At blive økonomisk uafhængig var ikke rigtigt noget, som interesserede mig, før jeg blev fyret, mens jeg var på barsel. Min søn var ikke engang fyldt tre måneder, da min chef ringede til mig og sagde, at jeg var afskediget i en sparingsrunde på Morgenavisen Jyllandsposten. Jeg havde været oppe hele natten med min “store” søn, der lige var fyldt tre år. Han havde astma og falsk strubehoste og havde haft problemer med at trække vejret det meste af natten. Da han endeligt faldt i søvn, vågnede babyen, og jeg fik først en times søvn hen på morgenen. Men så ringede telefonen. Den ringede ikke en gang. Ikke to gange. Den blev ved og ved og ved med at ringe.

Det var min chef. Han ville bare lige sige til mig, at jeg var fyret. Hav det godt.

Indtil dette øjeblik i mit liv havde jeg altid tænkt, at jeg skulle arbejde, til jeg blev rigtig gammel. Jeg var en af dem, der fik udbetalt min efterløn. Jeg kan huske, at jeg kiggede på en dygtig fotograf, som beholdt sit arbejde, til han var tæt på de 70 år. Det skulle jeg da også. Jeg elskede at være journalist. Jeg elskede at være midt i nyhederne. Være midt i adrenalinruset af forsidestof. Og hvis jeg selv skal bedømme mig, så var jeg ganske god til det. Det må min daværende chef da også havde vurderet, for han ansatte mig til at dække banker under finanskrisen og kaldte mig dengang over en uformel kop kaffe “en af Danmarks ti bedste erhvervsjournalister”. Hvis jeg havde en træt dag, så kaldte han mig ind på sit kontor til en alvorssnak og forklarede mig, at jeg var hans “stjernespiller”. Ud på banen igen.

Kan man have en gravid “stjernespiller”? 

Det er naturligvis et ord taget fra fodboldverdenen. Jeg var sådan en, der skulle løbe rundt i offensiven. Jeg måtte ikke blive defensiv eller sakke bagud. Jeg tænkte også over ordet “stjernespiller”, da jeg først blev gravid. Jeg så sådan en gravid fodboldspiller for mig, og jeg havde godt på fornemmelsen, at konceptet graviditet kunne blive et problem i min chefs hoved. Og ganske rigtigt begyndte problemerne allerede, da jeg fortalte min chef, at jeg var gravid med min første søn. I stedet for at sige tillykke, kvitterede han med en kalenderoversigt, hvor han skitserede for mig, hvornår jeg skulle gå fra. Han placerede afspadsering og ferie foran barslen, og sagde, at det ikke var til diskussion. Og fordi jeg virkelig havde knoklet igennem, bl.a. i forbindelse med finanskrisen og havde en hulens masse gammelt overarbejde og afspadsering, så blev det til, at jeg skulle gå fra omkring 2,5 måned før min termin.

“Men hvad skal jeg bruge al den tid på?”

Det skræmte mig, at skulle gå rundt uden at lave noget. Sådan en var jeg dengang. 

“Ja, du kan bruge den til at tænke over, om du har det rigtige job,” svarede han.

Han virkede oprigtigt vred. Men over hvad? Kunne han virkelig være vred over, at jeg var gravid?

Flere år senere fik jeg svaret på det spørgsmål, da en af mine veninder var hos frisøren. Min gamle chef trådte ind for at blive klippet det samme sted. Min veninde genkendte ham fra presselogen, men han havde ingen anelse om, hvem hun var. Han havde åbenbart været til noget julefrokost og var blevet en lille smule beruset. Han satte sig ned i frisørstolen og skældte frisøren venligt ud, fordi hun havde været på barsel.

“Det gør du aldrig igen! Jeg skulle klippes af Pernille, mens du var væk. Der er ikke noget galt med Pernille, nej, det er ikke det. Men det dur ikke med kvinder, der tager på barsel.”

Derefter gik han over til at forklare, at kvinder, som tager barsel, må begynde forfra i karrieren, når de kommer tilbage. De bliver placeret nederst i karriererangstien. 

Sat på bænken

Og det var nogenlunde også det, jeg blev ringet op og fortalt, da jeg var på vej tilbage fra barsel med min første søn: Du begynder forfra på nyt stofområde. Og det var i øvrigt et stofområde, som overhovedet ikke interesserede mig. Jeg gik fra at have været nyhedsjournalist, der havde lavet masser af forsider, til at skulle skrive om karrierestoffet. Et i mine øjne dræbende kedeligt stofområde. Jeg var blevet sat på bænken.

Da jeg annoncerede min anden graviditet, blev det for alvor kompliceret at gå på arbejde. Jeg blev kaldt til samtale med min chef, en fra koncernledelsen og en tillidsmand, fordi jeg ikke producerede artikler i min ferie. Avisen havde et kvotesystem, og jeg skulle producere to artikler om dagen. Min produktion faldt, da jeg gik på to ugers juleferie i december, og så blev jeg kaldt til alvorlig samtale bag glasdørene på øverste etage og fik en mundligt advarsel om en fyring. 

Alligevel kom det som en overraskelse for mig, da jeg blev fyret. Jeg havde ikke forestillet mig, at han ville gå så langt, at han ville fyre en på barsel. Da jeg fik opringningen, var det som om, at dugen blev trukket af et opdækket bord. Det hele fløj væk, tallerkener smadrede, og sølvtøjet røg på gulvet. Jeg stod alene med to små børn på nul og tre år og kunne ikke regne ud, hvordan jeg skulle forsøge dem. Jeg søgte det ene job efter det andet, men arbejdsgiverne blev altid lidt døde i blikket, da de fandt ud af, at jeg var alenemor til to børn (hvilket jeg var helt ærlig med). Jeg havde ikke engang en vuggestueplads til den mindste, da jeg først begyndte at søge arbejde, og et år efter begyndte de jakkesætsklædte arbejdsgivere at spørge til jobsamtalerne, hvorfor jeg havde “et hul i mit cv.” Jeg var forundret over, at jeg ikke kunne finde et job igen. Det var næsten som om, at jeg havde fået fnat på CV’et i det øjeblik, jeg fik børn.

Nå ja. Måske er det ikke så underligt. Som nyhedsjournalist forventes du at arbejde længe og spontant, og det hænger ikke så godt sammen med at være alenemor til to små børn. Og så er aviserne jo i øvrigt en visnende branche med fald i omsætningen. Brancher i nedtur tager færre chancer med deres ansættelser. Der kan være mange rationelle grunde til, hvorfor jeg havde svært ved at finde job. Men konklusionen er altid den samme: Jeg kunne ikke få et job inden for min branche, og jeg var skrækslagen over det. Om jeg var en særlig god mor i den periode? Nej, ikke specielt, og det er nok den største pris, jeg har betalt for den fyring. Eller det vil sige: Børnene betalte faktisk prisen. Jeg skiftevis råbte og græd i en periode. Og man siger, at barslen er sådan en lykkelig tid. 

Mit råd til mit yngre jeg: invester frie midler nu

Jeg har altid været fornuftig med mine penge. Jeg havde ingen gæld, og jeg havde investeret så meget som muligt. Men da jeg stod alene tilbage efter fyringen, føltes det alligevel som om, at afgrunden blev afsløret. Jeg havde fokuseret på den traditionelle pensionsopsparing, da jeg troede, at jeg skulle arbejde uafbrudt til jeg blev “gammel”. Så jeg var gældfri og havde en stor pension. Men jeg havde ingen løbende indtægt til at forsørge min familie. 

Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden og rådgive mit yngre jeg, så ville jeg fortælle mig selv, at jeg skulle investere i billige virksomheder for at blive økonomisk uafhængig. Jeg skulle gå i gang med min første løncheck. Ja, endda gerne før. Jeg skulle begynde at investere for frie midler allerede under studietiden. Det er aldrig for tidligt at gå i gang.

Du ved aldrig, hvad livet bringer dig. Måske har du brug for livspauser.  Måske bliver du fyret. Måske bliver du syg. Du har i hvert fald brug for en økonomisk tryghed, så du har noget, at stå imod med. 

Det kan være, at du allerede har en ide om, hvordan dit liv bliver. Ja dig, der læser dette lige nu. Du har sikkert en ide om, hvordan dit liv vil udfolde sig. Men jeg kan sige en ting med sikkerhed. Det bliver ikke, som du forestiller dig. Det bliver helt anderledes. Livet kommer med overraskelser. For os alle sammen. Nogle er gode. Men nogle er også ubehagelige. Og det sker for os alle sammen. Også for dig. 

Eksempler fra det rigtige liv

Det hører jeg en masse eksempler på i mit nuværende arbejde, hvor taler med mange, der gerne vil lære at investere. Her kommer nogle konkrete eksempler: Der er Ulla, hvis ægtefælle har fået et traumatisk stresssyndrom i forbindelse med sit arbejde som selvstændig. Nu er det gået op for hende, at hun står for at forsørge hele familien og samtidig skaffe pension til dem begge. Der er Anna, som fik en hjernerystelse, som bliver ved med at give hende hovedpine og siden da har hun ikke finde et job. Samtidig er hendes kæreste blevet degraderet i sit job og er træt af det. Der er Marianne, som har fået konstateret sclerose, hvilket hun ikke har fortalt til arbejdsgiveren. Hun ved ikke, hvor længe hun kan blive på arbejdsmarkedet. Der er Lisa, hvis søn har autisme. Han kan ikke gå i skole eller i det hele taget finde ud af at omgås andre mennesker, og hun kan ikke forestille sig, at han nogensinde får et job. Hun vil lære at investere for at lære det videre til ham, så han har noget at leve af, når hun er væk. Der er Jasmin, som slet ikke kan få sit liv til at hænge sammen med karrieren, efter at hun har fået et barn. Samtidig er hendes far ved at visne væk af kræft. Hun har allerede en gang været sygemeldt fra jobbet med stress. Der er Line, som er alenemor til to børn og har et krævende job i it-sektoren. Hun føler, at det er et “spørgsmål om tid, før hun brænder sammen”. Der er Helle, som har en god karriere i et ministerium, et dejligt hus og to søde børn, men alligevel er hun ulykkelig, fordi der hverken er tid til at gøre arbejdet færdigt, renoveringen på huset færdigt, være en opmærksom mor for hendes børn eller kæreste for hendes mand. Og så får hun aldrig søvn nok. 

Jeg møder også masser af mænd, der gerne vil lære, hvordan man investerer som superinvestoren Warren Buffett. Men kendetegnende for mændene er, at de alle sammen går i gang lang tid før, at kvinderne gør. De arbejder for at blive økonomisk uafhængige af lyst, mens mange kvinder først kommer, når de er blevet overrumplede i livet og er skræmt fra vid og sans. 

Jeg har selv været der, hvor man står med en stor forandring i livet og samtidig skal forholde sig til økonomien, og det er stressende. Jeg ville ønske, at flere skabte økonomisk råderum for dem selv, så de havde en større frihed. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det før.

En ting er sikkert. Hvis jeg havde været økonomisk uafhængig, så var jeg aldrig blevet fyret.

Jeg havde selv sagt op lang tid før. Jeg havde sagt op det øjeblik, at min chef ikke kunne finde ud af sige tillykke med min graviditet. Lige på stedet.

Hvilket valg træffer du for dit fremtidige jeg? Vil du byde dig selv at skulle bakse både med krisen og din økonomi, den dag der er noget, der overrumpler dig? Eller ønsker du friheden til at kunne fokusere på det, som er vigtigt i livet? 

I dag, snart tre år efter, at jeg blev fyret, er jeg ret tæt på at blive økonomisk uafhængig. Inden for et år eller to kan jeg forsøge mig selv udelukkende ved hjælp af passiv indkomst. Det er lykkes ved at lægge min økonomi om (skrue ned for forbruget) og ved at investere på den måde, som rigmanden Warren Buffett gør, hvilket har givet mig et højt afkast. 

Hvis du vil lære at investere, så er min e-bog Bliv Fri et godt sted at begynde.