Køber du gode, solide selskaber på udsalg på aktiemarkedet og venter til de retter sig, så kommer du til at få et godt afkast.

Det er præmissen for value investering.

Men hvordan kan man egentlig vide, at de vil rette sig?

Har du nogensinde tænkt over det?

Den kritiske røst på skulderen ville måske spørge, jamen, hvis man ikke tror på, at aktiemarkedet er effektivt, hvorfor tror man så alligevel på, at det er effektivt? Dur det eller dur det ikke? Nu må du bestemme dig. 

Stemmeoptælleren og vægten

Det har den store gudfader til value investing skolen faktisk et svar på.

Benjamin Graham (forfatteren til The Intelligent Investor) forklarer det således:

“In the short run, the market is a voting machine, but in the long run it is a weighing machine.”.

Hvad mener han så lige med det?

Jo, ser du. På den korte bane kan aktier være vældigt volatile. Der kan være begivenheder, som får en bestemt aktie til at styrtdykke eller endda et helt marked til at styrtdykke. I sådan tilfælde er markedet meget følsomt over for massernes humørsvingninger. Folk stemmer med deres aktie, og kurserne kan styrkdykke.

Men over 10-20 år vil psykologien veje mindre, og den egentlige værdi i virksomheden vil slå igennem. Man kan sige, at Benjamin Graham mener, at aktiemarkedet er effektivt i det lange løb, men har perioder, hvor grafen enten dykker helt under niveau eller stiger til hysteriske højder. 

Så hvis du køber aktier på udsalg i en vidunderlig virksomhed, som du har sikret dig har:

• Vækst og forventet vækst
• Overskud
• Lav gæld
• Et godt produkt med fremtid
• Konkurrencefordele
• En god ledelse

Så kan du forvente at få et godt afkast på sigt. 

Langsom vægt

Jeg forestiller mig, at vægten i citatet af en af de gammeldags af slagsen, hvor man skal løfte nogle lodder rundt og være tålmodig, mens de dingler og beslutter sig for, hvor de vil lande.

Pointen her er, at det godt kan tage tid. Og ingen ved præcist, hvor bunden er eller toppen er. I de fleste kriser skraber en bestemt aktie eller aktiemarkedet generelt rundt på bunden i 9 måneder til 1,5 år. Det var f.eks. det, som skete under finanskrisen. Aktierne styrtdykkede i efteråret 2008. Det er først i slutningen af 2009, at de langsomt begyndte at kravle op igen.

Det kan være lidt hårdt at vente 9 måneder eller halvandet år, før ens aktier begynder at rette sig. For selvom man har lavet analysen, kan man på en dårlig dag godt blive i tvivl. Måske har man købt aktier i en bestemt virksomhed, og siden da er aktien blot faldet endnu mere. Man får lyst til at undvige tante Oda, som altid spørger til ens investering under familiemiddagen.

Lad os tage Danske Bank som eksempel. Under finanskrisen faldt den til under 100 kr. pr. aktie i oktober 2008. Det er først et år efter, at den bevæger sig over 100 kr. pr. aktie igen. I mellem tiden har den været helt nede omkring 32 kr. pr. aktie.

Man skal have nerver af stål for ikke at blive påvirket i den slags situation, især da finanskrisen faktisk var en ret alvorlig situation for Danske Bank.

Her er to simple teknikker til at holde ventetiden ud.

1. Afskriv pengene mentalt

Hvad gør man så for at have ro med det?

Der er en simple teknik, og det er: glem investeringen. Bare glem den.

Køb til de priser, som du i forvejen har besluttet dig for at købe til, og så gør hvad du kan for at holde op med at tænke på den, så du kan holde “depressionsperioden” ud. Et lille aber dabei: du skal ikke glemme selskabet mere, end at du tjekker regnskabet hvert kvartal. 

For nogen kan det hjælpe helt at afskrive pengene mentalt. Altså fortælle sig selv, at hvis de aldrig får pengene igen, så er det sådan, at det er. Og så i øvrigt bare leve livet og nyde det. 

Hov, vent nu lige lidt. Du siger jo, at man får et godt afkast? Hvorfor så afskrive pengene mentalt? 

Rolig, det er bare en teknik, så du bliver mere tålmodig og ikke kommer til at holde brandudsalg sammen med resten af markedet. 

2. Opfør dig som et dovendyr

Når man er langsigtet investor, vil der være lange perioder, hvor man faktisk ikke skal gøre noget. Hvor din fornemmeste opgave er at være tålmodig og vente.

Derfor skal du opføre dig lidt som et dovendyr: Bare hænge ud i aktien. Og hænge lidt mere ud, når alle andre har forladt den.

Når du overvejer at være energisk og sætte dig foran skærmen og hastigt taste nogle salgsordre ind, så vær lidt doven. Bevæg dig langsomt. Udskyd det.

Den største fare er, at du går noget overilet, fordi du bliver bange. Derfor skal dit motto med salgsordre være: mañana. 

3. Hold det hemmeligt 

Når markedet går helt bananas på en aktie, så sætter det sig i folkestemningen. Det kan være populært at tale negativt om selskabet. Måske er der en skandale, som alle kender til. Det kan også være en hel sektor, som er blevet upopulær. 

Jeg vil påstå, at det er præcist det, som Danske Bank går igennem i disse tider. Alle hader Danske Bank, og det er voldsomt usexet at være investor i banken. Du bliver sat i bås med hvidvaskning og russiske kriminelle af den værste slags. 

Tante Oda vil spørge dig, hvor stor bøden mon vil blive. Hun vil spørge dig, om det vil lykkedes for amerikanerne at lukke banken med Patriot Act. Hun vil spørge dig, om du har læst dagens artikel om nye indicier i Berlingske Tidende.

Derfor kan det være bedst ikke at fortælle nogen, hvad du investerer i, mens det står på. Du kan fortælle dem om det senere, når aktien har rettet sig, og så vil du fremstå som genial.

Fordelen ved at tie stille er, at du ikke skal forsvare selskabet i ny og næ. Det vil blive nemmere for dig at glemme pengene og lade dem gøre sit arbejde. Du bliver et bedre dovendyr af det. Og får et langt bedre afkast på sigt.

Det betyder i sidste ende, at du vil kunne udfri dine drømme om øget tryghed og frihed om 10 eller 20 år. 

Du kan downloade en tjekliste på 12 spørgsmål til, hvad du skal spørge dig selv om, før du investerer i en virksomhed her. 

Måske tror du nu, at jeg kommer til at skrive en masse om hvidvask. 

Det gør jeg ikke.

Sagen om Danske Bank handler i mine øjne om noget helt andet.

Det handler om den mediestorm, som en virksomhed kan komme ud for, og den handler om, hvor vigtigt, det er som investor at forholde sig rationelt og kigge på fakta.

Som value investor investerer du i virksomheder, som er billige på aktiemarkedet i forhold til virksomhedens egentlige værdi. Den måde at investere på betyder, at du kommer i berøring med nogle virksomheder, som er upopulære og usexede. Det betyder også, at du skal være klar på at gå imod folkestemningen og være ret modig.

Har du det seneste år investeret i Danske Bank, er det virkelig ikke noget, du har lyst til at underholde middagsselskabet med en lørdag aften. Du kan være sikker på, at der kommer en dumsmart bemærkning om hvidvask. Eller også kommer der en kvælende tavshed.

Det er sådan noget, som du skal kunne tolere. Måske lade være med at underholde middagsselskabet om det og bare selv studere fakta. Læse regnskabet. Finde hoved og hale i, hvad der er sandt, og hvad der kan tælles. Finde ud af, hvor meget hvidvask, der konkret er tale om.  

Bogen Troldmanden af Birgitte Dyrekilde og Lars Abild gør et godt job med at kigge på fakta omkring dækningen af hele hvidvask-sagen. En af pointerne i bogen er, at der faktisk ikke er fundet mange konkrete beviser på hvidvask i Danske Bank, men at banken allerede er blevet dømt i offentlighedens øjne for hvidvask af gigantiske store beløb. 

Har du ikke læst den, vil jeg på det kraftigste anbefale dig at gøre det. Det er rystende læsning. Jeg sad tilbage med en kvalme og en uro i kroppen og spørgsmålet: Kan det virkelig være rigtigt alt sammen? At et menneske kan ødelægge så meget? 

Men måske har du travlt. Måske havner bogen på en lang to-do liste. Og du går glip af en stor aha-oplevelse. 

Derfor hjælper jeg dig lidt og kommer her med et referat.

Bogen handler om amerikaneren Bill Browder, som i medierne bliver omtalt som “hvidvask-jæger”, og som ifølge bogen er hovedkilde til mange af de historier, som er cirkuleret i medierne om Danske Bank. Derfor bliver hans troværdighed, mediestrategi og motiver undersøgt på kryds og tværs i bogen. 

Er hvidvaskjægeren troværdig?

Bill Browder grundlagde i 1990’erne Hermitage Capital, den største kapitalfond i Rusland, som havde nogle meget flamboyante rigmænd med i investorkredsen. 

Kapitalfonden Hermitage købte bl.a. aktier i det russiske gasselskab Gazprom, selvom det var ulovligt for udlændige (altså ikke-russere). Opkøbene skete gennem skuffeselskaber registreret i den lille region Kalmykien, som på tidspunktet gav særlige skattefordele, hvis man f.eks. ansatte handicappede. Det var skjult, at opkøbene blev foretaget af udenlandske investorer. Sergej Magnitskij var en ung revisor, som hjalp med at sætte den model op. 

Bill Browder fodrede i starten af nullerne de helt store internationale medierne med research om, at Gazprom var blevet malket. FBI gik ind i sagen, topchefen I Gazprom blev fyret og derefter steg aktien med rekordfart. 

“Det var uden sammenligning den bedste investering, jeg havde foretaget i mit liv,” skrev Bill Browder i sin biografi, hvor han tog æren for udviklingen.

En professor fra Harvard fik øjnene op for Bill Browders brug af medier og interviewede ham om det. I den forbindelse har Bill Browder udtalt en del om sin pressestrategi:

“Vi har været involveret i 32 retssager. Og vi har vundet i forhold til den offentlige mening uanset udfaldet, hvor vi har tabt 31 gange. Forholdsmæssigt bliver der skrevet 50 gange så mange ord, når en sag begynder, end når den bliver afvist.” 

“Man må forstå, at pressen ikke kender til historierne, at de ikke har evnen til at forstå de komplicerede aktiviteter eller har råd til at foretage researchen.”

“I begyndelsen gav vi en journalist hele historien. Så ville de til at tjekke hver eneste lille bid, få modpartens kommentarer, ignorere den, finde den for indviklet og for tidskrævende at forfølge. Nu giver vi en lille bid af historien til en journalist og lader dem vide, at vi vil give det til en anden inden for tre dage, hvis de ikke skriver noget. Det virker som om, at journalister er mere bekymrede for at miste historien til konkurrenten end noget som helst andet.”

I 2007 skrev Financial Times i en artikel om Bill Browder, at Hermitage Capital havde haft et gennemsnitligt afkast på 34,5 procent hen over 11 år, bl.a. ved hjælp af “offentliggørelse af tilsyneladende skandaler – inklusiv påstande om russiske chefers plyndring”.

Bill Browder kamp mod russerne

Hele Gazprom-sagen viser, hvor strategisk Bill Browder er til at bruge medierne til at opnå det, som han ønsker. Det er i mine øjne – og jeg har lang erfaring som erhvervsjournalist – uhyggelig læsning. Det er en kynisk strategi, som han bruger igen og igen, og det har ramt Danske Bank. 

I årene efter Gazprom-affæren opbyggede russerne nogle heftige skattesager mod Hermitage og Bill Browder, der bl.a omhandlede nogle af de skuffeselskaber, som han brugte til at købe Gazprom-aktier. 

Det spidsede gradvist mere til: Bill Browder blev nægtet indrejse-tilladelse, de russiske myndigheder rejste tiltale mod ham og til sidste blev han eftersøgt over Interpol. Hans egen advokat vurderede, at han stod til 6 års fængsel i russiske fængsler, hvis han blev udleveret til russerne. Det lykkedes Bill Browder at få næsten alle Hermitage-folkene ud af Rusland og tømme skuffeselskaberne for værdier.

Hans russiske revisor og skatterådgiver, Sergej Magnitskij, som har været med til at sætte skuffeselskaberne op, blev dog tilbage i Rusland, hvor han blev sat i fængsel. Han blev alvorligt syg og døde i 2009, fordi han ikke fik den nødvendige lægehjælp.  

Bill Browder søsatte en kampagne, hvor han anklager de russiske myndigheder for at bistå i en anden skattesag, som bogen påpeger kan være et røgslør over hans egne skattesvindel. Bill Browder begynder at omtalte Magnitskij som “antikorruptions-advokat” og “whistleblower”, der afslørede og anmeldte svindel, og som var blevet anholdt for det heroiske arbejde af et korrupt system. Før hans død var han blot en russisk skatterådgiver og revisor, som havde rådgivet Bill Browder og Hermitage, og som i øvrigt var medsigtet i deres skattesag.

Bill Browder førte i begyndelsen lobbyisme i USA for at få indført den såkaldte Magnitskij-lov, som skulle straffe de mennesker, som havde medvirket til Magnitskijs fængsling, tortur og død. Meget belejligt indeholdte de lange lister med navne også navne på de embedsmænd, som førte sag mod Hermitage-selskaberne. Det lykkedes ham faktisk at få gennemført loven, som bl.a. gør det umuligt for de pågældende russere at få indrejse tilladelse og som indefryser deres midler. Senere rettede han blikket mod Europa for også at få den indført der, og her bliver Danske Bank ramt, som en del af det spil. 

Sagen mod Danske Bank

I 2007 køber Danske Bank finske Sampo Bank, der også havde filialer i Estland, Letland og Litauen. Både opkøbet af Sampo Bank og to irske banker kommer til at volde Danske Bank en del problemer. I første omgang i form af store it-problemer og under finanskrisen store problemer med dårlige kunder og store tab især i den irske del af forretning. Danske Bank er i årene fremover hårdt presset af både finanskrisen og rod med integrationen af bankerne. 

Ved udgangen af 2013 sender chefen for værdipapirhandel i Estland, Howard Wilkinson, en whistleblower rapport om en kunde til et medlem af ledelsen samt nogle af bankens afdelinger. 

Så vidt jeg kan læse ud af bogen, reagerer ledelsen ret hurtigt, da de blev klar over, at der var et problem med kontrollen i Estland.

Da Danske Banks daværende topchef Thomas Borgen blev noteret om problemet, skrev han i en mail:

“Notert. Her bør du vurdere en umiddelbar stop af alle ny forretning og kontrolert avvikling av eksisterende.” 

I 2014 lukkede Danske Bank en masse af de mistænkelige udenlandske kunder ned. Men i stedet for at lukke alle kunderne i Estland, valgte de at forsøge at sælge forretningen i Estland. Det må være den “kontrollerede afvikling”, og det må de nok ærgre sig over i dag. To år efter (2016) lukker de alle de udenlandske kunder i Estland ned. Sagen blev lagt i skrivebordsskuffen og anset for afsluttet.

Men sagen var ikke engang begyndt i medierne. Den begynder først at spille sig ud i 2017, hvor Berlingske Tidende første gang skriver, at hvidvaskede milliarder er skyllet igennem Danske Bank. Bill Browder får spalteplads, hvor han begynder at tale om Sergej Magnitskij. Hans dagsorden er at få Magnitskij-loven til Europa. Berlingske interviewer da også senere hen politikere, der er positivt stemt over for loven med overskrift om, at loven kan være på vej til Danmark. 

I september 2017 kom det frem, at en italiensk politiker var blevet bestukket med 2,4 mio. pund gennem fire selskaber, og de selskaber havde haft konto i Danske Bank i Estland. De havde flyttet 18 mia. kr. over en årrække. Det her er den mest konkrete rygende pistol, som dukker omkring Danske Bank. Men herefter vokser og vokser tallene bare. Fra 18 mia. kr. til 53 mia. kr. og herfra til 200 mia. kr. og endeligt til over 1.000 mia. kr. som havnede på forsiden af Wall Street Journal. 

Den helt store fejl i dækningen er, at hver gang der bliver nævnt et tal, som bør undersøges, bliver det straks omtalt som “hvidvask”.

Bill Browder politianmeldte Danske Bank og udvalgte medarbejdere. Det gav ham en masse taletid i både danske og internationale medier. 

Politikerne havde travlt med at være forargede. Pelle Dragsted fra Enhedslisten bad Folketinget bekræfte, at Danske Bank kunne blive overtaget af staten, hvis de blev dømt for hvidvask. Forestil dig, hvilke kuldegysninger der har givet både bankens ledelse og aktionærer. 

Den 17. september udkom en lange ventet rapport, som Danske Bank havde bestilt fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle. Konklusionen var, at kontrollen havde sejlet i den estiske afdeling. I alt var 1500 mia. kr. gået gennem Danske Bank i Estland. Banken havde selv tippet myndighederne om 5-6 pct., men advokatfirmaet vurderede at 10 gange så mange burde være blevet indberettet. 

Derefter sagde topchef Thomas Borgen sit job op, og banken meddelte, at den ville donere hele indtjeningen fra sine ni år i Estland på 1,5 mia. kr. til en uafhængig fond, der skulle bekæmpe hvidvask.

Men bodshandlingen gav ikke fred. Bill Browder sendte et brev til de amerikanske myndigheder. Han bad dem om at bruge Patriot Act, som kan bruges til at lukke banker, der opfattes som en primær hvidvask-bekymring. De amerikanske myndigheder kan ikke direkte lukke en danske bank, men de kan sørge for, at Danske Bank ikke får adgang til dollar, hvilket svarer til en dødsdom. 

Kort tid efter meddelte Danske Bank, at det amerikanske Justitsministerium havde bedt om en redegørelse for bankens aktiviteter i Estland mellem 2007 og 2015. Danske Bank fordoblede hensættelserne til bøder og omdømme risici til 10 mia. kr. 

Men hvad så? Hvor slemt er det?

Selve mediedækningen er slem. Et eller andet sted må der sidde nogle tidligere Danske Bank chefer derude, som er målløse over, hvad der har ramt dem.

Men hvor slemt er det egentlig med den hvidvask? Det ved vi faktisk ikke. Danske Bank har sjusket med hvidvask-kontrollen i Estland. Det står vist ret klart. 

Men derfra at konkludere, at gigantiske milliard-beløb er blevet hvidvasket, politianmelde individuelle medarbejdere og snakke om at nationalisere banken eller bruge patriot act mod banken er ret…vanvittigt. 

Lad os sige, at vi har en rapport, som fastslår, at der ikke har været politi nok på Strøget. Derefter en rapport der vurderer, hvor mange mennesker, der har bevæget sig gennem Strøget i den periode. Måske konkluderer den, at det er særligt kritisk i nattetimerne, hvor folk er fulde. Kan man sætte de to tal sammen og konkludere, at alle de personer, der har bevæget sig på Strøget om natten, må være blevet myrdet, og at gaderne flyder med blod? Nej vel?

Ro på. 

Forfatteren Birgitte Dyrekilde forklarer, at kapitalflugt er ret almindeligt i Rusland. Russerne flytter deres penge ud af landet, fordi de er bekymrede for, hvad regeringen kan finde på. At de bliver flyttet ud af landet betyder ikke i sig selv, at pengene stammer fra kriminelle aktiviteter. Det kan naturligvis også være ganske lovligt tjente penge, som bliver flyttet. 

Som Birgitte Dyrekilde siger “Vi har dømt for mord, men vi har endnu ikke fundet liget.”

Banken og dens ledelse er blevet dømt meget hårdt af både politikerne, medier og menigmand. Har det været ledelsens hensigt at rulle den røde løber ud for russiske gangstere? Nej, det er ikke mit indtryk. 

Det er mit indtryk, at banken har haft svært ved at sluge de store opkøb, som den foretog i årene op til finanskrisen. Der kom problemer med at rulle it-systemet ud til alle dele. Estland kom aldrig med på it-systemet.

Så kom finanskrisen, og banken fik travlt med at overleve. Ledelsen har overset problemerne i Estland i en årrække, og da de får øje på den sjuskede kontrol, skaffer de sig af med mange af kunderne og sætte gang i “kontrolleret afvikling”. Det har på intet tidspunkt været bankens hensigt at bedrive hvidvask.

Og hvad kan du så som investor lære af det? At det er ekstremt vigtigt at holde hovedet koldt og forsøge at tænke rationelt. Det er nemt at blive grebet af en folkestemning, og det er psykisk svært at gå imod den.

Det her blogindlæg er på ingen måder en anbefaling af at investere i Danske Bank. Du skal altid selv lave en analyse af virksomheden og foretage nogle beregninger for at se, om virksomheden er billigt prissat. Her kan du downloade min e-bog Bliv Fri, som er en introduktion til value investering. 

Måske er du gammel nok til at huske finanskrisen. Måske husker du den som en katastrofe. 

For nogle danskere var finanskrisen da virkelig også en privatøkonomisk rutsjetur. Det gælder f.eks. de stakkels privatinvestorer, der satte hele friværdien i Roskilde Bank – uden at tjekke regnskabet – og så i øvrigt drak portvin uden at tænke nærmere over det, indtil de en dag opdagede, at hele formuen var forsvundet.

Men for nogle af de modige var finanskrisen en sjælden mulighed. Den var en mulighed for at købe aktier på udsalg og få pengene firdoblet (eller det der var vildere) på få år.

Vinden står og rusker i aktierne i skrivende stund, og mange er måske lidt nervøse, når de ser deres tal på handelsplatformen går i rødt. Flere og flere spørger med en snert af panik i de forskellige Facebook grupper:  

Hvad skal jeg gøre når aktierne falder?

Er dine tal gået i rødt, kan du helt overordnet set vælge tre reaktioner: Flygte, stivne eller kæmpe. Eller med andre ord:

A. Gå i panik og sælge.

B. Lægge puden over hovedet og vente nogle år, før du kigger på platformen igen. 

C. Eller gøre dig klar til at købe stort og få comeback.

Jeg anbefaler klart det sidste.

Jeg var selv i markedet før finanskrisen og husker selv overvejelserne, da aktierne faldt 10 pct. dag efter dag. Jeg husker følelsen af et sug i maven. En fysisk følelse som minder lidt om et frit fald i det gyldne tårn i Tivoli. En blanding af spænding og angst. Jeg husker lysten til at gemme mig væk fra de røde tal, samtidig med at jeg ikke helt kunne lade være med at stirre på dem. 

Har du fulgt bare en lille smule med på bloggen, så ved du, at jeg købte. Jeg købte så meget jeg overhovedet kunne i slutningen af 2008 og 2009. Jeg købte for mine frie midler, og da jeg ikke havde flere af dem, bad jeg min arbejdsgiver om at sætte to måneders løn ind på min private ratepension.

Du kan læse meget mere om, hvordan jeg kom frem til den beslutning i e-bogen Bliv Fri, som du finder her. Der kan du også læse mere om, hvordan jeg vurderer aktier. 

Historisk spændende tidspunkt

Lige nu er vi mange, der venter på at se, om vi vil se aktiefald, som vil minde om finanskrisen.

Vi har haft ti års aktieoptur, og vi ved fra historien, at omkring hvert ottende år, falder aktierne med omkring 50-60 pct. Det er sket igen og igen, og nu er tiden moden.

Vi er inde i vintersæsonen, og hvis vinteren kommer, så kommer der nok også noget kulde og sne på et tidspunkt. Det er det bedste tidspunkt at lære at stå på ski.

Det sære med aktiemarkedet, er, at rigtig mange nybegyndere lærer at investere, når aktierne er dyre, fordi de kan se, at det er gået godt for andre, og så får de mod på at prøve det. Når aktierne så falder, er der mange af novicerne, som går i panik og sælger.

Nybegynderne burde gå i gang, når aktiemarkedet falder. Men på det tidspunkt er medierne fyldt med død og ødelæggelse og så bliver både nye og gamle skræmt helt væk…

Men du ved selvfølgelig allerede bedre, for du har fundet vej til dette blogindlæg. 

Hvad gør du så, når du skal forberede dig til aktiemarkedets store vinter? Du suger til dig af viden og er tålmodig.

Hvad gør du, når tiden kommer til at investere? 

Du kan vælge to hovedstrategier.

A. Den ene er at gå bredt ind i markedet og satse på investeringsforeninger og fonde. Den mulighed er den bedste, hvis du ved med dig selv, at du ikke kommer til at åbne et regnskab og ikke har tålmodigen til at analysere individuelle virksomheder. Men det er også den lidt nemme løsning, som vil begrænse dit afkast. 

B. Den anden mulighed er naturligvis at investere i individuelle virksomheder. Vælger du denne vej, så er der ingen vej uden om: Så skal du undersøge virksomheden. Du skal analysere den og kigge i regnskabet. Men til gengæld risikerer du at få et meget højt afkast.  

Har du en vinder?

Når det hele raser, kan det være svært at se med det blotte øje, hvad der er gode virksomheder. Selv vidunderlige og solide virksomheder vil blive ramt af faldende aktiekurser, når stormen først rusker.

Derfor skal du bruge lidt tid på at dykke ned i virksomheden. Det arbejde kan du lige så godt gøre nu, så du ved, hvad du vil investere i, når det bliver billigt. Det er bedst at gøre det på forhånd, fordi det bliver lidt hektisk, når markedet bliver ramt af store aktiefald.

Hvordan skal du gribe det an? Du skal først og fremmest tage udgangspunkt i din sunde fornuft og stille en masse faktuelle spørgsmål. f.eks.:

• Forstår jeg produktet? Det lyder måske banalt, men det er det ikke. Rigtig mange privatinvestorer sætter deres penge i et eller andet, som de måske nok mener er biotek, men de ved ikke helt, hvad selskabet har i pipelinen. Forstår du ikke produktet, skal du holde dig væk. Har virksomheden endnu ikke noget produkt, skal du også holde dig væk. 
• Er produktet mere udbredt på markedet om 10 eller 20 år? Vi træffer de bedste valg, når vi tænker langsigtet. Det gælder især investeringer.  
• Har virksomheden vækst i omsætning og tjener de penge? Du må for guds skyld ikke investere i en virksomhed, der er ved at visne. 
• Hvor stor er deres gæld? De skal gerne kunne betale gælden af med free cash flow på tre år. Det er vigtigt, fordi stor gæld kan knække selv en sund virksomhed, når der kommer en recession. 
• Stoler du på ledelsen? Se på videoer med topchefen og bestyrelsesformanden. Kan du lide dem som mennesker? Se også gerne på, om de foretager sig insiderhandler. Sælger de store summer af aktier i det selskab, som de styrer, så er det et faretegn.
• Og så skal du selvfølgelig regne på, om selskabet er billigt prissat. Hvordan man gør det, kan du lære mere om i e-bogen Bliv Fri. 

Du kan downloade en tjekliste på 12 spørgsmål til, hvad du skal spørge dig selv om, før du investerer i en virksomhed her.