Et liv uden gæld. Er det overhovedet muligt, hvis man er et almindeligt menneske uden stor arv. Et almindeligt mennesker som også ønsker bolig, bil og rejser?
Hvordan undgår man egentlig gæld? Skal man leve på en sten og undgå alle de ting, som almindelige mennesker med gæld har? Nej, slet ikke. Det drejer sig om at have pengene først.
Jeg har ingen gæld, og jeg ved godt, at jeg er en sjælden race, fordi de fleste ser på gæld, som noget der uundgåeligt, f.eks. i forbindelse med studier, bil- og boligkøb. Jeg har da også bolig (andelsbolig på ca 1,2 mio. kr.), jeg har taget uddannelser og har været på mange og også dyre udlandsrejser.
Den gode nyhed er, at det aldrig er for sent at komme i gang med at udrydde gæld. Har du meget gæld, så arbejd på at få den dyreste gæld væk først. Det vil sige den gæld med den højeste rente. Heldigvis er renten i dag meget lav, men det kan jo ændre sig.
Her er nogle af de vaner, som gældfri mennesker har, og som holder gæld væk og penge hjemme. Måske kan nogle af dem hjælpe dig?
Vane 1: Brug mindre end du tjener
Dette er nok den vigtigste vane, hvis du vil arbejde mod at blive fri for gæld og senere økonomisk uafhængig. Det er ganske simpelt. Du skal altid bruge mindre end din lønindkomst og sætte noget til side. Det kan hjælpe at sætte en automatisk overførsel til at betale ekstra af på gæld eller ekstra ind på en opsparingskonto som det første hver måned, inden du betaler noget andet. Jeg har i mange år sat en automatisk indbetaling på 10.000 kr. ind på en opsparingskonto, og så har jeg skruet økonomien sammen efter det, som var tilbage.
Vane 2: Betal med det samme
Kreditkort er en fælde. De får lokket rigtig mange i stor forbrugsgæld. Det er bedst at betale med kontanter, fordi det giver dig en konkret fornemmelse af, hvor meget noget koster. Hvis du bruger et betalingskort, så brug et som trækker dine penge samme dag, som f.eks. Dankortet. Undgå også at betale i rater. Har du ikke råd til at betale det kontant nu, så har du ikke råd til det. Når du betaler noget i rater, så betaler du ofte en meget højere pris. Regner man det om til, hvad ekstrabetalingen vil svare til i rente, vil det faktisk i langt de fleste tilfælde bedre kunne betale sig at tage et forbrugslån end at betale i rater. Men lad nu være med at tage et forbrugslån. Bare betal hele beløbet kontant.
Vane 3: Vær minimalist
Lad være med at have fokus på at købe ting og sager. Materielle ting tynger både vores økonomi og vores liv med rod. Kan du huske, da du skulle flytte sidste gang, hvor mange kasser du skulle pakke? Man bliver overrasket over, hvor meget det fylder. Køb kun ting, som du virkelig gerne vil have. Min svaghed er nok tøj. Jeg får mig selv til at give et stykke tøj, som jeg overvejer at købe, en karakter fra 1-10. Hvis det ikke er en 10’er, så køber jeg det ikke. Jeg køber kun ting, som jeg ville give topkarakter.
Vane 4: Fokuser på fremtiden
Tænk på, hvad de penge som du ikke bruger på ting og sager kan vokse sig til i fremtiden. Jeg har oplevet, hvordan mine penge kunne firdoble sig på få år, da jeg investerede lige efter finanskrisen. Når jeg står og skal overveje, om jeg vil bruge 2.000 kr., tænker jeg altid på beløbet som det firdoble beløb. Dermed bliver 2.000 kr. til 8.000 kr. Som igen kan blive til 32.000 kr. Har jeg lyst til at bruge 32.000 kr. på en kjole? Så skal den virkelig score topkarakter.
Vane 5: Øg din indkomst, hvor du kan
Hvor kan du tjene ekstra penge? Brug de midler du har. Om det er et nyt job til en højere løn, et ekstra job i fritiden, salg af brugte ting eller udlejning af din bolig i ferien. Hvis jeg skal have råd til noget, så elsker jeg at spørge mig selv: “hvor kan pengene komme fra?” (Og kontoen gælder naturligvis ikke som svar). Det er et motiverende spørgsmål, og det har bl.a. sat gang i en leg, hvor jeg skulle sælge brugt babyudstyr for et vist beløb, før jeg kunne få lov at købe noget til mig selv eller finde en lejer til min bolig, før jeg kunne tage på ferie.
Vane 6: Modtag penge for dine penge
Jeg ved godt, at jeg sagde fem vaner. Men du får lige en ekstra en med. Og den her er vigtig. Sørg for at få penge for dine penge i stedet for at betale penge for dine penge. Den sjette vane vender det hele lidt på hovedet. I stedet for at betale rente til banken for lånet. Hvad så med at sørge for, at dine penge laver penge til dig? Den bedste måde at få penge til at arbejde for dig er ved at investere dem. Jeg er stor fortaler for at købe aktier billigt, som superinvestoren Warren Buffett. Det kan du læse mere om i min e-bog Bliv Fri, som du kan downloade her. Den koster kun din email-adresse.