Hvorfor økonomisk uafhængighed er en nødvendighed

Hvorfor økonomisk uafhængighed er en nødvendighed

”Arbejde adler,” hvisker den ene. ”Arbejde overvinder alt,” siger den anden.

Jeg kan næsten høre mine bedsteforældre rasle i graven og svinge om sig med gamle ordsprog, som hylder arbejde.

Hvad ville de sige til, at jeg skriver en blog om, hvordan man bliver økonomisk uafhængig, så man ikke behøver at have et lønarbejde?

De ville blive forargede. Det går stik imod deres værdier.

Men de levede også i en helt anden tid. Alting har forandret sig.

Jobsikkerheden er lavere i dag

Vi kommer fra den gamle verden, hvor der var højere grad af jobsikkerhed. Vores forældre og bedsteforældres generation blev årtier i det samme job. Skiftede de arbejdsplads, så blev de i den samme funktion blot et nyt sted.

I dag skal vi leve med ord som ”disruption” og leve med usikkerheden, når et produkt, en branche eller en hel industri bliver overflødiggjort og forældet, fordi der kommer fornyelse ind fra højre. Det betyder, at du i højere grad skal kunne omstille dig. Ikke bare fra en arbejdsplads til en anden, men også fra en branche eller jobfunktion til en helt anden. Det betyder, at du kan få ”huller” i livet, hvor du har brug for at bruge tid på at lære noget nyt, så du kan leve af noget nyt. Det kan godt tage lidt tid.

Risikospredning

Man taler om, at det er risikabelt at investere eller risikabelt at blive iværksætter. Men det er i høj grad også risikabelt at være lønmodtager og være afhængig af det. Du er afhængig af en indkomst, og den kan forsvinde fra den ene dag til den anden. Når du investerer, så spreder du faktisk din risiko, så du ikke længere kun er afhængig af lønindkomsten.

Når du er iværksætter, så har du forhåbentligt flere kunder. Når du er lønmodtager har du derimod kun en stor kunde. Det er risikabelt.

Jeg vil opfordre dig til at se dig selv som en slags iværksætter, som nogle gange vælger et lønmodtagerarbejde. Se dig selv som din egen forretning, som nogle gange tager en stor risiko ved at dedikere dig til en stor kunde, som kan fyre dig. Vælger du at være lønmodtager, skal du derfor sørge for at have gang i andre ting ved siden af. Investeringer og gerne små iværksætterprojekter, så du har noget at falde tilbage på.

Velfærdsstaten skrumper

Det er ikke mange år siden, at folk kunne læne sig tilbage og stole på, at de kunne gå på dagpenge i evigheder. Når vi møder dem, der taler om, hvordan de opdrog deres børn, mens de modtog dagpenge år ind og år ud, så måber vi i dag. I dag kan du få dagpenge i maksimalt to år ad gangen.

Dertil kommer, at der hele tiden kommer nye regler. I år blev der indført et opholdskrav til dagpengene, som betyder, at man som hovedregel kun har ret til dagpenge, hvis man i syv ud af de seneste otte år har opholdt sig i Danmark. Det gælder også bagudrettet. Med andre ord: hvis du har arbejdet et par år i udlandet, så ryger din ret til dagpengene. Så selvom du troligt har betalt til forsikringsordningen, så bliver det, du var lovet, mens du betalte, taget væk fra dig.

Måske rammer lige den stramning ikke dig, fordi du har boet i Danmark de sidste år. Den rammer heller ikke mig. Men den giver mig en nagende følelse af, at jeg ikke kan regne med det, og derfor må skabe mit eget sikkerhedsnet.

Pensionen skrumper

Og hvad med pensionen? Jeg håber ikke, at du regner med at leve af folkepensionen? Har du tjekket, hvor meget man får udbetalt for nyligt? Du får lige omkring 13.000 kr. før skat (2019 sats). Husk nu, at det er før skat. Den er indtægtsbestemt, så har du anden indkomst f.eks. fra en anden pensionsordning, så bliver der skruet ned for beløbet.

Aldersgrænsen for at modtage folkepension er nyligt hævet fra 65 til 68 år. Hvordan den vil se ud i fremtiden, må man bruge en spåkone for at finde ud af, for det kommer til at afhænge af de politiske vinde.

Men tendensen er helt klar: Velfærdsstaten skrumper. Det gælder både pensionen og støtte til arbejdsløse. Der bliver hele tiden skåret lidt af her og der. Du kan ikke stole på, at systemet griber dig, når du har brug for det i fremtiden. Hverken som arbejdsløs eller som pensionist. Derfor skal du bygge dit eget sikkerhedsnet ved at blive økonomisk uafhængig.

Det betyder jo ikke nødvendigvis, at du aldrig mere skal arbejde. Det betyder ikke, at du skal se Netflix på sofaen resten af livet, mens din bedstemor spøger om dig med de gamle ordsprog om, at “arbejde adler” eller “arbejde gør fri”.

Økonomisk uafhængighed betyder, at du har trygheden i at vide, at du er okay, uanset hvad der sker.

Økonomisk uafhængighed betyder også, at du har friheden til at beskæftige dig med det, som giver mest mening for dig.

Jeg har brugt de seneste år på at lære alt om penge og på at finde den hurtigste vej til økonomisk uafhængighed. Den hurtigste vej til friheden er at kopiere rigmanden Warren Buffetts metode til at investere, da det giver et højt afkast.

Har du ikke læst bogen Bliv Fri, som beskriver, hvordan du gør, så kan du downloade den her.  

Hvordan ser dit liv ud, når du er rig og fri?

Hvordan ser dit liv ud, når du er rig og fri?

Hvordan ser dit liv ud, når du er rig?

“Jeg har 16.000 kr. på bankkontoen, og jeg vil meget gerne være økonomisk uafhængig meget snart. Hvad kan jeg gøre?”

Ja, jeg får den slags spørgsmål fra folk, som af den ene eller anden grund ønsker at ændre noget meget fundamentalt ved deres liv. Gerne i går.

Det kan være, at chefen ånder dem i nakken. Det kan være, at hverdagen ikke hænger sammen med små børn, der savner en, når man er væk fra dem hele dagen. Eller den voksne, der savner de små børn. Det kan være noget helt andet. Et ægteskabet, der knirker.

Bloggen her handler om at blive økonomisk uafhængig. Men hvorfor egentlig? Hvad ønsker du helt konkret at opnå? Det handler vel i bund og grund om at have det godt. Det handler om en tilstand, som du ønsker at befinde dig mere i.

At blive økonomisk uafhængig kræver to ting: Det kræver investerede penge, og det kræver tid. Det kan ikke komme fra den ene dag til den anden, hvis din startkapital er lille.

Men tilstanden kan du godt opnå meget før. Den kan du opnå lige nu.

Lad os lave en lille øvelse:  Forestil dig selv 10 år ude i fremtiden. Du er blevet økonomisk fri. Hvordan ser dit liv ud? Hvilken scene kommer til dig? Ingen? Prøv igen.

Ræk ud efter det nu

En lille tilståelse: Jeg har selv svært ved at visualisere rigdom. Jeg føler, at der skal komme et stort og fantastisk billede til mig for at kunne symbolisere sådan et ambitiøst ord. Men en yacht i Monte Carlo er slet ikke mig. Et slot? Hvad skulle jeg bruge det til. Det ville ikke gøre mig lykkelig. Jeg kan ikke identificere mig med de typiske symboler på rigdom.

Jeg ser små ting. Dejlige måltider. Smil. Latter. Mennesker jeg elsker. En tur i teatret med en veninde. En ferie og en gåtur langs stranden. En hvid kjole. Ro.

Det fine ved det er, at det alt sammen er inden for rækkevidde.

Du ser nok noget andet. Jeg udfordrer dig til at finde nogle ting i din visualisering, som du kan indføre i dit liv nu. Måske drømmer du om at bruge mere tid med dit barn. Men kan du give dit barn 15 minutters uafbrudt opmærksomhed i dag?  Et par gange om dagen hver dag?

Måske ser du flere materielle ting, end jeg gør. Måske har du endda visualiseret en fed bil. Lad os sige, at det er en Porsche. Kan du leje en Porsche for en dag? Måske har du ligesom mig visualiseret en oplevelse, som en ferie eller en midddag. Kan du sætte oplevelsen i kalenderen? Hvordan kan du få nogle af de ting, som du drømmer om, ind i dit liv nu? 

At blive økonomisk uafhængig er en rejse, som tager tid. Og du er godt på vej nu, hvor du følger denne blog og sætter dig ind i, hvordan man investerer og laver et godt afkast. Men du skal sørge for, at du nyder livet, selvom du på pengefronten måske ikke er nået helt i mål endnu.

Livet er lige nu. Det leves i øjeblikke. Nyd det. 

Hvis du ikke har læst min bog om at investere som Warren Buffett, så kan du downloade den her.  Jeg kommer også til at lave en e-bog for nybegyndere. Skriv dig på til at modtage e-mail fra mig, hvis du vil være sikker på at modtage den. 

Har du huske disse fem lovlige skattefiduser inden årsskiftet?

Har du huske disse fem lovlige skattefiduser inden årsskiftet?

Vi taler meget om, hvor høj skatten er herhjemme. Men husker du at udnytte mulighederne for at spare på skatten? Løb listen igennem for at se, om du har husket det hele:

Børneopsparing:

Dette er den eneste skattefri konto, som findes i Danmark, og derfor skal du selvfølgelig udnytte den, hvis du har børn. Du betaler ikke skat af afkastet på denne konto. 

Du kan indbetale 6.000 kr. om året, indtil du har indbetalt i alt 72.000 kr. Småpenge, tænker du? Nej! Det er faktisk ret magisk, hvad renters rente kan gøre for en opsparing, der ikke bliver betalt skat af.

Hvis du indbetaler, hvad du kan fra begyndelsen af og laver et afkast på 20 pct. (Hvis du læser min blog jævnligt, så ved du, at jeg tror på, at alle kan lære at lave et afkast på 20 pct. ved at kopiere Warren Buffetts metoder), så bliver det til over 1,2 mio. kr., når barnet er 21 år. Det er da en meget god begyndelse til livet som voksen, synes du ikke?

Hvis du blot får et afkast på otte procent (hvilket er det maksimale du kan forvente ved at følge bankens råd om hele tiden at være i markedet og sprede dine investeringer), så bliver det ”kun” til 245.000 kr.

Praktik: Reglerne blev lavet om for 2018, så i år kan du indbetale 6.000 kr. pr. barn mod tidligere 3.000 kr. I alt kan du indbetale 72.000 kr. Har du ikke sådan en konto endnu, så ring til din bankrådgiver. Du skal bruge de officielle papirer på dit barn for at oprette den. Du kan vælge at sætte den til udbetaling mellem 14 og 21 år gammel. Du sætter den naturligvis til at være så lang som mulig, så du kan udnytte skattefordelen så mange år som muligt.

Aldersopsparing:

Fordelen ved aldersopsparingen er, at du ikke skal betale skat ved udbetaling, når du bliver pensionist (modsat de andre pensioner). Samtidig bliver du heller ikke modregnet i folkepensionen. Og så betaler du løbende langt lavere skat af afkastet, end du gør i frie midler. Det skal du benytte dig af, for det er nogle gode fordele.

Praktik: Desværre er ordningen blevet kraftigt reduceret. Har du mere end fem år til folkepensionsalderen, kan du fra 2018 kun indbetale 5.100 kr. per år mod tidligere 29.600 kr. Hvis ud har mindre end fem år til folkepensionsalderen, kan du indbetale op til 46.000 kr. Men det er bare at udnytte den. På både aldersopsparing og ratepension betaler du blot 15,3 pct. i skat af afkastet (mod 27-42 procent i frie midler). Det er dog beskattet efter et såkaldt lagerprincip, hvilket betyder, at det beskattes løbende efter værdistigningen i dine papirer og ikke blot, når du har realiseret gevinsten ved et salg af papiret.

Aldersopsparing til dine børn:

Jep, det kan man, og hvorfor ikke benytte sig af det? Jeg fik ideen fra en investeringscoach. Han havde faktisk sikret sine børns tilværelse som pensionister, før de overhovedet var begyndt i skole. Tænk at få den gave med fra barndomshjemmet, at man ikke behøver at bekymre sig om sin pension.

Magien med renters rente får virkelig lov til at udføre sit vidunder, når de har lang tid at virke i, og tid er der jo masser af, hvis du begynder en pensionsopsparing til dit barn. Jo før du begynder en opsparing, jo større bliver den. Altså forudsat at du investerer den og får et afkast. 

Lad os sige, at du indbetaler 5100 kr. om året og laver et afkast på 20 pct. og gør det i 60 år til en løbende beskatning på 15,3 pct. Hallelulja! Det bliver til mere end 300 mio. kr. Okay, okay. Det er ikke realistisk, at du kan varetage dit barns pensionsopsparing i 60 år, og hvem ved om dit barn gider lære at investere som Warren Buffett. Lad os sige otte pct. på passive investeringer hele vejen igennem. Det bliver alligevel til 3,5 mio. kr.

Vi kan også forsøge os med en mellemvej, hvor du håndterer pensionen til et afkast på 20 pct. indtil barnet er 18 år. Derefter kører det i passive indeksfonde til otte pct. om året. Så bliver det til knap 8 mio. kr. Det er ret sikkert, at dit barn ikke er tvunget til at leve af dåsemakrel som pensionist. 

Ratepension:

Betaler du topskat, kan denne opsparingsform godt betale sig, da du kan trække indbetalingerne til ratepensionen fra din personlige indkomst. Men da du med ratepensionen både betaler lagerbeskatning løbende på de 15,3 pct.  og betaler skat ved udbetaling, når du bliver pensioneret, så kan den faktisk ikke betale sig for folk, der ikke er oppe og røre topskatten.

Kombiner tabere og vindere strategisk

Hvis du sælger nogle aktier i din opsparing uden for pensionerne, så skal du betale skat af det. I frie midler betaler du skat, når du sælger et papir. Men du kan også trække dine tabere fra i skat. Det kan man kombinere strategisk, hvis man vil.

Når det er sagt, kan man gøre lidt for at minimere skatten. Det bliver en smule teknisk, så hold ud.

Du betaler 27 pct. af de første 52.900 kr., som du har tjent på dine aktier i form af udbytte og aktiegevinst. Alt derover betaler du 42 pct. af.

Man kan vælge at forsøge at holde salget af papirer til et niveau, hvor man ikke overstiger 52.000 kr. Overstiger du skattegrænsen, kan du også forsøge at få skatten ned ved at udnytte fratræk for tab. Det er nemlig sådan, at hvis du har tab på andre aktier, bliver du modregnet i gevinster og udbytte.

Faren ved at tænke strategisk over investeringerne og sælge taberne og vinderne på det rigtige tidspunkt i forhold til skatten er, at du kommer til at veje skattefiduserne tungere end selve den virkelighed, som er i selskabet. Det ville være ærgerligt at sælge af skattehensyn for senere hen at se, at man burde have holdt fast i papiret. Så egentlig kan jeg ikke anbefale at kombinere tabere og vindere strategisk for at spare på skatten. 

Husk, at skat er et luksusproblem. Betaler du skat, betyder det, at du har tjent nogle penge på dine investeringer. Observer det med kærlighed. Du er blevet god til at investere og sikrer din og din families økonomiske fremtid. Samtidig er du med til at betale for de ting, vi elsker i Danmark. Gode skoler til landets børn, veje uden huller, hospitaler, læge, militær og politi som fungerer. Alt er godt.

Har du husket at tilmelde dig min liste, så du kan få min gratis e-bog om at investere som Warren Buffett? 

Du kan downloade bogen her.