Miljøet er blevet en sag, som mange tager alvorligt.

Vi stemmer grønt i valgboksen, vi køber økologisk og har måske kødfrie dage. Vi sorterer vores skrald, undgår engangsplastik og skærer ned på flyrejser.

Men på et område har mange et hul i bevidstheden, og det er deres penge.

Mange ved ikke, hvor meget de har i pensionsopsparing. Eller hvilket pensionselskab opsparingen ligger hos. Og de aner ikke, hvad det er investeret i.

Det betyder, at de ikke ved, hvad deres penge støtter. 

Det betyder også, at de ikke ved, hvad de er ejer af.

Ejer. 

Hør tyngden i ordet. 

For når du har købt aktier i et selskab, så er du faktisk ejer. Og når pensionsselskabet investerer for dig, køber de aktier på dine vegne og gør dig til ejer. 

Hvilke selskaber er du ejer af? Og hvor grønne er de? Er du sikker på, at de selskaber, som du ejer, ikke er med til forværre klimakrisen? 

Den blinde vinkel

Er det ikke paradoksalt, at vi er så optagede af at redde miljøet på alle mulige måder men overser en vigtig del af vores økonomi?

Måske står dele af din pension eller opsparing investeret i fly, tobak, olie eller måske endda i våbenselskaber. Eller måske bare i noget, som producerer en frygtelig masse billigt plastik, hvilket er nok til at få de fleste til at få dårlig smag i munden. 

Her er fem trin til at få magten tilbage over dine penge, så du kan være med til at placere dem grønt. De fleste har nogenlunde styr på deres frie midler, så jeg fokuserer her på pensionen, som mange, mere eller mindre bevidst, ignorer:

Trin 1: Find ud af, hvem der investerer dine penge

Hvilket pensionsselskab varetager din pension? Måske er den spredt over flere selskaber, fordi du har været ansat flere steder. Du kan logge ind på pensionsinfo.dk med dit Nem-id og få overblik. Det er klaret på få minutter. 

Trin 2: Undersøg, hvad der kan flyttes 

I mine øjne er det bedst selv at styre sine penge. Du sender heller ikke nogle andre ned i stemmeboksen på valgdagen, vel? 

At investere er ikke så svært. Du kan altid vælge at placere dine penge i de såkaldte passive indeksfonde, som følger et aktieindeks (kaldes ofte ETF’er – exchange traded funds). De er et udemærket alternativ til pensionsselskaberne, og det tager ikke alverdens tid, da du ikke behøver at følge så tæt med i, hvordan det udvikler sig. Og ja, passive aktieindeks findes også i grønne versioner. 

Hvis du stadig indbetaler gennem arbejdsgiver til en bestemt arbejdsgiverordning, så kan lige den ordning formentlig ikke flyttes. Men de ordninger som ikke er aktive, f.eks. fra tidligere ansættelser, kan du sagtens flytte til en ratepension i din egen bank. Når du har flyttet det til en ratepension i din egen bank, kan du nemlig selv investere det i lige de selskaber, som du vil.

Er du bundet til et bestemt pensionsselskab på grund af din overenskomst, kan du ofte opnå en eller anden form for kontrol. Mange pensionsselskaber giver en mulighed for, at du selv placerer midlerne i en række investeringsforeninger, som de på forhånd har udvalgt. Ring til pensionsselskabet og spørg.

Trin 3: Flyt det du kan 

Flyt de pensioner som du kan til en ratepension i din bank.

Din bankrådgiver kan guide dig igennem de præcise trin for at flytte pensionen. De vil nemlig gerne have dine penge over i banken, fordi det betyder mere forretning til dem. Du skal bare huske at stå imod deres tilbud om at investere pengene for dig.

Hvis du selv investerer, tjener de stadig lidt på kurtage, så de vil gerne have dine penge uanset, hvad du vælger at gøre. 

Trin 4: Få viden om at investere

Du begynder ikke at køre bil uden at tage teori- og køretimer. Derfor begynder du heller ikke at investere uden at sætte dig ind i det. Du kan læse bøger, se youtube-videoer, lytte til podcast og så kan du naturligvis tage kurser. 

Et godt sted at begynde er med min gratis e-bog Bliv Fri, fordi den både giver et overblik over de dominerende skoler inden for investering og samtidig giver dig nogle konkrete værktøj til at komme igang. 

Er du allerede klar til at investere i individuelle selskaber, kan du også downloade min tjekliste med 12 spørgsmål, du skal besvare, før du investerer i en specifik virksomhed

Trin 5: Voila: Investér  

Det sidste og sjoveste trin er naturligvis at begynde at investere selv.

Du kan vælge at sætte det i brede fonde, som er et alternativ til pensionselskabernes måde at investere på.

Vil du have et højere afkast, kan du udvælge enkeltvirksomheder, som du tror på. Det kræver, at du sætter dig godt ind i, hvad virksomheden producerer, hvordan de klarer sig og hvad virksomheden er værd. 

Husk: Det er ikke kun godt for miljøet, at du tager ansvar over dine penge og sætter dig ind i, hvad virksomhederne, som du investerer i, laver. Det er faktisk også godt for din økonomi og din fremtidige velstand, at du får styr på, hvad dine penge foretager sig. 

Har du ikke læst min e-bog endnu, så er det et godt sted at begynde. I den kan du finde to metoder til at regne på virksomheden. Du kan læse e-bogen her.