Pas på de små børsnoteringer

Pas på de små børsnoteringer

Børsnoteringer befinder sig på listen over farlige investeringer, som Benjamin Graham advarer imod i bogen The Intelligent Investor, som for mange af os er en slags investeringsbibel.

Ifølge Benjamin Graham er der to problemer med børsnoteringer. For det første er de kendetegnet ved, at der følger en særlig salgsteknik med dem.

”Det kræver en særlig grad af modstandskraft mod salg,” skriver Benjamin Graham i kapitel seks.

For det andet foregår langt de fleste børsnoteringer i et marked, hvor prisniveauet allerede ligger højt.

”De fleste nytegninger sker under særlige gunstige markedsforhold, hvilket betyder, at de er gunstige for sælgeren og som følge deraf mindre gunstige for køberen.”

Med andre ord vil du komme til at købe nogle aktier, som er for dyre, fordi hele prisniveauet i markedet er skruet op.

Mange børsnoteringer er i sig selv et faresignal

Ser man en periode mange børsnoteringer, er det i sig selv et tegn på, at markedet er for dyrt, advarer Benjamin Graham.

”Bullmarkeder er ofte karakteriseret ved, at mange private virksomheder forvandler sig til virksomheder med aktier på børsen,” skriver han.

Bliver mange små virksomheder børsnoteret, så er det et endnu større faresignal, ifølge Graham. Graham mener, at det er et pålidelig tegn på, at en boble er ved at nærme sig en afslutning, når aktier i små, ukendte virksomheder bliver udbudt til priser, der er på niveau eller højere end lidt større virksomheder, der har en lang markedshistorik på børsen.

”Offentlighedens uopmærksomhed og salgsorganisationernes villighed til at sælge alt, som overhovedet giver overskud kan kun ende på en måde – med et priskollaps. I mange tilfælde vil nynoteringerne miste 75 pct. af salgsprisen,” skriver Graham.

Faren ved at investere i børsnoteringer er nemlig også, at du mangler historik og data for at kunne evaluere den egentlige værdi i selskabet. Det er langt bedre at investere i selskaber, som kan fremvise mindst ti års revisorstemplede regnskaber, som lever op til kravene for et børsnoteret selskab.

Hvorfor lykkes det så alligevel de små, ukendte virksomheder uden omsætning eller overskud at blive børsnoteret? Børsnoteringer kan få nogle til at drømme om store fremtidige gevinster. Det kan få nogle til at håbe på at opdage noget, før det bliver stort. Det lokker gambleren frem i os. Mange tænker måske på de helt store selskaber som Amazon, Apple, Google eller Microsoft, som man har kunne tjene svimlende summer på, hvis man var med fra starten.

Amazon faldt til 5,5 dollars efter it-boblen

Lad os et øjeblik tage Amazon som eksempel og drømme os tilbage til 1997, hvor man kunne købe aktier i Amazon til 18 dollars ved børsnoteringen. Tidligere på måneden (skrevet september 2018) ramte Amazon det hidtil højeste niveau på 2050 dollars pr. aktie. Men man skal huske på, at selv Amazon blev ramt hårdt under it-boblen, hvor aktien i 2001 sank helt ned til 5,5 dollars pr. aktie. Da Amazon gennemgik aktiesplit, kan de 5,5 dollars i 2001 dog ikke helt sammenlignes med de 18 dollars i 1997, men aktien kom meget tæt på det niveau, som den blev børsnoteret for. Amazon var i 2001 en langt mere udbredt virksomhed, som derfor var meget mere værd (der skete meget mellem 1997 og 2001. I 1997 havde de færreste en email-adresse. I 2001 var internettet blevet hvermandseje, og de fleste havde allerede prøvet at købe bøger på Amazon). Med andre ord var det en bedre handel at købe Amazon lige efter it-boblen end ved børsnoteringen.

Amazon er under alle omstændigheder et ekstremt tilfælde – få virksomheder vokser så stærkt på så kort tid — og en ting er ret sikkert. For hver vinder blandt de nynoterede virksomheder, er der mange, mange tabere.

Børsernes vuggestue

Du skal være ekstraordinært forsigtigt med at købe nytegninger på de små alternative børser som Nasdaq First North eller Spotlight Stock Market. Lidt forenklet kan man sige, at de er vuggestuen til de store børser. Der er stor risiko for, at aktier i virksomhederne på de alternative børser bliver meget svære at komme af med, når markedet rasler ned. Ikke alene kan du risikere, at prisen på aktien falder, men du risikerer, at du slet ikke kan sælge papiret igen, fordi ingen vil købe det.

Som Benjamin Graham udtrykker det:

”Situationen bliver værre af, at på bunden af markedet har offentligheden en stærk modvilje mod de selvsamme små virksomheder, som den købte så velvilligt i et øjebliks uopmærksomhed. Mange af disse vil falde under deres egentlige værdi, ligesom de før solgte langt over.”

Markedet er en hyperaktiv galning

Markedet er en hyperaktiv galning

Forestil dig, at du har en lille andel i et selskab, og din andel er 1000 kr. værd. Du har også en hyperaktiv partner, som banker på din kontordør hver morgen kl. 9, og fortæller dig, hvor meget han tror, din andel er værd. Han er en driftig herre, så han tilbyder samtidig at købe den fra dig.

Nogle morgener er han i dårligt humør, sparker til skraldespanden og tilbyder dig 100 kr. Andre morgener kommer han syngende ind på dit kontor, klapper dig på ryggen og tilbyder dig 5.000 kr.

Hils på Mr. Market

Mr. Market kommer fra en af de bedste investeringsbøger nogensinde skrevet. Det er Warren Buffetts gamle læremester og professor Benjamin Graham, som opdigtede karakteren Mr. Market i kapitel 8 i bogen The Intelligent Investor. Det bedste kapitel i den måske bedste bog nogensinde skrevet om at investere. Så lyt.

Benjamin Graham har en vigtig pointe med historien om den hyperaktive Mr. Market, og det er, at du ikke skal tro, at Mr. Market har ret. Du skal skabe dig dit eget billede af, hvad selskabet er værd – og hvad din andel af det er værd – ved at kigge på virkeligheden. På den måde splitter han værdi og pris, og du skal som investor fokusere på værdien.

”Hvis du er en klog investor eller en fornuftig forretningsmand, vil du så lade Mr. Markets daglige besked afgøre dit syn på værdien af din anpart på 1.000 kr. i selskabet? Kun hvis du er enig med ham eller vil handle med ham den dag. Du kan være glad for at sælge til ham, når prisen er latterlig høj og glad for at købe fra ham, når prisen er lav. Men resten af tiden er du bedst tjent ved at forme din egen holdning til, hvad din anpart er værd, baseret på forretningen og regnskaberne,” skriver Ben Graham i bogen. 

Sælg dyrt og køb billigt. Nemt, hvad? Men det er det ikke. De fleste mennesker gør det omvendte. De køber dyrt og sælger i frygt, når mr. Market er i dårligt humør.

Gør Mr. Market til din butler

Mange tror, at Mr. Market har ret. Eller måske glemmer de bare i øjeblikket, at Mr. Market er en maniodepressiv galning. De lader Mr. Market blive deres herre i stedet for deres tjener. De køber i eufori, når markedet stiger og sælger i panik, når Mr. Market råber blodbad og styrtdyk.

Det er der en god grund til. Din hjerne er programmeret til at få dig til at reagere med Mr. Market. Hvis aktierne går op, og du har tjent på det, så får du et naturligt kick af dopamin, som giver en dejlig følelse i kroppen. Du kan blive afhængig af at være med på opturen og have svært ved at give slip. Mange sætter flere penge i aktier, når det går godt. Og når aktierne falder, så aktiverer det amygdala (mandelkernen), som er den del af hjernen, der håndterer farer, frygt og angst. Når aktier falder, reagerer du, som hvis du hører en brandalarm. Det sætter gang i flygt-reaktionerne. Og så sælger du.

Med mindre du har holdt dig selv i stram snor og ladet være med at investere, da det lignede, at virksomhederne voksede ind i himlen. Så vil du have det som en hund i snor, der er ivrig efter at investere, når markedet falder, og når selskaberne bliver billigere i pris, end de burde være.

”Jo mere skørt markedet opfører sig, jo større muligheder er der for investoren som forretningsmand. Følg Graham og du vil profitere fra tåbelighed fremfor at deltage i det.”

Det skriver Warren Buffett i indledningen til bogen, hvor han roser lige præcis kapitel otte.

Hvis du er i tvivl, så er markedet lige nu i skrivende stund september 2018, meget hyperaktivt og virksomhederne er meget dyre i forhold til, hvad de er værd. Læs evt. mere om niveauet i aktiemarkedet i mit tidligere blogindlæg Tre tegn på, at en aktiekrise er på vej.