Er du ikke kommet i gang med at investere på trods af, at du gerne vil? Så kan det være at du lider af den meget udbredte sygdom som kaldes “dårlige undskyldninger”.
Du skal læse denne liste over dårlige undskyldninger og få modgiften til dem.
Undskyldninger vokser som ukrudt i dine tanker, og du skal luge ud i dem, så de ikke tager modet fra dig. Det gælder om at hive dem op med roden lige så snart, at du får øje på dem.
Hvordan gør man det?
De dårlige undskyldninger er kun sætninger, så det nemmeste er at sige noget andet til dig selv.
Her er fem af de mest brugte undskyldninger – og metoden til at komme dig over dem:
1. “Jeg kan ikke finde ud af det.”
Sig efter mig: “Jeg kan godt.”
Den kunne også hedde “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”, som Pippi Langstrømpe siger.
Det er især kvinder, som tror, at de ikke kan finde ud af det. Jeg håber, at jeg ved at stå frem kan vise dig, at det er muligt for alle at lære at investere i aktier.
Den gode nyhed er, at du ikke behøver at være verdens stærkeste pige. Du behøver ingen særlige superkræfter eller overnaturlige evner. Du behøver en rolig tilgang og tålmodighed, så skal det nok gå.
Der er rigtig mange, der gerne vil have det til at se kompliceret ud, fordi de har en interesse i, at du tror, at det er svært.
Hele den finansielle sektor vil gerne sælge dig deres færdigretter.
Når du tror, at det er svært og kompliceret, har de en bedre mulighed for at sælge dig nogle dyre produkter, hvor de investerer for dig.
Du kan godt finde ud af at investere selv.
2. “Jeg er for gammel/det er for sent.”
Du skal sige til dig selv: “Jeg har den rette alder og erfaring, og dette er det bedste tidspunkt for mig at komme i gang.”
Det er aldrig for sent. Aldrig.
Der var en tysk dame, der begyndte at investere i aktier i en høj alder (efter de 60 år). Hun blev rig af at investere og kendt for sin strategi, da hun var oppe i 70’erne. Du kan prøve at søge på hende. Hun hedder Beate Sander og bliver omtalt som “Börsenexpertin” og “millionärin”.
Og i øvrigt er Warren Buffett og hans partner Charlie Munger begge to over 90 år, og de er stadig i fuld gang.
3: “Jeg er for ung og for uerfaren.”
Her skal du sige det samme som dem, der tænker de er for gamle.
Sig: “Jeg har den rette alder og erfaring, og dette er det bedste tidspunkt for mig at komme i gang.”
Jeg investerer mine 5- og 8-årige drenges børne- og pensionsopsparing, og jeg fortæller dem, hvad de er medejere af, for at de skal lære af det. Så to drenge på 5 år og 8 år lærer allerede så småt om value investeringer.
Læser du den her blog, er du helt sikkert ældre end mine børn.
Jeg bliver altid så glad, når helt unge mennesker kontakter mig. Tænk på, hvor meget deres penge kan vokse. Er du ung, kan du virkelig benytte dig af effekten af renters rente. Få penge kan blive til virkelig mange penge, hvis du har tid.
Argumentet med at være for ung, hænger nok også sammen med opfattelsen af, at ens penge skal bruges på studier, første bolig, bryllup og kommende børn.
Men her er det hverken enten-eller. Du kan sagtens investere 100 kr. eller 1.000 kr. om måneden ved siden af det almindelige livsforløb med de udgifter, der hører til.
4: “Jeg ved ikke, hvilken platform jeg skal bruge.”
Sig efter mig: “Money loves speed, og jeg træffer hurtige beslutniger om små ting.”
Bare vælg en.
Du kan åbne konti og depoter i lige så mange banker, som du vil, og det er ikke sådan, at du er tvunget til kun at vælge en og kun bruge den fremover.
Hvorfor ikke bare begynde med din egen bank og få lidt erfaring der? Så kan du altid åbne en anden konto et andet sted.
I langt de fleste tilfælde vil gebyrerne ikke betyde det store, fordi du som value investor ikke handler så ofte.
Teknikken finder du ud af hen af vejen.
Hver platform har introduktionsvideoer, som kan få dig i gang, men hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig set en selv. De fleste platforme er lige så intuitive som netbanker.
Hvis du er bange for at trykke på en forkert knap og miste en masse penge, så gå i gang med et lille beløb og prøv dig frem. Du bliver tryg med erfaringen.
5: “Det er for risikabelt.”
Sig efter mig: “Jeg søger viden og investerer efter en solid strategi.”
Sandheden er, at du lærer og opbygger viden, og det gør det mindre risikabelt
Det er risikabelt at investere, hvis du ikke lærer lidt om, hvordan man udvælger virksomheder eller fonde og i øvrigt ikke undersøger, hvad du investerer i.
Desværre er der mange, der køber aktier helt tilfældigt.
Rigtig mange nybegyndere køber aktier i en virksomhed, fordi de har hørt den omtalt i et podcast eller fordi underboen synger i badet om det høje afkast.
Men ikke dig, for du læser det her blogindlæg og bliver klogere.
Du undersøger selvfølgelig, hvad du investerer i, og du ved, hvad du skal kigge efter, fordi du har læst min e-bog Bliv Fri her.