Engang tog jeg en personligheds test. 

“Du er en leder. Du er en visionær. Du er iværksætter,” sagde konsulenten, som havde lavet testen. 

Jeg blev skuffet. Det var ikke det, som jeg havde lyst til at høre. Jeg ville hellere høre, at jeg var kreativ og kunstner-type, så jeg kunne blive bekræftet i, at jeg var en god journalist. Jeg var tryg ved at sidde i en fastansættelse hos Dagbladet Jyllands-Posten som erhvervsjournalist.  

På det tidspunkt i mit liv kunne jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg en dag ville blive iværksætter. Eller lede eller undervise nogle. 

Ikke at der er noget galt med iværksættere. Eller lærere. Eller prædikanter. Overhovedet ikke.

Jeg kunne bare godt lide min faste løn, og jeg var meget optaget af at finde nyheder og skrive. Det var det, jeg ville.

Frihed er lyset 

I dag har jeg det helt anderledes. Jeg er lidt af en blanding af lærer, prædikant og iværksætter.

Jeg kan ikke forestille mig noget bedre, og jeg forstår ikke, at der overhovedet findes nogen, der læner sig tilbage og nøjes med at være slaver hos andre.

Hvad forandrede sig?

Jo, hvis du har fulgt en smule med på bloggen, så ved du nok, at jeg blev fyret på barsel.

Jeg var alene med to drenge, den ene på 3 år og en baby på tre måneder. Jeg følte det som om, at dugen blev flået væk under mig midt under et måltid. Alting fløj gennem luften og landede alle mulige underlige steder.

I dag synes jeg, at alle bør sørge for at gøre sig uafhængige af arbejdsgiverens lønseddel (og fyringstrussel).

Det kan du gøre på to måder.

A. Du kan enten selv starte en virksomhed.

B. Eller du kan blive i dit trygge job og investere i virksomheder, som andre har startet og blive økonomisk uafhængig på den måde. 

Hvorfor er det så vigtigt?

1. Du er økonomisk sårbar, når du er afhængig af en indkomst

Vi taler meget om, at vi skal sprede vores investeringer, så vi minimerer risiko. Men hvad med indtægterne? Hvorfor er der ingen der kigger på den kæmpe store risiko, der ligger i at være afhængig af en indtægtskilde fra en arbejdsplads. Du lægger din skæbne i en persons hånd, nemlig din chefs. 

2. Du bliver stresset af det

Der er så mange fine eksperter, der taler om stress, og om, hvordan vil skal være bedre at leve i nuet og mindfulness og alt det der. Vi skal lægge mobiltelefonen væk. Vi skal stemple ud om aftenen. 

Måske findes der også en meget simpel økonomisk grund til, at så mange bliver stressede. De er sårbare overfor en enkelt beslutning, som ligger uden for deres egen kontrol: nemlig at blive fyrede.

Hvorfor tjekker folk arbejdsmail, efter børnene er lagt i seng? Fordi de bliver nødt til det. Hvorfor skriver de videre på en præsentation, når hele familien sover? Fordi der ikke er anden vej.

Mange af os lever som en slags moderne slaver, hvor vi halser afsted til arbejde, ofte før solen er stået op. Vi slæber skrigende børn i børnehave og vuggestue og henter dem, når der ikke er noget energi tilbage i dem. Det meste af dagen bruger vi på at udføre andres ordre. Selv når vi har fri, for arbejdet kryber ind i vores fritid med telefonen og bærbaren. 

3. Mange job bliver automatiseret eller overtaget af robotter

Sidst jeg var hos børnetandlægen, var receptionen forsvundet og damen fyret. Når jeg ringer til banken, taler jeg med en automatisk indtalt stemme.

Det er ikke kun de overfladiske servicejob som forsvinder.

Automatiseringen har lange fangarme ind i de professionelle rækker. På et tidspunkt var der tale om, at robotter ville skrive nyheder. 

Hvor der før var investeringsrådgivere, findes der robo-advisor. Kan man forstille sig en robo-advisor til mange andre ting? Jeg kan.

Du skal virkelig overgå science fiction film, hvis du skal forstå, hvordan det bliver i fremtiden. 

Fra slave til frihed

I dag er jeg på den anden side og kan leve af mine investeringer og min virksomhed, og jeg kan ikke forstå, hvad jeg tænkte dengang, jeg var fastansat og blev ked af, at en konsulent synes, at jeg skulle blive iværksætter.

Forskellen på at være fastansat og være fri er så stor, at det næsten er umuligt at gøre op. Men lad mig prøve:

  • Når du er ansat, arbejder du for andre. De fortæller dig, hvilken afdeling du skal arbejde i, hvilket område du skal arbejde med, hvilke møder du skal gå til, og endda hvorvidt du må stå op eller sidde ned til møderne (hos Jyllands-Posten måtte vi ikke sidde ned til møderne. Ledelsen synes, at møderne skulle være kortere, og troede, at det hjalp at lave et “sidde-forbud”. Men det blev morgenmøderne ikke kortere af. Det er ikke sjovt at være gravid og være tvunget til at stå op til møder).
  • Det du bliver betalt i et lønjob er peanuts i forhold til, hvad du kan tjene selv. Det kan godt være, at du føler at det er trygt. Men lad mig fortælle dig, at allerede det første år med CVR-nummer, har jeg overgået min gamle løn i omsætning. Og til næste år bliver det fordoblet. Dertil kommer investeringerne, som jeg ikke måtte foretage mig før. 
  • De kan fyre dig, når de vil, og den slags sker. Hele tiden. Også selvom du er på barsel eller syg eller på anden måde sårbar. Nej, det rammer ikke forsiderne. Dine kolleger vil trække på skulderen. 

Omvendt er der store fordele ved at blive uafhængig. At blive økonomisk uafhængig drejer sig i mine øjne ikke om at bruge resten af livet i en hængekøje. Det drejer sig om at kunne vælge.

Og er du økonomisk uafhængig kan du:

  • arbejde med det, som du vil
  • arbejde med din lidenskab
  • arbejde med noget, som gør en stor forskel i verden og giver mening for dig
  • arbejde og have fuld kontrol med processen
  • selv bestemme, om du vil sidde ned eller stå op
  • arbejde i sandaler (vi måtte ikke være iklædt “strandtøj” på Jyllands-Posten)
  • bo præcist, hvor du vil
  • tjene så mange penge, som du orker at tjene og bruge   

Vil du lære om at investere, kan du downloade min e-bog Bliv Fri her. På den måde kan du sprede din risiko uden at skulle sige dit job op. Det er faktisk muligt at blive økonomisk uafhængig alene ved hjælp af investeringer i andres virksomheder. Det kan du læse mere om i bogen.