Fem trin til at undgå FOMO og frygten for at gå glip

Fem trin til at undgå FOMO og frygten for at gå glip

Jeg har en tilståelse. 

Jeg lider af FOMO.

FOMO er en plage, som holder mig fra at nyde mit liv, og som til tider gør mig rigtig ked af det.

FOMO står får “Fear of missing out” og på dansk betyder det, at du er bange for at gå glip af noget.

Det kan ramme dig finansielt – eller som en følelse af at gå glip af noget sjovt eller vigtigt i livet.

Finansielt rammer det dig, når du er bange for at gå glip af en god investering eller allerede føler, at du er gået glip af den.

Det får mange til at investere i helt tåbelige ting, som de senere taber penge på. I livet rammer det dig som ene følelse af, at de andre har mere eller har det sjovere end dig. 

Jeg lider ikke af finansielt FOMO, fordi jeg er ret godt til at gennemskue bullshit, når det gælder investeringer.

Jeg er ikke bange for at være gået glip af den sidste nye hype, fordi jeg har en tjekliste og et system som gør, at jeg ved præcist, hvad jeg vil investere i.

Men når det gælder livet, er jeg hele tiden bange for at gå glip af noget.

FOMO er blevet værre

Jeg har nok altid haft det, men det blev voldsomt forstærket efter, at jeg blev mor og ikke har tiden til at opsøge alle de fester, festivaler og konferencer på samme måde som tidligere.

Som mor er det virkelig vigtigt at kunne finde ro med at bruge en lørdag aften på at se Alvin og de frække jordegern eller læse Barbapapa historier… selvom det halve af Lissabon er til fest på stranden og det kvarte af Danmark til Folkefest eller det halve København til Distortion. 

Mit FOMO kan være så slemt, at det næsten dirrer i kroppen medmindre jeg helt bevidst tager forbehold for at tøjle det.

Det er virkelig noget, som jeg kæmper med og er bevidst om.

I det her blogindlæg vil jeg give det de bedste tips til at bekæmpe FOMO både finansielt og privat.

1. Stå vagt ved porten til dit sind

Value Investoren Guy Spier har skrevet, at han ikke tillader nogen at pitche investeringsideer til ham. Hvis nogle vil “sælge” en aktie til ham, afviser han dem høfligt ved porten til hans sind.

Den slags salgspitch kan tage mange former. Det kan være en såkaldt aktieanalytikers rapport eller det kan være et interview i en erhvervsavis eller et interview på en podcast.

Der er rigtig mange, der vil overbevise dig om, at alt muligt er en god investering.

Det samme sker i livet.

Det sker især på sociale medier, hvor både individer prøver at sælge dig deres “fede” livsstil eller virksomheder prøver at sælge dig deres produkt.

Jeg tror ikke på ideen om at slette sociale medier og gå helt offline. Det er ikke løsningen. Det er lidt som at beslutte, at børn ALDRIG skal spise sukker, og så kan de stå der med skuffet ansigt til børnefødselsdage.

Det handler om at modere, ikke forbyde. 

Løsningen er at være bevidst og lægge mærke til, hvordan du reagerer, når ser forskellige typer opslag.

Jeg kan f.eks. ikke følge mit gamle kontorfællesskabs på Instagram, fordi de altid viser smukke billeder af fester, som jeg ikke er med til. De prøver selvfølgelig at sælge flere medlemsskaber og hele formålet med deres opslag er at lokke dig til.

Hvis nogen får dig at føle mig skidt tilpas, så hold ganske enkelt op med at følge dem. Følg dem der giver der godt input. Der er også massere af kloge, ærlige og interessante mennesker på diverse sociale medier. Jeg elsker f.eks. at følge en masse value investorer på sociale medier. 

2. Prioriter og fokuser

På investeringsområdet ved jeg, at jeg blot skal investere i 10-12 vidunderlige virksomheder, og jeg ved præcis, hvilke krav, som selskabet skal leve op til, før jeg overhovedet til overveje det (det kan du læse mere om i min e-bog Bliv Fri her).

Det gør, at jeg hurtigt kan sortere en masse investeringsideer fra – og når de først at sorteret væk, tænker jeg ikke længere på dem. Jeg holder op med at “følge dem.”

Det samme kan du gøre i livet.

Hvad og hvem er din hovedprioritet?

For mig er min hovedprioritet min familie, mine nære venner og arbejdet med at sprede økonomisk uafhængighed gennem fonden og bloggen.

Det er egentlig paradoksalt.

Jeg kan få FOMO over de forskellige trendy fester i Lissabon, men når jeg så står til en fest, føles det ofte overfladisk og ligegyldigt.

Jeg er allermest lykkelig, når jeg dyrker mine kvalitetsforhold. Middage med mine bedste venner kan give mig sus af blidhed og lykke. 

Gode venner er dem, som jeg snakker så godt med, at det er ligesom at læse en virkelig god bog. Det er samtalen du ville ønske ikke stopper før den lyse morgen, hvis det var muligt (det er det sjældent på grund af børn). Det er også de venner, hvor du kommer til at grine, så det kilder i maven. 

Der er ikke så mange af de forhold, og hvis jeg skal vælge mellem en trendy fest eller en middag med en bedsteven(inde), vil jeg til enhver tid vælge kvalitet over showbiz.

3. Find steder med ro

Warren Buffett bor i Omaha, Nebraska.

Jeg har været der, og tro mig, det er så søvnigt, at du nærmest ikke behøver at kigge dig for, før du krydser en hovedvej selv i myldretiden.

De fleste Wall Street typer bor i et tætpakket Wall Street miljø som New York, London eller Frankfurt.

Buffett har forklaret, at han foretrækker at bo i sin barndomsby, fordi han – udover at være tæt på familie og venner – bedre kan fokusere på det, som er vigtigt, fordi der er ro omkring ham.

Det samme gælder i livet.

Hvis du bor i et område, som har cafeer, fester og restauranter tæt på, kan det være svært at finde ro og koncentration.

Jeg har prøvet at bo i Blågårdsgade på Nørrebro i København, og det er lidt som at bo i en krydsning mellem Strøget og JomfruAne gade. I foråret kunne jeg altid se/høre folk drikke rosevin og le og feste. Og når der ikke var fest, var der demonstration og ballade.

I dag bor jeg i en landsby uden for Cascais i Portugal, hvor jeg kan høre fuglepip og børnelatter – og det hjælper med at finde ro.

4. Dyrk nuet

I nat havde jeg en drøm om min eks-kæreste. I drømmen forsøgte jeg at hjælpe ham med en opgave, men han ville ikke have min hjælp og skubbede mig blidt væk.

Jeg har bedt min drømme om hjælp til at få løst den følelsemæssige hårdknude, som jeg stadig kæmper med i forhold til ham. Jeg savner ham stadig og ville hellere være der, hvor han er.

Som vi alle ved: Der er intet som eks-kærester, som kan give en følelse af FOMO. Solen skinner altid der, hvor de betræder fortorvet.

En stemme i drømmen sagde til mig:

“Find noget, som virkelig interesserer dig og bliv fordybet i det.”

Vi hører altid om, at vi skal være mindfulde – og det er jo også sandt.

Men hvordan? Jeg har forsøgt med at spise et jordbær meget langsomt – et minut per jordbær – men jeg mister altså tålmodigheden med det og bliver irriteret.

Man kan selvfølgelig også meditere, men det er ikke altid, at jeg får det gjort. Yoga er også dejligt. Men jeg kan sagtens dyrke yoga og stadig dirre af FOMO. 

At kunne blive fordybet i noget, som du virkelig nyder er den bedste måde at være i nuet på.

For mig er det område selvfølgelig aktier og investeringer.

Det er også tennistimer, gode film (kvalitet), gode bøger og lære at spille klaver.

Med mine børn elsker jeg at gå eller cykle ture i vores lokalområde.

Tricket er at give sig selv tilladelse til at gøre det helhjertet, mens det varer: stoppe op og se på den motorvej af myrer, som dit barn viser dig.

Og virkelig SE, hvad myrerne laver og finde ud af, hvor de skal hen.

5. Dyrk værdsættelse og taknemlighed 

Hver aften skal du slutte dagen af med at skrive 3 ting ned, som du er taknemlig for. Det skal helst være noget specifikt, som er sket i løbet af dagen.

At skrive “mit gode helbred” kan du jo skrive hver dag, men det er jo ikke specifikt – og måske den nemme løsning? 

Hvad står der f.eks. på min liste? Det er ultra specifikke ting.

Der står f.eks.:

“Samuel’s glæde over hans rokketand”

“suset i kroppen da jeg hoppede i poolen i dag”

“da vi gik tur og fandt et underligt telt og hørte en ged bræge”.

Hvad er tre ting, som du er taknemlig for i dag? Måske kan dette blogindlæg være en af dem? Lad mig vide, om det har hjulpet dig.

Hvis du vil læse mere om min mission, så kan du downloade min e-bog Bliv Fri. Her kan du se læse om, hvordan du kan blive økonomisk uafhængig. Du kan downloade bogen her 

Her er min hemmelige opskrift på et godt liv

Her er min hemmelige opskrift på et godt liv

I 2021 stod jeg overfor nogle store beslutninger. Jeg skulle beslutte, om jeg ville åbne min egen investeringsfond, og om jeg ville flytte til Portugal. 

For at være sikker på, at jeg gjorde det rigtige, hyrede jeg en coach til at lave et såkaldt blueprint over mig og mit liv. 

Det var noget, som jeg havde hørt om fra value investorerne Guy Spier og Monish Pabrai.

De to kendte value investorer fik engang lavet sådan en kortlægning over deres liv med dertilhørende brugervejledning. 

Det ændrede Monish Pabrais liv. 

Skræddersyet instruktion til et godt liv

Konsulenten, som lavede rapporten, sagde til Monish Pabrai, at han ikke forstod, hvordan han stod op om morgenen og gik på arbejde (han var it-iværksætter). Arbejdet med at lede en virksomhed passede så dårligt til hans personlighed, at de foreslog, at han solgte sin virksomhed og i stedet for åbnede en value investeringsfond.

Den historie har fascineret mig.

Monish Pabrai ville slet ikke være en kendt value investor, hvis det ikke havde været for mødet med coachen og kortlægningen af hans personlighed.

Tænk at få lavet sådan en dokument, som kan give røde og grønne lyst til de store beslutninger i livet? Ja, faktisk er det en slag shortcut til et godt liv.  

Sådan et dokument og den slags coaching ville jeg også have. Jeg var meget nysgerrig for at vide, hvad den samme coach ville sige til, at jeg ville åbne en fond.

Jeg fandt frem til, hvem der havde lavet en analyse på Monish Pabrai. 

Han hedder Jack Skeen, og hvis du spørger sødt, vil jeg gerne sætte dig i kontakt med ham. Du kan også selv opsøge ham her, men fortæl ham gerne, at du har hørt om ham fra mig. 

Hans process er ret speciel. Han laver to personlighedstest på dig og interviewer omkring 7-8 mennesker, som kender dig godt. Personlighedstesten er ikke helt normal. Han tester dig faktisk for personlighedsforstyrrelser, fordi han mener, at den slags test også kan bruges til at kortlægge dine styrker og svagheder. 

Hvad blev resultatet af min test?

Fik ja til at forvalte andres penge

Det er en meget omfattende rapport, og jeg vil ikke afslørre de små detaljer om min personlighed. Men jeg kan fortælle dig, at jeg fik grønt lys til at flytte til Portugal og åbne min fond, Grünbaum Value Invest (rejste penge i 2022 og begyndte at investere i januar 2023). 

Jeg ved i dag, hvad mine styrker og mine svagheder er – og det er en stor fordel. Det betyder, at jeg kan planlægge mit liv på en måde, så jeg kompenserer for mine svagheder (f.eks. ved at hyre andre til at gøre det), mens jeg kan skrue op for mine styrker og fokusere på dem. 

Nogle af rådende er specifikke for mig og måske ikke super spændende for dig at læse – men der er også en del generelle råd, som de fleste ville have godt af at følge. Og dem vil jeg dele med dig her. 

I det her blogindlæg vil jeg fokusere på de 5 vigtigste ting jeg lærte af Jack Skeen, som du også kan have godt af at bruge i dit liv til at skabe det bedste liv for dig selv.

Lad os se på det….

1.  Lev livet med tillid til, at livet samarbejder med dig

Jack forklarer, at du kan leve livet på tre måder.

A. Den ene er som offer, hvor du tror at livet sker til dig.

På det her niveau tror du ikke, at du kan skabe, og du føler ikke, at du har kontrol over meget. Du lever passivt og afventende med den her indstilling. 

B. På næste niveau tror du, at du skaber livet.

Her tror du på, at du skal skabe alting selv, og at tingene kun sker, hvis du “kæmper” for det. Du ser alting som et problem, som du skal løse. Du er ofte “i kamp”.

C. Den tredje måde er, når du tror på, at livet sker gennem dig eller for dig.

Her stoler du på, at der er en mening med det, som hænder, og at du blot skal stole på livet for, at de gode ting kommer til dig. 

“Det er en god måde at leve på, når du oplever livet, som det sker gennem dig. Livet skaber nye muligheder, som ikke nødvendigvis kræver en stor indsats fra din side. Vær nysgerrig og åben. Hold øje med muligheden og tilføj så lidt som nødvendigt for at deltage i det,” siger Jack Skeen. 

Jeg har nok levet livet, hvor jeg har set mig selv som skaberen (kategori 2), der skulle kæmpe for det.

Det er rart at tænke, at jeg godt kan slappe lidt af og stole på livet. 

2. Hold fokus på din mission

For mig er min mission at hjælpe dig og andre med at blive økonomisk uafhængige.

Jeg spreder privatøkonomisk viden og især viden om value investering. 

Det gør jeg både ved hjælp af bloggen, kurser og fonden Grünbaum Value Invest.

Jack Skeen mindede mig gang på gang om, at jeg skal holde fokus på min mission og mine to børn.

Han mindede mig om, at jeg skal undgå at blive distraheret af småting i livet.

Det lyder måske som en selvfølge, men jeg skulle hilse at sige, at det er nemt sagt, når livet smider alt muligt efter dig, og måske på samme dag giver dig et feberramt barn, et ødelagt køleskab og en sur nabo, der truer med at forgifte din kat.

Hver gang jeg bliver frustreret over livets småting, hører jeg en stemme sige:

“Når du har en mission, må du ikke lade småting distrahere dig,” siger Jack Skeen. 

Det får mig tilbage på sporet hver gang.

Din mission er helt sikkert en anden end min, men du har også noget, som er vigtigt for dig. Om det er at revolutionere måden, vi tegner huse på eller forenkle lovgivningen for virksomheder eller at opdrage børn (eller måske en blanding af fagligt og familie). 

Det samme gælder for dig – hold fokus på det vigtige, på din mission.

Drop hverdagsdramaet. Du har et ansvar. 

3. Foretag research før du træffer beslutninger

Jeg er super effektiv og handlekraftig.

Jeg træffer nogle gange ret hurtige beslutninger – også nogle gange for hurtige. 

Jack har lært mig, at jeg skal tænke på samme måde, som jeg gør med aktier. Jeg skal sætte tempoet ned og researche.

Lad mig give et eksempel:

For kort tid siden blev jeg forelsket i et hus ved kysten i Portugal. Der var en anden byder, og beskeden fra ejendomsmægleren lød, at jeg skulle passe på med at tøve, fordi så ville huset ryge til anden side. Du kan læse om huset i her.

Jeg tog det roligt og besøgte huset flere gange. Jeg gik rundt i området og talte med folk. Jeg fik en arkitekt og en byggesagkyndig til at vurdere huset, før jeg lagde et bindende bud.

Jeg fik så meget viden, at jeg besluttede at trække mig og lade den anden interesserede køber løbe afsted med handlen.

Udsigten fra huset var henrivende, men huset skulle renoveres fra top til tå for at blive et rigtigt godt hus at bo i.  Det ville kræve for meget af mig, og som du ved, skal jeg holde fokus på min mission – al min energi skal ikke gå på håndværkere.

4. Vær kræsen og selektiv med mennesker 

Jeg er meget udadvendt og har nemt ved at få nye venner.

Indimellem har jeg hyret eller knyttet mig til de forkerte mennesker, og det har skabt problemer for mig. 

Det handler igen om at foretage research… men research med mennesker er en helt anden process end aktier eller ejendom.

Her handler det især om at lade tiden og erfaringen informere dig om, hvem du står over for.

Jack har mindet mig om, at jeg skal finde folk som forstår og anerkender den specifikke mission, som jeg er på:

“Gå langsomt frem, vær selektiv og lad tingene vokse. Find mennesker, der forstår og elsker dig og din mission.” 

5. Nægt at dvæle ved, hvad andre tænker om dig

De fleste folk er mest optaget af at leve et nemt og behageligt liv, men hvis du har en mission er det ikke altid tilfældet for dig. Så er du klar til at trodse mageligheden for at bidrage til noget større.

Hvis du har en stor ide og en skæbne, kan det være udfordrende, og folk vil ikke altid forstå dig, hvis de ikke selv har en mission.

Det gælder om at nægte at tænke over, hvad andre folk tænker om dig. Folk uden en mission (dem kalder Jack Skeen for “vaniljeis”) vil ikke altid forstå dig og din mission, og det er bare ærgerligt. 

“Undervurder ikke din følelse af formål. Hvis du misunder vaniljeis, underminerer du din følelse af formål,” siger Jack Skeen. 

I stedet for at gå op i andres mening, så prøv at være lidt forelsket i dig selv og din mission. Det løfter dig til et andet niveau. 

Hvis du vil læse mere om min mission, så kan du downloade min e-bog Bliv Fri. Her kan du se læse om, hvordan du kan blive økonomisk uafhængig. Du kan downloade bogen her