De 5 vigtigste pointer fra Warren Buffett 2025

De 5 vigtigste pointer fra Warren Buffett 2025

Warren Buffett sprang en bombe, da han afrundede årsmødet i sit selskab Berkshire Hathaway. 

Han trækker sig som direktør for Berkshire Hathaway.

Hvorfor?

Oraklet fra Omaha går på pension i 2025.

Manden er 94 år. Ingen lever evigt.

Han har i flere år givet efterfølgeren Greg Abel mere plads og taletid.

Det er bedst for alle – aktionærer, medarbejdere og familie – hvis det bliver et kontrolleret tronskifte – ikke et skifte efter et dødsfald.

Det var pludseligt, og alligevel helt forventet.

Og uanset hvad: så er det trist. 

Warren Buffett 2025 blev et farvel

Warren Buffett har været vores kirke.

Stedet vi gik hen for at få styrket troen på value investering.

Hvert år fortæller han os om at investere langsigtet og roligt.

Om at have tålmodighed.

Om at være et godt menneske.

Om at gøre det rigtige, følge vores indre kompas, omgive os med ordentlige mennesker og passe på vores ry og rygte.

Tusindvis af mennesker flyver til Omaha hvert år for at høre ham tale.

Eller måske skal vi sige: fløj.

Måske skal vi sige det i datid.

Vil han være der til næste år? På det store årsmøde i Omaha?

Det ved vi ikke endnu. Men formentlig ikke.

Vil Greg Abel kunne være lige så klog og charmerende?

Det er udelukket.

Han er ikke Elvis.

Han er mere afdæmpet. Teknokraten versus iværksætteren og visionæren.

Dette årsmøde blev det sidste, som vi kender det.

Warren Buffett 2025 blev den sidste undervisningtime med legenden.

Lad os gå igennem hvad Warren Buffett sagde af kloge ting i år. 

Her kommer de fem vigtigste pointer fra Warren Buffett 2025:

1. “Handel bør ikke være et våben” 

De er en dårlig ide at gå i psykologisk handelskrig med nationer, der har atomvåben, hvoraf nogle af dem ikke er særlige stabile.

Som han siger om Nordkorea: de har atomvåben, og det er svært at få ånden tilbage i flasken.

“Vi har en fyr i Nordkorea, og hvis du kritiserer hans frisure..hvem ved, hvad han kan finde på. Hvorfor skal Nordkorea have atomvåben? Det kan ikke være en god ting, men det går ikke væk.” 

Han påpegede at USA allerede har vundet. For længst. 

“Vi begyndte for 250 år siden med ingenting, og vi er vokset til at være en virkelig velstående nation.”

Det er så dumt at bruge handel som en slags våben for at hævne sig. 

Det vil være bedre at få opbygget mere velstand for alle nationer.

“Jo mere velstand i verden, jo mere tryg vil den føles, og det vil vores børn også mærke.”

Han forklarer, at det en dårlig strategi, når en land med 300 mio. mennesker (altså USA) driver sig frem overfor over verdens 7,5 mia. mennesker med en hævngerrig og trodsig attitude.

“Det er forkert, og det er uklogt.”

2. Vi er ikke midt i et crash

Den nuværende volatilitet på aktiemarkedet rystede han af sig som en myre, du børster af håndryggen.

“Det er ikke et særligt stort fald,” sagde han.

“Dette er ikke et dramatisk bear marked eller noget.”

Warren Buffett har oplevet det, som var meget, meget værre.

Han forklarede, at aktieværiden i Berkshire Hathaway tre gange i historien er faldet over 50 pct. på meget kort tid. Og det ville ikke røre ham, hvis det skete igen.

Han gik helt tilbage til 1929 for at forklare, at Dow Jones dengang faldt på knap 89 pct. 

“Hvis du bliver påvirket af aktiefald på 15 pct., så skal du nok finde en anden investeringsfilosofi,” sagde han.

3. Vælg venner der er bedre end dig 

Der er altid en ung kineser, som stiller sig op på scenen og beder om et karriere-og/eller livsråd.

Dette års møde skuffede ikke.

Buffetts fanskaren er stadig sulten efter almindelige råd om, hvordan du skal leve livet. 

Buffetts bedste råd er at omgive dig med de rette folk. Folk der løfter dig op.

Om det gælder valg af kolleger, chef eller bare venner. Det vil løfte både dit liv og din karriere. 

“Du skal vælge venner, der er bedre end dig, for du vil bevæge dig i deres retning.”

Det er nogenlunde det samme, han siger hvert år.

Men hvert år rammer det mig. Det er så simpelt. Det er så sandt. 

Til dette råd kan vi tilføje afdøde Charlie Mungers råd om at rent faktisk FØLGE, de råd du får.

Som Charlie Munger ville have sagt: De fleste folk nikker og tænker det lyder fornuftigt, men så gør de hvad de plejer. 

Lytter du denne gang?

Sådan rigtigt?

For det bliver nok sidste gang, Warren Buffett siger det. 

4. Vær taknemlig på trods af modgang

En anden kineser spurgte Warren Buffett, hvordan han har håndteret livets modgang.

“Modgang er en del af et levet liv. Vi oplever dem alle. Charlie har haft sine. Jeg har haft mine,” svarede Warren Buffett. 

Warren Buffett mistede sin første kone for mange år siden. Hun fik kræft på stemmebåndet.

Charlie Munger mistede som ung mand sin lille søn Teddy, som fik leukæmi. Munger blev i samme periode skilt, mistede både hus, opsparing og forældremyndigheden over de to andre børn, som han havde med sin første kone.

Han har senere fortalt, hvordan han gik grædende rundt i gaderne om aftenen, efter han havde besøgt Teddy på hospitalet.

Men. Der er et vigtigt men.

Charlie Munger kom sig over den store sorg.

Han blev gift igen og fik fire børn med sin næste hustru.

Han blev venner med Warren Buffett, begyndte at investere i aktier og blev styrtende rig. Som han senere har sagt: Du skal ikke tilføje en tragedie til en tragedie. Eller noget i den stil. 

Warren Buffett talte direkte til kineseren fra Shanghai, som stod med mikrofonen og bad om et råd om at komme sig over et “setback”.

Han gjorde ham opmærksom på, at han har været i stand til at rejse mange mil for at komme til Omaha. Fra Shanghai til Omaha.

Så noget må jo spille for ham.

Helbredet er nok okay.

Og historisk set, en smule udmyghed og taknemlig for at være født nu og ikke for 100 år eller 500 år siden.

“Hvis jeg kom fra 20. generation af fårehyrder, ville jeg kede mig over at se på får hele dagen. “

Han forklarer, at man kan få nogle dårlige mursten og alligevel bygge et godt liv. Som han siger: Vi får alle sammen en dårlig mursten indimellem. Vi bygger videre alligevel. Med taknemlighed:

“Se på den lyse side af sagen: Du er heldig at være her i dag. Du er sund. Du kommer langt fra, og du har chancen for at lære om noget, som interesserer dig. Sammenlign det med det liv, du ville være blevet tilbudt for et par hundrede år siden.”

Jeg ved ikke med dig, men det er som balsam på min ømme sjæl at høre Warren Buffett tale om taknemlighed.

Husk at zoome ud og tænke over, hvor heldige vi er. I et større perspektiv. 

5. Kig på balancen først  

Warren Buffett giver som regel også nogle virkelige værdifulde råd om, hvordan du griber det an, når du investerer i aktier.

Nyt for mig var hans tanker om balancen. 

Han forklarede, at han lægger mere vægt på balancen end på andre dele af det finansielle regnskab.

Balancen er der, hvor virksomheden opgør formuer og gæld.

Med andre ord kigger han mere på formuen end på de umiddelbare indtægter og udgifter. 

“Jeg ser på balanceopgørelsen over en periode på 8-10 år, før jeg overhovedet kigger på resultatopgørelsen. Der er visse ting, som er svære at skjule eller lege med på balancen, end det er på resultatopgørelsen.”

Hvad sker der nu? 

Ved årsskiftet overtager Greb Abel posten som adm. direktør for Berkshire Hathaway. 

Warren Buffett har forsikret, at han ikke vil sælge en eneste Berkshire aktie.

Han siger også, at han gerne vil blive ved med at være involveret og hjælpe bestyrelsen som en slags rådgiver.

Han er trods alt forsat en meget stor aktionær i Berkshire Hathaway.  

“Det kan godt være, at der er en dag, hvor jeg kan være hjælpsom, men det er Greg, der sidder med billetten.”

Warren Buffett 2025 bliver formentlig det sidste vi hører fra ham.

Det er formentlig den sidste mursten han lægger på sit livsværk. Vil du gerne streame årsmødet, kan du se det her.

Vil du lære mere om, hvordan Warren Buffett investerer, så download e-bogen Bliv Fri her. Der er det hele forklaret. 

Her er de tre store fordele ved value investering

Her er de tre store fordele ved value investering

Hvorfor vælge value investering frem for andre typer af aktiestrategier? 

Value investering er en metode, hvor du selv udvælger de selskaber, som du vil investere i. Du sørger for, at du betaler en rimelig pris for selskabet i forhold til, hvad aktiekursen er.

Som value investor tror du ikke på, at markedet altid er effektivt, og derfor kigger du meget nøje på selskabet og udvælger kritisk, hvad du vil investere i. 

Du kigger bl.a. på, hvad selskabet er værd og holder det oppe imod den kurs, som det handles til i markedet.

Value investering handler om kvalitet

Men det er ikke kun et spørgsmål om pris.

Det handler også om at se på kvaliteten i selve selskabet og se på, om det bliver drevet ordenligt.

Hvordan man vurderer det, kan du lære mere om i min e-bog Bliv Fri her.

Hvad er fordelen ved metoden?

Der er mange, men de tre vigtigste er:

1. Det høje afkast

Rigtig mange af de kendte value investorer får et gennemsnitligt afkast af deres aktier på 15-20 pct. om året.

Hvis du gør arbejdet ordentligt, har du også mulighed for at få et rigtigt godt afkast.

Når det er sagt, skal jeg selvfølgelig lige påpege, at jeg aldrig kan love dig præcist, hvor højt et afkast du får, da jeg ikke ved, hvad du investerer i, og hvordan det vil udvikle sig.

Jeg kan heller ikke love dig, at der ikke kommer et ord med kortvarigt fald i dine aktier, men over tid burde afkastet være højere end med andre metoder…hvis du gør forarbejdet ordentligt. 

Det eneste jeg kan sige er, at metoden virker for rigtige mange.

2. Tryghed i markedsfald

Med value investering kigger du nøje på, hvad du investerer i, og hvad det er værd.

Som Warren Buffett siger: det er som at købe 1 dollar for 50 cents.

Hvordan vurderer du, hvad et selskab er værd?

Bl.a. ved at kigge på, hvor mange penge de tjener nu, og hvor meget de regner med, at de tjener i fremtiden.

Eller ved at kigge på balancen og se, hvad der er af værdier i selskabet, som kunne blive solgt lige nu.

Når aktiemarkedet crasher, så er value investorer meget aktive med at investere.

Det for alvor er der, de får blod på tanden. Skulle kursen på nogle af deres aktier falde, så tager de det med ro og køber måske nogle flere.

Value investorer er ret rolige, når markedet er turbulent, fordi de ved, hvad de gør.

3. Value investering er etiske investeringer

Når du kigger så grundigt på hver enkelt investering, så ved du præcist, hvad du investerer i.

Det betyder, at du er mere sikker på, at du investerer efter dine værdier.

Du kommer ikke til at lave en smutter og investere i noget, som du ikke vil bakke op om, som du f.eks. kunne komme til, hvis du investerer gennem fonde og ETF’er.

Hvis du investerer i ETF’er, svarer det til at gå i supermarkedet og købe alt der er på den øverste hylde uden at kigge efter. Hvis du investerer som value investor, svarer det til at kigge på, hvad du placerer i kurven og læse indholdsfortjenelse – og i øvrigt tage stilling til, om du kan lide produktet. 

Der findes ikke en mere grundig og mere etisk måde at investere på.

Mange andre fordele ved value investering

Jeg kunne lave en lang liste af andre fordele.

F.eks. bliver du del af en bevægelse med mange fantastiske mennesker, som du bl.a. kan møde, hvis du tager til årsmødet i Berkshire Hathaway i Omaha.

Jeg kunne også fortælle dig, at det er en interessant hobby, og at du aldrig kommer til at kede dig. Jeg glæder mig hver gang, der kommer regnskab fra de vidunderlige selskaber på min ønskeliste (eller selskaber jeg allerede har investeret i).

Har jeg et øjeblik for mig selv, så er det oftest noget relateret til value investering, som tager frem og hygger mig med.

Nogle læser en krimi eller løser en krydsogtværs, når de er i sommerhuset. For mig er markedet lige så spændende som en krimi – og samtidig er det intellektuelt stimulerende at følge med.   

I min e-bog Bliv Fri kan du lære meget mere om at finde vidunderlige selskaber og vurdere, hvad de er værd. Du kan downloade den her.