Jeg har skabt mit drømmeliv.

Det vil sige, at penge har skabt mit drømmeliv. Med lidt hjælp fra mig. 

Jeg lever i Portugal med den frihed og den livsstil, som jeg ønsker.

Men sådan har det langt fra altid været. Jeg har på en måde levet to liv. Det ene som lønmodtager (og senere dagpengemodtager) med mangel på midler, og det andet liv med økonomisk frihed til at leve, som jeg ønskede. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne have undgået første liv. Jeg ville ønske, at nogen havde taget mig til side og overleveret de vigtigste pengeråd, så jeg kunne havde fulgt dem fra starten og kunne havde opnået mit drømmeliv før.

Da jeg voksede op, fik jeg råd om venskaber, om motion, om sundhed, om madlavningen – men der var aldrig rigtig nogle, der gav mig råd om penge. Det er på trods af, at jeg voksede op med en far, der var økonom.

Gode pengeråd er bogstaveligt talt guld værd  

Det var først, da jeg blev fyret, at jeg virkelig forstod, hvor vigtigt det er, at vi opbygger et stærkt økonomisk fundament.

Jeg lærte at forvalte mine penge på en måde, så de voksede hurtigt for mig og mine mål i stedet for imod mig.

I det her blogindlæg vil jeg gennemgå de vigtigste lektioner, som jeg har lært om penge – og som jeg ville ønske, jeg havde vidst fra begyndelsen af.

Penge råd 1: Forstå at penge faktisk kan gøre dig lykkelige

Som en eller anden skrev forleden på sociale medier: “De løj for dig, da de sagde, at penge ikke kunne gøre dig lykkelig.”

Jeg måtte grine, for det er faktisk lidt sandt. 

Jeg har levet med nok penge og uden særlig mange penge. Jeg har været mor på dagpenge, og jeg har været mor med en millionindtægt. 

Jeg kan fortælle dig, at det er langt sjovere at være mor med en millionindtægt.

Forskellen? Alt!

Jeg boede tidligere i en toværelseslejlighed på Nørrebro, og jeg havde sjældent råd til ferie eller råd tl at få børnepasser eller rengøring eller bil. Jeg sukkede efter at komme væk fra larmen på Nørrebro, som vækkede os hele tiden, men jeg havde ikke råd til at købe et hus…medmindre den lå midt på en roemark på Lolland. 

I dag bor jeg i et hus ved kysten i Portugal.

Jeg har både børnepasser til at hjælpe med at kigge efter drengene og en hushjælp til at gøre rent. Jeg får drengene kørt i skole.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet fast i myldretid, vasket gulv eller lavet fiskefrikadeller. 

Jeg kommer jævnligt ud til koncerter og middage – uden at jeg skal tigge min familie om træde til at passe mine børn.

Nej, penge kan ikke skærme mig fra kærestesorger eller sørge for, at mine børn ikke falder og slår sig på knæet. Men penge kan sørge for, at jeg har tid til at gå ud og tid til at cykle til stranden med mine børn.  

Pengeråd 2: Invester så tidligt som muligt

Mange venter med at investere til:

A. De har penge nok.

B. De har tid nok til at sætte sig ind i det.

c. Til de for taget sig sammen.

Drop det.

Kom i gang lige nu. I dag.

Køb en lille bitte aktie i et lille bitte selskab, så du kommer i gang. Se din første investering som en slags lærepenge og hold op med at bekymre dig om, hvorvidt du taber penge.

Det første skridt er det vigtigste, fordi du finder ud af, at det ikke er farligt.

Pengeråd 3: Invester i din uddannelse som investor

Ja, du kan læse blogindlæg og bøger, og det skal du selvfølgelig gøre. 

Jeg har investeret, siden jeg var 30 år. Det gik fint i mange år, men det rykkede for alvor, da jeg købte et godt investeringskursus, hvor jeg lærte value investering til bunds.

Du kan sagtens på egen hånd lære at investere som passiv investor, der udvælger indeksfonde. Men vil du blive god til at udvælge virksomheder, gennemgå en tjekliste og forstå, hvordan du håndterer et regnskab, skal du tage et kursus. 

Hvorfor lærer vi ikke noget om penge og investeringer i skolen? Jeg tror faktisk, at jeg har svaret.

Jeg var engang til en introduktionsaften på et af landets fineste privatskoler (Zahles Gymnasieskole i København). Der sad en hel hær af embedsmænd/damer i suits for at høre om skolen.

Skolelederen forklarede, at skolen havde et højt fagligt niveau, og at skolens rolle var at socialisere børnene til gymnasiet og senere til arbejdsmarkedet.

Med et slog det mig, at skolen var en fabrik, der skulle skabe lønmodtagere til fremtiden. På Zahles var det lønmodtagere, der kan både tysk og fransk og formentlig ender som kontorchefer – men stadig lønmodtagere.

Med de briller på er det ikke skolens rolle at give børn viden eller værktøj til at blive iværksættere eller investorer. Det ligger uden for deres opgave. 

Pengeråd 4: Forstå at det er risikabelt at være lønmodtager

De fleste satser på et at få en god uddannelse og et godt job.

Det føles sikkert og trygt… I modsætning til investeringer, som mange folk opfatter som usikre.

Ideen er, at du kan miste noget ved at investere. Derfor er det risikabelt.

Men du kan jo miste hele din indtægt, hvis du er lønmodtager. Du kan jo blive fyret.

Med et slag forandrer dit økonomiske grundlag sig.

Med en chefs beslutning.

Det er da at lægge alle æg i en kurv. Det er i mine øjne mere risikabelt end at blive iværksætter eller investere i aktier.

Pengeråd 5: Betal dig selv først

Som det allerførste hver måned, skal du trække penge ud af din lønindtægt til dig selv og din fremtid.

Hvorfor som det første? 

Fordi det er sådan du får prioriteret at spare  til at bygge aktiver.

Hvis du regner med at opbygge din opsparing med de penge, der er tilbage sidst på måneden, får du det formentlig ikke gjort.

Vi bruger lige præcis de penge, som er på kontoen. 

Pengeråd 6: Sørg for at have flere indtægtskilder

Lønindtægt er blot en ud af flere indtægtskilder.

Aktier er en anden.

Kan du tænke på flere? En online forretning du kan styre i din fritid?

En anpart i en virksomhed? Et rigtigt iværksætterprojekt?

Udlejning af en ejendom? 

Pengeråd 7: Undgå gæld

Gør alt hvad du kan får at undgå at opbygge passiver, det vil sige noget, der trækker penge ud af din økonomi. Det kan f.eks. være gæld med renter på.

Det gælder både i dit privatliv, at du skal undgå al unødvendig gæld, som forbugsgæld og de her afbetalingsordninger, når du køber elektronik eller hvidvarer.

Du skal også undgå gæld, når du investerer. Det gør dig nervøs som investor, og du kan blive slået ud af ludo på grund af din gæld.

Pengeråd 8. Invester når andre flygter

Der er perioder, hvor det er svært at investere, fordi det føles som en nedadgående rutsjebane uden bund.

Det er præcist på dette tidspunkt, at du skal finde modet til at satse på de virksomheder, som du tror på.

Det er selvfølgelig vigtigt at gøre et godt grundarbejde, så du er sikker på, at det er en god investering. Du skal tage virksomheden gennem en tjekliste – du kan bruge min her – og regne på hvad den egentlig er værd.

Det kan du lære mere i din e-bog Bliv Fri her

Pengeråd 9. Hold fast

Den anden store fejl, som folk begår, er, at de sælger, for hurtigt:

A. Enten når aktien falder.

B. Eller lige så snart, det har rettet sig op igen, efter det er faldet.

C. Eller når den stiger, fordi de er bange for at det vender.

Det er ofte i ventetiden, at du tjener pengene.

Så hold fast, vær tålmodig, vent.

Du passe planten og vande den, men du skal ikke stå og stirre på planten hele tiden. 

Læs min e-bog Bliv Fri for at læse om den investeringsstrategi, som jeg bruger med stor success. Du kan downloade den her