Normalt er jeg stor fortaler for, at du uddanner dig om penge, økonomi og aktier og selv træffer dine investeringsbeslutninger.
Men der kan indimellem være nogle gode argumenter for at lade andre investere for dig.
Normalt blogger jeg, laver videoer og underviser på Value Investor Akademiet i, hvordan du bedst forvalter dine investeringer selv.
Men jeg driver også et investeringsselskab Grünbaum Value Invest, hvor partnerne lade mig investere for dem i dette partnerskab.
Hvorfor lade andre investere for dig?
Det er ikke en løsning de vælger, fordi de ikke kan finde ud af det selv. De fleste af dem er faktisk tidligere kursister.
De er velinformerede og ved godt, hvordan man udvælger vidunderlige virksomheder og investerer i dem.
Hvorfor vælger de så at lade mig gøre det i stedet for at gøre det selv? Fordi det giver god mening for dem.
I det her blogindlæg vil jeg give dig frem gode grunde til at lade andre forvalte dine penge. Jeg vil give dig nogle af de forklaringer, som jeg har hørt fra investorerne i Grünbaum Value Invest.
1. Du har for travlt
Måske har du et fuldtidsjob, små eller store børn, en hobby, et hus og måske endda et sommerhus. Det skal alt sammen passes.
Måske ville du faktisk gerne bruge tid på at researche virksomheder, men du kan ikke presse mere tid ud af ugen.
Som en af de nye partnere sagde til mig:
“Jeg har en baby, vi har lige købt hus, og der er stadig meget arbejde i huset. Jeg kan ikke se, hvornår jeg får tid til at sætte mig ned for at gå det gjort.”
2. Du er nervøs
Warren Buffett siger, at du ikke har behov for at have meget høj IQ for at være en god investor.
Den rette mentale attitude er langt vigtigtere. At være god til at investere kræver en rolig indstilling.
Hvis du er nervøst anlagt omkring penge og markedet, kan det være en god ide at fjerne dig selv fra den umiddelbare beslutning om køb og salg. Nervøst anlagte folk har det med at købe for dyrt, fordi de er bange for at gå glip, og sælge med tab, fordi de er bange for, at det værste sker lige om lidt.
Som en person sagde til mig for nyligt.
“Jeg bliver meget nervøs for, om jeg træffer den rigtige beslutning. Hvad hvis nu virksomheden går konkurs? Hvad hvis alle pengene forsvinder. Selv tanken om skulle betale skat gør mig meget nervøs.”
Det sidste kan man grine af, men det er faktisk ikke sjovt at have det sådan. Nogle folk får det ubehageligt, bare de ser en rudekuvert eller får en mail fra energiselskabet.
Alt der drejer sig om penge giver dem en urolig følelse i kroppen. Jeg er ked af at sige det, men den type mennesker bliver sjældent gode investorer. Det bedste er at outsource investeringsbeslutningerne.
3. Du vil fokusere på noget andet
Det er ikke helt det samme som ikke at have tid.
Her vælger du bare, at det bedre kan betale sig for dig at lægge din energi og fokus et andet sted.
En af investorerne i Grünbaum Value Invest driver en succesfuld virksomhed. Han sagde til mig:
“Jeg vil lægge min tid i virksomheden, fordi det er der, jeg tjener mine penge, og jeg tjener forholdsvis mange penge. Det giver mere mening, at jeg lægger min tid der og lader dig om investeringerne.”
4. Du vil have et bedre afkast
En af mine nye investorerne har arvet en formue, som banken har forvaltet de seneste 20 år. Banken har tjent på at forvalte pengene, men det har hun ikke.
“Formuen har næsten ikke udviklet sig. Det er ret skuffende,” siger hun.
Hvis banken investerer i en blanding af obligationer og indeks og forventer et afkast på feks. 4 pct. om året og tager 2 pct. i gebyr, så er der kun 2 pct. tilbage til dig. Med en inflation på f.eks. 4 pct. betyder det faktisk, at din formue skrumper.
Det kan også være, at du selv investerer, men må indse, at dit afkast faktisk ikke er særligt godt. Det kan skyldes, at du træffer dårlige investeringsbeslutninger. Det kan også være, at du bare ikke får træffet nok investeringsbeslutnigner og faktisk ikke får det gjort.
5. Du vil investere ansvarligt
Tidens populære do-it-yourself investeringsråd er at investere i indeks, f.esk. ETF’er (Exchange Traded Funds), der matcher et aktieindeks.
Det er også en udemærket strategi, men det er en ulempe: Med dette råd kommer du hurtigt til at eje en bid af alt.
Hvis du f.eks. køber S&P 500, bliver du medejer af 500 amerikanske selskaber. De færreste stopper der, da INDEX-fortalerne er vilde med spredning, vil de typisk købe flere ETF’er. Det betyder, at de ender med at have ejerandele i tusinder af virksomheder. De kommer til at eje en bid af hele markedet.
Det svarer til at gå ind i supermarkedet og sige, at du vil købe en af hver vare uden at kigge på, hvad du får med hjem. Får du olie, våben, russiske virksomheder, virksomheder, der bruger børnearbejdere? Ja, det gør du nok.
Hvis du vil være en ansvarlig investor er det nødvendigt at udvælge, hvad du vil investere i. Forestil dig, at alle handler ind i supermarkeder ved at sige, at de bare skal have en af hver fra den bagerste del af butikken – uanset kvalitet og uanset priser.
Hvad sker der så med priserne? De stiger til et urimeligt niveau, fordi indeks-typerne køber uanset hvad.
Du kan både være informeret og vælge at outsource processen
Når du vælger at outsource processen, betyder det ikke, at du ikke kan selv.
Noget overraskede mig, da jeg havde samtaler med interesserede partnere. Langt størstedelen af dem har taget Value Investor Akademiet.
De har brugt to intensive måneder på at lære at investere med mig. Hvorfor bruge tid og penge på at lære om value investering for så at overlade beslutningerne til mig?
Fordi de giver mest mening.
Som en af de nye partnere forklarede: “Jeg har på ingen måde fortrudt kurset. Den måde du har lært os at analysere en virksomhed, giver mig en tryghed. Jeg har en tillid til din metode. Jeg har bare ikke tiden til det.”
Det er en win-win situation at have informerede partnere.
Når en investor har brugt tid på at undersøge value investering og hørt mig gå igennem en analyse, vil det betyde, at han eller hun kan sove roligt om natten.
Omvendt er det en stor fordel for investeringsselskabet at have have informerede partnere som er med på, hvordan processen og udvælgelsen foregår – og som ved, at et dyk i markedet er en stor fordel – ikke en trussel.