Du har travlt i Føtex, da barnet får øje på endnu en LEGO pakke til 599 kr. som det absolut må eje.

Ud ryger det:

“Det har vi ikke råd til. Tror du penge vokser på træer? Du ruinerer os.”

Eller et eller andet.

Vi vil vores børn det bedste. Vi ønsker dem godt helbred, lykke og naturligvis også et liv med økonomisk overflod. 

Men nogle gange kommer vi til at sende en fattigdomsforbandelse efter dem, uden at vi ved det.

Vi har alle sammen prøvet at kaste op verbalt på vores børn, når vi er mest hverdagspressede og distræte.

At tale om ruin og fattigdom var lige præcis det, du ikke skulle gøre. Du ønsker ikke at indprente et fattigdoms mindset i dem. 

Pyt pyt. Livet går videre.

I dag er en ny dag, og du kan lade dig inspirere af dem, der har det bedste forhold til penge. Det er dem der selv har skabt en formue.

Hvad siger dem der forstår at tiltrække overflod og materiel rigdom til deres børn?

Her er ti ting, som du kan lade dig inspirere af. 

1. De taler om penge 

Det første skridt er at italesætte penge – ikke blot som noget skamfyldt og mystisk.

De fortæller dem, hvad de gør med penge, hvordan de bruger dem og hvad de planlægger at købe eller investere i. De fortæller dem hvad ting koster. Penge er noget, som de forholder sig aktivt til. 

Fortæl dine børn, at du sparer op til noget og fortæl dem, at du investerer. Du er deres største forbillede. De vil formentligt kopiere din adfærd senere hen. 

Fortæl dem om deres børneopsparing og fortæl dine børn, hvad de er medejere af.

Hvis de er store nok, så lad dem være med til at vælge, hvad de skal investeres i.

Lad dem høre, at du har det komfortabelt med penge, og at du endda glæder dig over at se dem vokse. 

2. De lærer dem at forvalte penge    

Penge skal ikke bare tales om. De skal tælles og forvaltes.

Rige folk lader deres børn give deres penge en retning.

Du skal også give dine børn lommepenge, fra de er små.

  • Lad dem tælle dem og glæde sig over at have dem.
  • Lad dem spare op til noget og glæde sig over det, når de endeligt har råd.
  • Lad dem forære nogle andre noget, som de har købt med deres egne lommepenge.

Du skal hellere være lidt ekstra gavmild med lommepengene og selv lade dem forvalte dem.

Hellere det end at du lader dine børne tigge sig til legetøj på en tilfældig hverdag – og derefter lade pengeskammen ramme dem som Thors hammer på en skyfri dag med sætninger som “Tror du jeg er lavet af penge”, næste gang de forsøger sig med tiggestrategien.

Da jeg var barn, lod min far mig få ret mange penge i lommepenge, men jeg fik dem på en betingelse. Jeg skulle dokumentere, hvad jeg brugte dem på, og jeg skulle selv spare op til de ting, som jeg ønskede mig. Jeg fik ikke specielt store julegaver og fødselsdagsgaver. Men jeg fik fornøjelsen af at glæde mig til at købe det, og glæde mig over, at jeg klarede det.  

Jeg kan huske den dag, at det gik op for mig, at jeg kunne vælge mellem slik og snack i frikvarteret eller de Bauer rullerskøjter, som jeg brændende ønskede mig. Det var der, jeg for alvor lærte at give mine penge en bevidst retning.

Det tog mig en måned eller to at spare op, da jeg først fik lidt disciplin og lærte at ryste på hovedet, når mine klassekammerater spurgte, om jeg ville med i bageren. 

3. De lærer dem, at der er overflod af penge   

Du må holde op med at sige skræmmende sætninger som, at du ikke har råd til noget, eller at penge ikke hænger på træerne.

Okay, jeg kan næsten høre dig sige, at det er en selvfølge at rige folk ikke taler sådan, for de er rige og har rigeligt med penge. 

Men det er ikke nogen selvfølge.

Sætninger som “Det har vi ikke råd til” eller “penge hænger ikke på træerne” er automatsætninger, som alle kan komme til at sige. Jeg er også kommet til at sige det, selvom det ikke er sandt (jo måske lige det med træerne). 

Rige folk har for alvor forstået, at der er penge nok i verden.

Jeg er overbevist om, at det hele begynder med dit mindset – derefter kommer pengene.

Hvis du har en opfattelse af, at penge er en begrænset resource, så vil du få dårlig samvittighed over at tjene mange penge, da det betyder, at der vil være mindre til andre.

Men penge er ikke en begrænset kage. Vi kan altid bage flere kager.

En sand iværksætter forstår, at der altid findes nye måder at tjene flere penge på. 

4. De lærer dem, at der er mange måder at tjene penge på

Lad dem tjene penge. Lad dem prøve alle mulige forskellige job af.

  • Lad dem sælge ting på loppemarked
  • Lad dem gå ned med flasker
  • Lad dem gå tur med naboens hund mod betaling
  • Lad dem sælge flag ved indgangen til børnenes melodi grandprix 
  • Lad dem købe aktier for pengene

Da Warren Buffett var barn, solgte han sodavand og tyggegummi og gik med aviser. Han købte sin første aktie som 11-årig for de penge, som han selv havde tjent.

Det er han blevet vældig rig af.

5. De lærer dem om aktiver og passiver 

Lad dem vide, at penge kan tjene penge. Lad dem vide, at man kan få renter for penge (de er genopstået herhjemme, hvor min søn får renter for sine opsparede lommepenge).

Fortæl dem om, at de kan købe sig til at blive medejere af virksomheder (aktier) og få udbetalt en del af overskuddet.

Fortæl dem, at nogle ejendele koster penge at vedligeholde.

Lad dem få erfaringer med både aktiver og passiver og lad dem selv betale prisen for et passiv – om det er foder til en hamster – og lade dem nyde gevinsten af aktiver, som kan være renter til opsparede lommepenge eller udbytte fra en aktie. 

6. De lærer dem at udskyde behov 

Du har nok hørt om den berømte undersøgelse, hvor man lod børn sidde foran en marshmallow med beskeden om, at de fik en til, hvis de kunne vente et øjeblik med at spise den første. 

Man fandt ud af, at de børn, som kunne distrahere sig selv og udskyde behovet, klarede sig bedre i livet.

Hvordan hjælper du dine børn med at udskyde behov?

De lærer det allerede, når de får lommepenge og skal spare op til noget, som de gerne vil have.

Måske kan du øve behovsudskydelse på andre måder i hverdagen?  

7. De lærer dem at være konsistente 

Succes kommer til dem, som gør noget dag efter dag efter dag.

Jeg opfangede det den dag min engelsklærer sagde til mig, at hvis jeg lærte et engelsk ord om dagen, ville jeg efter et år kunne 365 nye engelske ord. Hvis jeg lærte to nye engelske ord om dagen, ville det efter et år blive til  730 nye ord.

Jeg besluttede mig for at lære fem nye ord om dagen. Jeg drømte om at flytte til Canada, hvor min ene søster boede. Jeg gik rundt med en lille notesbog og terpede mine ord hver dag. 

Hvad vil dit barn gerne lære eller opnå? Kan du lave et lignende regnestykke?

8. De lærer dem at klare det selv  

Vi kender alle de børn (eller voksne), som går rundt med en lidt småmopset attitude, som om nogen skylder dem noget. 

Jeg mødte engang en, som var vred over, at hendes forældre ikke havde givet hende noget stort i gave, da hun blev færdig med at studere. Hun var over 40 år, og hendes forældre var pensionister, og hun talte stadig om det, når hun fik for meget rødvin. Til gengæld lå hendes økonomi i ruiner med kreditlån og forbrugsgæld, selvom hun havde et velbetalt job. 

Lær dine børn, at de selv skal gøre sig fortjent til velstand. Lær dem, at ingen skylder dem noget. Går dem bevidste om, at ingen redder dem. De skal kunne klare sig selv. 

Warren Buffett vil donere 99 procent af sin formue væk til godgørende formål, og hans børn har skulle stå på egne ben økonomisk, da de var færdige med studierne og klar til arbejdsmarkedet. Han har været meget konsistent med ikke at ville løse deres økonomiske problemer for dem, selvom han er en af verdens rigeste mænd.

9. De lærer dem at løse problemer 

Dem der bliver rige, løser problemer for andre. Jo større problem de løser (eller jo flere de hjælper), jo rigere bliver de.

Det er lidt hårdt sat op, men ikke desto mindre er det sandt.

Hvis dit barn kan tænke i at løse problemer for andre – fremfor at tjene mange penge – så har han eller hun en god mulighed for at klare det godt som iværksætter eller leder.

10. De lærer dem om sociale regler

En af Warren Buffett’s yndlingsbøger er Dale Carnegie’s How to Wind Friends and Influence People.

Det er en klassiker, som har lært ham at omgå folk på den mest diplomatiske måde.

Lær dine børn nogle af principperne i bogen, og de vil generelt klare sig bedre i livet, både i karrieren og i forhold. Jeg dedikerer for tiden min Instagram profil til profitterne i bogen. Den hedder – overrraskende – penge og frihed.

Hvad godt vil alverdens penge gøre dem, hvis de er ensomme og ulykkelige.

Som Warren Buffett siger: Sand success er, når dem du gerne vil have elsker dig, rent faktisk elsker dig. 

Vil du lære om at investere, kan du downloade min investeringsbog BLIV FRI her.