For nogle år siden boede jeg i en andelslejlighed med ét soveværelse på indre Nørrebro. I dag bor jeg i et hus i Cascais med fem soveværelser, pool, have og udsigt til stranden.
Der står millioner i mit navn.
Og alligevel kan jeg blive urolig over penge.
Det hænger sammen med noget, vi alle lider af, som hedder tabsaversion, og det handler dette blogindlæg om.
Men først, lad mig lige vise dig mine tal. Og hvorfor jeg bliver så urolig.
Huslejen er over 50.000 kroner om måneden.
Jeg har en uventet skatterest fra Danmark, som også koster knap 50.000 kr. pr. måned.
Dertil kommer to privatskoler, hjælp i hjemmet, hobbyer og rejser.
Vores liv koster over en million kroner om året. Faktisk nok snarere to.
Mine børn er vant til store huse, pools, privatskoler og hushjælp.
Det er deres normal. Det er ikke min.
Min normal var en andelslejlighed på Nørrebro.
Over sommeren, som løber fra maj til september, har jeg ikke nogen indkomst fra kurser, og samtidig er udgifterne til rejser og underholdning høje.
Jeg har ingen fast løn i fonden, som jeg driver, kun bonus (og endnu har jeg ikke fået en bonus).
Min ældste søn kunne mærke, at jeg var presset. Jeg siger ikke bare ja til ethvert forslag.
Hver aften havde han svært ved at falde i søvn, og han spurgte:
“Mor, jeg er bange for, at vi mister vores hus og skal flytte.”
Han oplever det, som er kilden til pengeuro for mange, nemlig tabsaversion.
En kæmpe stor fed frygt for at miste.
Og det smitter. Et øjeblik efter kan jeg heller ikke sove.
Hvad er tabsaversion?
Tabsaversion er et psykologisk fænomen, hvor smerten ved at miste noget føles større end glæden ved at vinde noget tilsvarende.
Vi oplever det som mere smertefuldt at miste 1.000 kr., end vi oplever glæde ved at vinde 1.000 kr.
Det er instinktivt.
Vores forfædre, der var mest opmærksomme på trusler, overlevede længere end dem, der tog det roligt.
Men nu gør det os unødvendigt bekymrede.
Vi fokuserer mere på, hvad vi risikerer at miste i fremtiden, end på hvad vi har mulighed for at opnå.
Det kan få os til at overvurdere risici, undervurdere muligheder og træffe beslutninger ud fra frygt frem for langsigtede mål.
Sådan her overkommer du det…
1. Bliv klar over, hvad penge skal gøre for dig
Du skal spørge dig selv, hvad pengene skal for dig.
Vær konkret og skriv det ned.
Ikke en vag fornemmelse som “økonomisk frihed”, men noget helt konkret, som du kan holde dig selv op på.
Det gør to ting.
A. Når du har konkrete mål, kan du regne på, hvad det koster.
En vag bekymring bliver til et konkret problem med en konkret løsning.
B. For det andet holder penge op med at føles som et uhyre.
De bliver et redskab med en opgave.
2. Hold op med at sammenligne
De fleste vil konstant have mere, fordi de sammenligner sig med andre.
Intet nyt i det.
Vi har altid holdt os selv op mod andre. Det er et andet instinkt fra urtiden.
Vi har brug for at høre til gruppen.
Den der blev smidt ud af gruppen, overlevede ikke.
Derfor har vi tendens til at kigge og forsøge at passe ind eller endnu bedre: blive anerkendt, måske endda beundret.
Med sociale medier er sammenligningsgrundlaget uendeligt, og det er systematisk skævt mod de mest synlige og velstillede udgaver af andres liv.
Hvad gør du så?
Start med at lægge mærke til, hvad der gør dig mere urolig uden at gøre dig klogere.
Hold op med at følge dem, der får dig til at føle dig bagud.
Lad være med at gå derhen, hvor du får ondt i maven.
Lad være med at tjekke, hvad folks hus koster, medmindre du helt konkret er ved at samle information til at sætte et pengemål.
Dit økonomiske liv er ikke et kapløb.
Det er et privat byggeprojekt, og det er dig, der bestemmer, hvad du vil bygge.
3. Skeln mellem nyttige og nytteløse bekymringer.
Nyttige bekymringer peger på noget reelt, som du kan handle på.
Har du ingen buffer, og føles dit job usikkert, fortæller uroen dig noget sandt:
At du har brug for at opbygge en opsparing.
Lyt til den og gør noget ved det.
Nytteløse bekymringer er derimod baggrundsstøj.
De peger ikke på noget bestemt og fører ikke til handling.
De bruger bare din energi.
Og ved du hvad? Langt det meste af den økonomiske stress, vi går rundt med, er nytteløs.
Modgiften her er ikke flere penge.
Modgiften er klarhed.
Du skal have klarhed over, hvad du frygter, og klarhed over, hvad din plan rent faktisk er.
Her kommer to praktiske øvelser, som kan give dig det overblik, som du har brug for til at bekæmpe uroen fra tabsaversion.
4. Øvelse: Overdriv din frygt
Stoikerne havde en øvelse, de kaldte negativ visualisering.
De forestillede sig bevidst at miste det, de var afhængige af for at teste deres antagelser om, hvad de faktisk har brug for.
Prøv den med penge.
Spørg dig selv helt ærligt, hvad der ville ske, hvis det du frygter mest skete.
F.eks: “Hvis jeg mistede mit job og min indtægt i et år, hvad ville jeg så gøre?”
“Hvad hvis nu aktiemarkedet falder 70 pct. og ikke kommer op før efter et år?”
Hvad er det værste, der kunne ske?
Hvad ville du rent faktisk gøre, hvis det skete?
Hvor realistisk er det, at det skulle ske?
5. Lav en plan
Når du nu ved, ønsker og hvad du frygter, er du godt rustet til det næste skridt.
Det næste skridt er at lave en plan.
Hvad hvis nu?
Ja, hvad hvis nu aktiemarkedet falder?
Hav en reserveopsparing, så du ikke behøver at sælge af hovedstolen i et år.
Hvad hvis du mister jobbet?
Ha’ en reserveopsparing.
Faktisk kan de fleste bekymringer, jeg kan komme i tanke om, løses med en opsparing.
Hvordan gik øvelserne for mig?
Jeg blev oprindeligt grebet af at investere, da jeg stod som nybagt mor og mistede mit job.
Jeg boede i en lille lejlighed på Nørrebro i København med to blebørn.
Jeg var desperat for at skabe et godt liv for mine drenge.
Når jeg spørger mig selv, hvad det vigtigste er, som mine penge skal gøre, lander jeg altid på de to drenge, og det liv, jeg gerne vil give dem.
Målet var:
A. Et hus eller lejlighed med soveværelse til os hver i et roligt område, så vi sover godt (det gør man ikke på Indre Nørrebro)
B. En god skole (og et stort nej tak til den lokale Blågård Skole).
C. Praktiske ting til at gøre hverdagen som mor nemmere. Faktisk helt almindelige ting som vaskemaskine, opvaskemaskine, rengøringshjælp og en bil, der kan køre os fra A til B.
D. Tid. Jeg ville have tid til at være der for mine drenge, når de havde brug for mig (det var svært som nyhedsjournalist).
Drømmen var aldrig en Lamborghini.
Drømmen var aldrig et gigantisk hus med pool, selvom det da også er rart.
Hvad med sammenligningen?
Jeg er ligeglad med folk på Instagram, og mine børn har ikke sociale medier, men vi bor et sted, hvor folk er meget rige.
Når jeg afleverer mine børn på privatskolen, ser jeg, at de andre forældre kører Porsche, Land Rover og ja, Lamborghini.
Jeg kører i en 7 år gammel Jeep Renegade med ridser i lakken.
Når jeg kommer til forældrekaffe, dukker jeg op med en læderbæltetaske uden et synligt mærke.
Hundeluftertasken kalder jeg den. (Super praktisk. Der er plads til nøgler, mobil og den falder ikke ned mod jorden, når jeg skal samle en hundelort op).
De andre mødre har Louis Vuitton-tasker.
Min ældste søn klager over, at vi “kun” rejser til Danmark (host, host, en ferie hjem til Danmark koster mellem 50.000 kr.-200.000 kr. afhængigt af, hvor lang den er.)
“Jeg har aldrig været på Bali eller Japan,” siger han og tilføjer. “Mine venner rejser mindst 4 gange om året. Og til spændende steder.”
Og dødsstødet. “Hvorfor skal jeg selv tage min tallerken ud? Hvorfor skal jeg lære at lave mad? Milo og Vincent har tjenestepige og kok.”
Min søn vil gerne passe ind i skolen. Han vil gerne leve som de andre.
Vi er rent faktisk “multimillionærer”, men det er fattigt i sammenligning med folk som Cristiano Ronaldo.
Det mærker min søn, og det skaber pengeuro for ham.
Skrækscenariet?
Hvad ville jeg gøre, hvis jeg af absurde årsager slet ikke tjente flere penge?
Jeg har før boet på en sten, og det kan jeg sagtens gøre igen.
Bare jeg kan læse gode bøger og skrive mine blogindlæg, så skal jeg nok have en fest i mit hoved.
Men jeg vil gerne give mine to børn stabilitet.
Med de penge vi har i dag, ville vi nok kunne blive boende i fem år.
Om fem år er mine drenge 15 og 18 år. Så tror jeg godt, at jeg kan sige, at jeg klarede opgaven med at give dem en tryg barndom.
Min ældste søn snakker om, at han skal på college i USA. Harvard, Yale.
“Det skal Vincent,” siger han.
Okay, knægt. Vincent er 12 år.
Planen?
Jeg lufter tanken om, at der er ret gode universiteter i Danmark.
Fordi måske.
I “skrækscenariet” hvor jeg aldrig mere tjener penge, må min søn hjem til Danmark og læse videre.
Hvis vi skulle flytte i en lejlighed om fem år, så gør vi det.
Som jeg siger til min søn, når han ikke kan sove.
“Vi skal ikke flytte lige nu. Men hvis vi en dag skal, så skal vi nok hygge os, uanset hvor vi bor. Det vigtigste er os tre, og at vi har det godt sammen. Det skal vi nok også finde ud af i en lejlighed.”
Men så galt går det jo nok ikke.
Det er kun det værste scenarie, og det bedste er, at det værste slet ikke er så slemt.
Hvis du vil lære om at investere, så har jeg en e-bog til dig her. Den koster kun din email.
