Der vil altid være en eller to, som skiller sig ud.
Det er dem med særlige forudsætninger for at blive superinvestorer.
Hvis en gruppe mennesker lærer at investere og får adgang til den samme viden, vil de bruge den viden på forskellige måder.
Alle vi lære noget og forbedre sig, men der vil altid være en eller to ud af en gruppe, som blæser derudaf og overhaler de andre.
I det her blogindlæg har jeg fundet de fællestræk, som jeg ser hos dem, der bliver superinvestorer.
1. De tror fuldt og fast på det
Som rigmanden Warren Buffett siger, er princippet i hans investeringsstrategi at købe en tier for fem kroner. Har du fuldt en smule med på bloggen, ved du, at den strategi hedder value investing, og den går ud på at købe aktier, når de er på udsalg.
Forhåbentligt har du allerede fanget princippet. Det har de fleste, der har bevæget sig ind på denne blog. Ellers så fanger du det, hvis du læser min e-bog Bliv Fri.
Superinvestoren har ikke alene fanget princippet – han eller hun er fuldt overbevist om muligheden for at skabe et virkeligt højt afkast ved at benytte sig af det.
Superinvestoren har besluttet sig helhjertet for at at følge strategien og at købe aktier på udsalg. Han eller hun forstår, at det ikke dur at købe noget på grund af fear of missing out (fomo). Man kan sige, at superinvestoren allerede er konverteret før kirkegang.
Andre tror måske, at de har forstået princippet, men når øjeblikket kommer, og de skal udvælge aktier, glemmer de det alligevel og bliver draget af det, som skinner (det vil sige det, som allerede er steget meget i værdi).
Superinvestoren glemmer aldrig princippet med at købe en tier for fem kroner. De ser på tal og fakta, at noget er for dyrt og holder sig væk.
2. De holder sig til reglerne
Superinvestoren har klare grænser. De sætter sig et mål for, hvor langt en aktie skal ned, før de vil købe den, og de holder sig 100 pct. til det.
Andre bliver utålmodige og køber måske før. De bliver nervøse for, om den overhovedet kommer helt ned til deres købspris og for ikke at gå glip, køber de før aktien når målet.
Superinvestoren kommer ofte fra brancher og professioner, hvor det er nødvendigt at holde sig til regler: de kan f.eks. have en baggrund i militæret eller søværnet, være bogholdere eller jurister. Men lad dig ikke skræmme af det: superinvestoren findes i alle professioner, og jeg har også mødt en cand.mag.’er, som skillede sig ud.
Det er mere en beslutning om at følge reglerne og strategien, som er princippet her.
3. De researcher
Superinvestoren ved, hvad han eller hun investerer i.
De er vidende og har sat sig ind i selskabet og selskabets produkter. De har ikke gjort det af pligt, men af lyst.
De er nemlig motiverede til at gøre arbejdet, fordi de er overbeviste. De ved, at deres investering kan gøre en stor forskel for dem og deres familie.
Det betyder, at superinvestoren går til research med en lyst og en nysgerrighed, som gør det sjovt for dem.
4. De er modige
Når en aktie falder, er det meget menneskeligt at sætte en masse spørgsmålstegn ved, hvad der mon er ved at ske. Aktiefaldet i sig selv kan få selv den bedste investor til at blive i tvivl om sin beslutning.
Dykket i aktiekursen kommer sjældent alene. Med det følger en eller anden form for krise eller negativ stemning, som har ramt hele økonomien, en hel branche eller måske blot lige den virksomhed.
Superinvestoren tør godt stå alene med sin holdning. De har ikke behov for at spørge andre, hvad de synes om en bestemt aktie eller virksomhed.
De stoler på egen research og køber, når tiden kommer.
5. De er langsomme og hurtige på samme tid
Når man investerer som value investor, vil der være lange perioder, hvor der ikke er et oplagt selskab på udsalg. De betyder naturligvis, at superinvestoren er god til at holde nallerne væk fra handelsplatformen og lade være med at købe aktier.
Når en virksomhed fra ønskelisten så endelig kommer på udsalg, så slår superinvestoren til uden at tøve. På den måde er de hurtige. Beslutningen er truffet på forhånd.
Når aktien er købt, kan der gå måneder, før den retter sig igen. Der går typisk mellem 9 måneder og 1,5 år, før det begynder at give grønne tal på skærmen.
I al den tid er superinvestoren god til at bare lade det stå til og koncentrere sig om andre ting.
Hvad kan du bruge det til?
En value investor er god til at kopiere. Det var sådan Warren Buffett lærte at investere. Han kopierede sin læremester Benjamin Graham, der var hans underviser på Columbia Business School.
Når du ser noget, som fungerer for andre, hvorfor så ikke kopiere det? Det vil forkorte din indlæringskurve gevaldigt.
Nu har jeg gjort det nemt for dig ved at afkode fællestrækkene for superinvestoren. Så er det bare at kopiere.
Du kan jo beslutte dig for, at du vil tro fuldt og fast på, at det kan betale sig at købe aktier på udsalg; at du vil følge strategien: at du vil researche virksomhederne, som kommer på din ønskeliste; at du vil være modig, når tiden kommer; og endeligt at du vil være langsom og tålmodig i ventetiden.
Husk at download min e-bog Bliv Fri, hvor du kan lære nogle af grundprincipperne ved at investere som Warren Bufufett. Du kan downloade bogen her.