Albert Einstein kalder renters rente for et vidunder.

Helt præcist siger han:

“Renters rente er verdens ottende vidunder. Den der forstår det, tjener det. Den der ikke forstår det, betaler det.”

Renters rente er et udtryk for, at de penge du allerede har tjente på dine penge også begynder at tjene penge.

På engelsk hedder det “compound interest” eller bare “compounded”.

Det danske udtryk er meget jordnært og får en til at tænke på bankassistenten nede i sparekassen.

Det engelske ord er lidt mere storslået, og giver mig en følelsen af, at der er tale om en naturlov, som noget der sker på Mælkevejen eller i Niagara Falls.

Det danske udtryk gør det dog meget nemt at forklare. Så lad os først rejse en tur ned til sparekassen på din gågade og tale med bankdamen bag skranken.

Hvad er renters rente, og hvordan kan du opnå det? I alt giver jeg fem eksempler på det, men det første er helt oplagt og er din “bankbog”:

1. Renters rente på opsparing

Lad os forestille os, at du har en opsparingskonto med renter (som i gamle dage). Lad os sige, at renten er 10 pct. (det var faktisk muligt, da jeg var barn).

Du sætter 1.000 kr. ind, og så gør du ikke mere. Næste år har du 1000 plus de 10 pct. Det vil sige 1100. Næste år får du mere end 100 kr., for de første 100 kr. tjener nu også penge til dig. Nu skal du have 10 pct. af 1100 kr. Nu skal du have 110 kr sat ind.

De ekstra 10 kr. har du fået af renters renter.

Albert Einstein siger, at hvis du ikke forstår renters rente, så betaler du det.

Det er sandt.

Fok der ikke helt indser, hvad det koster at låne penge, har tendens til at opbygge gæld, og hvis du ikke betaler af på din gæld, vil den også vokse med renters rente. Det er ikke godt. 

2. Renters rente af aktier

Det samme sker selvfølgelig også med dine aktier, men her kan det være nødvendigt, at du gør noget aktivt for at udnytte renters rente. Det sker ikke bare automatisk som på din opsparingskonto fra 1980’erne. 

De penge du allerede har tjent på aktierne skal geninvesteres for, at du udnytter effekten af renters rente.

Hvis du f.eks. får udbetalt udbytte eller har solgt aktier med et positivt afkast, skal du huske at geninvestere afkastet for, at de stadig tjener penge til dig.

3. Erfaring og viden om aktier og selskaber

Superinvestoren Warren Buffett taler om, at du får renters rente på din viden, og at det derfor er vigtigt at blive ved med at lære og læse om virksomheder og om alt muligt andet. 

Den viden du opbygger, gør det nemmere at opsøge yderligere viden. Vi bygger videre på det, som vi allerede har investeret i vores hjerne. 

Det gælder selvfølgelig også på andre områder end lige investeringsområdet.

Jeg tænker ofte på det, når jeg er sammen med mine børn, som har så meget at lære.

Da vi flyttede til Portugal, blev de kastet ind i en ny skole og skulle undervises på et sprog, som de slet ikke talte. De rykkede endda nogle klasser op, fordi de indgik i et nyt skolesystem. Den yngste, der var fem og kom fra børnehaven, begyndte i en klasse, hvor de andre børn allerede kunne læse og skrive.

Jeg var bevidst om at lære dem bare få ord hver dag, som en naturlig del af leg og gåture. I naturen fandt vi bogstaver lavet af pinde og jeg fortalte dem hele tiden, hvad noget hed på engelsk.

Et ord om dagen giver jo 365 ord på et år. Fem ord giver 1,825 ord, og det er nok et større ordforråd end de fleste.

Og når du først har lært en del ord bliver det nemmere og nemmere, fordi du forstå logikken i sproget og har noget forudgående erfaring at bygge videre på.

Så bare lidt af gangen – men hver dag. Så kommer du langt. 

4. Venskaber og goodwill 

Det du sender ud, får du tilbage mangefold.

Value investoren Guy Spier tror på, at en af de ting, der har givet ham succes i livet, er en vane med at sende tre fysiske takkebreve med posten hver dag.

Han taler om, at de små ting i livet kan have en stor effekt over tid. Det kan dog tage op til fem år, før effekten viser sig – og de fleste har allerede givet op lang tid før det.

“Denne vane med at skrive breve er en utrolig effektiv måde at få renters rente af goodwill og forhold i stedet for bare at få renters rente af penge. Albert Einstein kalder renters rente det ottende vidunder, men den snævre monetære definition af renters rente og nok den mindst interessante aspekt ved dette vidunder,” skriver han i kapitel fem i bogen The Education of a Value Investor.

Denne måde at tænke på er meget inspirerende og kan virkelig gøre dig bevidst om, hvad man sender ud i verden.

Hver gang du sender noget ud, kan du regne med, at det kommer tilbage med renters rente.

Et uvenligt ord kan blive til en krise. Lidt velment ros kan blive starten på et helt nyt venskab. Men det er ikke sikkert at det kommer lineært tilbage. Det kan komme fra en tredje vej, og du skal passe på med ikke at være kalkuleret med ros og tjenester, så du REGNER med at få noget tilbage. Bare giv det og giv slip. 

Alting kommer forstærket tilbage til dig.

Det kan virkelig få en til at tænke over, hvordan man opfører sig ude i verden.

5. Sundhed og styrke

I virkeligheden er der renters rente i alt. Alt.

Det gælder selvfølgelig også sundhed.

Hvis du lever en lille smule sundere hver dag, træner lidt mere hver dag, så kan du på ret kort tid komme i meget god form.

Tænk over det. 

Hvis du bare bliver en procent stærkere hver dag. Hvor meget stærkere er du så på et år?

Når du f.eks. træner til et maraton, kan du hver uge lægge 10 pct. til dine ugentlige kilometer. Det er sådan en tommelfingerregel for ikke at få løbeskader.

Jeg har flere gange trænet op til løb, og i starten kan det være lidt svært at holde sig tilbage. Hvis du i første uge kun må løbe 15 km. fordelt på tre løb af 5 km., kan du ugen efter løbe 16,5 km og derefter 18 km.- det er jo INGEN forskel i det daglige løb. Måske kribler det i fødderne for at komme ud og løbe HELE Dyrehaven rundt på en gang.

Men allerede 10 uger efter må du løbe 39 km. om ugen, og efter 15 uger kan du løbe 63 km. Efter et stykke tid kan du lægge 15 km. til dit kilometer antal HVER uge. Jeg bliver lige overrasket over det hver gang. 

Med sundhed og styrke kommer der en naturlig grænse (du kan ikke blive uendeligt stærk eller løbe uendeligt), men indtil du når dertil, vil der i lang tid være en slags renters rente på din indsats.

Her er der også en psykisk renters rente. Når bolden begynder at rulle, og du kan mærke, at du får det bedre, får du lyst til at gøre endnu.

Det er meget motiverende. 

Hvor vil du sætte renters rente ind i dag?

Jeg kunne sikkert komme med mange flere eksempler.

I virkeligheden er der renters rente i alt. Alt.

Det kan f.eks. også være, når man får følgere på et nyhedsbrev – og hvis man gør det godt, og læserne får lyst til at anbefale det til andre.

Hvis du begynder med 500 – som måske blot er gamle venner og bekendte –  men hvis bare 8 ud af 100 inviterer en ny ind hver måned, så vokser bloggen til omkring 1,200 på et år og 46,000 på fem år… Det må du i øvrigt gerne tage som en opfordring til at invitere andre til at læse bloggen eller e-bogen.

Jeg har en tendens til at tænke renters rente og leve efter det, om det gælder at lære et nyt sprog, undervise mine børn, sprede venlighed eller løbetræne.

Mit spørgsmål til dig er: På hvilket område har du lyst til at få renters rente til at virke i dag?

Kunne du lide blogindlægget, så husk at anbefale både dette indlæg og e-bogen e-bogen Bliv Fri som du finder her.