Jeg fik engang et godt råd, som ændrede mit liv. 

Det handlede om at komme i gang med at løbe og fastholde den nye motionsvane. 

Tricket var, at man som det første skulle tage løbesko på om morgenen.

Bare det. Så simpelt. 

Nå, tænker du nok. Hvad har det med investeringer at gøre?

Det kommer jeg til. Først skal jeg lige forklare tricket.

Når vi skal implementere nye vaner, er det sjældent selve handlingen, der er det sværeste. Det er det første skridt, selve forberedelsen, der er svært.

Det kan virke så uoverskueligt at få det gjort. Men i virkeligheden kræver det bare fem sekunders overvindelse hver gang. Som er den tid det tager at få de løbesko på.

Med andre ord er den største forhindring at få løbetøjet på. Når først det er på, er det så simpelt at løbe et par skridt. Når først du har løbet nogle skridt, kan du lige så godt løbe længere. Så er du i gang.

Du løber ikke, hvis du har laksko på. Så hvis du vil løbe, så skal du have dine løbesko stående, så de  naturligt er det første, du tager om morgenen. 

Da jeg læste det her, gik det op for mig, at det faktisk også gælder alt muligt andet i livet.

Jeg havde f.eks. besluttet mig for, at jeg ville drikke flere grøntsagsjuice. Det var som regel aldrig et problem at få drukket juicen. Den smagte godt. 

Den største forhindring var at få mig taget sammen til at sætte juiceren ud, skrælle grøntsagerne og lave juicen.

Nogle gange kan små ting gøre forskellen. For mig gjorde det en stor forskel, at jeg – efter at have læst om løbesko ved sengen – valgte at placere juiceren et centralt sted i køkkenet, hvor den var mere tilgængelig. 

Nu kommer vi så til det med investeringerne.

Pointen her er, at du på investeringsområdet skal placere dine løbesko ved siden af sengene, så du næsten træder ned i dem om morgenen.

Du skal have alt det praktiske klart, som du skal bruge for at fokusere på at tage investeringsbeslutninger.

Så er der større chance for, at du får det gjort til en stabil vane.

Hvordan skal du indrette dig?

Her kommer så mine fem tips:

1. Indret et fast sted 

I den ideelle verden skal du helst have et hjemmekontor, hvor du kan arbejde fra.

Det svarer lidt til at have juiceren stående fremme, så du får det gjort.

Hvis du bor et sted, hvor der ikke er plads til et kontor, må du alligevel have en fast plads.

Du skal have et sted, hvor du ved, at du kan sidde og arbejde.

Skal du sidde ved spisebordet, så vælg en anden plads end der, hvor du plejer at spise, så du fysisk kan mærke, hvilken rolle du nu skal have.

Du skal stadig have dine ting klar. Lav en kasse med de ting, som du skal bruge, så du hurtigt kan hive den frem. 

2. Hav orden i dine sager

Der må ikke være rodet på din arbejdsstation.

Rod er beslutninger, du ikke har truffet.

Rod er alle mulige ting, som du ikke har besluttet dig, om du skal handle på. Det kan også være ting og sager, som du aldrig helt har besluttet dig for, hvor skal bo i dit hjem.

Hvis du omgiver dig med små ufærdige beslutninger, når du skal træffe store beslutninger, får du svært ved at fokusere. 

3. Lav det komfortabelt

Ja, det lyder tosset simpelt, men der er mange, der glemmer detaljerne… Du skal sørge for, at det er rart at sidde der, hvor du skal kunne fokusere.

Sæt dig ned og mærk efter.

Er stolen komfortabel? Er bordet den rette højde? Hvad kigger du ind i? En væg? Eller en udsigt? 

Hvordan føles det at sætte sig ned? Føler du glæde i kroppen, eller undgår du helst at sidde der?

Hvis muligt, så placer dig, så du kigger ud på noget rart. Enten ud af et vindue eller ud i rummet. 

Sidder du ved en plads ved spisebordet, så invester i det mindste i en ordentlig kontorstol i stedet for en hård spisebordsstol.

De små ting kan gøre en forskel.

4. Tænk over, hvad du skal bruge, og hvordan du bevæger dig 

Engang spurgte jeg min hushjælp, hvor hun ville have en knage hængende.

Det var en fascinerende oplevelse.

Jeg så hende mime bevægelserne i en opvask, før hun svarede. Hun ville have knagen præcist der, hvor hun naturligt ville stå, når hun skulle bruge viskestykket. 

Hvis der er noget, som du ofte skal bruge, f.eks. en notesbog eller en investeringsbog, så sørg for, at den er indenfor rækkevidde.

Det er irriterende, at skulle lede efter tingene eller rejse sig for at få fat på det, når nu man er godt i gang. 

5. Placer noget inspirerende inden for synsfeltet

Yogasteder har altid et billede af deres guru hængende på væggen.

Hvorfor det? Fordi det er inspirerende og motiverende.

Det minder dem om filosofien bag de bevægelser, som de foretager sig. Det giver det hele mening.

Du skal også finde noget, som giver mening for dig.

Hvorfor investerer du? Hvad motiverer dig?

Nogle vil måske have en “guru” som Warren Buffett eller Charlie Munger hængende på væggen.

For mig er mine børn min største drivkraft. Derfor kan jeg godt lide at have enten et billede af dem eller en tegning lavet af dem stående eller hængende.

For tiden har jeg stillet en tegning, min ene søn har lavet af mig, da han var yngre. Tegningen minder mig om, at mine børn ser mig, og at de hele tiden vurderer hele verden ud fra, hvad de ser mig gøre.

Derfor er det vigtigt, at jeg gør det rette. Som de siger på engelsk: “Do the right thing.”

Det rette i den her sammenhæng er at investere samvittighedsfuldt, langsigtet og med ro og tålmodighed.

Hvilke værdier vil du gerne implementere i dine investeringer? 

I min e-bog Bliv Fri kan du lære meget mere om at opbygge en formue i form af en aktiebeholdning. Du kan downloade den her.