De 4 vigtigste investeringsråd fra value investoren Bill Ruane

De 4 vigtigste investeringsråd fra value investoren Bill Ruane

Hvordan investerer den eneste investor, som Warren Buffett nogen sinde har anbefalet til andre?

Da Warren Buffett nedlagde sit partnerskab i 1969, gav han sine partnere to valg.

De kunne enten blive i Berkshire Hathaway-aktierne, som hans partnerskab havde købt, eller trække kontanter ud af partnerskabet.

For dem som valgte kontanterne, anbefalede han, at de investerede dem med Sequoia Fund, som Warren Buffett’s gamle studiekammerat Bill Ruane styrede.

Bill Ruane slog sit eget mål

Både Sequoia Fund og Bill Ruane var ret ukendte, på trods af at fonden klarede sig fænomenalt.

Fonden havde som mål at slå S&P-indekset med 4 pct., og klarede sig indtil Bill Ruanes død i 2005 en hel del bedre end det.

Overordnet set investerede fonden selvfølgelig efter value investerings-principperne, som er meget lig tilgangen i min e-bog, som du kan downloade her.

Derudover havde Bill Ruane nogle investerings-principper, som han delte med forfatteren William Green (hvilket Greene beskriver i indledningen til bogen Richer, Wiser, Happier). 

De fire guidende principper lærte han fra en anden investor ved navn Albert Hettinger.

Nå for søren. “Hvem er så Albert Hettinger?” spørger du måske, og her svarer jeg: De må være emnet for at nyt blogindlæg en anden dag.

Når man graver ned i denne verden med value investorer, er det ligesom at skrælle et løg, hvor du opdager stadig flere lag med fascinerende viden og guruer.  

Tilbage til Bill Ruanes fire investeringsprincipper.

De kommer her:

    1. Invester ikke for lånte penge

    Bill Ruane brugte tidligt i sin karriere gearing til at få en investering til at blive mangedoblet. Men så vendte markedet kort tid efter, og han blev slået så hårdt tilbage, at det var som at blive slået hjem i Ludo. 

    Ud af det opdagede han et vigtigt psykologisk princip:

    “Du opfører dig ikke rationelt, når du investerer for lånte penge,” sagde han om den erfaring.   

    Lånte penge kan være mange ting.

    Det betyder ikke nødvendigvis, at du optager et lån for at investere. Det kan også være en næsten usynlig løsning på din investeringsplatform, som hedder margin. Det lader dig handle værdipapirer for mere, end du egentlig kan dække med kontanter.

    Det kan f.eks. ske, når du sælger optioner, aktiekursen dykker og du står og skal købe 100 aktier…og opdager, at du faktisk ikke har kontanter til at dække det, som du hæfter for.

    “Hvad er optioner?” er der sikkert et par stykker der spørger. Det er for stort et emnet at forklare lige her. Du kan læse lidt om det i mit blogindlæg her. Derudover lærer kursisterne på Value Investor Akademiet meget mere om det.

    2. Pas på med at følge flokkens reaktion

    Bill Ruane kalder det også “pas på momentum”. 

    Han siger, at du skal investere med ekstrem forsigtighed, når du ser markedet opføre sig skørt, enten fordi det panikker, eller fordi folk kaster sig over bestemte aktier til meget høje og urealistiske prissætninger.

    Det er hans version af det kendte Warren Buffett citat: “Vær frygtsom, når andre er grådige, og modig når andre er bange.”

    3. Undgå markedsforudsigelser

    Der er rigtig mange, der stiller denne slags spørgsmål: “Hvad tror du, at aktiemarkedet skal nu? Kommer det ikke til at vende?” Eller: “Er vi på vej ind i en recession?”

    I virkeligheden skal du investere med skyklapper på.

    Du skal investere som en hest, der fokuserer på at træde rigtigt på vejen, og du skal undgå at blive bange for trafikken. 

    Bill Ruane siger: “Jeg er meget fast overbevist om, at ingen ved, hvad markedet vil gøre…Det vigtigste er at finde attraktive virksomheder og investere i selskaber, der er billige på aktiemarkedet.”

    Nogle investorer har med stort succes kunne shorte og gamble ved at gætte på, hvad markedet overordnet set vil gøre. Den kendte value investor Bill Ackman shortede f.eks. markedet kort før det store dyk i 2020 og hurtigt efter, satsede han stort på, at det ville vende. 

    Han havde ret, og det var imponerende, men i sidste ende var det baseret på gæt.

    Andre investorer (ingen nævnt, ingen glemt, men en vis Lars Tvede er vist sådan en) har tabt store summer på at gætte.

    Det vigtigste er at fokusere på virksomhed og trin for trin gå igennem tjeklisten.

    4. Invester intensivt og fokuseret

    Invester i et lille antal virksomheder, som du har analyseret og researchet så godt, at du har en fordel. “Hvis du finder noget, der er høj kvalitet og billigt, hvorfor så ikke placere 15 pct. af dine penge i det?” spurgte Bill Ruane.

    Dette råd gælder dog kun for dem, som gør forarbejdet og sætter sig ned og forstår selskabet.

    For den almindelige privatinvestor vil indeksfonde være en bedre ide.

    Men for dem som vil gøre lidt ekstra for at slå markedet, er det en god fremgangsmåde at være grundig og koncentreret.

    “Jeg kender ikke nogen, der gør et godt job ved at investere i mange aktier, udover måske Peter Lynch,” sagde Bill Ruane.

    Bill Ruane var ikke bange for at sætte 35 pct. af fondens penge i en enkelt aktie. Det gjorde han en overgang med Berkshire Hathaway. 

    Konklusion

    Forfatteren William Greene laver sin egen konklusion på samtalen med Bill Ruane, som fandt sted i 2001. Han siger, at gode investorer er intellektuelle løsgængere, som ikke er bange for at stå alene med en holdning til, hvordan de vil investere. 

    De investerer logisk, rationelt og samler konstant på viden og erfaring.

    Det samme skal du gøre. Undersøg virksomhederne, før du investerer. Vær nysgerrig på, hvordan verden er skruet sammen. Vær nysgerrig på, hvordan andre har opnået succes. 

    Du kan læse om, hvordan jeg har succes med mine investeringer i min e-bog Bliv Fri her.

     

    De 12 bøger der har dannet investoren Michael Burry

    De 12 bøger der har dannet investoren Michael Burry

    Michael Burry blev verdensberømt som investor, da han shortede subprime før finanskrisen, hvilket blev dramatiseret i bogen og filmen The Big Short.

    Michael Burry er ikke udannet økonom, og han har aldrig gået på handelshøjskolen. Han er derimod uddannet læge.

    Alt hvad han har lært om aktier og økonomi, har han lært på egen hånd ved at læse og investere, og det har gjort ham til en fænomenal investor. 

    Michael Burry afslørede sin reol

    Forleden delte han et billede af favoritbøgerne på bogreolen (N.B. billedet her er fra min egen reol, da jeg ikke har ret til at bruge Michael Burry’s billede).

    Du kan finde hans Twitterkonto her, men vær advaret: Han sletter hele tiden sine tweets. Nogle gange sletter han hele kontoen, men den har det med at dukke op igen. 

    Du kan også se mit tweet om hans tweet her. Min lever nok lidt længere. 

    I det her blogindlæg vil jeg gennemgå de bøger, som står på hans reol.

    1. Securities Analysis af Ben Graham

    Dette er en selvfølge. Det er den store value investor bibel af Benjamin (Ben) Graham.

    Ben Graham gennemlevede crashet i 1929 som porteføljeforvalter. 

    I 1930 troede han, at det værste var ovre og lånte penge for at investere. Selvom han først købte aktier, da markedet var faldet meget, faldt positionerne i hans fond stadig 70 pct.

    Han outperformede markedet, der i samme periode faldt 80 pct….men who cares: Et fald på 70 pct. er dramatisk og svært at komme tilbage fra. Det betød bl.a., at Ben Graham ikke fik nogen løn i hele fem år. 

    Den erfaring fik Benjamin Graham – der udover at drive sin investeringsfond også var professor på Columbia University – til at udvikle en særlig investeringsstrategi, som vi i dag kalder value investering, fordi vi kigger på værdierne i virksomheden, før vi køber aktier.

    Securities Analysis er den første og den teoretisk tunge af hans bøger. Du kan finde den her. 

    Han skrev senere The Intelligent Investor, som er en lidt mere letlæselige version. Du finder den her.

    2. You Can Be a Stock Market Genius af Joel Greenblatt  

    Der findes forskellige slags value investorer.

    Joel Greenblatt er en kvantitativ value investor.

    Hvad mener jeg med det?

    De kvantitative er dem, der fokuserer på at investere i mange selskaber og som går direkte efter et nøgletal eller flere nøgletal.

    Så er der de kvalitative, som investerer i få virksomheder af gangen, men til gengæld går i dybden med hver virksomhed og analyserer den grundigt. Warren Buffett hører til denne kategori af investorer (og det gør jeg også). 

    Med investeringer i over 1.000 virksomheder, må man sige at Joel Greenblatt hører til de kvantitate af slagsen (altså prioriterer mængde over dybde og kvalitet).

    Vil man vide mere om den strategi, er han den mest kendte nulevende fortaler for metoden. Du kan finde You Can Be a Stock Market Genius her.

    Han har også skrevet The Little Book that Still Beats the Market, som du kan finde her. Den er skrevet til et barn i et nemt forståeligt sprog. 

    3. The Making of an American Capitalist af Roger Lowenstein  

    Michael Burry har flere gange sagt, at det var Lowensteins biografi om Buffett, der fik ham på sporet af value investering.

    Han indleder da også dagens tweet med at sige

    “The Making of an American Capitalist by Roger Lowenstein impressed upon me that Buffetts is Unique, and so must any investor be. Other books on my shelf.”

    Det er en virkelig god bog. Min egen er fuld med noter og understregninger, og du lærer både meget om at investere og meget om Buffett i den. 

    Du kan finde Lowensteins bog om Warren Buffett her.

    4. When Genius Failed af Roger Lowenstein  

    Roger Lowenstein har beskrevet fonden Long Term Capital Management succes og fiasko i denne bog.

    På et tidspunkt forsøgte Warren Buffett faktisk at købe Long Term Capital Management, hvilket er beskrevet i Lowensteins anden bog.

    Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst den – den kommer på listen. 

    Du kan finde Lowensteins bog om Long-Term Capital her.

    5. All the Devils are Here af Bethany McLean og Joe Nocera

    Hvis du kunne lide The Big Short, er dette måske en bog for dig.

    Den handler om finanskrise og hvad der egentlig førte til den. 

    Bethany McLean har det med at grave sig ned i det beskidte. Hun har også skrevet en eminent bog om Enron, som du kan finde her.

    Hvorfor skal vi bruge tid på alt det i historien, som er gået galt? Det er jo overstået. Det skal vi for at undgå at lave fejl i fremtiden.

    Jeg har selv gået igennem en lang stribe af konkurser og virksomheder, som har lavet regnskabsfusk for at se, hvad der findes af faresignaler, før det bryder sammen. De tegn, som jeg finder, sætter jeg på en tjekliste, som jeg går igennem, før jeg investerer.

    Vi vil jo gerne have et godt afkast. For at få et godt afkast er der en ting, vi skal kunne styre helt uden om: krak, fusk og konkurser. Som Warren Buffett siger: Den første regel er ikke at tabe penge. Den anden regel er at huske den første regel.

    Du kan finde All the Devils are Here her. 

    6. Atlas Shrugged af Ayn Rand 

    Det her er faktisk en fiktionsbog fra 1957.

    Hvad den har med investering at gøre, må jeg vende tilbage til, når jeg har læst den. Tilsyneladende skulle en beskrive et scenarie, der minder meget om finanskrisen i 2008, og derfor fik bogen et comeback. 

    Du kan finde den her.

    7. Collateralized Debt Obligations & Structured Finances af Janet Tavakoli

    Med undertitlen New Development in Cash & Synthetic Securitization.

    Det er nok en af de bøger, som hjalp Michael Burry, da han shortede subprime før finanskrisen.

    Du kan finde den her.

    8. Credit Derivatives af Janet Tavakoli

    Med undertitlen af Guide to Instruments and Applications. 

    Michael Burry’s version ser ud til at være den fra 1998. Du kan finde den her.

    Janet Tavakoli har også lavet en opdateret udgave, som du kan finde her.

    9. Structured Credit Products af Moorad Choudhry. 

    Det er endnu en af de bøger, der har hjulpet Michael Burry med at få en masse specialiseret viden, som han kunne bruge til sit store short.

    Du kan finde den her.

    10. Buffetts samlede breve    

    Det er virkelig fint at se, hvor stor en fanboy Michael Burry faktisk er.

    Michael Burry har alle Buffetts breve i fine, sorte læderbøger. Der står de på reolen, som en præsts bibler. 

    Han har tre titler:

    • Buffett Partnership Letters 1957-1970
    • Berkshire Hathaway Letters 1977 til 1990
    • Berkshire Hathaway Letters 1991-2001.

    Jeg kan ikke finde de versioner, som Michael Burry har nogen steder. Men måske kan det trøste, at du kan finde alle brevene gratis på det store internet forskellige steder.

    Du kan også købe en samling, der går fra 1965-2021 i Kindle version her for under 4 dollars. Den har jeg. 

    Jeg må indrømme, at jeg sværger til Amazon’s e-læser Kindle. Jeg har langt flere bøger i e-bogsformat end i fysisk format. E-læseren er nem og rejse med (jeg rejser næsten altid kun med håndbagage), og du kan læse i sengen uden at tænde lys. Hvis det er en teoretisk tung bog, foretrækker jeg at have den i fysisk version, så jeg kan skrive i den og understrege og hurtigt hive den frem og se mine noter. Til gengæld savner jeg den altid, når jeg er ude at rejse og ikke kan få adgang til den. Nogle bøger har jeg både i fysisk version og i e-bog.

    Som sagt: Jeg har Buffetts breve i e-version, men jeg er misundelig på Burrys lækre læderbundne versioner.

    Warren Buffetts breve en en slags højt skattet bibel for nogen af os.  

    11. Where Keynes Went Wrong af Hunter Lewis

    Bogen er en diskussion om, hvorvidt Keynes financielle instrumenter stadig er relevante. 

    Jeg har ikke læst den, men det kan du gøre, når du har bestilt den her.

    12. Financial Warnings af Charles Mulford

    Den her bog fra 1956 er nu kommet på min ønskeliste, men den er desværre svær at opdrive. Den handler om, hvordan du kan se advarselssignaler på f.eks. snyd og humbug og faldende indtjening.

    Hvem vil ikke gerne styre uden om fremtidens Enron og Lehman Brothers? Jeg vil i hvert fald gerne læse Financial Warnings, selvom den er over skrevet for over et halvt århundrede siden. 

    Du kan se bogen – men ikke købe – den her.

    Konklusion

    Hvad ser jeg, når jeg kigger ned over listen? Der er ingen tvivl om, at Michael Burry er en rigtig value investor. Jeg ser også et sind med fokus på, hvad der kan gå galt.

    Der er meget fokus på finanskrisen, fusk, krak, snyd og ikke meget fokus på, hvordan man spotter en vidunderlig virksomhed (jeg kunne f.eks. godt tænke mig en bog om konkurrencefordele. Eller hvad med Philip Fisher’s klassiker Common Stocks and Uncommon Profits, som handler om at stille gode spørgsmål for at finde gode virksomheder.).

    Jeg ser en dygtig shortsellers liste af bøger, der hjælper ham med at spotte problemer.   

    Vil du lære om at investere, kan du også downloade min investeringsbog BLIV FRI her. 

    Uro på aktiemarkedet: 7 tricks til at forblive rolig

    Uro på aktiemarkedet: 7 tricks til at forblive rolig

    Der er uro på aktiemarkedet, og når du læser erhvervsnyheder stopper dine øjne ved ord som “kollaps”, “crash” og “blodrødt”.

    Du føler et stik af angst i maven, når du logger ind i din netbank, som bekræfter, at der også er uro i din egen portefølje. Du logger ind på sociale medier for at tjekke, hvordan andre investorer reagerer, og de reagerer, som om der er gået ild i deres garage. 

    Uro på aktiemarkedet kan give uro i sind

    Hvordan forholder du dig rolig, selvom det hele raser?

    Hvis du vil opnå et godt afkast som investor, skal du bekæmpe nogle almindelige psykologiske instinkter, som vil have dig til at følge flokken.

    Flokken er drevet af frygt og grådighed, og det får aktier til at falde og stige, selv når det ikke giver mening. Når du ser andre reagere med frygt, tror du også, at der er en løve, der brøler. Det er svært at lade være med at reagere på det, men det kan godt tillæres. 

    Du skal kunne tåle, at der vil være perioder, hvor dine aktier står i rødt – uden at du sælger – og du skal kunne klare, at der vil være perioder, hvor aktier stiger kraftigt – uden at du begynder at købe flere aktier.

    Hvordan klarer man at stå igennem?

    Her er syv ting, du kan gøre: 

    1. Sørg for at være finansielt tryg 

    Du bør have penge på kontoen og en opsparing til alt det uforudsete.

    Du skal have to opsparinger:

    • En til uforudsete udgifter såsom en ny vaskemaskine eller en reparation af bilen. Der skal mindst stå omkring 10.000 kr. på en særlig konto til det.
    • Derudover skal du have en sikkerhedsopsparing. Nogle kalder den også en fuck-off-konto, fordi det giver dem mulighed for at sige op, hvis de bliver udsat for noget urimeligt på arbejdspladsen. Du skal som minimum have tre måneders løn eller faste udgifter på din sikkerhedsopsparing. Jeg foretrækker seks måneders løn. Det skaber mere ro. 

    Nogle tænker, at alle penge straks skal investeres, og at det er ærgerligt at have kontanter stående. Der er jeg uenig, for din opsparing i kontanter har et meget specifikt formål. Du kan tænke på den som et beløb, der køber dig tryghed og en evne til at stå bedre imod, når der er uro på aktiemarkedet. 

    2. Undgå at investere for lånte penge  

    Du må ikke optage et lån for at investere.

    Den fælde har de fleste nok opfanget efter finanskrisen, hvor en generation af bankkunder blev fanget i gældsfælder, fordi banker, som Roskilde Bank, der senere gik konkurs, lokkede kunderne til at tage lån i friværdien til at investere i egen bank. 

    Der findes en anden måde at komme i problemer med lånte penge, som er mere usynlig, og som sjældent kræver din aktive rolle.  

    Du skal holde øje med, om handelsplatformen automatisk gearer dine investeringer. Nogle lidt komplekse finansielle produkter er gearede – dem skal du undgå.

    Nogle handelsplatforme sørger automatisk for, at du kan investere for mere, end du egentlig har på kontoen. Det gælder f.eks. hos Saxo Bank. Det skal du have slået fra. Hvis du er i tvivl om, hvordan din konto er sat op, så ring til dem og spørg dem. 

    3. Research dine virksomheder    

    Du skal ikke købe aktier i en virksomhed alene på baggrund af, at en analytiker har hyldet selskabet i en podcast som Millionærklubben. Måske fniser du af det råd, men tro mig, jeg har mødt mange privatinvestorer, som har købt aktier i et selskab alene på baggrund af en sætning sagt i Millionærklubben – og som senere har fortrudt det. 

    Du skal researche virksomheden og sikre dig, at du forstår, hvad de tjener penge på (og at de tjener penge). Det betyder, at du skal undersøge deres service eller produkt. Du bliver nødt til at åbne regnskabet og se på, hvor mange penge de tjener.

    Hvis du investerer i noget, som du i bund og grund ikke forstår, så bliver du mere nervøs, når der kommer uro på aktiemarkedet.  

    Det kan hjælpe at bruge en tjekliste. Du kan låne min her. 

    4. Se markedsudsving som en mulighed

    Det er markedets natur, at aktier kører op og ned.

    Aktier er påvirkede af alle mulige begivenheder, som egentlig ikke har noget med forretningen at gøre.

    Hvis en aktie falder efter, at du har investeret i selskabet, betyder det ikke nødvendigvis, at du har lavet en forkert investering.

    Rigmanden Warren Buffett har mange gange investeret i selskaber, hvor aktien faldt yderligere efter, at han havde investeret. Han udnytter uro på aktiemarkedet til at få en større fremtidig gevinst. 

    Da han købte aktier i Washington Post i 1970’erne, faldt aktien efterfølgende en del. Halvandet år efter at oprindeligt havde investeret i avisen, var aktien stadig nede med 25 pct. i forhold til den pris, han havde købt aktier til. 

    Det er nok de færreste, der kan holde ud at se på sådan et stort minus gennem så lang tid. Men det kan Warren Buffett.

    Han holdt fast og fik et afkast på over 124 procent. Alene det årlige udbytte, som han til sidst (gennem sit selskab Berkshire Hathaway) fik udbetalt fra Washington Post, oversteg hvert år den oprindelige investering. Berkshire Hathaway gik ud af Washington Post investeringen i 2014.  

    5. Invester til en rimelig pris

    Selv den bedste virksomhed kan vise sig at være en dårlig investering, hvis du får købt aktier i selskabet for dyrt.

    Omvendt giver det dig ro, hvis du ved, at du har købt aktier i selskabet til en rimelig pris i forhold til den indre værdi.

    Da Warren Buffett købte aktier i Washington Post, havde han regnet sig frem til, at han aktierne stod til 25 pct. af det, de egentlig var værd. Det er som at betale 25 øre for en krone.

    At prisen så faldt til 20 øre for en krone gør jo ikke den oprindelige investering dårligere. Tværtimod er det måske bare et godt tidspunkt at købe mere. 

    Du skal betale en rimelig pris for aktier i selskabet i forhold til den indtjening, som selskabet har. Det betyder, at du ikke kan sige, at noget er “billigt”, bare fordi aktiekursen er faldet fra et højere niveau – denne basale fejl hører jeg folk begå igen og igen. 

    Hvordan ved du, om aktien er billig i forhold til selskabets indtjening? Det er nogen, du ret hurtigt kan regne på. Du kan lære at bruge Warren Buffetts regnemetode her.

    6. Distraher dig selv

    Hvis du har fulgt de første fem punkter og alligevel føler dig urolig, er der kun en ting tilbage at gøre: Noget andet.

    Tiden er kommet til at distrahere dig selv og tænke på noget andet.

    Om det er at mødes med en god ven og spille tennis, vandre i naturen, spille Matador med dine børn (elsker det spil), se en serie på Netflix eller bare koncentrere dig om dit arbejde, så gør det, hvis det kan få dig til at glemme aktierne og måske endda blive opslugt eller have det sjovt og grine.

    Hvis du har gjort alle de rigtige ting, kan du slappe af og nyde livet – selvom der er uro på aktiemarkedet. Lad de andre om at bekymre sig.

    7. Den sidste udvej: Outsource arbejdet til andre

    Hvis du stadig synes, det er ubehageligt og har svært ved at holde dig fra panik-knappen (altså sælge med tab), så skal du måske overveje at lade andre investere for dig.

    Som Warren Buffett siger, det kræver ikke høj intelligents være en god investor, men det kræver et roligt temperament. Du kan være nok så klog og informeret, men hvis du er nervøst anlagt, er det svært for dig at træffe kloge investeringsbeslutninger, fordi flokken påvirker dig for meget.

    Løsningen på dette er at outsource investerings-arbejdet. En metode kan være at investere det samme beløb hver måned i passive fonde, der matcher et indeks, men denne metode har ikke meget med value investering at gøre. 

    En anden metode kan være at investere penge i en fond, der investerer efter value investor princippet. Jeg har etableret fonden Grünbaum Value Invest, som netop har til formål at investere for andre, som gerne vil investere efter value investor principperne, men som ikke har tiden til selv at lede efter selskaberne.

    Skriv en mail til mig, hvis du vil høre mere om Grünbaum Value Invest på info@grunbaumvalueinvest.dk. 

    Hvad kan du lære af Warren Buffett i år?

    Hvad kan du lære af Warren Buffett i år?

    Hvert år i begyndelsen af maj tager over 30.000 aktie-interessede til Omaha i Nebraska for at høre Warren Buffett og hans partner Charlie Munger kloge sig. 

    Officielt er det en generalforsamling i Buffetts virksomhed Berkshire Hathaway, men som Charlie Munger sagde på mødet.

    “Dette er en fest. Det er en fejring.” 

    Det er nemlig ikke normalt, at der dukker så mange aktionærer op til en generalforsamling.

    Mødet i Omaha er usædvanligt.

    Her sover folk i telte uden for kongrescentret om natten for at få den bedste plads tættest på scenen.

    Midaldrende mænd dukker op i flokke for at lære om aktier – og om at leve anden halvdel af livet. Unge kvinder dukker op for at spørge, hvordan man vælger en karriere. 

    Alt hvad Warren Buffett og Charlie Munger siger i løbet af de seks timer bliver vendt og drejet.

    I dette blogindlæg giver jeg mit bud på de 10 vigtigste pointer fra 2022, som var det år jeg rejste over Atlanten og deltog fysisk i mødet i Omaha.  

    1. Der findes kun en slags penge

    På et tidspunkt præsenterer Warren Buffett slides med 20-dollars sedler. Han forklarede, hvem der havde underskrevet sedlen, hvor den var blevet trykt, og hvad der stod på den.

    Den første seddel var underskrevet af Rosa Rios, som er en af dem, der har underskrevet flest pengesedler.

    På sedlen står der: “This note is legal tender for all debts, public and private.”

    Han læste det højt. 

    Der er intet tilfældigt ved, at Warren Buffett sidder og læser detaljerne fra en 20-dollars seddel højt.

    Han forklarer, at du godt kan gå ind i en See’s candy butik og forsøge at købe chokolade med sække med hvede, men det bliver lidt besværligt.

    Det går dog slet ikke hos myndighederne.

    “Penge er den eneste betaling, som skatte-myndighederne (IRS) tager imod. Du kan tilbyde dem alt muligt, men du har brug for penge.” 

    Hvorfor siger han dette? Hvorfor læser han detaljerne på en pengeseddel højt?

    Det er hans advarsel mod bitcoin og andre kryptovaluta. Han siger, at der kun findes en slags penge, og det er de officielle, som udstedes af myndighederne.

    Men der er også en anden pointe….

    2. Cash is king   

    Det er vigtigt både som virksomhed eller som privatperson at have nok kontanter. 

    Berkshire Hathaway har mange likvide midler i form af kontanter og korte obligationer.

    Han forklarer flere gange på mødet, at verdenssamfundet var meget tæt på en finansiel nedsmeltning, langt værre end finanskrisen (hvis du vil lære mere om det, anbefaler han bogen Trillion Dollar Triage af Nick Timiraos).

    I sådan en situation er det vigtigt at have nok rede penge til at kunne klare sig. 

    “Vi vil altid have nok kontanter. Vi tror på at have kontanter. Der vil være tidspunkter i historien, hvor – hvis du ikke har det – så kan du ikke spille med den næste dag.”

    Han sammenligner kontanter med luft.

    “Det er som med ilt. Det er der hele tiden, men hvis det forsvinder et par minutter, så er det hele ovre.”

    3. Buffett er igen begyndt at købe stort op af aktier og selskaber

    Buffett har været ret aktiv med købsknappen på aktiemarkedet i sidste kvartal. 

    D. 26 februar skrev han, at det ikke skete så meget. “Vi ser ingenting.”

    De havde i årets første tre uger blot købt aktier for 2,3 milliarder dollar – hovedsageligt på at købe egne aktier tilbage.

    “Det holder os væk fra baren. Det er noget at lave,” sagde han om det. 

    Men fra slutningen af februar dykkede markedet, og han fik travlt.

    Han spenderede 41 milliarder dollars på blot tre uger i slutningen af februar og marts. De gik bl.a. på opkøb af investeringsselskabet Alleghany Corporation og store aktieposter i oliefirmaet Occidental Petroleum og spilvirksomheden Activision Blizzard.

    Han talte længe om, hvor forbløffende meget handel, der var i markedet, og hvor nemt det var at få store aktieposter.

    Det var muligt for ham på to uger at købe en 14 pct. aktiepost i Occidental Petroleum, og det var det kun fordi….

    4. Markedet er blevet et gigantisk casino   

    Da Warren Buffett var en ung mand på bryllupsrejste, tog han og Susan forbi Las Vegas. Der mødte de bekendte fra Omaha.

    Warren Buffett var forbløffet over, at folk rejste så langt for at gøre noget er “matematisk dumt”, som han kalder det.

    Han vendte sig om mod sin unge kone og sagde. “Jeg kommer til at blive meget rig. Hvis folk er villige til at gøre dette…det er et land fuld af muligheder.”

    Warren Buffett siger, at markedet i perioder bliver det en spillebule, og det sker lige nu. Markedet er blevet et gigantisk casino, hvor folk gør matematisk dumme ting. 

    Når Warren Buffett kunne købe 14 pct. af et stort selskab på to uger, så skyldes det at folk gambler i stedet for at investere.

    “Store selskaber i USA er i en overvældende grad blevet poker jetoner,” siger han. 

    Der sidder nogle institutionelle investorer (som Blackstone) – som ikke sælger – på 40 pct. af Occidental Petroleum, hvilket jo reelt betyder, at Warren Buffett kunne købe en fjerdedel af de frie aktier i markedet på kort tid.

    De kunne kun lykkedes fordi der er mange, der sælger. Folk sidder derhjemme ved computeren og handler meget aktivt, som om aktier var brikker på et casino. 

    “Det slår alt, hvad Charlie og jeg har set, og vi har set meget,” siger han.

    5. Du behøver ikke at være genial for at blive rig af aktier

    Når folk opfører sig som om, at markedet er et casino, skaber det muligheder for Warren Buffett – og for dig.

    “Vi har været afhængige af, at virksomheder er blevet forkert værdisat gennem mekanismer, som ikke var vores skyld.”

    Når du investerer langsigtet i et marked, hvor folk sælger hurtigt på rygter eller en analytikers skriv, opstår der muligheder.

    “Vi lærte for lang tid siden, at det ikke kræver en høj IQ. Det kræver blot den rette attitude.”

    Den rette attitude er naturligvis at finde vidunderlige virksomheder til fornuftige priser og holde investeringen som en ejer – ikke en poker spiller.

    Hvordan man gør det, kan du læse mere om i min e-bog her. 

    6. Buffett timer aldrig markedet

    Warren Buffett blev spurgt, hvordan han timer markedet.

    Det afviste han, at han gør.

    “Vi har ingen anelse om, hvad markedet vil gøre på mandag,” sagde han.

    Derfor prøver han heller ikke at agere efter det.

    “Vi har aldrig sagt eller gjort noget baseret på, hvad vi tror markedet gør – eller økonomien for den sags skyld.”

    Metoden er at kigge på en virksomhed og vurdere om det er en vidunderlig virksomhed og derefter finde ud af, hvad den er værd (igen, lær mere om metoden i e-bogen her). 

    “Det er fascinerende hvor svært folk gør et meget simpelt spil,” siger han.

    7. Sådan håndterer du inflation

    Ja, inflationen er her, og det lå i kortene.

    Den amerikanske nationalbank har 2,2 billioner dollars- eller 7000 dollars pr. person i USA, forklarede Warren Buffett. Til sammenligning var det blot  800 milliarder dollars for 15 år siden. 

    “Når folk har mange penge i hænderne, og der ikke er mange varer, så stiger inflationen;” siger han.

    Han blev flere gange spurgt, hvordan man håndterer inflation, og selvom folk tydeligt ledte efter et investerings- eller aktieråd, gik hans bedste råd i en helt anden retning: Han siger, at du skal fokusere på at blive virkelig dygtigt til dit fag.

    “Hvis du er den bedste doktor i byen, så vil folk betale for dig, om de så skal betale dig i kyllinger. Dine evner kan ikke tages fra dig og eller prisreguleres fra dig.” sagde han.

    8. Derfor køber Warren Buffett egne aktier tilbage

    Warren Buffett har de sidste år været aktiv med at købe egne aktier tilbage i Berkshire Hathaway.

    Han blev spugt til, hvordan han regner på Berskhire Hathaway og hvad nålen skal ramme, før at han køber.

    Han afviste at kommentere på beregningerne.

    “Der findes ingen formular men et princip,” forklarede han.

    Princippet er, at han køber aktier tilbage i Berkshire, hvis det er en bedre investering end at købe aktier i andre forretninger.

    “Vi køber kun aktier tilbage, når det er den mest attraktive ting at gøre,” sagde han.

    Berkshire Hathaway ikke har købt nogle aktier tilbage i april.

    Aktietilbagekøb betyder, at du som aktionær får en større andel af virksomheden, som du er aktionær i. Det er ikke meget anderledes, end hvis tre personer kører en saftevandsbord, hvor den ene partner går ud, så de to andre skal dele profitten (eksemplet er Buffetts).

    Berkshire Hathaway har ikke købt aktier i American Express siden 1998. Alligevel er deres ejerandel vokset fra 11,2 pct. til 20 pct. Det skyldes selskabets aktietilbagekøb.

    “Det er et simpleste i hele verden. Det er som at eje en farm, som hele tiden køber lidt mere af nabofarmen og vokser,” sagde han. 

    Indirekte ligger der dog i det, at aktierne skal købes tilbage til den rette pris. Hvis du køber egne aktier tilbage for dyrt, er det værdiødelæggende.

    “Hvis du gør det til den rette pris, er det intet bedre end at købe egen forretning tilbage.”

    9. Køb produktive aktiver    

    Warren Buffett kunne ikke dy sig fra at sige lidt mere om bitcoin – og andre kryptovalutaer.

    Hvis en person i publikum tilbød ham 1 pct. af al USAs landbrug, ville han købe det på stedet for 25 milliarder. Det samme med 1 pct. af alle lejligheder i USA.

    “Men hvis du tilbød mig alle bitcoins i verden for 25 dollars, ville jeg ikke købe dem. For hvad skulle jeg gøre med dem? Jeg ville jo blive nødt til at sælge det tilbage til dig,” sagde han.

    Landbruget producerer mad, og lejlighederne giver dig huslejen, men bitcoins skaber ikke noget. Hvis han ejede alverdens bitcoins og ikke kunne købe noget i butikkerne for pengene, så var de værdiløse.

    “Det er forskellen mellem produktive aktiver og noget, som er afhængigt af, at den næste person betaler mere,” siger han. 

    10. Lær, lad dig overraske og bliv et bedre menneske 

    Warren Buffett hev en illusionstegning frem, hvor den sorte del kan forestille to mennesker, der kigger på hinanden, og det hvide i midten kan forestille en vase – alt afhængigt af, hvordan du fokuserer på det.

    “Du kan gå rundt i årevis og være fortabt og pludselig ser du det fra et andet synspunkt.”

    At lære om value investering har været den form for øjenåbner for Warren Buffett, men han understreger, at åbenbaringen kan ske på alle områder.

    Du kan også få en åbenbaring om, hvordan du er et bedre og mere venligt menneske – og det er en vigtigere åbenbaring, for det andet er bare penge, mente han.

    “Du burde være en bedre person i anden halvdel af dit liv end den første,” sagde han. “Du har haft en chance for at se, hvor dum du kan være på alle mulige områder. Derfor bør du blive bedre til det.”

    Disse filosofiske betragtninger er noget af det bedste ved at se de to herrer interagerer i Omaha. 

    Warren Buffett er 92 og Charlie Munger er 98 år, og de deler ud af livserfaring fra deres egne levede liv.

    Charlie Munger har et simpelt trick til at blive et bedre mennesker. “Skriv dine egne mindeord og arbejde dig baglæns derfra.”

    Charlie Munger har også et trick for helt at undgå dødsannoncen.

    “Bare fortæl mig, hvor jeg kommer til at dø og jeg går aldrig derhen.”

    Lad os håbe, at de holder sig fra det sted endnu et år, så vi kan ses i Omaha til næste år og blive klogere. Du kan læse mere om årsmødet, Berkshire Hathaways regnskab og meget andet på hjemmesiden her.

     Du kan downloade min e-bog, som forklarer mere om value investering her.