Hvad kan du lære af genierne, som forudså finanskrisen?
Forleden læste jeg bogen The Big Short igen.
Jeg har læst den før med erhvervsjournalistens briller på. Nu besluttede jeg mig forleden for at give den en tur til med value investorens briller på.
Jeg blev overrasket over, hvor meget jeg lærte af at genlæse den med friske øjne og nye briller – over ti år efter den er udgivet.
Der står mange guldkorn om at investere.
Her er de 12 vigtigste ting, jeg lærte af Michael Lewis bog The Big Short.
1. En blog er et godt udgangspunkt for en fond
Det første punkt er nok noget, jeg mest selv kan juble over.
Hvis du har fulgt min blog i et stykke tid, ved du, at jeg vil etablere mit eget investeringsselskab.
Med andre ord: Jeg vil gerne investere for andre.
Den kendte investor Michael Burry, som var den første til at forudse finanskrisen, begyndte faktisk sin karriere med at blogge. Han skrev ført i 1996 på en tråd om value investing på techstock.com, før han åbnede sin egen hjemmeside i 1998.
I 2000 åbnede han sin fond med lidt over en million dollar. Den ene million kom fra den kendte value investor Joel Greenblatt (forfatteren til You Can Be a Stock Market Genius), som havde fulgte med på hans blog i et stykke tid.
Efter han havde etableret fonden og folk så, hvor dygtig han var, strømmede pengene til ham.
Sådan her klarede han sig:
- I 2001 faldt S&P knap 12 pct., mens han fik et positivt afkast på 55 pct.
- Året efter faldt S&P 22,1 pct., men han var 16 pct. oppe.
- I 2003 steg S&P knap 29 pct., og da havde Michael Burry et afkast på 50 pct. Og sådan blev det ved.
Allerede i 2006 investerede han 600 mio. dollars og afviste folk ved døren (s. 42 i bogen).
Det er forbløffende, hvor hurtigt han udviklede sig som blogger og som investor.
2. Du behøver ikke en cand.merc.fin for at være en god investor
Skal man have en fin og lang uddannelse i regnskabsvæsen for at være skarp til at investere?
Flere af hovedpersonerne i The Big Short – dem som forudså finanskrisen – havde slet ikke nogen økonomisk uddannelse.
Det er en del derude, der mener, at man skal have en finansiel uddannelse for overhovedet at have ret til at mene noget om aktier. Sikke noget pjat.
Her kan det være sundt at huske på de investorer, som forudså finanskrisen:
- Michael Burry var uddannet læge
- Steve Eisman var uddannet advokat
- Den ene af de to unge fyre fra Cornwall Capital forlod College uden at blive færdig.
Gode investorer kommer fra alle mulige forskellige baggrunde. Det er noget akademisk snobberi at tro, at man skal have læst cand.merc. i finansiering for at kunne være god til det.
3. Pas på, når folk siger noget “altid stiger over tid.”
Bobler findes. Pas på dem.
Der var meget skråsikkerhed og eufori før 2008. Det er der også i dag.
Dengang var den meget koncentreret om ejendomme.
Nu er ejendomspriserne kommet op i et endnu højere leje mange steder, især i byområderne. De er bare stille og roligt gledet op.
Samtidig er mange andre aktivklasser også stukket af, så som aktier, kryptovaluta og NFT’er.
Hvad gør det anderledes den her gang?
Tænk dig om, før du kaster dine penge efter noget, som folkestemningen siger “altid stiger over tid.”
Det er som regel det første tegn på en boble.
4. De første til at forudse finanskrisen var value investorer
Jeg havde det virkelig som en fan, der ser sit yndlingshold vinde.
Michael Burry og Steve Eisman var blandt de allerførste til at se den finansielle tsunami før finanskrisen. De var begge dygtige og klartsynede…. og så var de begge value investorer.
Michael Burry blev value investor midt under it-boblen. “De sene 90’er tvang mig næsten til at identificere mig som value investor, fordi jeg tænkte, at det de andre gjorde var vanvittigt,” siger Michael Burry (s. 35).
Jeg er egentlig ikke overrasket. Selvfølgelig var de første skeptikere value investorer.
Value investorer har det med at kigge på fakta og se ting for, hvad de virkelig er.
Value investorer åbner dokumenterne. Value investorer tænker sig om.
5. En enkelt talentfuld analytiker kan slå markedet
The Big Short er gode fortællinger om den lille mand mod systemet. Det er en historie om nogle uafhængige individer, som indså, hvad der var ved at ske, alt imens de store finanshuse spændte ben for sig selv.
Michael Burry var helt overbevidst om, at hele det finansielle system var forkert på den, og at han selv havde ret.
Den gode historie er jo, at han rent faktisk havde ret.
“Jeg har altid haft den overbevisning, at en enkelt talentfuld analytiker, som arbejder grundigt, kan dække et stort investeringslandskab og denne overbevisning står ubestridt tilbage,” siger Michael Burry (s. 192).
6. Du skal ikke diskutere dine investeringsideer
Michael Burry havde det rigtig svært, mens han shortede subprime markedet, fordi hans investorer ikke var enige med ham i strategien.
De argumenterede for, at ejendomsmarkedet altid ville stige over tid, og at ejendomsobligationer, som havde fået grønt lys fra kreditvurderingsbureauerne, var meget sikre investeringer. At han gik hen og shortede det fik dem til at se rødt og kræve pengene tilbage.
Han skulle gang på gang forsvare sig og forklare.
Michael Burry blev nødt til at informere sine investorer om nye investeringsideer, men han ville egenlig helst være det foruden:
“Jeg hadede at diskutere ideer med investorerne, fordi jeg derefter bliver forsvarer af ideen, og det påvirker tankeprocessen.” (s. 56)
Når du først bliver forsvarer for en sag, er det svært for dig at ændre din mening om det.
Hvad betyder det for dig som privatinvestor?
Tal kun om dine investeringsideer med en udvalgt flok af ligesindede, f.eks. en studiegruppe af value investorer.
Pas på med at være meget offentlig om dine investeringsideer.
7. Sælg din bolig, når den er dyrere end tyve gange den årlige husleje
Det er en sjov scene i bogen (udeladt fra filmen), hvor Ben Hockett – der i filmen spilles af Brad Pitt – forsvinder i to måneder.
Da han indser, at der er en boble i ejendomsmarkedet, får han travlt med at sælge sit hus.
“Jeg lagde røret på og indså, at jeg skulle sælge mit hus. Nu, med det samme,” siger Ben Hockett (på s. 120).
Hans hus var seks mio. kr. værd (en mio. dollars), og det kunne udlejes for 17.000 kr (2.500 dollars).
“Det kunne sælges for mere end tredive gange bruttohuslejen. Tommelfingerreglen er, at du skal købe på ti og sælge på tyve,” forklarer han. (stadig s. 120)
Hvad er det for et regnestykke, han taler om her?
Han tager bare den månedlige husleje og ganger den op med 12 for at få et år og derefter med 10 for at finde købsprisen og 20 for at se niveauet, hvor han vil kigge på at sælge.
Hvordan ser det ud med den beregning på dit eget hus?
Det hus jeg bor i, var til salg for 800.000 euro og til leje for 3.000 euro. Jeg havde mulighed for at købe eller leje, da vi flyttede ind for at halvt år siden.
Jeg valgte at leje.
Jeg vil hellere investere pengene i aktiemarkedet.
8. Det er okay at ignorere strømmen fra erhvervsmedierne
Medierne har det med at køre med på den generelle stemning i markedet.
Når det er bobletider, ser alt lyserødt ud.
Når der er krise, ser det helt sort ud, og overskrifterne er skræmmende.
Det gør det svært for dig at distancere dig fra folkestemningen og være en rationel investor.
“Vi slukkede for CNBC. Det var frustrerende, at de ikke var i kontakt med realiteterne. Når der skete noget negativt, fik de spinnet det som noget godt. Og når noget godt skete, fik de blæst det helt ud af proportioner. Det påvirker dine tanker. Du kan ikke få forurenet dine tanker med sådan noget støj,” siger Danny Moses, som var en af Steve Eismans medarbejdere (s.168).
Det er okay at slukke for millionærklubben og de finansielle nyhedsmedier. Du skal dog blive ved med at følge med på et overordnet niveau og især holde øje med fakta og regnskaber fra de selskaber, som du har aktier i eller overvejer at investere i.
9. Hold dig væk fra bank-aktier
Finanskrisen viste os, at det er svært at gennemskue, hvad der er på bankernes balance.
Det er så svært, at bankerne ikke engang selv har styr på det.
“Vi gik altid ud fra, at de store Wall Street banker solgte CDO’er til koreanske landmænd eller lignende. Men den måde de imploderede på, viste os, at det havde de ikke. De havde beholdt dem selv,” siger Charley Ledley (s. 244).
Wall Street var blevet de “dumme penge”, skriver forfatteren til bogen. De folk som drev de store finansielle institutioner på Wall Street, forstod ikke selv deres egen forretning. Dem der skulle regulere bankerne, forstod endnu mindre.
Hvad betyder det for dig?
At som privatinvestor skal du holde dig fra at investere i de finansielle institutioner, fordi det er for komplekst.
10. Tænk over hvilke incitamenter du sætter op
Hvis man skræller finanskrisen helt ind til kernen, så handler det om incitamenterne i systemet.
Warren Buffetts partner Charlie Munger har engang givet en fremragende tale, som hedder The Psychology of Human Misjudgement, (som vi må behandle i detaljer et andet fremtidigt blogindlæg).
Den tale inspirerede Michael Burry til at se meget nøje på, hvordan incitamenterne er skruet sammen i systemet for at forstå, hvorfor folk gør, som de gør.
Det var en af grundene til, at Michael Burry og de andre kunne forstå finanskrisen før andre.
Det har også fået ham til at sammensætte sin fond anderledes end andre hedgefonde.
De fleste fonde får 2 procent af hele det investerede beløb…uanset, hvordan de klarer sig. De tjener penge, selvom de taber penge for kunderne.
Michael Burry’s fond er skruet sådan sammen, at han kun tjener penge, når investorerne tjener penge (ligesom Warren Buffetts oprindelige partnerskab).
Hvad kommer det dig ved?
Jo, jo. Ideen med at analysere belønningen kan du bruge på alt muligt.
Belønner du dig selv, når du har gjort et godt stykke arbejde? Eller kommer du til at belønne dig selv for at udskyde arbejdet? Får du kagen, når du ikke kan tage dig sammen og går rundt om køleskabet? Eller udskyder du den til, når du er blevet færdig?
Hvad med dine børn. Får de iPad, når de laver larm og uro? Eller får de iPaden, når det er gået godt med en bestemt opgave? Hvilken slags adfærd kommer du bevidst eller ubevidst til at belønne dem for?
Hvordan belønner du dig selv, når du investerer? Husker du at belønne dig selv med forkælelse, når du har lavet et godt afkast? Eller belønner du dig selv med trøst, når du ikke laver et afkast overhovedet, fordi du ikke får investeret?
Ideen med at tænke strategisk om belønning og incitament er i fuld færd med at revolutionere mit liv. Måske kan også ændre noget i dit.
11. Du skal ikke shorte
Det er jo en lidt sjov ting at skrive, når The Big Short handler om folk, der shortede systemet og blev rige af det.
Jo, jo, men de shortede det ikke på en traditionel måde.
Faktisk er Michael Burry helt imod at traditionel shorting.
Som Michael Burry siger (s. 46):
“Jeg er ikke en shortseller i hjertet. Jeg kigger ikke på virksomheder for at shorte dem. Jeg vil have at muligheden for afkast fundamentalt set er meget større end risikoen for tab.”
Hvad er shorting egentlig? Det er at lave et væddemål, hvor man satser penge på, at noget falder i værdi.
Normalt når du shorter, låner du aktier, sælger dem, venter på faldet, køber aktierne tilbage og afleverer dem tilbage.
Det svarer lidt til at låne din svigerfars nye Tesla, fordi du er sikker på, at batterierne kommer til at eksplodere om et par dage. Du låner den, sælger den straks for 600.000 kr. og venter. Så eksploderer bilerne, og folk kan ikke komme hurtig nok af med dem. Nu kan du købe den samme bil for 100.000 kr. Så går du ud og køber den tilbage og afleverer den tilbage til svigerfar. Nu har du scoret en halv mio. kr.
Det er selvfølgelig kun et tænkt eksempel for at illustrere shorting på en simpel måde. Ingen biler er ved at eksplodere, og hvis de gjorde, ville fabrikken nok straks kalde dem tilbage. Sælg nu ikke svigerfars Tesla.
Gør du dette med aktier, er der risiko for, at de stiger i stedet for at falde (en bil stiger trods alt ikke i værdi). Og der er i princippet ikke noget loft over, hvor meget de kan stige.
Selvom du har ret i din tese, kan markedet gå i mod dig.
“Markedet kan forblive irrationelt længere, end du kan forblive solvent.” har John Keynes engang sagt.
Så sandt. Så sandt.
Hvad gjorde Michael Burry så, når han nu ikke ville shorte?
Michael Burry og de andre i historien solgte credit default swaps (CDF’er). En CDF fungerer som en slags forsikring, der ville erstatte tabet, hvis det gik skidt med ejendomsobligationerne (uden at de behøvede at eje dem). De skulle blot betale præmien. (Det minder i virkeligheden meget om optioner, men der findes ikke optioner på det marked).
Tabet var dermed fastsat til præmien.
Dermed var tabet begrænset og den potientielle gevinst mange gange større end det mulige tab.
12. Leaps optioner er et spændende alternativ til at eje aktier
Det her punkt er nok så nørdet, at det mest er mig selv, der ikke kan få armene ned.
De to unge fyre fra Cornwall Capital, tjente penge på at sælge LEAPS kontrakter (før de shortede ejendomsobligationer).
Leaps kontrakter er lange optioner, der strækker sig over et år. De fandt virksomheder som stod til at få et hop i aktieprisen af meget specifikke årsager, og solgte lange optioner på dem.
Optionerne er nemlig bygget på en model – Black-Scholes modellen – som går ud fra, at aktien vil bevæge sig stabilt i fremtiden. Det giver et assymetrisk forhold mellem det mulige tab (præmien du skal betale) og den fremtidige kurs.
Når du finder et selskab, som af specifikke grunde står til muligvis at hoppe i aktiekursen, f.eks. fordi der afventes et muligt opkøb eller kommer en positiv afgørelse fra en retssag, giver salg af en lang option god mening. (Det står mere om dette på s.113 g 121-122).
Optioner er en af mine favoritværktøj som investor og en af de ting, som jeg underviser i på mine kurser. Jeg taler ikke meget om optioner på blogindlægget, fordi det er en smule nørdet og hurtig bliver sort snak på bloggen, fordi det kræver en del introduktion. Men i mit lukkede univers bag betalingsmuren er det et stort emne.
Optioner har været med til at skabe min formue, der har gjort mig økonomisk uafhængig. Hvis du vil lære mere om dette, er du klart kandidat til Value Investor Akademiet.
Hvad er den næste krise?
Når du har læst bogen, er det meget tydeligt, at Michael Burry er et analytisk og klarsynet talent.
Han havde det meget svært med den kritik, som han fik fra investorerne før og under finanskrisen. Derfor lukkede han sin fond og trak sig tilbage.
Indimellem kommer der dog et pip fra ham.
Han har de seneste år pippet om, at der er en gevaldig boble nu, som er drevet af de passive investeringer i indeksfonde.
Det er igen et meget upopulært synspunkt, for index ETF’er er populære og drevet af en stærk tro på, at aktiemarkedet altid går op over tid.
Folk med den holdning kigger ikke så langt tilbage i historien. De får ikke øje på, at det tog 29 år før Dow Jones nåede det samme niveau, som før krakket i 1929 (det skete først i 1959).
Boblen som vi er i lige nu, er større end den boble, som brast i 1929.
Uhadada. Hvad gør du så? Kan du vente 30 år?
Value investering er den bedste løsning.
Michael Burry er da heller ikke holdt op med at investere (du kan bl.a. følge ham på dataroma.com).
Han er stadig i fuld gang, men han investerer ikke bare bredt og med bind for øjnene. Han kigger analytisk på det, som han investerer i. Han investerer intelligent.
Det burde du også gøre.
Vil du lære om value investering, kan du downloade min investeringsbog BLIV FRI her.
