Lige nu ruller en bølge ind over landet, hvor kvinder siger fra over for chefers hænder på inderlåret og chefers tunger i øregangen. 

Men vi mangler stadig et vigtigt opgør med den mere usynlige del af sexisme.

Det er sværere at udstille den daglige hvisken på direktionsgangen, som gør, at kvinder i ni ud af ti stillinger får mindre i løn end deres mandlige kolleger.

Det er svært at fremstille den kammerat-effekt som gør, at mænd forfremmer dem, som ligner dem selv og dermed alt for sjældent giver kvinder mulighed for at avancere til toppen af erhvervslivet.

Sandheden er nemlig, at kønsdiskrimination handler om meget mere end gramsende fingre.

En vigtig del af kampen er økonomisk.

Kvinder køber kun hver tredje aktie

Kvinder står kun for omkring en tredjedel af danskernes samlede aktieinvesteringer, ifølge nylige tal fra VP Securities.

Hvorfor er det vigtigt i forhold til sexisme?

Ikke alene forstærker det tendensen til, at kvinder halter bagud økonomisk. De får ikke deres del af virksomhedernes vækst og overskud.

En stækket privatøkonomi gør det sværere at sige fra, når chefens fingre vandrer op til trussekanten. 

Men aktier handler om meget mere end penge og profit.

Det handler også om magt.

Når du bliver aktionær i en virksomhed, bliver du medejer. Der følger et ansvar og en indflydelse med rollen, og den går mange kvinder glip af.

Aktier giver magt

Som aktionær bestemmer du over landets virksomheder.

Aktionærer stemmer til virksomhedens generalforsamling. Det er der, at bestyrelsen til banker, shippingselskaber og medicinalselskaber bliver sammensat.

Med andre ord beslutter aktionærerne, hvordan virksomheden drives og af hvem.

Det er f.eks. bestyrelserne i de danske banker, der har besluttet, at kun en af landets 75 banker og sparekasser skal ledes af en kvinde.

Det er bestyrelserne i landets 1.000 største virksomheder, som har besluttet, at kun 69 af dem skal ledes af en kvinde (tallet stammer fra en tidligere opgørelse fra Berlingske Tidende)

De danske virksomheders bestyrelser er mandeloger. Halvdelen af dem består udelukkende af mænd, viser en tidligere optælling fra Mandag Morgen (2019).

En bestyrelse kun bestående af mænd påvirker kulturen i virksomheden. Tonen bliver sat i bestyrelsen og siver ned gennem direktionsgangen og videre ned på andre etager, hvor det også bliver okay at udelukke kvinder.

Kvinder kan med deres opsparing, pension og aktieinvesteringer skubbe kraftigt på for at ændre alt dette.

Her er fem ting, du kan gøre, hvis du vil bekæmpe sexisme og slå hul i glasloftet ved hjælp af aktier:

1. Invester kun i virksomheder med ligestilling i ledelsen

Du kan undlade at investere i virksomheder, som ikke har en rimelig andel af kvinder på topposterne i direktionen og i bestyrelsen.

Du kan tro, at virksomhederne får travlt med at finde egnede kandidater til centrale roller, hvis en stor del af aktionærerne fravælger dem, der kun har (eller næsten kun har) mænd i bestyrelsen og i topledelsen. 

Dine aktier kan fungere som et virkeligt effektivt våben til at få kvinder gennem det usynlige glasloft, som man taler om holder dem ude fra direktionsgangen.  

2. Invester kun i virksomheder med ligestillingspolitik og data for ligeløn

Virksomhederne skal have en politik for at komme sexisme og mangel på ligestilling til livs .

Vi kommer ingen vegne uden at have fokus på det.

Vi kan jo heller ikke forvente, at vi kan redde miljøet uden målsætninger og en miljøpolitik. 

Der skal være fokus på problemet – og som aktionær skal du kræve, at virksomhederne  har nedfældede mål på området og en strategi for, hvordan de vil nå derhen.

Det går ikke længere, at virksomhederne giver Simon mere i løn end Mette, bare fordi han er mand – og måske lidt mere højlydt kræver en større andel af firmaets bonus. Det er uambitiøst.

3. Mød op til generalforsamlingen og stem

Du kan også udøve den indflydelse, som følger med aktierne ved at møde op til generalforsamlingen, stille kritiske spørgsmål, stille krav om forandring og stemme.

Som aktionær har du ret til at få medindflydelse, og den skal du bruge.

Det hedder aktionæraktivisme, og det lyder næsten som en revolution, men det betyder egentlig blot, at du bruger den indflydelse, som du har krav på.

Det svarer lidt til at kalde det aktivisme, hvis du stemmer ved et folketingsvalg. Det er ikke aktivisme – det er blot demokrati. Du har et ansvar for at bruge din stemme til at styre landet i den rigtige retning.

Det samme ansvar har du, når du er aktionær. 

Når du er aktionær, er du medejer af virksomheden – som ejer skal du sørge for, at din virksomhed opfører sig anstændigt.  

4. Stil op til bestyrelsen 

Bestyrelsen bliver valgt på generalforsamlingen.

Som aktionær kan du også stille op til bestyrelsen og på den måde få direkte indflydelse på den daglige gang i virksomheden.

Der mangler kvinder i mange bestyrelser – måske er tiden kommet til, at flere kvinder stiller op? Måske skal du stille op?  

5. Sig selv fra på dit arbejde

Når du investerer i aktier, får du en stærkere økonomi og en passiv indkomst, som kan gøre det muligt i en periode at være fri for en lønindtægt.

Det skal du benytte dig af ved at sige fra, hvis du bliver udsat for urimelige forhold på en arbejdsplads. 

Står du overfor en chef, som giver din sidestillede, mandlige kollega mere i løn, end du får, skal du lave en Sofie Linde og gøre opmærksom på det og kræve mere i løn eller bonus.

Får du det ikke, skal du overveje at sige op. Du skal være klar til at sige op – ellers er det bare tomme trusler. 

Vi skal fremdyrke en generation af kvinder, som presser på – både indefra og udefra – for at udrydde sexisme og mangel på ligestilling og mangel på lige muligheder.

Kun på den måde kommer vi videre. 

Du skal som kvinde være med til at sætte gang i et nyt historisk opgør, og aktierne kan du bruge som en løftestang til at rykke balancen. 

Vil du lære om at investere, kan du downloade min investeringsbog BLIV FRI her.