Så er nytåret slået ind, og du har naturligvis læst mit blogindlæg med forslag til fem nytårsforsæt, som vil sætte dig fri økonomisk.
Det betyder, at du enten vil begynde at investere eller blive bedre til det. Ingen nytårskur uden værktøj, så i dette indlæg vil jeg gennemgå nogle af de websites og apps, som jeg selv er glad for:
Platform:
Du skal naturligvis have en platform at handle aktier på. Jeg bruger lidt forskelligt alt afhængigt af, om det er pensionen eller frie midler, som jeg vil handle i. Jeg bruger Nordea til børneopsparing, ratepension og aldersopsparing (der er jeg i forvejen kunde, så det er nemmest), og Saxo Investor til frie midler. Derudover har jeg også en amerikansk platform (Trade Station), da den er betydeligt billigere. Vælger man en udenlandsk platform, skal man dog huske på, at man selv skal stå for at registrere skat af afkast, og det ligger der noget arbejde i. Jeg har tidligere brugt Nordnet til noget pension, men jeg syntes, at den var for dyr, når alle handelsomkostningerne blev lagt sammen. Hos Saxo kan jeg have en USD konto, så jeg ikke behøver at veksle penge, hver gang jeg vil have amerikanske aktier.
Kursgrafik og historik:
Handelsplatformenes kursoversigter er ikke altid gode nok. En god platform til at læse aktiegrafer kan være nødvendigt. Jeg bruger ThinkorSwim (som egentlig er en handelsplatform, men den er for dyr). Du kan evt. afprøve en gratis demo-version med matadorpenge på. Stockcharts er også virkeligt godt, og den koster mellem 15-40 USD per måned.
Realtidskurser:
Måske er der forsinkelse på kurserne på den platform, du har valgt. De er ofte ca. 15 minutter forsinkede. Nogle gange kan man betale sig fra det, men det har jeg ikke gjort. Det gør mig egentlig ikke så meget, at der er forsinkelse på kurserne, da jeg holder aktierne i lang tid og på forhånd ved, hvilken kurs jeg vil gå ind i aktien til. Men det kan nu alligevel nogle gange være meget rart at dobbelttjekke, før jeg trykker på knappen. Der findes gratis apps med kurser i realtid. Jeg bruger en simpel en, som hedder “værdipapirer”.
Nyheder:
Som investor skal du holde dig opdateret med, hvad der foregår rundt omkring. Før dagen går i gang, skimmer jeg Wall Street Journal (wsj.com), New York Times (nyt.com), Bloomberg (bloomberg.com), Jyllands-Postens erhvervssite Finans (finans.dk) og Berlingske Tidendes erhvervssektion (business.dk). Jeg prioriterer at læse de internationale nyheder først, så jeg ser de store tendenser, før jeg bevæger mig ned af tragten til vores lille andedam. Min prioritering hænger også sammen med, at jeg synes, at det er vigtigt at investere ud over landets grænser.
Facitliste:
Det kan være sjovt at se, hvilke aktier nogle af verdens bedste investorer køber og sælger. Du kan læse med over skulderen på nogle af de største og dygtigste amerikanske investorer på Gurufocus.com. Her kan du bl.a. slå op, hvad Warren Buffett og hans partner Charlie Munger investerer i. Det er helt okay at kopiere andres handler; Warren Buffett gjorde det selv tidligt i hans karriere. Han kopierede sin lærermester Benjamin Graham, og det gjorde mange andre af Grahams følgere også. Det har endda et ord på engelsk: coattail riding. Der er mange, der er blevet rige af at “ridde på andres frakkehale”.
Research og analyser:
Den tunge del af din research bør komme direkte fra oplysninger fra selskabet og fra dit eget benarbejde. Du skal læse regnskabet og lytte med på deres earnings call efter regnskaberne. Du skal afprøve produktet og gerne snakke med nogen, der har mere forstand på det end dig. Når alt det er gjort, kan du smugkigge på andres research. Der findes platforme som Seeking Alpha (seekingalpha.com), hvor en hel hær af mennesker publicerer deres analyser (klik på analyser). Det er både professionelle investorer og investorer på hobbyplan, som er skribenter, så du skal tage det med en gran salt. Analyserne på Seekingalpha følger ofte Mr. Market, så når Apple f.eks. falder i kurs, så kan du være sikker på, at der kommer en strøm af negative analyser. Jeg går ofte imod strømmen af analyserne. Seekingalpha har også en udemærket daglig opsummering af nyheder, som hedder Wall Street breakfast. Du kan få den tilsendt som mail, eller du kan høre det som podcast. Du finder Wall Street Breakfast her.
Undgå-listen:
Den opmærksomme læser vil måske tænke, at der mangler nogle værktøj, som en typisk, aktiv dansk investor bruger. Jeg lytter ikke til millionærklubben, da det tager en time ud af mit liv hver dag og giver mig en følelse af stress. Det føles lidt ligesom at lytte til Gunner Nu Hansen, hvis du kan huske ham. Han var en fodboldkommentator, som altid råbte NU NU NUUUUUU, når der var optræk til mål. Millionærklubben giver mig en følelse af, at jeg hele tiden er ved at gå glip af noget og bør købe den ene og den anden aktie eller straks bør sælge en bestemt aktie, fordi verden brænder sammen. Noget af det vigtigste som en god investor er at holde fast i en strategi. Så jeg forsøger at undgå at komme i nærkontakt med folk, som lader sig hidse op af aktiekursernes daglige udsving og Mr. Markets humør. Hvis du ikke ved, hvad jeg mener med Mr. Market, så læs denne blog: markedet er en hyperaktiv galning. Jeg ville også undgå de store facebook grupper som Aktieporteføljen, da der kommer en slags massehysteri i gruppen, som er fodret af Mr. Market, og du kan blive grebet af stemningen. Jeg læser også sjældent Dagbladet Børsen, da avisen er meget fokuseret på danske virksomheder og er den mest sensationsprægede af erhvervsaviserne. Hver gang markedet dykker, skal vi f.eks. læse, at Asger Aamund eller en anden rigmand har mistet så og så mange millioner. Men det har han jo ikke, med mindre han har solgt sine papirer. Den slags artikler fodrer blot Mr. Markets skøre tilstand og kan stresse unødigt og skabe tvivl om dine egne investeringsbeslutninger.
Udover online værktøj, findes der naturligvis en masse information i gammeldags bøger. Du kan se en liste over mine favoritbøger på dette blogindlæg: Den bedste hårde julegave til investoren. Og har du ikke læst min e-bog Bliv Fri, kan du jo altid begynde med den.