ofte fået udbetalt en tidligere pension for at bruge den på deres iværksætterdrøm eller måske for at dække over et tab. 

De har sjældent en opsparing, fordi det hele bliver geninvesteret i virksomheden.

Det behøver ikke at være sådan, at den økonomiske usikkerhed bliver stor, når du starter en virksomhed.

Faktisk skulle du som selvstændig meget gerne have en stabil privatøkonomi, så du kan have ro på bagsmækken og være modig og fokuseret med din virksomhed.

Hvordan opnår du det?

Her er syv skridt, som du bør tage:

1. Opbyg en kontant opsparing i virksomheden

De fleste ivrige iværksættere vil gerne geninvestere i deres virksomhed for at få  iværksætterdrømmen til at lykkes. Men du har brug for en stor kontant opsparing til at stå imod uforudsete udfordringer med.

Her kommer en lille historie.

Da Microsoft-stifteren Bill Gates var ung og stadig var ved at bygge sin virksomhed op, mistede han engang en stor kunde. Han gik igennem en svær tid, fordi han havde ansat sine venner og deres koner og familie og nu frygtede at skulle fyre dem.

Hans ven Warren Buffett anbefalede Bill Gates at opbygge en opsparing, som svarede til et års udgifter for at kunne komme igennem den slags ret almindelige kriser.

Det er en langt mere konservativ måde at drive virksomhed på, end de fleste anbefaler. Men for mig giver det mening. Jeg har også et års udgifter i kontanter på kontoen. For hvem ved, hvad der kan ske. Der kunne jo komme en global pandemi, som gør det svært – og for nogen helt umuligt – at arbejde.  

Det vil give stor ro at vide, at du kan flyde i et helt år. Det forærer dig evnen til at fokusere på din forretning uden at være bekymret. 

2. Spar op til pensionen

Du skal have en pensionsopsparing.

Nej, ikke noget men.

Du SKAL have en pensionsopsparing i en traditionel pensionsordning.

Jeg kender godt til argumentet om, at du sparer op til din pension gennem din virksomhed. Du skulle vide, hvor mange iværksættere jeg har talt med, som har haft den strategi, at deres virksomhed var deres pensionsopsparing, men som af den ene eller anden grund blev nødt til at lukke virksomheden med tab.

Så stod de uden penge og uden pension.

Der er INGEN undskyldning. Du skal hver måned lægge penge til side til dine gamle dage – også selvom du tror fast på, at din virksomhed er en guldgrube, som vil gøre dig rig, når du en dag frasælger den.

3. Hold din virksomheds økonomi adskilt fra din egen

Jeg driver selv min blog som enkeltmandsvirksomhed, fordi det var nemt og billigt at starte op, men ulempen ved denne selskabsform er, at din egen og virksomhedens økonomi flyder sammen.

Alt hvad der er overskud, er din løn, og du hæfter personligt, hvis der kommer tab i virksomheden. 

Det betyder, at hvis noget går galt, kan kreditorer f.eks. gå efter dit hus.

Hvis din virksomhed bare er en smule mere kompliceret end en blog, så vil jeg klart anbefale at vælge en selskabsform, som adskiller din privatøkonomi fra virksomhedens, så dine private aktiver er beskyttet. 

4. Opbyg aktiver

Jep. Så kommer vi lige præcis til det med aktiver. Aktiver er noget, som tjener penge til dig. Det kan være aktier, udlejningsejendomme, obligationer, spilleautomater og alt muligt andet.

Den bedste type aktiv er børsnoterede aktier i andre virksomheder.

Tænk over det.

Med et enkelt klik kan du blive medejer af alverdens virksomheder som Apple, Google, Disney og Novo Nordisk – og du behøver slet ikke at lave årsregnskab eller have mus-samtaler. Det klarer den daglige ledelse.

Du kan vælge at have aktier i den private del af din økonomi, og du kan også købe aktier igennem et eventuelt holdingselskab. 

5. Sæt klare mål for din privatøkonomi 

Du er sikkert knivskarp på, hvad du vil opnå med din virksomhed. Men har du husket at sætte mål for din egen personlige økonomiske situation?

Det skal du gøre.

Du skal have en plan for, hvor meget du sætter til side til opsparing i både frie midler og i pension, og du skal have mål for, hvordan de penge skal udvikle sig på sigt.

Du skal undgå en situation, hvor din privatøkonomi suger penge ud af din virksomhed. Du skal omvendt sørge for, at du også opbygger aktiver uden for virksomheden i form af f.eks. aktier i andre virksomheder.

Det her betyder også, at du skal begynde at prioritere din privatøkonomi. Du skal udbetale en rimelig løn til dig selv.

Jeg kender flere iværksættere, som kører virksomheder med dyre specialister, men som stadig betaler sig en løn, som svarer til en lidt forvokset praktikant, fordi de her så forhippet på at geninvestere i virksomheden.

6. Tal med en finansiel planlægger

Du skal have professionel hjælp – tro mig det kan betale sig i længden. 

Du skal naturligvis benytte dig af revisor og advokat, når du driver din virksomhed.

På privatfronten skal du have hjælp af en finansiel planlægger eller økonomisk strateg, som kan hjælpe dig med at sætte de økonomiske mål og finde ud af, hvilke typer aktiver, som du skal opbygge.

7. Bliv ved med at uddanne dig

De mest succesfulde mennesker har det træk til fælles, at de bliver ved med at uddanne sig. De søger den specialviden, som de har brug for. 

Du skal blive ved med at uddanne dig ved hjælp af webinarer, kurser og coaching. Du skal opsøge ny viden, som kan gøre dig skarpere inden for dit felt. Det gælder både det faglige område, som du beskæftiger dig med i din virksomhed. Men det gælder også områder i dit privatliv, hvor du har huller i din viden.

Tænk over det. Du er en af dine største aktiver, for som iværksætter sætter du kursen og tjener pengene. Du skal blive ved med at investere i dig selv. 

Har du brug for mere viden om, hvordan man investerer i aktier, er min e-bog et godt sted at begynde. Du kan downloade den her.