Da Danmark blev lukket ned i foråret 2020 på grund af corona, stod jeg som mange andre rundt omkring i verden og kiggede til forbløffet, forvirret og isoleret.
Jeg stod alene med to små børn (på det tidspunt 3 år og 6 år), og jeg følte mig fanget.
Jeg kunne ikke engang nå ned og storme supermarkederne og rense dem for oksekød og toiletpapir, fordi jeg netop stod med to små børn, jeg ikke bare kunne gå fra.
Begge nedlukninger med corona oplevede jeg som udfordrende både personligt og for min forretning. Min forretning krævede tid, som jeg ikke længere havde, fordi jeg var sammen med børnene 24/7.
Corona blev sparket til et nyt liv
Selvom begge nedlukninger var svære personligt og havde store omkostninger for samfundet, er jeg i dag taknemlig for oplevelsen og for de ændringer, som oplevelsen satte i gang.
I det her blogindlæg vil jeg afsløre den kædereaktion, som nedlukningerne satte i gang i mit liv.
1. Jeg startede min forretning op på engelsk
Jeg havde længe ønsket om at udvide min forretning til det globale marked med domænet moneyandfreedom.com. Da nedlukningen ramte, tænkte jeg, at det var nu, jeg skulle bygge det op.
Hvorfor var dette min første beslutning?
Det nok drevet af en stærkt trang til ikke bare at sidde med hænderne i skødet og se verden lukke ned. Jeg måtte gøre noget for at føle, at jeg stadig var i fremdrift – og det var den første spontane forandring, som jeg indførte.
Det var på det tidspunkt et logisk træk. Med den første lockdown begyndte de sociale medier at summe som en urolig bikube. Jeg ville gerne udnytte den hyperaktivitet.
Jeg oversatte blogindlæg til www.moneyandfreedom.com og lavede både Instagram profil og facebook side på engelsk.
Jeg fik dermed bygget grundlaget til et internationalt netværk med andre value investorer som bl.a. har ført til, at value investoren Guy Spier inviterede mig med til at hans middag i Omaha i år.
2. Jeg forbedrede mit value investor kursus
Tid var ikke det, som jeg havde mest af.
Alligevel besluttede jeg mig under første nedlukning for at komme op på næste niveau.
Jeg optog videoer igen og udvidede stoffet. Jeg ansatte en til at gennemgå flowet i kurset, en excel-gut til at genopbygge mine regneark, og jeg ansatte en redigerende.
3. Jeg revolutionerede min salgsmetode
Før nedlukningerne var min forretning afhængig af salgssamtaler.
For at komme på et mastermind forløb skulle du før i tiden igennem en times samtale, hvor vi sammen vurderede, om det var noget for dig.
Med nedlukningen var det umuligt for mig at afholde de samtaler, fordi jeg hele tiden havde børn i baggrunden.
Mit salg stoppede næsten helt fra den ene dag til den anden, selvom folk havde brug for mig – fordi jeg havde børn i baggrunden. Aktiemarkedet havde lavet et kraftigt v-dyp, og folk kontaktede mig for at få hjælp.
Jeg besluttede mig for at sælge samlet fra et webinar i stedet for gennem samtaler. Min forretningscoach – som havde anbefalet salgssamtaler – advarede mig om, at jeg ville floppe med den nye metode. Hun mente, at det ville være umuligt at sælge sådan et kursus fra et webinar.
Men jeg insisterede, og det gik godt.
Allerede på det første webinar fik jeg indhentet det seneste års kursister – og det var en kæmpe sejr.
Jeg indhentede alt det tabte og mere til. Men vigtigst af alt: Det frigjorde en masse tid, som jeg nu kunne bruge på at udvikle både min forretning og mit liv.
Det ændrede mit liv.
4. Jeg tog de første skridt til at åbne min hedge fond
Da markedet faldt drastisk, begyndte jeg at researche, hvordan jeg kunne investere for andre.
Jeg fik lagt hele planen frem sammen med en god revisor og begyndte at holde møder med interesserede investorer.
Da markedet steg voldsomt igen i efteråret 2020, lagde jeg planen lidt til side og ventede på, at markedet faldt til ro.
Et år efter gjorde jeg mig klar igen. Jeg åbnede fonden i sommeren 2022 i stedet.
5. Jeg tog hele mit liv til revision og flyttede til Portugal
Da regeringen op til julen 2020 anbefalede, at vi begrænsede os til at se de 10 nærmeste, blev det virkelig meget tydeligt for mig, at jeg stod alene med mine børn.
Jeg har naturligvis hele tiden været klar over, at jeg har fået børn alene (jeg har fået mine to drenge ved fertilitetsbehandling), men jeg mærkede i den periode, at jeg stod meget isoleret.
Helt konkret indså jeg, at jeg ikke var på nogens top 10-liste.
Vi har nok alle sammen en sorg over at blive valgt fra i den periode af nogen, som vi troede, at vi havde et særligt bånd til.
Jeg blev ked af det, men jeg accepterede det. Der var sygdom på spil og særlig gode grunde til at holde listen lille.
Den accept åbnede op for et helt nyt liv.
Jeg så min virkelighed i øjnene, og det gjorde det muligt at forandre mit liv helt radikalt.
Jeg lå i mørket en vintermorgen under den anden nedlukning og tænkte, at jeg ikke ville leve mit liv, som det var på det tidspunkt.
Jeg lå i sengen og tog mod til at stå op til endnu en dag alene med børnene, fanget i en lejlighed på Nørrebro. Det var mørkt og koldt uden for. Vi sov altid elendigt, og jeg skulle håndtere både blogindlæg, undervisning, udvikling af forretning, indkøb, madlavning, rengøring, putning og LEGO-assistance og alt muligt andet på samme tid på 81 m2.
Jeg holdt håbet oppe ved at love mig selv, at jeg aldrig ville opleve en vinter på den måde i min lejlighed igen. Jeg lovede mig selv, at året efter ville jeg leve et helt andet liv.
Det var egentlig en skøn lejlighed med en genial indretning og en smuk udsigt over en gård og bagsiden af en kirke. Men lejligheden føltes meget lille og trang. Der hang vasketøj i stuen, og der lå ofte legetøj på gulvet.
Jeg knoklede som fultids-husmor, samtidig med at jeg drev to forretninger.
Da jeg opdagede, at jeg ikke stod på andres top ti-liste, åbnede det også op for, at jeg kunne gøre, hvad som helst, fordi jeg ikke længere følte, at jeg var bundet geografisk på grund af relationer. Jeg behøvede ikke at blive i Danmark for nogen.
Jeg kunne designe mit liv, lige præcis som jeg ønskede at have det.
Jeg spurgte mig selv:
Hvordan vil jeg leve mit liv, hvis alt er muligt?
Jeg begyndte at designe mit nye liv i tankerne. Det hjalp mig gennem mørket.
Min gamle drøm var et kartoffelrækkehus på Østerbro. Nu definerede jeg en helt ny drøm. Her var nogle af kriterierne:
- Vi ville bo i et hus – til leje ville også være fint.
- Jeg ville have råd og plads til hushjælp: kok, børnepasser og måske au pair.
- Jeg ville bo et sted med mere lys og varme.
- Der skulle være gode, internationale skoler.
- Der skulle være et godt expat miljø, så jeg hurtigt kunne få en vennekreds.
- Vores nye hjem skulle ligge i kørselsafstand fra Danmark (altså i Europa).
- Det skulle være et trygt land med lav kriminalitet og et godt sundhedsvæsen.
- Der skulle være lavere skat end i Danmark.
Jeg begyndt at researche forskellige lande, som vi kunne bo i, og jeg landede meget hurtigt på Portugal. Derefter ledte jeg efter skole til børnene og et hus, vi kunne leje.
Fra jeg fik tanken, gik der tre måneder til det hele var på plads og fem måneder til, at vi flyttede. Vi fandt hus og skole i maj, og vi flyttede derned i slutningen af juni 2021. Det gik så lynhurtigt.
Hvad kan du bruge det her til i dit liv?
Hvis du oplever en periode i dit liv, som er svær, så brug det positivt. Stil gode spørgsmål.
Vi har det oftest svært, fordi vi har mistet noget – et job, en relation, en kærlighed der er gået i stykker, en illusion, der er bristet.
Du skal først og fremmest undgå selvynk. Selvynk kommer ofte, fordi vi har en dårlig selvsnak og stiller os selv negative spørgsmål som “hvorfor kan jeg aldrig dit og dat”, “hvorfor fungerer det ikke” eller “hvorfor lige mig?”
Den slags spørgsmål kommer der intet godt ud af.
Stil dig selv spørgsmål, som løfter dig:
- Hvis alt er muligt, hvad ønsker jeg?
- Hvordan ønsker jeg at leve? Beskriv det i detaljer.
- Hvilke muligheder åbner sig nu?
- Hvad er det gode ved denne situation?
- Hvordan kan jeg blive taknemlig for, at dette skete?
Når noget forsvinder, skaber det plads til noget nyt – som kan være endnu bedre.
Mit liv i dag
I dag bor vi i Cascais, som er en forstad til Lissabon.
Vi bor i et hus på ca. 230 m2 med fire soveværelser, stor stue, have og adgang til pool og i gå afstand fra stranden.
Vi sover nu i hvert vores værelse – og det var først da vi kom herned, at vi alle tre begyndte at sove ordentligt, fordi her er roligt og trygt (larmen på Nørrebro skabte meget uro om natten før).
Vi bor i et gated community, hvor drengene frit kan løbe til og fra legekammerater.
Børnene går i en god international skole, og jeg har langt mere netværk, nærhed og hjælp end før.
Rent praktisk har jeg en fuldtidsansat kok og rengøringshjælp, samt en hollandsk au pair, som bor med os.
Jeg har fundet venner gennem forældrenetværk og et kontorfælleskab, som ligger fem minutter væk fra vores bolig.
Hvor jeg før vågnede og ikke vidste, hvordan jeg skulle komme igennem en dag, vågner jeg nu hver morgen og glæder mig til at researche investeringer, undervise, læse, skrive og lege med mine børn.